Singletråden

[Vixen]

Hmmm. Tætte veninde og min søster og min far (sgu) har kommenteret på hele situationen og synes jeg har kvajet mig. De synes at jeg forventer alt for meget for hurtigt, og at jeg er et fjols, når jeg ikke lytter til min mavefornemmelse, som sagde, at jeg kunne mærke at han åbnede sig. De synes jeg skal give manden en chance for at følge med. At jeg har sat min grænse, ved at kommunikere, hvad jeg forventer. Men at jeg ikke kan forvente at han ved noget endnu, når han nærmest ikke har haft følelsen af at være single. Hmm. Jeg ved sgu ikke. En del af mig synes de har ret. De kender mig ret godt, jo. Min søster har sågar mødt manden, og fik en fornemmelse af at han nok var forvirret, mere end at han var et røvhul. Han har på intet tidspunkt i vores relation løjet for mig eller ikke levet op til de ting han sagde. Så jeg tænker det kan gå begge veje.

Måske skal jeg bare have ham til at skære ud i pap, at han ikke vil mig?

Det kan da heller ikke udelukkes, at han ville ændre mening - spørgsmålet er jo bare, hvad du risikerer undervejs i den proces?

Hvis du bare var helt fjong med at se hvad der sker, så ville jeg da også foreslå dig at se det an lidt længere, men når du begynder at få spirende følelser, så leger man altså med ilden, hvis man ikke tager en klar udmelding alvorligt. Hvis han skifter mening, kan han jo bare sige det

Jeg tror faktisk det handler om at jeg får sagt tingene på en ordentlig måde. At jeg ved med 110%'s sikkerhed, at jeg har defineret at det ikke handler om at jeg vil have afklaring på parforholdsstatus lige nu, men om han allerede nu har det sådan at det aldrig bliver til noget. Han snakkede igen og igen om at han ville være fri af forhold vinteren over, mens han får styr på sine ting. Det betyder vel ikke aldrig, så? Og jeg tror at jeg fik smækket lidt hurtigt med døren, fordi jeg så spøgelser og gik i selvsving over det der med "koen og mælken" og det der.

Jeg risikerer jo ikke andet end at han synes jeg er en sindssygt påtrængende dame, der ikke så nemt giver op Det må han godt synes. Det er ikke langt fra sandheden

Beskedent pip fra en lurer:
Jeg må melde mig enig med din veninde, søster og far. Jeg synes også, du var liiige hurtig nok til at smide ham på porten, omend jeg godt forstår dine bevæggrunde. Men nogle gange har man et standpunkt til man tager et nyt, ikke? Min kærestes gode ven kom ud af et besværligt forhold og bedyrede, at nu skulle han have en pause fra parforhold i i hvert fald 5 år. Og han er sådan en handlekraftig type, som står ved sine ord. Men så mødte han sgu én, hvor det slog gnister, og så røg løftet ud til højre. De var sammen i en 4-5 år.

Da jeg mødte min kæreste for maaaange år siden, sagde han også ret hurtigt, at vi ikke kunne blive kærester, for han havde ikke været single ret længe, og det ville han gerne nyde lidt mere. Meget fair. Og jeg blev selvfølgelig lidt skuffet og forberedte et mentalt skjold, forsøgte at forberede mig selv på at brænde nallerne gevaldigt - men jeg satsede sgu, fordi det var for vildt at give slip på. Og jeg havde simpelthen en mavefornemmelse, der sagde, at det var gengældt. Efter 3-4 måneder blev han imidlertid overbevist om, at det VAR for godt til at slippe, og så blev vi kærester.

Jeg ved ikke. Jeg forstår godt, at du stoppede det, som sagt, for mand, hvor er det usselt at brænde sig (igen), og datingverdenen lyder ubarmhjertig. Det lød bare som om, du og ham måske havde noget, der kunne gå hen og blive specielt. Det var jo ikke meget tid, han fik til at mærke efter...

[IrmaPigen]

Beskedent pip fra en lurer:
Jeg må melde mig enig med din veninde, søster og far. Jeg synes også, du var liiige hurtig nok til at smide ham på porten, omend jeg godt forstår dine bevæggrunde. Men nogle gange har man et standpunkt til man tager et nyt, ikke? Min kærestes gode ven kom ud af et besværligt forhold og bedyrede, at nu skulle han have en pause fra parforhold i i hvert fald 5 år. Og han er sådan en handlekraftig type, som står ved sine ord. Men så mødte han sgu én, hvor det slog gnister, og så røg løftet ud til højre. De var sammen i en 4-5 år.

Da jeg mødte min kæreste for maaaange år siden, sagde han også ret hurtigt, at vi ikke kunne blive kærester, for han havde ikke været single ret længe, og det ville han gerne nyde lidt mere. Meget fair. Og jeg blev selvfølgelig lidt skuffet og forberedte et mentalt skjold, forsøgte at forberede mig selv på at brænde nallerne gevaldigt - men jeg satsede sgu, fordi det var for vildt at give slip på. Og jeg havde simpelthen en mavefornemmelse, der sagde, at det var gengældt. Efter 3-4 måneder blev han imidlertid overbevist om, at det VAR for godt til at slippe, og så blev vi kærester.

Jeg ved ikke. Jeg forstår godt, at du stoppede det, som sagt, for mand, hvor er det usselt at brænde sig (igen), og datingverdenen lyder ubarmhjertig. Det lød bare som om, du og ham måske havde noget, der kunne gå hen og blive specielt. Det var jo ikke meget tid, han fik til at mærke efter...

Elsker den slags beretninger. Godt nok har jeg desværre kun selv oplevet den modsatte stå-med-håret-i-postkassen-version. Men dejligt at læse at risikovillighed har været en succes for nogle.

[Zombie]

Hmmm. Tætte veninde og min søster og min far (sgu) har kommenteret på hele situationen og synes jeg har kvajet mig. De synes at jeg forventer alt for meget for hurtigt, og at jeg er et fjols, når jeg ikke lytter til min mavefornemmelse, som sagde, at jeg kunne mærke at han åbnede sig. De synes jeg skal give manden en chance for at følge med. At jeg har sat min grænse, ved at kommunikere, hvad jeg forventer. Men at jeg ikke kan forvente at han ved noget endnu, når han nærmest ikke har haft følelsen af at være single. Hmm. Jeg ved sgu ikke. En del af mig synes de har ret. De kender mig ret godt, jo. Min søster har sågar mødt manden, og fik en fornemmelse af at han nok var forvirret, mere end at han var et røvhul. Han har på intet tidspunkt i vores relation løjet for mig eller ikke levet op til de ting han sagde. Så jeg tænker det kan gå begge veje.

Måske skal jeg bare have ham til at skære ud i pap, at han ikke vil mig?

Det kan da heller ikke udelukkes, at han ville ændre mening - spørgsmålet er jo bare, hvad du risikerer undervejs i den proces?

Hvis du bare var helt fjong med at se hvad der sker, så ville jeg da også foreslå dig at se det an lidt længere, men når du begynder at få spirende følelser, så leger man altså med ilden, hvis man ikke tager en klar udmelding alvorligt. Hvis han skifter mening, kan han jo bare sige det

Jeg tror faktisk det handler om at jeg får sagt tingene på en ordentlig måde. At jeg ved med 110%'s sikkerhed, at jeg har defineret at det ikke handler om at jeg vil have afklaring på parforholdsstatus lige nu, men om han allerede nu har det sådan at det aldrig bliver til noget. Han snakkede igen og igen om at han ville være fri af forhold vinteren over, mens han får styr på sine ting. Det betyder vel ikke aldrig, så? Og jeg tror at jeg fik smækket lidt hurtigt med døren, fordi jeg så spøgelser og gik i selvsving over det der med "koen og mælken" og det der.

Jeg risikerer jo ikke andet end at han synes jeg er en sindssygt påtrængende dame, der ikke så nemt giver op Det må han godt synes. Det er ikke langt fra sandheden

Mit besyv:

Ham jeg så sidst, ville heller ikke være kærester - vi tog det som det kom i respekt for det. Hver effing gang, jeg ville sætte en grænse, så var han også der... ind til det krævede handlinger. Han ville gerne lege kærester og gøre meget for at beholde det.

Ham, jeg ser nu, ville heller ikke være kærester. Og så lod han være med at knalde mig, til han var klar til det.

I dag kan jeg godt mærke, at det sgi giver god mening. At hvis den ene vil et forhold og den anden ikke vil, så ser man tiden an som venner og ser, om begge kommer på forholdssiden.

Den der med, at det er den, der gerne vil være kærester, der skal gå på kompromis, den kommer der noget skidt ud af.

Er han interesseret i at være i dit liv uden at I har sex? Det siger måske en del om relationen. Egentlig.

Selvom jeg ikke selv ville lytte

Jeg er enig med det her.

"Giv mig et halvt år" sagde han, og det gjorde jeg. Da det halve år var gået, var han stadig i krise - endnu mere nu, fordi han stod med en fantastisk pige og et fantastisk semi-forhold og bare ikke følte "det" eller følte sig klar.

Jeg fortryder meget, at vi ikke bare tog den som venner, når jeg nu vidste, hvad han bøvlede med. Jeg har brændt mig mere, end jeg nogensinde har gjort før og pt. snakker vi ikke sammen, fordi vi begge forsøger at kæmpe os hen til et sted, hvor vi kan være venner eller i det mindste bare være lidt i kontakt, og høre hvordan det går med hinanden osv.

I teorien kunne vi godt date casual og ikke-eksklusivt, da det nok er, hvad vi begge med tiden kaster os ud i igen - omend ikke for andet, så for at distrahere os selv.
Men vi er begge enige om, at det er enten/eller.

Og ærlig talt kan jeg ikke klare tanken om, at han er sammen med andre, så jeg er nødt til bare at lukke helt ned. Heldigvis er han på samme side som mig her.


Folk kan have brug for tid, og det er okay, men man serverer ikke spaghetti for folk, der ikke ønsker spaghetti. Så må de få en kødbolle og være glade for dét og acceptere, at de så heller ikke får spaghettisovs, da det jo hører til spaghettien. (har lige læst Garfield, beklager analogien)

[canoodle]

Tak for alle jeres fine indspark. I er skæppeskønne, er i Det betyder meget for mig, at i deler jeres erfaringer, og giver mig en mulighed for at reflektere over de forskellige scenarier.

Som jeg skrev i går, har jeg skrevet til ham, og forklaret hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, og lagde op til at han kunne lade døren stå på klem, hvis han følte en forbindelse.

Har først fået svar i dag (Og jeg var ved at blive sinddsyg af at vente!) Og hans svar er lidt kringlet. Men humlen er, at han virkelig ikke kan rumme et andet menneskes behov lige p.t. At han vil søge hjælp til der hvor han er, og han gerne vil forblive i kontakt via FB. At han håber vores veje krydses, når vi begge er bedre sted, og at han er ked af have gjort mig ked af det. Såee, det er ikke pap, men det er pap nok til at jeg kan lægge den.

Jeg er ret glad for at jeg fik sagt tingene, så jeg fik redegjort for min forestilling af situationen. Og så vil jeg bruge lidt tid på at slikke mine sår.

[canoodle]

Årh, jeg er bare så træt af at han skrev: "(...Jeg skal være single lige nu...)" i stedet for noget med "Jeg skal kun fokusere på mig selv". Jeg HAR jo forklaret at jeg ikke var ude at stoppe et forhold ned i halsen på ham. Men han forstår bare ikke, at man kan tænke sådan. Så nu ser han mig som den der needy type der vil hele pakken og ligusterhækken, selvom jeg bare ville se ham an. Jeg kunne jo godt rumme at have følelser og ikke være ekslusive, fodvortenussende typer lige nu. Jeg skriver det ikke til ham, men FUCK hvor det irriterer mig.

[Lys]

Årh, jeg er bare så træt af at han skrev: "(...Jeg skal være single lige nu...)" i stedet for noget med "Jeg skal kun fokusere på mig selv". Jeg HAR jo forklaret at jeg ikke var ude at stoppe et forhold ned i halsen på ham. Men han forstår bare ikke, at man kan tænke sådan. Så nu ser han mig som den der needy type der vil hele pakken og ligusterhækken, selvom jeg bare ville se ham an. Jeg kunne jo godt rumme at have følelser og ikke være ekslusive, fodvortenussende typer lige nu. Jeg skriver det ikke til ham, men FUCK hvor det irriterer mig.

Måske er det fordi han reelt ikke selv ville kunne være i det på den måde?

[Wunder8]

Pyh, jeg sidder også selv og er lidt i dating-limbo p.t. Jeg har set en fyr de sidste 2 1/2 måned, og egentlig er alt godt - vi ses meget i både hverdage og weekender, vi har det ( i al beskedenhed) fantastisk sammen, og der er fin kontakt indimellem vi ses. Jeg er egentlig ret overbevist om, at han er vild med mig og har følelser for mig, og vi har snakket om, at vi ikke ser andre.

Nå, men i weekenden havde vi så vores første alvorlige snak, fordi jeg var irriteret på ham. Kort fortalt følte jeg, at han i en situation havde taget mig for givet og det havde jeg behov for at fortælle ham. Det udviklede sig så til en ret tung snak, hvilket egentlig ikke var min intention, og slet ikke hans. Men vi kom ind på kæresteemnet, og jeg spurgte, om at han kunne forestille sig, at vi blev kærester, og det kunne han godt. Men at næste naturlige skridt ville være at lave nogle lidt mere kærestede ting sammen, hvilket vi ikke har gjort det supermeget i endnu (fx sådan noget med at møde hinandens venner, gå ud og lave ting sammen etc.). Han sagde også, at der jo stadig var mange ting, vi ikke vidste om hinanden, og dén del endte så med, at han åbnede op om nogle meget personlige ting om sig selv. Igen: Det blev ret så seriøst, men det føltes også meget rart. Han endte med gerne at ville blive og aflyste en aftale med sin ven, for at vi kunne være sammen - og så var han ellers enormt sød resten af tiden.

Men. Jeg har det sgu sådan lidt la-la med hans udmelding. På den ene side er jeg sikker på, den er oprigtig. På den anden side tror jeg også bare, han er en mand, der ikke er i skidegod kontakt med sine egne følelser, og brugte det lidt som forklaring for at stalle processen, fordi han ikke rigtigt ved, om han gider noget seriøst. Og jeg sidder stadig lidt med følelsen af, at han tager mig for givet og ikke rigtigt fatter, at jeg ikke står skrevet i sten. Så nu har jeg besluttet at lade ham tage kontakten og så forholde mig passiv. Det er virkeligt ikke nemt, men jeg er bare nødt til at se, hvor meget han kommer på banen, hvis jeg gør det lidt mere udfordrende for ham. Det er fandme ikke edt at tænke på, at det muligvis fører til, at vi glider ud i sandet, men omvendt er det bedre for mig at finde ud af det nu end senere

[Lys]

Jeg er forvirret!

Jeg har været forelsket i én af mine bedste veninder i to-tre år. Jeg har drømt om hende, tænkt på hende utallige gange, forestillet og håbet mig og hende sammen. Men i går forsvandt "alle" mine følelser bare for hende. Det er vildt mærkeligt, især fordi indtil lige præcis i går var hun bare "the one and only". Hun har aldrig gjort mig noget og er det flinkeste menneske på jorden. Jeg har altidførhen kunne snakke om hende i flere timer og rose hende til skyerne.

Jeg siger til mig selv, at hun stadig er den fantastiske person. Men forskellen er bare, at euforien er helt væk. Det er bare som om, hun er en fremmed person, som man giver et kompliment af høflighed.

Havde bare lige brug for at lufte med nogle tanker (frustrationer)...

Hvad skete der i går? Og hvorfor er det frustrerende? Umiddelbart tænker jeg, at det må være rart at slippe af med flere års uforløst forelskelse (jeg forstår dig sådan at dine følelser ikke var gengældt).

[Zombie]

Jeg skal høre jer om noget.

Min ven og jeg har aftalt ikke at snakke sammen min. 14 dage, for vi har brug for space og at mærke os selv. Hvordan det er ikke at have kontakt versus at have.

Jeg kan simpelthen bare ikke lade være med at tjekke PÅ Facebook/messenger, hvornår han sidst var online. Og fordi han har et ret fast skema ved jeg, at han ikke skal noget onsdage - men han har ikke været online siden han fik fri.
Måske er han bare sammen med sin søster eller en ven, men min mavefornemmelse siger mig, at han er sammen med en pige. Jeg kender ham for godt.

Jeg tror, jeg vil blokere ham indtil de 14 dage er gået, for jeg torturerer mig selv ved hele tiden at tjekke. Skulle jeg først fjerne en blokering, ville jeg huske på at lade være.

Hvis han nu finder på at skrive inden og opdager min blokering, tænker jeg han ikke vil tro noget ilde om det. Eller hvis jeg glemmer at fjerne den. For han ved jo, vi har en aftale og han har mit tlf nummer.

Skal nok bare have lidt opbakning her, at det er det rigtige at gøre...

[canoodle]

Jeg skal høre jer om noget.

Min ven og jeg har aftalt ikke at snakke sammen min. 14 dage, for vi har brug for space og at mærke os selv. Hvordan det er ikke at have kontakt versus at have.

Jeg kan simpelthen bare ikke lade være med at tjekke PÅ Facebook/messenger, hvornår han sidst var online. Og fordi han har et ret fast skema ved jeg, at han ikke skal noget onsdage - men han har ikke været online siden han fik fri.
Måske er han bare sammen med sin søster eller en ven, men min mavefornemmelse siger mig, at han er sammen med en pige. Jeg kender ham for godt.

Jeg tror, jeg vil blokere ham indtil de 14 dage er gået, for jeg torturerer mig selv ved hele tiden at tjekke. Skulle jeg først fjerne en blokering, ville jeg huske på at lade være.

Hvis han nu finder på at skrive inden og opdager min blokering, tænker jeg han ikke vil tro noget ilde om det. Eller hvis jeg glemmer at fjerne den. For han ved jo, vi har en aftale og han har mit tlf nummer.

Skal nok bare have lidt opbakning her, at det er det rigtige at gøre...

Jeg ville blokere ham. Du skal sætte dine behov øverst

[canoodle]

Nå, og jeg ville selvfølgelig ikke fiinde mig i at blive gjort mere needy og træls end jeg er, så det redegjorde jeg lige for og ønskede ham held og lykke med det hele og sagde tak for denne gang. Jeg er ski en stædig, påtrængede type nogle gange

[Viskelæder]

Der skete ingenting i går. Jeg finder det frustrerende fordi, jeg ingen forklaring har, hvorfor følelserne er forsvundet.

Jeg har ingen anelse om det er gengældt, jeg har aldrig udtrykket det, flirtet eller noget tredje. Jeg er god til at skjule mine følelser - så hun aner det ikke.

Hvordan ved du, de er forsvundet, når det kun er én dag siden? Nogle gange ændrer følelser sig jo også bare eller kan føles borte i en periode. Det virker meget definitivt?

[Lys]

Jeg er forvirret!

Jeg har været forelsket i én af mine bedste veninder i to-tre år. Jeg har drømt om hende, tænkt på hende utallige gange, forestillet og håbet mig og hende sammen. Men i går forsvandt "alle" mine følelser bare for hende. Det er vildt mærkeligt, især fordi indtil lige præcis i går var hun bare "the one and only". Hun har aldrig gjort mig noget og er det flinkeste menneske på jorden. Jeg har altidførhen kunne snakke om hende i flere timer og rose hende til skyerne.

Jeg siger til mig selv, at hun stadig er den fantastiske person. Men forskellen er bare, at euforien er helt væk. Det er bare som om, hun er en fremmed person, som man giver et kompliment af høflighed.

Havde bare lige brug for at lufte med nogle tanker (frustrationer)...

Hvad skete der i går? Og hvorfor er det frustrerende? Umiddelbart tænker jeg, at det må være rart at slippe af med flere års uforløst forelskelse (jeg forstår dig sådan at dine følelser ikke var gengældt).

Der skete ingenting i går. Jeg finder det frustrerende fordi, jeg ingen forklaring har, hvorfor følelserne er forsvundet.

Jeg har ingen anelse om det er gengældt, jeg har aldrig udtrykket det, flirtet eller noget tredje. Jeg er god til at skjule mine følelser - så hun aner det ikke.

Hvordan kan det være, at du aldrig har rykket på det?

[Zombie]

Nu har jeg blokeret ham.

Det er også dårlig timing, ift at alt handler om projekteksamen pt. Når vi endelig stopper for dagen, e r jeg dels smadret, dels skal jeg hjem til hunden. Så kommer ikke så meget ud som kunne være godt.

Til gengæld er der juleferie fra studiet allerede fra den 15. December, hvor vi gerne skulle aflevere. Så får jeg tid til at puste ud og lave nogle mere sociale ting.

Jeg elsker normalt julen og havde glædet mig til at gå i julelysene med ham inde på Strøget, drikke gløgg og juleshoppe. Nu gør lysene mig bare trist og gaveindkøbene skal bare overstås.

Set fra den lyse side har jeg skrevet lange breve med en bekendt de sidste dage. Der er ikke noget romantisk i det, men det at lære et andet menneske lidt bedre at kende og selv formulere nogle ting, har været en god distraktion. Han har dog ikke svaret på mit sidste brev endnu, som han fik i går, og det gør mig ærgerlig selvom det ligesom er en præmis.
Om lidt er det mig, der får svært ved at svare pga intensivperiode op til aflevering af eksamen, og derudover har jeg undgået emnet om mit kærlighedsliv, fordi jeg ikke har lyst til at snakke om det med andre end jer herinde, faktisk. Så han ved ikke, hvordan jeg bruger vores korrespondance og derudover har jeg ingen krav, jeg kan gøre gældende.
Men det er en dejlig distraktion, så jeg håber han måske skriver i morgen. Og så rart, det er blottet for al romantik og flirt. Jeg fornemmer lidt, at han måske er i noget a la mig selv. Men jeg spørger ikke.

I det mindste er der nye Gilmore Girls på Netflix, som jeg ikke har fået set endnu.

[canoodle]

Hvor var det godt at jeg skrev og sagde fra. Så snart sms'en var sendt, vendte humøret og jeg følte mig lettet. I dag har været rigtig fin, trods lortevejr og lidt for lidt søvn. Har trænet, og tænker at det hele nok skal gå. Måske glo lidt på Tinder og faktisk svare folk?