canoodle skrev:Lys skrev:canoodle skrev:Hmmm. Tætte veninde og min søster og min far (sgu) har kommenteret på hele situationen og synes jeg har kvajet mig. De synes at jeg forventer alt for meget for hurtigt, og at jeg er et fjols, når jeg ikke lytter til min mavefornemmelse, som sagde, at jeg kunne mærke at han åbnede sig. De synes jeg skal give manden en chance for at følge med. At jeg har sat min grænse, ved at kommunikere, hvad jeg forventer. Men at jeg ikke kan forvente at han ved noget endnu, når han nærmest ikke har haft følelsen af at være single. Hmm. Jeg ved sgu ikke. En del af mig synes de har ret. De kender mig ret godt, jo. Min søster har sågar mødt manden, og fik en fornemmelse af at han nok var forvirret, mere end at han var et røvhul. Han har på intet tidspunkt i vores relation løjet for mig eller ikke levet op til de ting han sagde. Så jeg tænker det kan gå begge veje.
Måske skal jeg bare have ham til at skære ud i pap, at han ikke vil mig?
Det kan da heller ikke udelukkes, at han ville ændre mening - spørgsmålet er jo bare, hvad du risikerer undervejs i den proces?
Hvis du bare var helt fjong med at se hvad der sker, så ville jeg da også foreslå dig at se det an lidt længere, men når du begynder at få spirende følelser, så leger man altså med ilden, hvis man ikke tager en klar udmelding alvorligt. Hvis han skifter mening, kan han jo bare sige det
Jeg tror faktisk det handler om at jeg får sagt tingene på en ordentlig måde. At jeg ved med 110%'s sikkerhed, at jeg har defineret at det ikke handler om at jeg vil have afklaring på parforholdsstatus lige nu, men om han allerede nu har det sådan at det aldrig bliver til noget. Han snakkede igen og igen om at han ville være fri af forhold vinteren over, mens han får styr på sine ting. Det betyder vel ikke aldrig, så? Og jeg tror at jeg fik smækket lidt hurtigt med døren, fordi jeg så spøgelser og gik i selvsving over det der med "koen og mælken" og det der.
Jeg risikerer jo ikke andet end at han synes jeg er en sindssygt påtrængende dame, der ikke så nemt giver op Det må han godt synes. Det er ikke langt fra sandheden
Beskedent pip fra en lurer:
Jeg må melde mig enig med din veninde, søster og far. Jeg synes også, du var liiige hurtig nok til at smide ham på porten, omend jeg godt forstår dine bevæggrunde. Men nogle gange har man et standpunkt til man tager et nyt, ikke? Min kærestes gode ven kom ud af et besværligt forhold og bedyrede, at nu skulle han have en pause fra parforhold i i hvert fald 5 år. Og han er sådan en handlekraftig type, som står ved sine ord. Men så mødte han sgu én, hvor det slog gnister, og så røg løftet ud til højre. De var sammen i en 4-5 år.
Da jeg mødte min kæreste for maaaange år siden, sagde han også ret hurtigt, at vi ikke kunne blive kærester, for han havde ikke været single ret længe, og det ville han gerne nyde lidt mere. Meget fair. Og jeg blev selvfølgelig lidt skuffet og forberedte et mentalt skjold, forsøgte at forberede mig selv på at brænde nallerne gevaldigt - men jeg satsede sgu, fordi det var for vildt at give slip på. Og jeg havde simpelthen en mavefornemmelse, der sagde, at det var gengældt. Efter 3-4 måneder blev han imidlertid overbevist om, at det VAR for godt til at slippe, og så blev vi kærester.
Jeg ved ikke. Jeg forstår godt, at du stoppede det, som sagt, for mand, hvor er det usselt at brænde sig (igen), og datingverdenen lyder ubarmhjertig. Det lød bare som om, du og ham måske havde noget, der kunne gå hen og blive specielt. Det var jo ikke meget tid, han fik til at mærke efter...