Singletråden

[Planten]

Arrrgh, hvorfor er det lige at de mænd, der kontakter mig og som faktisk virker interessante, viser sig at bo i en lille pis by og også have 4 børn i alderen 7-16 år.
Jeg magter det ikke, suuuuk

Du skal bare sænke barren

Ved ikke lige helt, hvad jeg kan bruge det til.
Men tak eller noget....

Altså, jeg læste dit indlæg som satirisk. Jeg har ikke forsøgt at grine af dig. Men jeg kan ikke gøre at andre typer skriver og jeg ved heller ikke, hvad der skal til for at tiltrække andre typer.
Jeg tiltrækker også tit nogle bestemte typer - dem der har brug for en sød, stabil kone, som laver mad til dem, henter tøfler og er stille og rolig. Jeg går ud fra, at det er fordi, jeg ser sød ud, fremfor super Sexet el. lign.

Beklager, hvis du tog indlægget ilde op

Er vist bare en sur gammel dame i dag, det er mig der undskylder
Men for biiip altså, han bare rigtig formuftig. Ingen sexsnak overhovedet, så langt ned er barren efterhånden sat. Og så har han 4, FIRE, børn

Man må gerne være en sur dame. Og hvis du er 37 eller yngre, så må du ikke sige gammel, for så er jeg også gammel

Hvor mange har han de børn med?

Du er ung og sprød i forhold til mig
Jeg tror (jeg har ikke turde spørger) han har dem med en kvinde.

Åh, du skrev forkert - ung og blød hedder det

Og det er slet ikke noget for dig?

[In_your_eyes]

Plante, jo det er han måske nok, har jo ikke mødt ham endnu.
Men åh, jeg er næsten 50(og har det fint med min alder), jeg har været alenemor i 19 år og tanken om at skulle "starte forfra" med et barn på 7, det magter jeg næsten ikke. Tanken om at stadig have et "barn" i huset når jeg bliver fx 60, ej jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige.
Havde det yngste barn været fx 12-13 år, så havde det nok været lidt mere 'spiseligt"

[Planten]

Plante, jo det er han måske nok, har jo ikke mødt ham endnu.
Men åh, jeg er næsten 50(og har det fint med min alder), jeg har været alenemor i 19 år og tanken om at skulle "starte forfra" med et barn på 7, det magter jeg næsten ikke. Tanken om at stadig have et "barn" i huset når jeg bliver fx 60, ej jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige.
Havde det yngste barn været fx 12-13 år, så havde det nok været lidt mere 'spiseligt"

Ja, det kan jeg godt se. Det er en stor mundfuld.

[DenBlødeJyde]

Jeg er ved, at sælge min sjæl til fanden....

Jeg har altid haft det sådan, at min kæreste og jeg gerne skulle være nogenlunde ens, når det kommer til værdier og sådan. Jeg er ikke DF'er og bliver det aldrig. Bryder mig ikke om fremmedhad og racistiske holdninger.
Jeg ville heller aldrig have en kæreste med børn, hvor der er forældrekonflikter, børnesager i kommunen eller lign. grundet mit arbejde...

Nu har jeg så fået kontakt, og semiaftalt en date med den her gut.. Og efter en hurtig googling ( ) og ud fra, hvad han selv har fortalt så:

- Mener han at alle muslimer har en skjult dagsorden, og alt det andet DF jazz.
- Interesserer sig for 2. verdenskrig ud fra et tysk perspektiv, og synes at den tyske uniform er skide pæn
- Har et barn med en crazy woman, hvor de snart skal i retten i forhold til bopælsret og hvor der er en børnesag i en nordjysk kommune.
- Ikke alene stemmer han DF. Han har også stillet op for DF i den kommune han bor i........

Ved ikke, hvad fanden jeg tænker på.. og skal bare have den lukket ned ASAP...

[*smb*]

Ejmen f***, hvor synes jeg, det er forvirrende ligenu. Jeg ser jo den her fyr, som jeg skrev om i sidste uge. Hvor jeg valgte at lægge ham lidt på is for at mærke, at han kom til mig. Det virkede så relativt effektivt, for han blev ret opsøgende i forhold til at ville snakke og ses, og vi endte med at ses i weekenden, hvor vi havde en virkeligt hyggelig aften/nat.

Men altså. Jeg ved sgu ikke, hvor længe jeg kan blive ved med at ses uden at vi rigtigt ER kærester. Det er som sådan ikke labellet, der er så vigtigt for mig. Det er mere følelsen af, at han satser 100% på mig. Vi ser ikke andre og vi opfører os ret meget som kærester, og han har også sagt, at han synes, vi er på vej derhen (jeg har ikke sagt direkte til ham, at jeg gerne vil være kærester, men det kan han nok godt regne ud). På den ene side har jeg en god mavefornemmelse omkring ham og tænker, vi lader forholdet gå sin naturlige gang (og det så kan ende med det ene eller det andet), på den anden side har jeg lyst til bare at sige "fuck it" og stoppe det, fordi jeg har lyst til at sætte en grænse/markere mig selv eller hvad man nu skal sige. Jeg er virkeligt i syv sind, for jeg er også bare fucking forelsket i ham

Jeg lurer og nu spørger jeg sådan, har han sagt at i ikke er kærester? Hvorlænge har i datet ?

Jeg spørger fordi før min kæreste var jeg også meget sådan, at jeg gerne ville vide "hvad er vi" så mødte jeg ham og havde virkelig haft brændt nallerne før så var meget forsigtig.. han var sådan, at det med labels og sige "vi er kærester nu" det synes han virkede helt forkert og akavet, det kom naturligt som han sagde... vi datede i 2 måneder sådan hvor vi heller ikke så andre og vi heller ikke havde defineret os og jeg tænkte jammen vi bare ikke kærester endnu.. så kan jeg huske han ringede til mig i en brandert efter en julefrokost hvor han under samtalen får sagt noget med kæreste og jeg fik sagt til ham,at det troede jeg sådan set ikke vi var endnu pga de ting han havde sagt, hvor han blev sådan helt, hvordan jeg overhovedet kunne tro vi IKKE var det... han mente bare at selvom vi ikke havde italesat det, så var det helt naturligt for ham at selvfølgelig var vi da kærester...

Pointen er bare, at sådan er der åbenbart også nogen mænd som er.. men normalt er jeg sådan en som er pisse utålmodig og bare gerne vil vide hvor man er på vej hen så må de komme lidt ud af busken og sige hvad de vil

[Wunder8]

Ejmen f***, hvor synes jeg, det er forvirrende ligenu. Jeg ser jo den her fyr, som jeg skrev om i sidste uge. Hvor jeg valgte at lægge ham lidt på is for at mærke, at han kom til mig. Det virkede så relativt effektivt, for han blev ret opsøgende i forhold til at ville snakke og ses, og vi endte med at ses i weekenden, hvor vi havde en virkeligt hyggelig aften/nat.

Men altså. Jeg ved sgu ikke, hvor længe jeg kan blive ved med at ses uden at vi rigtigt ER kærester. Det er som sådan ikke labellet, der er så vigtigt for mig. Det er mere følelsen af, at han satser 100% på mig. Vi ser ikke andre og vi opfører os ret meget som kærester, og han har også sagt, at han synes, vi er på vej derhen (jeg har ikke sagt direkte til ham, at jeg gerne vil være kærester, men det kan han nok godt regne ud). På den ene side har jeg en god mavefornemmelse omkring ham og tænker, vi lader forholdet gå sin naturlige gang (og det så kan ende med det ene eller det andet), på den anden side har jeg lyst til bare at sige "fuck it" og stoppe det, fordi jeg har lyst til at sætte en grænse/markere mig selv eller hvad man nu skal sige. Jeg er virkeligt i syv sind, for jeg er også bare fucking forelsket i ham

Måske har jeg ikke fulgt ordentligt med, men hvad er det, der får dig til at have lyst til at droppe ham?

Du skriver at han nok kan regne ud, at du gerne vil være kærester ... er du HELT sikker på det? Mange mænd er altså lidt langsomme på forståelsen af det, man ikke bøjer i neon for dem. Kan han tænke som dig?

Hvad vil du risikere ved at sige 'halløj Preben- jeg bliver usikker, og egentligt vil jeg gerne, at vi går all in på det her. Er du med?'

Er han så ikke med- så ved du det. Men spørger du ikke lyder det på mig som om, at du kunne komme til at droppe en, der faktisk gerne vil dig?

Jeg forstår godt, at du spørger

Min usikkerhed/følelse af at være blevet "afvist" kommer af, at vi havde den her snak, som opstod ud af en mindre diskussion (og vores første af slagsen) - summa summarum, så var det et lidt dumt og negativt udgangspunkt. Men her spurgte jeg ham, om han kunne forestille sig, at vi blev kærester, hvilket han svarede ja til. Og så sagde han, det var dér, han så os på vej hen, og at han stadig kun havde lyst til at være sammen med mig, at han var rigtigt glad for mig og at han havde det rigtigt godt, når han var sammen med mig. Altså gode ting. Men der var også nogle "mellemregninger" i snakken, hvor han sagde, at han syntes, der stadig var meget vi ikke vidste om hinanden - underforstået, at man skal være lidt tættere på hinanden/kende hinanden lidt dybere før man bliver rigtigt kærester. Han virkede ret trykket/ked af det over at have snakken, understregede at han gerne ville blive ved med at ses, ville gerne have, vi blev "gode venner" igen, og ville også gerne have, at vi brugte aftenen sammen efterfølgende. Kunne mærke, der ligesom var et eller andet, der gik ham på - og så åbnede han op for nogle meget personlige ting omkring sig selv, og det virkede som om, det betød ret meget for ham at fortælle dét. Det hele endte så med, at vi faktisk havde en rigtigt god aften sammen.

Efterfølgende følte jeg mig bare afvist, fordi 1) Han ikke synes, vi "er der" endnu - jeg forstår det nok bare ikke helt, og 2) Han åbenbart ikke synes, vi kender hinanden godt nok, hvor jeg omvendt synes, vi har brugt virkeligt meget (kvalitets)tid sammen. Kan mærke, jeg er blevet ekstremt selvbevidst omkring os og mit kompas er slået helt ud af kurs, fordi jeg på den ene side har en god mavefornemmelse omkring ham og hans intentioner, men på den anden side ikke forstår, han ikke bare siger "lad os være kærester" nu.

Min usikkerhed har så ført til, at jeg nu har trukket mig lidt fra det hele, fordi jeg virkeligt har behov for, at han kommer til mig (hvilket han så også har gjort). Men generelt så ved jeg bare ikke rigtigt, hvad jeg skal stille op

[Wunder8]

Ejmen f***, hvor synes jeg, det er forvirrende ligenu. Jeg ser jo den her fyr, som jeg skrev om i sidste uge. Hvor jeg valgte at lægge ham lidt på is for at mærke, at han kom til mig. Det virkede så relativt effektivt, for han blev ret opsøgende i forhold til at ville snakke og ses, og vi endte med at ses i weekenden, hvor vi havde en virkeligt hyggelig aften/nat.

Men altså. Jeg ved sgu ikke, hvor længe jeg kan blive ved med at ses uden at vi rigtigt ER kærester. Det er som sådan ikke labellet, der er så vigtigt for mig. Det er mere følelsen af, at han satser 100% på mig. Vi ser ikke andre og vi opfører os ret meget som kærester, og han har også sagt, at han synes, vi er på vej derhen (jeg har ikke sagt direkte til ham, at jeg gerne vil være kærester, men det kan han nok godt regne ud). På den ene side har jeg en god mavefornemmelse omkring ham og tænker, vi lader forholdet gå sin naturlige gang (og det så kan ende med det ene eller det andet), på den anden side har jeg lyst til bare at sige "fuck it" og stoppe det, fordi jeg har lyst til at sætte en grænse/markere mig selv eller hvad man nu skal sige. Jeg er virkeligt i syv sind, for jeg er også bare fucking forelsket i ham

Hvor længe er det, I har datet nu? Altså hvis han siger, at I er på vej derhen, og han også kommer op af stolen, når du lægger ham på is, så er det da et meget godt tegn IMO

Men forstår dig sådan set godt. Jeg har også været (en del) i sådan noget dating, hvor vi ikke så andre og var glade for hinanden, men hvor det ikke heeelt rykkede sig, og jeg blev monster frustreret og usikker af det. Det er ikke fordi min behøver et label og skal igennem hele kærestemøllen, men det er fordi man har et behov for at vide, at der er mening med det man laver. At der er en god sandsynlighed for en fremtid sammen. Og det ligger der bare i det de "Vi er (kæreste)-sammen".

2 1/2 måned, og vi kendte hinanden forinden. Jeg har lige prøvet at opsummere i min forrige post, fordi jeg også godt kan forstå, hvis det virker lidt forvirrende Altså, det er lige før, jeg ville ønske, han bare havde sagt "Nej, jeg er ikke interesseret i et forhold" eller en afart af det, så jeg kunne stoppe forholdet, og det brud så måske kunne være katalysatoren til, at han fandt ud af, han gerne ville (det var tilfældet med min eks, hvor jeg også var nødt til at sætte foden i døren, da vi datede, og han efterfølgende kom kravlende tilbage og ville være kærester). Men i stedet sagde han, at han slet ikke ville se mig, hvis ikke det var fordi, han så en fremtid i det. Det ved jeg bare ikke, hvad jeg skal gøre med. Altså, jeg er totalt med på at lade tingene udvikle sig naturligt (hvilket de også har gjort indtil nu), men skal jeg så bare vente til han synes, han "er der"? Det skal lige siges, at jeg gennem hele snakken bare lyttede og ikke på nogen måde prøvede at presse ham, og nej, jeg sagde heller ikke direkte, at jeg gerne ville være kærester. Det endte det bare med at handle om.

[ManicNinja]

Jeg er ved, at sælge min sjæl til fanden....

Jeg har altid haft det sådan, at min kæreste og jeg gerne skulle være nogenlunde ens, når det kommer til værdier og sådan. Jeg er ikke DF'er og bliver det aldrig. Bryder mig ikke om fremmedhad og racistiske holdninger.
Jeg ville heller aldrig have en kæreste med børn, hvor der er forældrekonflikter, børnesager i kommunen eller lign. grundet mit arbejde...

Nu har jeg så fået kontakt, og semiaftalt en date med den her gut.. Og efter en hurtig googling ( ) og ud fra, hvad han selv har fortalt så:

- Mener han at alle muslimer har en skjult dagsorden, og alt det andet DF jazz.
- Interesserer sig for 2. verdenskrig ud fra et tysk perspektiv, og synes at den tyske uniform er skide pæn
- Har et barn med en crazy woman, hvor de snart skal i retten i forhold til bopælsret og hvor der er en børnesag i en nordjysk kommune.
- Ikke alene stemmer han DF. Han har også stillet op for DF i den kommune han bor i........

Ved ikke, hvad fanden jeg tænker på.. og skal bare have den lukket ned ASAP...

Forgive me hvis jeg forsimpler ting. Men er det ikke bare at skrive til ham, at du er nået frem til, at jeres grundlæggende værdier er alt for forskellige, og du derfor ikke ser nogen grund til at fortsætte?

[Wunder8]

Ejmen f***, hvor synes jeg, det er forvirrende ligenu. Jeg ser jo den her fyr, som jeg skrev om i sidste uge. Hvor jeg valgte at lægge ham lidt på is for at mærke, at han kom til mig. Det virkede så relativt effektivt, for han blev ret opsøgende i forhold til at ville snakke og ses, og vi endte med at ses i weekenden, hvor vi havde en virkeligt hyggelig aften/nat.

Men altså. Jeg ved sgu ikke, hvor længe jeg kan blive ved med at ses uden at vi rigtigt ER kærester. Det er som sådan ikke labellet, der er så vigtigt for mig. Det er mere følelsen af, at han satser 100% på mig. Vi ser ikke andre og vi opfører os ret meget som kærester, og han har også sagt, at han synes, vi er på vej derhen (jeg har ikke sagt direkte til ham, at jeg gerne vil være kærester, men det kan han nok godt regne ud). På den ene side har jeg en god mavefornemmelse omkring ham og tænker, vi lader forholdet gå sin naturlige gang (og det så kan ende med det ene eller det andet), på den anden side har jeg lyst til bare at sige "fuck it" og stoppe det, fordi jeg har lyst til at sætte en grænse/markere mig selv eller hvad man nu skal sige. Jeg er virkeligt i syv sind, for jeg er også bare fucking forelsket i ham

Jeg lurer og nu spørger jeg sådan, har han sagt at i ikke er kærester? Hvorlænge har i datet ?

Jeg spørger fordi før min kæreste var jeg også meget sådan, at jeg gerne ville vide "hvad er vi" så mødte jeg ham og havde virkelig haft brændt nallerne før så var meget forsigtig.. han var sådan, at det med labels og sige "vi er kærester nu" det synes han virkede helt forkert og akavet, det kom naturligt som han sagde... vi datede i 2 måneder sådan hvor vi heller ikke så andre og vi heller ikke havde defineret os og jeg tænkte jammen vi bare ikke kærester endnu.. så kan jeg huske han ringede til mig i en brandert efter en julefrokost hvor han under samtalen får sagt noget med kæreste og jeg fik sagt til ham,at det troede jeg sådan set ikke vi var endnu pga de ting han havde sagt, hvor han blev sådan helt, hvordan jeg overhovedet kunne tro vi IKKE var det... han mente bare at selvom vi ikke havde italesat det, så var det helt naturligt for ham at selvfølgelig var vi da kærester...

Pointen er bare, at sådan er der åbenbart også nogen mænd som er.. men normalt er jeg sådan en som er pisse utålmodig og bare gerne vil vide hvor man er på vej hen så må de komme lidt ud af busken og sige hvad de vil

Jamen, det er faktisk lidt det samme her. Han sagde også, at det for ham kommer det naturligt, og det så er dér, han ser os på vej hen. Baseret på andre ting, han tidligere har sagt omkring det at date, så tror jeg faktisk også, han netop finder det lidt akavet at aftale det på den måde. Og det er jo fair nok. Jeg ved bare ikke helt, hvordan jeg skal håndtere det, fordi jeg selv er voldsomt utålmodigt anlagt. Og nu er jeg blevet mega selvbevidst og tør næsten ikke engang sende en snap, fordi jeg er bange for at virke "needy". Det er så latterligt!

Vi har datet i 2 1/2 måned.

[IrmaPigen]

Ejmen f***, hvor synes jeg, det er forvirrende ligenu. Jeg ser jo den her fyr, som jeg skrev om i sidste uge. Hvor jeg valgte at lægge ham lidt på is for at mærke, at han kom til mig. Det virkede så relativt effektivt, for han blev ret opsøgende i forhold til at ville snakke og ses, og vi endte med at ses i weekenden, hvor vi havde en virkeligt hyggelig aften/nat.

Men altså. Jeg ved sgu ikke, hvor længe jeg kan blive ved med at ses uden at vi rigtigt ER kærester. Det er som sådan ikke labellet, der er så vigtigt for mig. Det er mere følelsen af, at han satser 100% på mig. Vi ser ikke andre og vi opfører os ret meget som kærester, og han har også sagt, at han synes, vi er på vej derhen (jeg har ikke sagt direkte til ham, at jeg gerne vil være kærester, men det kan han nok godt regne ud). På den ene side har jeg en god mavefornemmelse omkring ham og tænker, vi lader forholdet gå sin naturlige gang (og det så kan ende med det ene eller det andet), på den anden side har jeg lyst til bare at sige "fuck it" og stoppe det, fordi jeg har lyst til at sætte en grænse/markere mig selv eller hvad man nu skal sige. Jeg er virkeligt i syv sind, for jeg er også bare fucking forelsket i ham

Måske har jeg ikke fulgt ordentligt med, men hvad er det, der får dig til at have lyst til at droppe ham?

Du skriver at han nok kan regne ud, at du gerne vil være kærester ... er du HELT sikker på det? Mange mænd er altså lidt langsomme på forståelsen af det, man ikke bøjer i neon for dem. Kan han tænke som dig?

Hvad vil du risikere ved at sige 'halløj Preben- jeg bliver usikker, og egentligt vil jeg gerne, at vi går all in på det her. Er du med?'

Er han så ikke med- så ved du det. Men spørger du ikke lyder det på mig som om, at du kunne komme til at droppe en, der faktisk gerne vil dig?

Jeg forstår godt, at du spørger

Min usikkerhed/følelse af at være blevet "afvist" kommer af, at vi havde den her snak, som opstod ud af en mindre diskussion (og vores første af slagsen) - summa summarum, så var det et lidt dumt og negativt udgangspunkt. Men her spurgte jeg ham, om han kunne forestille sig, at vi blev kærester, hvilket han svarede ja til. Og så sagde han, det var dér, han så os på vej hen, og at han stadig kun havde lyst til at være sammen med mig, at han var rigtigt glad for mig og at han havde det rigtigt godt, når han var sammen med mig. Altså gode ting. Men der var også nogle "mellemregninger" i snakken, hvor han sagde, at han syntes, der stadig var meget vi ikke vidste om hinanden - underforstået, at man skal være lidt tættere på hinanden/kende hinanden lidt dybere før man bliver rigtigt kærester. Han virkede ret trykket/ked af det over at have snakken, understregede at han gerne ville blive ved med at ses, ville gerne have, vi blev "gode venner" igen, og ville også gerne have, at vi brugte aftenen sammen efterfølgende. Kunne mærke, der ligesom var et eller andet, der gik ham på - og så åbnede han op for nogle meget personlige ting omkring sig selv, og det virkede som om, det betød ret meget for ham at fortælle dét. Det hele endte så med, at vi faktisk havde en rigtigt god aften sammen.

Efterfølgende følte jeg mig bare afvist, fordi 1) Han ikke synes, vi "er der" endnu - jeg forstår det nok bare ikke helt, og 2) Han åbenbart ikke synes, vi kender hinanden godt nok, hvor jeg omvendt synes, vi har brugt virkeligt meget (kvalitets)tid sammen. Kan mærke, jeg er blevet ekstremt selvbevidst omkring os og mit kompas er slået helt ud af kurs, fordi jeg på den ene side har en god mavefornemmelse omkring ham og hans intentioner, men på den anden side ikke forstår, han ikke bare siger "lad os være kærester" nu.

Min usikkerhed har så ført til, at jeg nu har trukket mig lidt fra det hele, fordi jeg virkeligt har behov for, at han kommer til mig (hvilket han så også har gjort). Men generelt så ved jeg bare ikke rigtigt, hvad jeg skal stille op

Jeg synes egentlig bare du skal tage det roligt, og lære at slappe af i det. Manden vil dig jo gerne, I bevæger jer bare ikke i samme tempo. Det er ikke hans skyld. Det er ikke din skyld. Det er ikke nogens skyld, I er blot to forskellige mennesker.

Hvis du spørger mig, er det nu du skal vise ham, at du kan rumme ham. Også når han ikke lige har det præcis som du har det.

[In_your_eyes]

Plante, jo det er han måske nok, har jo ikke mødt ham endnu.
Men åh, jeg er næsten 50(og har det fint med min alder), jeg har været alenemor i 19 år og tanken om at skulle "starte forfra" med et barn på 7, det magter jeg næsten ikke. Tanken om at stadig have et "barn" i huset når jeg bliver fx 60, ej jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige.
Havde det yngste barn været fx 12-13 år, så havde det nok været lidt mere 'spiseligt"

Ja, det kan jeg godt se. Det er en stor mundfuld.

Crap dammit, han er bare virkelig god på skrift.
Jeg orkede ikke at afvise ham i går, men skrev bare at jeg ville i seng, pga møde på job med mere.
I morges skrev han så at han gerne ville inviterer mig på date, som bestod i en tur i Bauhaus, bagefter i Mac Drive, hvor han selvfølgelig ville insisterer på at betale for mig. Og til sidst ville han give en tur i rundkørslen.
Hvorfor har han en søn på 7 år, for bip da også ( resten er 11, 14 og 16)

[Planten]

Plante, jo det er han måske nok, har jo ikke mødt ham endnu.
Men åh, jeg er næsten 50(og har det fint med min alder), jeg har været alenemor i 19 år og tanken om at skulle "starte forfra" med et barn på 7, det magter jeg næsten ikke. Tanken om at stadig have et "barn" i huset når jeg bliver fx 60, ej jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige.
Havde det yngste barn været fx 12-13 år, så havde det nok været lidt mere 'spiseligt"

Ja, det kan jeg godt se. Det er en stor mundfuld.

Crap dammit, han er bare virkelig god på skrift.
Jeg orkede ikke at afvise ham i går, men skrev bare at jeg ville i seng, pga møde på job med mere.
I morges skrev han så at han gerne ville inviterer mig på date, som bestod i en tur i Bauhaus, bagefter i Mac Drive, hvor han selvfølgelig ville insisterer på at betale for mig. Og til sidst ville han give en tur i rundkørslen.
Hvorfor har han en søn på 7 år, for bip da også ( resten er 11, 14 og 16)

Har han de unger på fuldtid? Altså, hvis alt andet klapper, er det så ikke det vigtigste? Mængden af kærlighed i verden er så begrænset...

[In_your_eyes]

Plante, jo det er han måske nok, har jo ikke mødt ham endnu.
Men åh, jeg er næsten 50(og har det fint med min alder), jeg har været alenemor i 19 år og tanken om at skulle "starte forfra" med et barn på 7, det magter jeg næsten ikke. Tanken om at stadig have et "barn" i huset når jeg bliver fx 60, ej jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige.
Havde det yngste barn været fx 12-13 år, så havde det nok været lidt mere 'spiseligt"

Ja, det kan jeg godt se. Det er en stor mundfuld.

Crap dammit, han er bare virkelig god på skrift.
Jeg orkede ikke at afvise ham i går, men skrev bare at jeg ville i seng, pga møde på job med mere.
I morges skrev han så at han gerne ville inviterer mig på date, som bestod i en tur i Bauhaus, bagefter i Mac Drive, hvor han selvfølgelig ville insisterer på at betale for mig. Og til sidst ville han give en tur i rundkørslen.
Hvorfor har han en søn på 7 år, for bip da også ( resten er 11, 14 og 16)

Har han de unger på fuldtid? Altså, hvis alt andet klapper, er det så ikke det vigtigste? Mængden af kærlighed i verden er så begrænset...

Han har dem i en 6/8 ordning

[Planten]

Plante, jo det er han måske nok, har jo ikke mødt ham endnu.
Men åh, jeg er næsten 50(og har det fint med min alder), jeg har været alenemor i 19 år og tanken om at skulle "starte forfra" med et barn på 7, det magter jeg næsten ikke. Tanken om at stadig have et "barn" i huset når jeg bliver fx 60, ej jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige.
Havde det yngste barn været fx 12-13 år, så havde det nok været lidt mere 'spiseligt"

Ja, det kan jeg godt se. Det er en stor mundfuld.

Crap dammit, han er bare virkelig god på skrift.
Jeg orkede ikke at afvise ham i går, men skrev bare at jeg ville i seng, pga møde på job med mere.
I morges skrev han så at han gerne ville inviterer mig på date, som bestod i en tur i Bauhaus, bagefter i Mac Drive, hvor han selvfølgelig ville insisterer på at betale for mig. Og til sidst ville han give en tur i rundkørslen.
Hvorfor har han en søn på 7 år, for bip da også ( resten er 11, 14 og 16)

Har han de unger på fuldtid? Altså, hvis alt andet klapper, er det så ikke det vigtigste? Mængden af kærlighed i verden er så begrænset...

Han har dem i en 6/8 ordning

Ja, det er jo selvfølgelig meget af tiden.

[Planten]

Jeg har haft tinder slettet i et (kort) stykke tid. Overvejer at installere igen. Savner at lære nogen at kende...