Muspel skrev:Wunder8 skrev:Ejmen f***, hvor synes jeg, det er forvirrende ligenu. Jeg ser jo den her fyr, som jeg skrev om i sidste uge. Hvor jeg valgte at lægge ham lidt på is for at mærke, at han kom til mig. Det virkede så relativt effektivt, for han blev ret opsøgende i forhold til at ville snakke og ses, og vi endte med at ses i weekenden, hvor vi havde en virkeligt hyggelig aften/nat.
Men altså. Jeg ved sgu ikke, hvor længe jeg kan blive ved med at ses uden at vi rigtigt ER kærester. Det er som sådan ikke labellet, der er så vigtigt for mig. Det er mere følelsen af, at han satser 100% på mig. Vi ser ikke andre og vi opfører os ret meget som kærester, og han har også sagt, at han synes, vi er på vej derhen (jeg har ikke sagt direkte til ham, at jeg gerne vil være kærester, men det kan han nok godt regne ud). På den ene side har jeg en god mavefornemmelse omkring ham og tænker, vi lader forholdet gå sin naturlige gang (og det så kan ende med det ene eller det andet), på den anden side har jeg lyst til bare at sige "fuck it" og stoppe det, fordi jeg har lyst til at sætte en grænse/markere mig selv eller hvad man nu skal sige. Jeg er virkeligt i syv sind, for jeg er også bare fucking forelsket i ham
Måske har jeg ikke fulgt ordentligt med, men hvad er det, der får dig til at have lyst til at droppe ham?
Du skriver at han nok kan regne ud, at du gerne vil være kærester ... er du HELT sikker på det? Mange mænd er altså lidt langsomme på forståelsen af det, man ikke bøjer i neon for dem. Kan han tænke som dig?
Hvad vil du risikere ved at sige 'halløj Preben- jeg bliver usikker, og egentligt vil jeg gerne, at vi går all in på det her. Er du med?'
Er han så ikke med- så ved du det. Men spørger du ikke lyder det på mig som om, at du kunne komme til at droppe en, der faktisk gerne vil dig?
Jeg forstår godt, at du spørger
Min usikkerhed/følelse af at være blevet "afvist" kommer af, at vi havde den her snak, som opstod ud af en mindre diskussion (og vores første af slagsen) - summa summarum, så var det et lidt dumt og negativt udgangspunkt. Men her spurgte jeg ham, om han kunne forestille sig, at vi blev kærester, hvilket han svarede ja til. Og så sagde han, det var dér, han så os på vej hen, og at han stadig kun havde lyst til at være sammen med mig, at han var rigtigt glad for mig og at han havde det rigtigt godt, når han var sammen med mig. Altså gode ting. Men der var også nogle "mellemregninger" i snakken, hvor han sagde, at han syntes, der stadig var meget vi ikke vidste om hinanden - underforstået, at man skal være lidt tættere på hinanden/kende hinanden lidt dybere før man bliver rigtigt kærester. Han virkede ret trykket/ked af det over at have snakken, understregede at han gerne ville blive ved med at ses, ville gerne have, vi blev "gode venner" igen, og ville også gerne have, at vi brugte aftenen sammen efterfølgende. Kunne mærke, der ligesom var et eller andet, der gik ham på - og så åbnede han op for nogle meget personlige ting omkring sig selv, og det virkede som om, det betød ret meget for ham at fortælle dét. Det hele endte så med, at vi faktisk havde en rigtigt god aften sammen.
Efterfølgende følte jeg mig bare afvist, fordi 1) Han ikke synes, vi "er der" endnu - jeg forstår det nok bare ikke helt, og 2) Han åbenbart ikke synes, vi kender hinanden godt nok, hvor jeg omvendt synes, vi har brugt virkeligt meget (kvalitets)tid sammen. Kan mærke, jeg er blevet ekstremt selvbevidst omkring os og mit kompas er slået helt ud af kurs, fordi jeg på den ene side har en god mavefornemmelse omkring ham og hans intentioner, men på den anden side ikke forstår, han ikke bare siger "lad os være kærester" nu.
Min usikkerhed har så ført til, at jeg nu har trukket mig lidt fra det hele, fordi jeg virkeligt har behov for, at han kommer til mig (hvilket han så også har gjort). Men generelt så ved jeg bare ikke rigtigt, hvad jeg skal stille op