Side 1245 af 1877

Re: Singletråden

: 27. nov 2018, 15:48
af Krølle
Grissebassen skrev:Jeg er blevet inviteret på date af en fyr, jeg så et par gange sidste år, og som er en af de eneste flirts jeg har haft, der stadig er blevet liggende aller bagerst i hovedet som en lille "hvad nu hvis". Vi nåede kun at gå på et par dates, fordi han fik et jobtilbud i udlandet og tog afsted. Nu er han så hjemme igen.

Jeg er virkelig i vildrede omkring, hvad jeg skal svare. For jeg er lige kommet ud af et forhold og er blevet såret og svigtet og synes det er aaaaalt for tidligt. På den anden side føltes det også bare helt spændende og kildrende nede i maven, da han skrev.

Så jeg vil virkelig gerne se ham. Men jeg havde også bare besluttet mig for at glemme alt om mænd resten af året for at lade bruddet hele, nyde min alenetid, og måske så småt begynde at date igen til foråret.

Generelt synes jeg det er svært det der med, hvornår man skal op på hesten igen. For man ved jo aldrig hvornår kærligheden kommer. En af mine venner er gift og har børn med en sød og skøn kvinde, der lige var blevet single og egentlig bare så ham som et engangsknald. Jeg har også selv engang for mange år siden formået at få mit hjerte knust den ene dag, og den næste dag møde en mand, der slog benene væk under mig. Så jeg synes den er svær, den her. Jeg overvejer at spørge ham, om daten kan vente til det nye år og finde på en eller anden undskyldning.


Jeg er stor fan af både at komme op på hesten igen og give sig selv tid, hvis det føles rigtigt.
Taget i betragtning at det er december med notorisk juletravlhed, synes jeg sagtens, du kan sige ja men med en dato i det nye år, hvis du vitterligt ikke kan overskue det nu.

Det er kun dig selv, der kan mærke, om det handler om at du har brug for tid, eller om det “bare” er nervøsisteten over at kaste sig ud i dating igen, der spiller ind. Er det det første, ville jeg vente - er det det andet ville jeg springe ud i det og se, hvad der sker.

Re: Singletråden

: 27. nov 2018, 16:38
af Freya
Grissebassen skrev: Jeg overvejer at spørge ham, om daten kan vente til det nye år og finde på en eller anden undskyldning.

Jeg synes ikke, det er helt fair at holde ham hen. Er du ikke klar, så meld det ud eller sig du har meget om ørerne lige nu og spørg ham, om du må invitere ham ud, når du er kommet helt ovenpå. Så er han ikke sat i venteposition med en måske-aftale.
Men hvis du virkelig gerne vil se ham, så sig ja tak. En date er jo ikke en forpligtelse om, at I skal indgå i den helt store relation. Det er bare en date.

Re: Singletråden

: 27. nov 2018, 16:56
af LaMariposa
Grissebassen skrev:Jeg er blevet inviteret på date af en fyr, jeg så et par gange sidste år, og som er en af de eneste flirts jeg har haft, der stadig er blevet liggende aller bagerst i hovedet som en lille "hvad nu hvis". Vi nåede kun at gå på et par dates, fordi han fik et jobtilbud i udlandet og tog afsted. Nu er han så hjemme igen.

Jeg er virkelig i vildrede omkring, hvad jeg skal svare. For jeg er lige kommet ud af et forhold og er blevet såret og svigtet og synes det er aaaaalt for tidligt. På den anden side føltes det også bare helt spændende og kildrende nede i maven, da han skrev.

Så jeg vil virkelig gerne se ham. Men jeg havde også bare besluttet mig for at glemme alt om mænd resten af året for at lade bruddet hele, nyde min alenetid, og måske så småt begynde at date igen til foråret.

Generelt synes jeg det er svært det der med, hvornår man skal op på hesten igen. For man ved jo aldrig hvornår kærligheden kommer. En af mine venner er gift og har børn med en sød og skøn kvinde, der lige var blevet single og egentlig bare så ham som et engangsknald. Jeg har også selv engang for mange år siden formået at få mit hjerte knust den ene dag, og den næste dag møde en mand, der slog benene væk under mig. Så jeg synes den er svær, den her. Jeg overvejer at spørge ham, om daten kan vente til det nye år og finde på en eller anden undskyldning.


Hvis du er blevet ved med at tænke på ham af og til og I har det rart sammen, er det så ikke bare at springe ud i det? Hvad er det værste, der kan ske? Du skriver, at det kilder i maven, og den følelse synes jeg bestemt, at man skal følge.

Hvis du er i tvivl, om du er for sårbar, så er der jo intet galt i at sige stop efter daten.

Re: Singletråden

: 27. nov 2018, 17:06
af Grissebassen
Freya skrev:
Grissebassen skrev: Jeg overvejer at spørge ham, om daten kan vente til det nye år og finde på en eller anden undskyldning.

Jeg synes ikke, det er helt fair at holde ham hen. Er du ikke klar, så meld det ud eller sig du har meget om ørerne lige nu og spørg ham, om du må invitere ham ud, når du er kommet helt ovenpå. Så er han ikke sat i venteposition med en måske-aftale.
Men hvis du virkelig gerne vil se ham, så sig ja tak. En date er jo ikke en forpligtelse om, at I skal indgå i den helt store relation. Det er bare en date.

God pointe.
Jeg har skrevet, at jeg har meget om ørerne og lovet at invitere ham på date i løbet at julen.

Re: Singletråden

: 27. nov 2018, 18:40
af RavenClaw
Krølle skrev:
RavenClaw skrev:Nå, ja, nu hvor vi er lidt i temaet om at være dårlig til at være single, vil jeg hoppe med på vognen. Måske nok med omvendt fortegn, for jeg er møg elendig til at være to.

Jeg har valgt ikke at skubbe politimanden væk på trods af alt, der er sket. Og lige nu har jeg valgt at satse lidt, for jeg kan jo så godt lide manden, når det kommer til stykket. Og vi har faktisk haft nogle rigtig gode stunder sammen, hvor det virker til, at han gerne vil se, om vi kan udvikle os til noget godt.

Det er så her, den der tosomhed kommer ind i billedet. Forhistorien til mine tanker er, at jeg skrev til ham for et par dage siden, hvor jeg ville forhøre mig om en aftale. Han har først svaret mig her i dag pga. travlhed, som jeg egentlig godt har vist. Alligevel får jeg alle mulige tanker ind i hovedet om, at han er ved at skride fra det hele så at sige. Jeg har så her til aften siddet og tænkt lidt over tingene, og endda fået sagt nogle ting højt for mig selv. Jeg er kommet frem til, at min angst for at binde mig til en anden, stammer fra en flirt jeg havde for nogle år siden. Eller han var langt mere end en flirt, men der var ikke noget jag med at få titel på eller andet. Men faktum blev altså med ham her, at han ghostede mig, da jeg kom ud for en ulykke, der var ved at koste mig min førlighed. Og et eller andet sted så plager det mig stadig dybt, fordi jeg siden ham aldrig har ladet nogle komme så tæt på, at det kan komme til at gøre ondt. Jeg tør simpelthen ikke, fordi jeg er så fandens rædselsslagen for, at hvis jeg gør det - hvis jeg lader nogen elske mig - så forlader de mig igen, når jeg har allermest brug for dem. Hvordan kommer man lige videre fra sådan noget? For det har jeg tydeligvis ikke været i stand til de sidste 4 år...


Jeg har slæbt rundt med den type baggage efter jeg vitterligt følte mig svigtet ifm mit kemoforløb, hvor min eks “ikke havde tid til at køre mig” frem og tilbage.

Her har det hjulpet at se på vores forhold i brede termer og erkende, at han bare ikke kunne. Det havde ikke noget med mig at gøre - det var alene hans issues, der udløste det, men det har været svært for mig at erkende. Her har det hjulpet at tale om det og opdage, at både familie, venner og efterfølgende flirts har været helt mindblown over det.

Jeg er egentlig temmelig kvik, men her var jeg så involveret og presset, at jeg havde svært ved at vurdere situationen nogenlunde objektivt.

I dag er jeg ret no-BS-agtig ift at skelne mellem egne og mænds issues. Det var også årsagen til, at jeg trak stikket på relationen til ikke-kæreste; hans issues var ikke mine, og selvom jeg holdt meget af ham, var jeg på ingen måde villig til at ofre min egen integritet for at forsøge at løse hans issues.


Tak, Krølle for dine ord. Jeg har troligt fulgt med i din egen tråd, og det er også lidt derigennem, at jeg har fået styrken til at give endeligt slip på idioten (det må jeg gerne kalde ham). Jeg vil absolut heller ikke mene, at jeg er dum, faktisk helt modsat, men det er netop det, når man bliver fanget midt i det, at det kan være svært at se på situationen udefra.

Næste skridt i det her er vel egentlig, at jeg fortæller manden, at det ikke er med vilje, hvis jeg pludselig forsvinder i et par dage, men at jeg rigtig gerne vil ham, og samtidig har noget med i bagagen, der gør, at jeg skal lære at stole på både ham og min egen mavefornemmelse. Og så må jeg håbe, at han har fuld forståelse over for det.

Re: Singletråden

: 27. nov 2018, 18:45
af RavenClaw
SurSødSovs skrev:
RavenClaw skrev:Nå, ja, nu hvor vi er lidt i temaet om at være dårlig til at være single, vil jeg hoppe med på vognen. Måske nok med omvendt fortegn, for jeg er møg elendig til at være to.

Jeg har valgt ikke at skubbe politimanden væk på trods af alt, der er sket. Og lige nu har jeg valgt at satse lidt, for jeg kan jo så godt lide manden, når det kommer til stykket. Og vi har faktisk haft nogle rigtig gode stunder sammen, hvor det virker til, at han gerne vil se, om vi kan udvikle os til noget godt.

Det er så her, den der tosomhed kommer ind i billedet. Forhistorien til mine tanker er, at jeg skrev til ham for et par dage siden, hvor jeg ville forhøre mig om en aftale. Han har først svaret mig her i dag pga. travlhed, som jeg egentlig godt har vist. Alligevel får jeg alle mulige tanker ind i hovedet om, at han er ved at skride fra det hele så at sige. Jeg har så her til aften siddet og tænkt lidt over tingene, og endda fået sagt nogle ting højt for mig selv. Jeg er kommet frem til, at min angst for at binde mig til en anden, stammer fra en flirt jeg havde for nogle år siden. Eller han var langt mere end en flirt, men der var ikke noget jag med at få titel på eller andet. Men faktum blev altså med ham her, at han ghostede mig, da jeg kom ud for en ulykke, der var ved at koste mig min førlighed. Og et eller andet sted så plager det mig stadig dybt, fordi jeg siden ham aldrig har ladet nogle komme så tæt på, at det kan komme til at gøre ondt. Jeg tør simpelthen ikke, fordi jeg er så fandens rædselsslagen for, at hvis jeg gør det - hvis jeg lader nogen elske mig - så forlader de mig igen, når jeg har allermest brug for dem. Hvordan kommer man lige videre fra sådan noget? For det har jeg tydeligvis ikke været i stand til de sidste 4 år...


Puha. Det er altså også noget af en opførsel :trist:

Kan du tale med politimanden om det? For mig virker det virkeligt godt at sætte ord på - særligt hvis den anden reagerer støttende. Men uanset hvad sætte ord på overfor mig selv og messe for mig selv, at en eller anden følelse er forkert og ikke skal følges

... Men som du måske har gættet, så føler jeg ofte ekstremt meget, der ikke skal ageres på...


Jeg tænker godt, at jeg kan tale med ham om det. Jeg har lagt "værre" kort på bordet over for ham, hvor han har taget det så fantastisk pænt. Det handler nok lige nu bare om at bryde den del af isen også.

Mht. dine egne følelser, så virker det også godt for mig at få mine ord ud på skrift. Der er det rart at have debatten, for blot ved at skrive et indlæg begynder jeg allerede at tænke over tingene selv - og nogle gange er det faktisk også lettere at se objektivt på det, når jeg læser mine egne indlæg. Det er en meget god metode til at få styr på tankemylderet og alle de mange - og forskellige - følelser.

Re: Singletråden

: 28. nov 2018, 02:25
af Krølle
Jeg har malet mit køkken og gået og været lidt glad i låget over at skulle se hvad der lader til at være en virkelig cute fyr igen. Det er absolut ikke det værste at se frem til, men det betyder, at jeg skal have gjort mit køkken brugbart (jeg har lovet at lave mad :shock:) og have forklaret ikke-seriøs-fling, at der ikke bliver gentagelser. Ham her er cute, og selvom vi kun har set hinanden en gang og absolut ikke lovet noget, har jeg ingen som helst lyst til at lave andet ballade, selvom det har været fint at chille lidt rundt og teste mig selv af ift om jeg kunne navigere i en helt og aldeles casual relation. Det kan jeg åbenlyst godt, og det er da rart at vide, men ham her er oprigtigt interessant; jeg vil gerne lære ham at kende og har på et splitsekund mistet interessen for andet tidsfordriv.

Re: Singletråden

: 28. nov 2018, 11:43
af Krølle
Jeg tænker for øvrigt rigtig godt, når jeg går og sætter i stand - der er ligesom ikke så meget andet at gøre, hvis jeg ikke skal dø af kedsomhed undervejs.

I disse dage er det et år siden, jeg for alvor erkendte, at mit ægteskab ikke stod til at redde og reelt aldrig havde en chance. Vi har været sindssygt gode for hinanden på nogle udviklingsmæssige punkter, men vi var reelt aldrig i et reelt parforhold, hvor man åbner op, støtter og deler ud af sit inderste. Det må jeg gerne sige, eftersom vi faktisk har talt om netop dette bagefter og er enige. Vi holder enormt meget af hinanden som mennesker, og vi har på en eller anden mærkelig måde formået at gå fra at være to paranoide "sig selv nok"-typer til at have tillid til både verden og mennesker igen. Det er åbenbart det, vores forhold skulle lære os, og det kan vi så hver især tage med videre i livet - og måske endda finde en partner, der i øvrigt passer til os på de områder, hvor vi er uforeneligt forskellige.

Nå. Pointen med denne smøre er; jeg er min eks enormt taknemmelig, selvom der også har været store udfordringer og svigt undervejs. Han vil sikkert sige det samme (og have ret set fra hans perspektiv), men alt i alt har vi begge lært enormt meget. Udover at have fået en tillid til både verden og mig selv, som jeg ikke havde, da vi mødtes, er jeg blevet enormt bevidst om, at jeg 1) har det fremragende alene, fordi jeg faktisk ER ret awesome og har skønne relationer, der ikke handler om en kæreste og 2) hvad der betyder noget for mig i et parforhold. Det handler ikke om at have en åndssvag tjekliste, men tidligere har jeg måske nok til dels været i stand til at identificere de grundlæggende karaktertræk og evner, der var vigtige for mig, men jeg har ikke kunnet gennemskue dealbreakers eller har troet, de kunne ændres via ren viljestyrke og stædighed, så valg af kærester har været lidt ud fra devisen "du er sød, objektivt ser det fornuftigt ud, og vi har det sjovt sammen - lad os se, hvad der sker". Det er lidt som at gå på Tinder og skulle vælge profiler til baseret på tre selfies og ingen tekst; en jagt på en fucking nål i en høstak.... Ikke videre gode odds for succes.

De seneste ti år samt det seneste år som single har grundlæggende ændret dette mønster. Jeg har det godt i mig selv, ved hvad der er vigtigt for mig og har for færste gang et klart indre kompas ift hvad der fungerer for mig hos en mand. Min relation til ikke-kæreste-eks-whatever-he-was er et ret godt eksempel på det. På virkelig mange måder var han virkelig god for mig, men på et helt grundlæggende parameter matchede vi ikke. I stedet for at køre linen ud til den bitre ende og forsøge at forståååå og fikse hans issues (eller hvad jeg i hvert fald så som værende et issue hos ham), trak jeg stikket og lod ham rode med det selv. Det i sig selv er jeg egentlig ret stolt af, for jeg VAR glad for ham, men det bedste af det hele er, at jeg efter de indledende triste dage hurtigt kom ovenpå. Ikke fordi jeg var ligeglad med ham, men fordi det gik op for mig, at det, der udløste bruddet netop var en dealbreaker for mig og sagde noget om ham som person, som jeg hverken kan leve med eller respektere menneskeligt. Med andre ord gik han fra en eller anden form for illusorisk piedestal til "any other guy that doesnt do it for me". DET er fedt! For ti år siden ville jeg have rodet rundt i hjertesorg og fastholdt illusionen om, hvad han KUNNE være i stedet for at se på, hvad han reelt var. Hurra for det!

Nå!

Lang smøre som måske egentlig burde høre til i min egen tråd, men de sidste siders emner taget i betragtning tænker jeg, at nogen herinde måske kan få noget ud af at læse mine tanker.

En finurlig detalje er, at jeg kan se, jeg er ved at vende tilbage til mine rødder ift hvad jeg sætter pris på, hos en mand. Nogen opfatter mig som værende ret sprudlende og ovenpå, hvilket jeg også ofte er, men inderst inde ER jeg en ubernørd, der har brug for ekstremt klar kommunikation, rene linjer og evne såvel som vilje til at tale rent ud af posen emotionelt - også selvom det involverer at sætte sig selv på spil og være sårbar. Ofte møder jeg "smarte" typer, der synes, jeg er fab, men jeg kan simpelthen ikke være i det, selvom jeg på overfladen godt kan spille med på legen - folk med så ekstremt selvsikkerhed (påtaget eller reel) skræmmer simpelthen min indre, usikre nørd fra vid og sans i en grad, hvor jeg mister mig selv, lukker ned for at vise følelser og sårbarhed og i det hele taget forsøger at leve op til et eller andet, jeg aldrig bliver og grundlæggende heller ikke bryder mig om.

Det er med andre ord på tide at tone rent nørdeflag og udnytte, at jeg af samme årsag har et ret godt nørdetække. Uuuh. Passionerede geeks. I love it!

Re: Singletråden

: 28. nov 2018, 11:53
af Krølle
Okay. Det blev sygt langt! For første gang længe er jeg på fra pc, og der så det ligesom ikke så voldsomt ud på skærmen, før jeg postede det. Undskyld til alle der læser fra tlf :-D

Re: Singletråden

: 28. nov 2018, 15:21
af Krølle
^
Den del har jeg ikke rigtig lyst til at komme ind på, eftersom det ikke kun handler om mig :)

Re: Singletråden

: 30. nov 2018, 15:53
af Madam Pomfrey
Smiling_Goat skrev:
Jeg kan simpelthen ikke se en løsning. Hvordan pokker får man tid til at leve? Hvordan gør børnefamilier?!
Jeg havde helt undervurderet den del af singlelivet - at jeg står for alt selv.


Passer det aftalte antal arbejdstimer, tilbyder flexibilitet men med forventning om at den går begge veje.
Nu har jeg dog arbejdet i det offentlige, og på en god og ordentlig arbejdsplads, hvor vi dels gerne måtte byde ind ved behov, men også havde stor frihed til selv at vælge hvornår vi skulle afspadsere timerne.
Jeg foretrækker frihed frem for løn - hvilket jeg godt kan opleve undrer nogle på min nye arbejdsplads, nogle har enormt meget mer-arbejde.
Jeg holder mine 33 timer/uge (har barsel de øvrige 4 - så skal heller ikke ha en pukkel af merarbejde alene af den grund)


Jeg håber du har kræfter og overskud til at sige fra på dit nuværende arbejde, tal med din AMR og TR om det?
Det lyder til at det slider, på den kedelige måde, og det duer sgu ikke. Du skal da ha tid til at leve livet ved siden af jobbet også!

Re: Singletråden

: 30. nov 2018, 16:12
af Madam Pomfrey
jeg har haft en date med "far til 4" idag :D - lidt sjovt alligevel, at have en date sådan over formiddag og tidlig eftermiddag, men vi begge havde fri, så var det jo bare at hoppe ud i det :D Valgte endda at invitere ham herhjem, og lavede brunch til os :D
Og der er måske noget over det med at vejen til en mands hjerte går gennem hans mave :lol: Jeg har ihvertfald fået en pokkers masse fantastiske og dejlige kys :lun: Og sådan nogle store solide krammere, tæt, hårdt, længe - sådan nogle er jeg kæmpe fan af.

Og når nu nogle af i skarpe damer har pinpointet at jeg ramler ind i nogle issues omkring grænser, og manglende respekt herfor.
Ham her opdagede ret hurtigt at jeg var kilden, og han var virkelig opmærksom på ikke at komme til at kilde mig, stoppede og undskyldte når det skete (og det sker nemt) - Det var en ny, og fantastisk, oplevelse af blive mødt på den måde.

Jeg tror heller ikke jeg skal bekymre mig over om han går hjem og ombestemmer sig, han virker til at være lige så nysgerrig som mig.
Og skrev også at hans forventninger var positivt indfriet - mine absolut ditto. Så lige nu er det vist bare at glæde sig til date nr. 2 og forhåbentligt mange mange flere kys og kærtegn.


Jeg er så bustet bigtime af den ældste af drengene. Han havde lige været hjemme forbi for at hente en cykel i et frikvarter.
Og han havde hurtig lagt 2 og 2 sammen da der holdt en fremmed bil i indkørslen, og en med autostole i :lol: Hvorfor han også lod være med at komme indefor, hvilket han ellers normalt ville ha gjort når han var hjemme forbi.
Så han har haft travlt med at drille mig...
Men skønt at han var så cool med det :D - han kommenterede at så kunne det være vi blev 6 børn med tiden, og svaret fra mig "næh så er det 8" medførte bare et "HOLY FUCK" :banan:
"far til 4" syntes også det var ret sjovt at jeg er blevet drillet :D

Re: Singletråden

: 30. nov 2018, 16:49
af LadyFox
Madam Pomfrey skrev:jeg har haft en date med "far til 4" idag :D - lidt sjovt alligevel, at have en date sådan over formiddag og tidlig eftermiddag, men vi begge havde fri, så var det jo bare at hoppe ud i det :D Valgte endda at invitere ham herhjem, og lavede brunch til os :D
Og der er måske noget over det med at vejen til en mands hjerte går gennem hans mave :lol: Jeg har ihvertfald fået en pokkers masse fantastiske og dejlige kys :lun: Og sådan nogle store solide krammere, tæt, hårdt, længe - sådan nogle er jeg kæmpe fan af.

Og når nu nogle af i skarpe damer har pinpointet at jeg ramler ind i nogle issues omkring grænser, og manglende respekt herfor.
Ham her opdagede ret hurtigt at jeg var kilden, og han var virkelig opmærksom på ikke at komme til at kilde mig, stoppede og undskyldte når det skete (og det sker nemt) - Det var en ny, og fantastisk, oplevelse af blive mødt på den måde.

Jeg tror heller ikke jeg skal bekymre mig over om han går hjem og ombestemmer sig, han virker til at være lige så nysgerrig som mig.
Og skrev også at hans forventninger var positivt indfriet - mine absolut ditto. Så lige nu er det vist bare at glæde sig til date nr. 2 og forhåbentligt mange mange flere kys og kærtegn.


Jeg er så bustet bigtime af den ældste af drengene. Han havde lige været hjemme forbi for at hente en cykel i et frikvarter.
Og han havde hurtig lagt 2 og 2 sammen da der holdt en fremmed bil i indkørslen, og en med autostole i :lol: Hvorfor han også lod være med at komme indefor, hvilket han ellers normalt ville ha gjort når han var hjemme forbi.
Så han har haft travlt med at drille mig...
Men skønt at han var så cool med det :D - han kommenterede at så kunne det være vi blev 6 børn med tiden, og svaret fra mig "næh så er det 8" medførte bare et "HOLY FUCK" :banan:
"far til 4" syntes også det var ret sjovt at jeg er blevet drillet :D


Jeg må give Ældsten ret, 8 børn lyder lidt intenst :lol:

Men fedt at daten var så god, og skønt at opleve sådan en respekt for dine grænser når det ikke lige er det du er vandt til.

Hvordan med at finde tiden, giver det mening? Jeg tænker i begge må have en del i hænderne.

Re: Singletråden

: 30. nov 2018, 23:03
af Madam Pomfrey
LadyFox skrev:Jeg må give Ældsten ret, 8 børn lyder lidt intenst :lol:

Men fedt at daten var så god, og skønt at opleve sådan en respekt for dine grænser når det ikke lige er det du er vandt til.

Hvordan med at finde tiden, giver det mening? Jeg tænker i begge må have en del i hænderne.


Meget intenst tror jeg :lol:
Umiddelbart giver det fint mening faktisk, vi bor ret tæt på hinanden, vi har børn i samme weekends, og han har kun sine I weekends, dog har han dage hvor han ser dem ud over det, er til fritids aktiviteter med dem, eller besøger dem hos deres mor.

Så logistikken I det er ihvertfald ikke en kæmpe udfordring, hvis vi når så langt :) der er dage og aftener vi har mulighed for at ses uden at skulle tænke andre end mine de ældste ind i det, og de må altså leve med det, jeg vil ikke være totalt fikseret i livet som enlig mor, fordi de fravælger deres far. Men det virker de så også til at have det super fint med.

Re: Singletråden

: 1. dec 2018, 13:28
af Lucia
Til julefrokost med arbejdet i går var der en af mine forholdsvis nye kolleger, der spurgte om jeg havde en kæreste, og da jeg så svarede nej, så var hendes opfølgende spørgsmål "er det noget du har i udsigt?" :wacko: Jeg regner med det bare var en akavet måde at spørge om jeg dater nogen, men synes alligevel det er et noget sært spørgsmål, især formuleret på den måde. Og så fortsatte hun ellers med om jeg gerne ville have børn og om hvor gammel jeg er, for så skulle man jo også tage et valg, ift. om man skal på jagt efter en mand...

Senere på aftenen var der en anden meget perifær kollega, der også ret hurtigt nåede til hendes obligatoriske spørgsmål om jeg har fundet en kæreste. Det er ikke én, jeg ellers taler med, udover at vi hilser på hinanden, når vi passerer hinanden på gangen. Men lige det spørgsmål er hun meget nysgerrig på at få svar på. Og begge kolleger er selv singler, så de burde da om nogen vide, hvor irriterende den slags spørgsmål kan være. Men det er måske noget andet, når man er nået et godt stykke over den alder, hvor man normalt stifter familie :gruble: