For to år siden mødtes jeg med en mand for første gang. Dagsordenen var sex, - hvis altså vi stadig havde lyst til hinanden, når vi mødtes.
Vi havde skrevet sammen nogle uger, og snakkede lidt i telefon.
Vi har klikket fra første øjeblik.
Selvom dagsordenen var sex, havde jeg meldt ud, at jeg IKKE var en, man bare mødte og knaldede med, og ikke andet.
Han viste sig så at være en helt anden type rent fysisk, end nogen af de mænd, jeg har kendt i mit liv. Så meget, så før vi mødtes, ville jeg have forsvoret at jeg ville kunne tænde på og falde for en som ham.
Det vidste sig, at der var 100% kemi, og vi hyggede os sammen på alle måder. Så det blev til endnu flere skriverier. Vi kan forholde os til hinandens liv på alle måder. Meget samme baggrund. Taler i den grad samme sprog. Samme humor. Men bor langt fra hinanden.
Allerede 2. gang vi mødtes måtte jeg erkende overfor både mig selv og for ham, at jeg var forelsket. Han meldte ærligt ud, at det måtte jeg simpelthen ikke blive, for det kunne han bare ikke lige nu. Han havde simpelthen nogle issues, og var ikke kommet sig over det at være blevet kasseret, som han så sin skilsmisse som.
Normalt er jeg ret handlekraftig og ikke så tålmodig, men valgte at give ham tid og plads.
Vi har så set hinanden on and off gennem de sidste to år. Flere gange har jeg lukket relationen, men alligevel er jeg endt med at tage kontakt igen.
Det sidste år har jeg godt med min fornuft kunne se, at det ikke førte til noget, og vidst, at jeg ville være nødt til at lukke den helt på et tidspunkt. Han har altid været glad for, når vi har genoptaget kontakten, og har gerne ville skrive/snakke sammen dagligt, men aldrig taget initiativ til andet.
Når vi på min foranledning har mødtes, har vi hygget os begge to(også med andet end sex).
I det daglige har vi givet hinanden den der faste opmærksomhed, og været hinandens fortrolige om alt, der rørte sig i vores hverdag.
Igen med min fornuft kunne jeg godt se, at der dukkede flere og flere ting i hans personlighed op, som jeg faktisk havde det lidt svært med. Især egoisme...
Jeg har også været bevidst om, at det nok var blevet lidt en sovepude for mig, og at det forhindrede mig i at gå ud og møde en mand, der rent faktisk kunne opfylde de behov, jeg har for en nærværende kæreste.
Alligevel kunne jeg ikke gennemføre at få den lukket.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har oprettet mig anonymt på forskellige datingsider, for at bevise overfor mig selv, at der var masser af mænd derude, der var lækrere, klogere og mere interesserede/interessant end ham. Og hver gang er jeg bare blevet bekræftet i, at der sgu ikke var nogle, jeg fandt interessant...
Det skal lige siges, at der gennem de sidste to år er sket mange voldsomme udefrakommende ting i både hans og mit liv, som også har fyldt meget.
Her for et par måneder siden lukkede jeg den så. Og lige pludselig fatter jeg slet ikke, hvad pokker, der gjorde ham så interessant
Hold kæft, hvor er man bare mærkelig indrettet...
Egentlig har jeg under hele forløbet betragtet mig som single, og fuldt med herinde.
Men nu er der ingen forbehold længere, og jeg fatter ikke, hvad jeg har haft gang i
Hmmm, havde blot lyst til at dele...
Håber at det er ok?!