Zombie skrev:For to ugers tid siden gik det op for mig, at vi ikke var der, jeg troede vi var. Jeg troede, at vi var tæt på at blive kærester. Og det gik op for mig, at det var vi overhovedet ikke, trods alt det han havde givet udtryk for som indikerede det.
Jeg fik knust mit hjerte. Og fik en smøre om, at han jo var i en proces, ikke kunne love guld & grønne skove, og det havde jeg jo vidst fra starten.
Sagde manden, der introducerede mig for sin mor og understregede, hvad det betød for ham. Og sin lillesøster. Og snakkede fremtid.
Jeg følte mig røvrendt. Snydt. Opfordret til håb og følelser, han på ingen måde kunne hverken efterkomme eller varetage. Ensom på min tømmerflåde af forelskelse.
Vi fortsatte med at ses, og noget var anderledes. Mit hjerte begyndte at hele og det betød også at begynde processen med at komme over ham. Jeg tænkte: "Fint. Jeg kommer over ham mens vi ses. Det gør det nemmere for mig" - og det gjorde det.
Jeg accepterede, at "vi" aldrig havde været og aldrig ville ske, og før eller siden ville han ikke længere have brug for komformiteten i at ses med mig - eller, mere sandsynligt, jeg ville komme over ham og have behov for at komme videre også.
Uanset, så havde jeg affundet mig med, at der var en deadline - en udefineret udløbsdato. Så jeg nød relationen for, hvad den var, og ignorerede hans eksistens resten af tiden.
I fredags kom han så og sagde: "Jeg har tænkt over tingene. Det er dette her, jeg vil. Jeg vil bygge det her op, satse på os to".
Der var ingen jubelscener. Der var vrede og tvivl. Hvorfor skulle jeg have så ondt for to uger siden? Hvad er forskellen på dengang og nu; hvordan ved jeg, at denne gang er det sandt?
Jeg havde intet håndgribeligt eller konkret at gå efter. Alt var det samme som før; alligevel var ingenting det samme.
Han er mere kærlig nu. Mere opsøgende, anerkendende, bekræftende. Jeg kan tydelig mærke et skift, men også min egen skepsis.
Jeg håber sådan, det ikke er too little too late. At jeg kan stoppe den proces, der gik i gang for to uger siden. At jeg tør håbe igen, blive forelsket igen.
Er han det værd?
Nej.
Men "vi" er.
Jeg kan bare ikke miste mig selv i det her, og jeg håber dét kan kombineres med at være sammen med ham.
For hvis ikke, så elsker jeg bare mig selv højere. Det er jeg nødt til, for ikke at gå i stykker.
Fanden tage det djævelværk til kærlighed.
Åh, en træls situation Sådan noget giver bare hak i tilliden.
Jeg håber for jer at det lykkes jer at genfinde glæden og følelserne for hinanden!