Singletråden

[Juki]

For to ugers tid siden gik det op for mig, at vi ikke var der, jeg troede vi var. Jeg troede, at vi var tæt på at blive kærester. Og det gik op for mig, at det var vi overhovedet ikke, trods alt det han havde givet udtryk for som indikerede det.

Jeg fik knust mit hjerte. Og fik en smøre om, at han jo var i en proces, ikke kunne love guld & grønne skove, og det havde jeg jo vidst fra starten.
Sagde manden, der introducerede mig for sin mor og understregede, hvad det betød for ham. Og sin lillesøster. Og snakkede fremtid.

Jeg følte mig røvrendt. Snydt. Opfordret til håb og følelser, han på ingen måde kunne hverken efterkomme eller varetage. Ensom på min tømmerflåde af forelskelse.

Vi fortsatte med at ses, og noget var anderledes. Mit hjerte begyndte at hele og det betød også at begynde processen med at komme over ham. Jeg tænkte: "Fint. Jeg kommer over ham mens vi ses. Det gør det nemmere for mig" - og det gjorde det.
Jeg accepterede, at "vi" aldrig havde været og aldrig ville ske, og før eller siden ville han ikke længere have brug for komformiteten i at ses med mig - eller, mere sandsynligt, jeg ville komme over ham og have behov for at komme videre også.
Uanset, så havde jeg affundet mig med, at der var en deadline - en udefineret udløbsdato. Så jeg nød relationen for, hvad den var, og ignorerede hans eksistens resten af tiden.

I fredags kom han så og sagde: "Jeg har tænkt over tingene. Det er dette her, jeg vil. Jeg vil bygge det her op, satse på os to".
Der var ingen jubelscener. Der var vrede og tvivl. Hvorfor skulle jeg have så ondt for to uger siden? Hvad er forskellen på dengang og nu; hvordan ved jeg, at denne gang er det sandt?
Jeg havde intet håndgribeligt eller konkret at gå efter. Alt var det samme som før; alligevel var ingenting det samme.

Han er mere kærlig nu. Mere opsøgende, anerkendende, bekræftende. Jeg kan tydelig mærke et skift, men også min egen skepsis.

Jeg håber sådan, det ikke er too little too late. At jeg kan stoppe den proces, der gik i gang for to uger siden. At jeg tør håbe igen, blive forelsket igen.

Er han det værd?
Nej.
Men "vi" er.

Jeg kan bare ikke miste mig selv i det her, og jeg håber dét kan kombineres med at være sammen med ham.
For hvis ikke, så elsker jeg bare mig selv højere. Det er jeg nødt til, for ikke at gå i stykker.

Fanden tage det djævelværk til kærlighed.

Åh, en træls situation Sådan noget giver bare hak i tilliden.

Jeg håber for jer at det lykkes jer at genfinde glæden og følelserne for hinanden!

[Vixen]

For to ugers tid siden gik det op for mig, at vi ikke var der, jeg troede vi var. Jeg troede, at vi var tæt på at blive kærester. Og det gik op for mig, at det var vi overhovedet ikke, trods alt det han havde givet udtryk for som indikerede det.

Jeg fik knust mit hjerte. Og fik en smøre om, at han jo var i en proces, ikke kunne love guld & grønne skove, og det havde jeg jo vidst fra starten.
Sagde manden, der introducerede mig for sin mor og understregede, hvad det betød for ham. Og sin lillesøster. Og snakkede fremtid.

Jeg følte mig røvrendt. Snydt. Opfordret til håb og følelser, han på ingen måde kunne hverken efterkomme eller varetage. Ensom på min tømmerflåde af forelskelse.

Vi fortsatte med at ses, og noget var anderledes. Mit hjerte begyndte at hele og det betød også at begynde processen med at komme over ham. Jeg tænkte: "Fint. Jeg kommer over ham mens vi ses. Det gør det nemmere for mig" - og det gjorde det.
Jeg accepterede, at "vi" aldrig havde været og aldrig ville ske, og før eller siden ville han ikke længere have brug for komformiteten i at ses med mig - eller, mere sandsynligt, jeg ville komme over ham og have behov for at komme videre også.
Uanset, så havde jeg affundet mig med, at der var en deadline - en udefineret udløbsdato. Så jeg nød relationen for, hvad den var, og ignorerede hans eksistens resten af tiden.

I fredags kom han så og sagde: "Jeg har tænkt over tingene. Det er dette her, jeg vil. Jeg vil bygge det her op, satse på os to".
Der var ingen jubelscener. Der var vrede og tvivl. Hvorfor skulle jeg have så ondt for to uger siden? Hvad er forskellen på dengang og nu; hvordan ved jeg, at denne gang er det sandt?
Jeg havde intet håndgribeligt eller konkret at gå efter. Alt var det samme som før; alligevel var ingenting det samme.

Han er mere kærlig nu. Mere opsøgende, anerkendende, bekræftende. Jeg kan tydelig mærke et skift, men også min egen skepsis.

Jeg håber sådan, det ikke er too little too late. At jeg kan stoppe den proces, der gik i gang for to uger siden. At jeg tør håbe igen, blive forelsket igen.

Er han det værd?
Nej.
Men "vi" er.

Jeg kan bare ikke miste mig selv i det her, og jeg håber dét kan kombineres med at være sammen med ham.
For hvis ikke, så elsker jeg bare mig selv højere. Det er jeg nødt til, for ikke at gå i stykker.

Fanden tage det djævelværk til kærlighed.

Hvor lang tid har I set hinanden? Jeg kan ikke lade være med at tænke, at han måske blot har udviklet stærke følelser for dig i et andet tempo end dig. Beklager, hvis det er helt ved siden af.

Uanset hvad, er det dårligt, at han har såret dig, og virkelig uheldigt, hvis I ikke kan hele sammen.

[IrmaPigen]

For to ugers tid siden gik det op for mig, at vi ikke var der, jeg troede vi var. Jeg troede, at vi var tæt på at blive kærester. Og det gik op for mig, at det var vi overhovedet ikke, trods alt det han havde givet udtryk for som indikerede det.

Jeg fik knust mit hjerte. Og fik en smøre om, at han jo var i en proces, ikke kunne love guld & grønne skove, og det havde jeg jo vidst fra starten.
Sagde manden, der introducerede mig for sin mor og understregede, hvad det betød for ham. Og sin lillesøster. Og snakkede fremtid.

Jeg følte mig røvrendt. Snydt. Opfordret til håb og følelser, han på ingen måde kunne hverken efterkomme eller varetage. Ensom på min tømmerflåde af forelskelse.

Vi fortsatte med at ses, og noget var anderledes. Mit hjerte begyndte at hele og det betød også at begynde processen med at komme over ham. Jeg tænkte: "Fint. Jeg kommer over ham mens vi ses. Det gør det nemmere for mig" - og det gjorde det.
Jeg accepterede, at "vi" aldrig havde været og aldrig ville ske, og før eller siden ville han ikke længere have brug for komformiteten i at ses med mig - eller, mere sandsynligt, jeg ville komme over ham og have behov for at komme videre også.
Uanset, så havde jeg affundet mig med, at der var en deadline - en udefineret udløbsdato. Så jeg nød relationen for, hvad den var, og ignorerede hans eksistens resten af tiden.

I fredags kom han så og sagde: "Jeg har tænkt over tingene. Det er dette her, jeg vil. Jeg vil bygge det her op, satse på os to".
Der var ingen jubelscener. Der var vrede og tvivl. Hvorfor skulle jeg have så ondt for to uger siden? Hvad er forskellen på dengang og nu; hvordan ved jeg, at denne gang er det sandt?
Jeg havde intet håndgribeligt eller konkret at gå efter. Alt var det samme som før; alligevel var ingenting det samme.

Han er mere kærlig nu. Mere opsøgende, anerkendende, bekræftende. Jeg kan tydelig mærke et skift, men også min egen skepsis.

Jeg håber sådan, det ikke er too little too late. At jeg kan stoppe den proces, der gik i gang for to uger siden. At jeg tør håbe igen, blive forelsket igen.

Er han det værd?
Nej.
Men "vi" er.

Jeg kan bare ikke miste mig selv i det her, og jeg håber dét kan kombineres med at være sammen med ham.
For hvis ikke, så elsker jeg bare mig selv højere. Det er jeg nødt til, for ikke at gå i stykker.

Fanden tage det djævelværk til kærlighed.

Han lyder som en kompliceret og forvirret mand.

Jeg ville ikke gide ham efter det der. Det er faktisk ikke okay, han leger sådan med dine følelser.

[KitKat]

Når nu man har været single i hele 4 måneder, så er det da ikke spor for tidligt at være færdig med "at finde sig selv" og være træt af singlelivet, vel?

Jeg overvejer at aktiver min tinderprofil (igen) men ligeså meget som jeg virkelig godt gad noget flirt og lidt nærkontakt, så gider jeg virkelig ikke bøvle med hele den indledende sorterings/præsentations fase. Jeg ved godt at flere herinde har det på samme måde, men jeg er for fanden da ikke engang kommet igang endnu, så det føles lidt dumt allerede at være træt af det
(og så har jeg en bekendt som spøger lidt i baghovedet, og som jeg ikke helt kan finde ud af hvad det er for noget... og om det overhovedet er noget)

[FrøkenM]

Jeg heler sgu nok stadig efter bruddet med min eks. Det har været hårdere end jeg lige havde satset på, men vi var jo så også sammen et godt stykke tid, så det er måske ikke så underligt.

Der er snart gået 5 måneder og jeg nyder stadig kun at have mig selv at tænke på og tage hensyn til. Jeg savner som KitKat flirt og nærkontakt. Har da haft lidt, men begrænset. Jeg er på ingen måde træt af singlelivet. Endnu i hvert fald men hvis den rigtige dukkede op så ville det temmelig sikkert ændre sig ret hurtigt

[KitKat]

Jeg savner som KitKat flirt og nærkontakt. Har da haft lidt, men begrænset. Jeg er på ingen måde træt af singlelivet. Endnu i hvert fald

Det er faktisk nok mest sådan jeg har det også...

Jeg gider godt en sød mand til lidt flirt og lidt holden i hånd og kyssen og den slags
-men jeg gider egentlig ikke en rigtig kæreste med alle de forpligtelser og hensyn og koordineren af kalendere og alt det bøvl...

[Animi]

Jeg har meget vekslende dage for tiden. Jeg kan have en god periode, som i den sidste uges tid, hvor jeg føler mig på toppen, jeg er glad, alt er godt, jeg føler at jeg er ved at komme over alt det med min eks og han fyldt utrolig lidt i mine tanker.
Men så er det som om at min underbevidsthed tænker at jeg ikke skal have det alt for godt, så jeg i nat selvfølgelig drømmer om ham og den anden pige og alt det der skete.
Hvilket gør at jeg i dag føler mig fuldkommen overvældet af sorgen over det, jeg er så ked og vred på ham, men samtidig savner jeg ham helt ekstremt meget.
Jeg har bare ikke tid til at have det på denne her måde, fordi jeg har så meget jeg skal nå ift mit bachelorprojekt ...

[NLeth]

Jeg savner som KitKat flirt og nærkontakt. Har da haft lidt, men begrænset. Jeg er på ingen måde træt af singlelivet. Endnu i hvert fald

Det er faktisk nok mest sådan jeg har det også...

Jeg gider godt en sød mand til lidt flirt og lidt holden i hånd og kyssen og den slags
-men jeg gider egentlig ikke en rigtig kæreste med alle de forpligtelser og hensyn og koordineren af kalendere og alt det bøvl...

Jeg er så meget med på den der. Hvordan pokker får man lige det, uden at skulle igennem al mulig indledende kaffedateri, gåture og sniksnak?

[IrmaPigen]

Nå er hjemme igen efter tre dage på kursus. Med en masse unge mennesker. Og nogle på min egen alder. Har da lige en enkelt jeg vil stalke på FB lige om lidt, så jeg er forberedt til de næste kursusdage.

[Animi]

Er der nogen der har brugt det der Instagramstories - jeg vil gerne vide om man kan se hvilke brugere der har kigget på ens stories?

[malou_43]

Jeg er inde i en "jeg kan slet ikke lige lukke nogen ind med følelser"-periode lige nu. Det er længe siden

Jeg har datet en håndfuld, men jeg kan bare nada mærke. Ikke engang en "vi skal total ses igen". Jeg lader dem bestemme, om vi skal ses, for jeg kan squ ikke greje mig selv.
Jeg har bibeholdt et fysisk forhold til en af dem, men jeg gider faktisk ikke altid køre en time for et knald. Jeg synes faktisk, det er lidt kedeligt, når det bare er sex - og så gider jeg ikke rigtig "make the effort". Jeg har endda afslået med tanken, at jeg squ ikke gad vaske sengetøjet efter

Jeg drømmer alt for meget om min eks (det er altså 2 år siden nu) og savner den slags forhold, vi havde. Lige netop dét forhold. Jeg prøver ikke at sammenligne dem alle med ham, men det gør man jo alligevel - og frygten for ikke at elske nogen som jeg elskede ham er stor. Det er jo total latterligt, når der er gået to år og jeg rent faktisk ER kommet videre

Jeg burde holde en pause, men det gider jeg faktisk heller ikke. Jeg vil jo gerne have en kæreste, og jeg er nok lidt i en "fuck jeg er 9 år fra at være 40 og barnløs"-æra

Er jeg helt alene med denne "jeg er ikke meget langt fra at ende op med et par katte"

[Buffy]

^
Nope jeg er også tæt på at gå fuld crazy catlady-mode eller det er så hund for mit ved kommende
Jeg har egentlig lyst til en kæreste, men min krop spasser ud for tiden (hej hej overgangsalder) og mænd er dumme sådan generalt

[Lys]

Jeg er inde i en "jeg kan slet ikke lige lukke nogen ind med følelser"-periode lige nu. Det er længe siden

Jeg har datet en håndfuld, men jeg kan bare nada mærke. Ikke engang en "vi skal total ses igen". Jeg lader dem bestemme, om vi skal ses, for jeg kan squ ikke greje mig selv.
Jeg har bibeholdt et fysisk forhold til en af dem, men jeg gider faktisk ikke altid køre en time for et knald. Jeg synes faktisk, det er lidt kedeligt, når det bare er sex - og så gider jeg ikke rigtig "make the effort". Jeg har endda afslået med tanken, at jeg squ ikke gad vaske sengetøjet efter

Jeg drømmer alt for meget om min eks (det er altså 2 år siden nu) og savner den slags forhold, vi havde. Lige netop dét forhold. Jeg prøver ikke at sammenligne dem alle med ham, men det gør man jo alligevel - og frygten for ikke at elske nogen som jeg elskede ham er stor. Det er jo total latterligt, når der er gået to år og jeg rent faktisk ER kommet videre

Jeg burde holde en pause, men det gider jeg faktisk heller ikke. Jeg vil jo gerne have en kæreste, og jeg er nok lidt i en "fuck jeg er 9 år fra at være 40 og barnløs"-æra

Er jeg helt alene med denne "jeg er ikke meget langt fra at ende op med et par katte"

Jeg har allerede en kat

Jeg orker i virkeligheden heller ikke helt at date, men jeg skriver lidt med en på Tinder og han virker umiddelbart meget rar. Jeg er bare ikke fuldt engageret. Til gengæld tænker jeg en del på diverse mænd, der har krydset min vej de seneste år - det er jo latterligt at mænd, jeg af gode grunde ikke blev ved at se pludselig fremstår relevante i tankerne... burde måske bare skaffe mig et knald

[De Suspekte Bryster]

^ Det hele lyder meget fornuftigt og gennemtænkt, hvilket er dér, hvor livet indimellem smider noget ind fra højre

[PinkLady]

Jeg er inde i en "jeg kan slet ikke lige lukke nogen ind med følelser"-periode lige nu. Det er længe siden

Jeg har datet en håndfuld, men jeg kan bare nada mærke. Ikke engang en "vi skal total ses igen". Jeg lader dem bestemme, om vi skal ses, for jeg kan squ ikke greje mig selv.
Jeg har bibeholdt et fysisk forhold til en af dem, men jeg gider faktisk ikke altid køre en time for et knald. Jeg synes faktisk, det er lidt kedeligt, når det bare er sex - og så gider jeg ikke rigtig "make the effort". Jeg har endda afslået med tanken, at jeg squ ikke gad vaske sengetøjet efter

Jeg drømmer alt for meget om min eks (det er altså 2 år siden nu) og savner den slags forhold, vi havde. Lige netop dét forhold. Jeg prøver ikke at sammenligne dem alle med ham, men det gør man jo alligevel - og frygten for ikke at elske nogen som jeg elskede ham er stor. Det er jo total latterligt, når der er gået to år og jeg rent faktisk ER kommet videre

Jeg burde holde en pause, men det gider jeg faktisk heller ikke. Jeg vil jo gerne have en kæreste, og jeg er nok lidt i en "fuck jeg er 9 år fra at være 40 og barnløs"-æra

Er jeg helt alene med denne "jeg er ikke meget langt fra at ende op med et par katte"

Er også der jeg er... Dater dog ikke, men har skrevet med lidt forskellige, men det dør ud hver gang. Gider virkelig bare ikke, men kan heller ikke lade være
Og samtidig har jeg bare en periode hvor jeg savner min eks helt ekstremt meget... Og støder konstant på alle mulige mærkelige typer. Seneste var en med et billede af Brock O'Hurn på sin profil, som svinede mig til fordi jeg afslørede ham Man bliver så træt....

I øvrigt er jeg allerede gået i crazy catlady-mode... der er ingen vej tilbage derfra