Gift og håbløst forelsket i kollega

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
Marioneta
Indlæg: 1816
Tilmeldt: 12. jan 2016, 19:36
Kort karma: 377
Likede indlæg: 3769

Re: Gift og håbløst forelsket i kollega

Indlægaf Marioneta » 28. sep 2018, 19:57

Zombie skrev:Fra jeg var 6-7 år og indtil mine forældre blev skilt da jeg var 18, drømte jeg lykkeligt om at de ville blive det og jeg bad dem direkte om det flere gange. Når jeg ser tilbage kan jeg også se, hvor mange symptomer på mistrivsel både min søster og jeg havde, som blev forklaret med alt mulig andet, men som faktisk skyldtes, at al tryghed og energi blev suget ud af os i hjemmet.
Den dag i dag, når jeg besøger min ene forælder i mit barndomshjem, bliver jeg ukomfortabel. Den dårlige stemning sidder ligesom i væggene.

Både min søster og jeg har også som voksne været i terapi pga et udueligt romantisk mønster, der helt sikkert stammer fra vores forældre. Vi lærte af dem, at uanset hvor ulykkelig man var og hvor grå man blev, at selvom forholdet mellem dem var dødt og jeg kun kan huske at have set dem kysse 4 gange i alt (!), så blev man altså sammen. Man blev i forholdet.

Så både min søster og jeg har lange, dysfunktionelle forhold i bagagen, inden vi fik styr på vores issues. Jeg fik brudt mit mønster med et godt forhold i mine midt-tyvere (og mit nuværende her i starten af 30erne), min søster har ikke haft et forhold siden.

Kig på dit forhold og overvej, om det er eksemplet du vil sætte for dine unger. Hvad skal de lære om forhold? Om respekt for sig selv og ens egne ønsker?

Du og din mand er deres første erfaring med kærlighed. Så enten fix det eller gå fra hinanden...hvis du spørger mig.


Jeg mindes at have set mine forældre kysse en gang i hele min barndom og ja, jeg endte i et lignende kærlighedsløst forhold. Faktisk kan jeg genkende rigtigt meget af hvad trådstarter skriver om og selvom jeg også mener, at man skal kæmpe for det, så synes jeg at det lyder til på de sidste par indlæg, at der ikke er mere at komme efter.

Nu er jeg i et forhold med følelser og jeg har nogle gange enormt svært ved at håndtere det, men jeg tror også, at jeg for første gang er ved at lære at være i et forhold med følelser.
2
Cinderella30
Indlæg: 10
Tilmeldt: 25. sep 2018, 20:00
Kort karma: 3
Likede indlæg: 2

Re: Gift og håbløst forelsket i kollega

Indlægaf Cinderella30 » 7. okt 2018, 11:06

Honningprut skrev:
Fru Sunshine skrev:Jeg synes, det lyder som om, din forelskelse er et springbræt til at komme ud af dit ægteskab.


THIS!

Jeg var sammen med min første mand og min søns far i 6½ år. Vi var unge, giftede os lidt af "tvang", fordi hans familie var meget konservativ. Hold nu kæft hvor jeg kedede mig i det ægteskab! Og hold nu fast hvor var det egentlig kun mig der tog ansvar for, at vi skulle stille noget op i vores ægteskab. Da vores søn blev født, gik gnisten helt væk. Jeg forelskede mig langt ind i hjertet i forskellige mænd. Først en, men da jeg ligesom havde prøvet det, forelskede jeg mig i en anden, og sådan forsatte det faktisk.

Det var altså ikke det at jeg forelskede mig i en anden, der var problemet. Det var faktisk mit ægteskab, og det at jeg var ulykkelig i det.

Det der med at et barn ikke skal være skilsmissebarn, og at man har oplevet det selv, det er faktisk i min optik lidt noget pis at sige. For som voksen kan man selv være med til at præge en skilsmisse positivt, hvem siger det skal ende i skrig og skrål og statsforvaltning osv. Det har man altså selv indflydelse på. Et barn skal ikke dikterer om man bliver sammen eller ej, og et barn er i de fleste (Læs: ALLE) tilfælde på længeresigt lykkeligere med et sæt forældre der er glade og får den kærlighed fra en partner som de fortjener.

Parterapi havde helt ærlig ikke hjulpet mit ægteskab en meter, og i dag snart 10 år efter er jeg lykkelig for, at jeg kom ud af det ægteskab.


Det lyder desværre meget som min historie. Jeg keder mig også helt forfærdeligt, men har igennem årene ligesom fyldt tiden ud med mine mange hobbyer og venner. Fordi min mands karriere fylder alt. Når jeg så stadig keder mig, har jeg bebrejdet mig selv. At der måtte være noget galt med mig. Men jeg har jo også haft crushes på flere og har indset, at noget mangler i mit ægteskab. Den sidste her er jeg dog dødforelsket i og sidder sommetider med tårer af ren afsavn. Det er forfærdeligt at have det sådan...
Hvor gammel var du, da du blev skilt? Og hvor gammel var din søn?
0
Brugeravatar
Honningprut
Indlæg: 332
Tilmeldt: 7. sep 2015, 10:17
Kort karma: 66
Geografisk sted: Indre Udkantsdanmark
Likede indlæg: 661

Re: Gift og håbløst forelsket i kollega

Indlægaf Honningprut » 10. okt 2018, 18:13

Cinderella30 skrev:
Honningprut skrev:
Fru Sunshine skrev:Jeg synes, det lyder som om, din forelskelse er et springbræt til at komme ud af dit ægteskab.


THIS!

Jeg var sammen med min første mand og min søns far i 6½ år. Vi var unge, giftede os lidt af "tvang", fordi hans familie var meget konservativ. Hold nu kæft hvor jeg kedede mig i det ægteskab! Og hold nu fast hvor var det egentlig kun mig der tog ansvar for, at vi skulle stille noget op i vores ægteskab. Da vores søn blev født, gik gnisten helt væk. Jeg forelskede mig langt ind i hjertet i forskellige mænd. Først en, men da jeg ligesom havde prøvet det, forelskede jeg mig i en anden, og sådan forsatte det faktisk.

Det var altså ikke det at jeg forelskede mig i en anden, der var problemet. Det var faktisk mit ægteskab, og det at jeg var ulykkelig i det.

Det der med at et barn ikke skal være skilsmissebarn, og at man har oplevet det selv, det er faktisk i min optik lidt noget pis at sige. For som voksen kan man selv være med til at præge en skilsmisse positivt, hvem siger det skal ende i skrig og skrål og statsforvaltning osv. Det har man altså selv indflydelse på. Et barn skal ikke dikterer om man bliver sammen eller ej, og et barn er i de fleste (Læs: ALLE) tilfælde på længeresigt lykkeligere med et sæt forældre der er glade og får den kærlighed fra en partner som de fortjener.

Parterapi havde helt ærlig ikke hjulpet mit ægteskab en meter, og i dag snart 10 år efter er jeg lykkelig for, at jeg kom ud af det ægteskab.


Det lyder desværre meget som min historie. Jeg keder mig også helt forfærdeligt, men har igennem årene ligesom fyldt tiden ud med mine mange hobbyer og venner. Fordi min mands karriere fylder alt. Når jeg så stadig keder mig, har jeg bebrejdet mig selv. At der måtte være noget galt med mig. Men jeg har jo også haft crushes på flere og har indset, at noget mangler i mit ægteskab. Den sidste her er jeg dog dødforelsket i og sidder sommetider med tårer af ren afsavn. Det er forfærdeligt at have det sådan...
Hvor gammel var du, da du blev skilt? Og hvor gammel var din søn?


Jeg er 31 år i dag. Jeg var 19 år, da jeg giftede mig med min eksmand. Min søn var 1 år da vi søgte om skilsmisse. Vi burde allerede have været skilt, da min søn blev født.

Der er ikke noget i vejen med dig. Har du tænkt over at i måske bare er vokset fra hverandre? Min eksmand og jeg voksede fra hinanden. Han bibeholdte sin families konservative facon, og jeg voksede i den fuldstændig modsatte grøft og lavede en del social-politisk ungdoms-arbejde.

Jeg forelskede mig helt ind i hjertet i en ungdomsflirt. Vi havde en affære, både da jeg var gift med min eksmand og vi sås også lidt i månederne efter min eksmand og jeg blev skilt. Han havde selv kæreste og børn. Jeg savnede ham også i mit ægteskab. Men da jeg blev skilt og pludselig skulle tage ansvar for kun mit ejet (og min søns) liv, så var han pludselig ikke så spændende længere, ham som jeg havde haft affæren med. Det var altså ikke ham der var noget specielt, det var mit ægteskab den var helt galt med.

Jeg tænker ofte på hvad der ville have været sket, hvis min eksmand og jeg var blevet sammen. Jeg har reflekteret en del over det igennem årene, og sandheden er, at jeg nok bare var skrumpet ind til ingenting, havde haft utallige affære og egentlig nok bare havde levet et rigtig "pølse-dansker" liv med hus, volvo og 3 børn. Et sådan liv er slet ikke mig. Så selvom min eksmand og jeg bestemt ikke var enige om at blive skilt, og han nok kæmpede mere med bruddet end jeg indså på daværende tidspunkt, så er det virkelig det bedste jeg har gjort for ikke kun mig selv, men også ham og min søn.
0
I'm little My, and i bite because I like it :blomst: :lun:

Tilbage til "Forhold og sex"