Gift og håbløst forelsket i kollega

[Bergen]

1. Glem den anden mand.
2. Tag noget ansvar for dit ægteskab. I har et barn sammen, og du har kun hintet?! Det er ikke ok. Ud med sproget!

Nu har jeg selvfølgelig kaldt det hints, men jeg har mange gange fortalt, at jeg er ulykkelig, at han ikke bruger tid på os, at det er måneder siden han har givet mig et kram (udover når han trænger til sex), og jeg har sågar spurgt: Skal jeg virkelig forlade dig, før du forstår det? Jeg har også sagt, at når ikke han giver mig opmærksomhed, så risikerer jeg at søge den hos andre (den fattede han så intet af).

Det er sikkert ikke nok, og jeg må tale med ham igen, men det er vel egentlig mere end blot hints.

Så er du jo nødt til at tone rent flag. Gør op, hvad du vil og sig det til din mand.

[hotlips]

Har du overhovedet lyst til at være i det ægteskab? Jeg tror ikke på man bare kan beslutte at få følelserne tilbage og er de definitivt væk så få det erklæret dødt og se at komme videre i teksten.

Jeg ved ikke om du skal gøre noget ved det med ham den anden, det må du vel finde ud af med tiden, men for din egen og alle andres skyld så se at tage dig selv i nakken og få det afsluttet og jo før jo bedre,så kan du finde en du har lyst til at være sammen med for dit barn ved da udmærket godt hvis i reelt ikke har nogen fornøjelse af hinandens selskab længere.
.

[IrmaPigen]

1. Glem den anden mand.
2. Tag noget ansvar for dit ægteskab. I har et barn sammen, og du har kun hintet?! Det er ikke ok. Ud med sproget!

Nu har jeg selvfølgelig kaldt det hints, men jeg har mange gange fortalt, at jeg er ulykkelig, at han ikke bruger tid på os, at det er måneder siden han har givet mig et kram (udover når han trænger til sex), og jeg har sågar spurgt: Skal jeg virkelig forlade dig, før du forstår det? Jeg har også sagt, at når ikke han giver mig opmærksomhed, så risikerer jeg at søge den hos andre (den fattede han så intet af).

Det er sikkert ikke nok, og jeg må tale med ham igen, men det er vel egentlig mere end blot hints.

Hvis du er ulykkelig så afslut det da (du har jo forsøgt, skriver du).

Livet er for kort til at være sammen med den forkerte.

[D.itsen]

Hvis du kun har hintet til din mand, at I er nødt til at gøre noget, så er det nok nu du skal sætte dig ned og tage en seriøs samtale med ham. Du er nødt til mere end hintet, hvis du vil have der sker noget.
Jeg tænker egentligt den anden mand er ligegyldig indtil du finder ud af om du og din mand vil jeres ægteskab og kan finde tilbage/finde noget der er godt.

Nu har jeg selvfølgelig kaldt det hints, men jeg har mange gange fortalt, at jeg er ulykkelig, at han ikke bruger tid på os, at det er måneder siden han har givet mig et kram (udover når han trænger til sex), og jeg har sågar spurgt: Skal jeg virkelig forlade dig, før du forstår det? Jeg har også sagt, at når ikke han giver mig opmærksomhed, så risikerer jeg at søge den hos andre (den fattede han så intet af).

Det er sikkert ikke nok, og jeg må tale med ham igen, men det er vel egentlig mere end blot hints.

Så er det en del mere end hints. Hvad siger han til det og hvad gør han når du har bragt det op? Hvad gør du selv for at bedre det? Og har I overvejet en par terapeut?

[Cinderella30]

Hvis du kun har hintet til din mand, at I er nødt til at gøre noget, så er det nok nu du skal sætte dig ned og tage en seriøs samtale med ham. Du er nødt til mere end hintet, hvis du vil have der sker noget.
Jeg tænker egentligt den anden mand er ligegyldig indtil du finder ud af om du og din mand vil jeres ægteskab og kan finde tilbage/finde noget der er godt.

Nu har jeg selvfølgelig kaldt det hints, men jeg har mange gange fortalt, at jeg er ulykkelig, at han ikke bruger tid på os, at det er måneder siden han har givet mig et kram (udover når han trænger til sex), og jeg har sågar spurgt: Skal jeg virkelig forlade dig, før du forstår det? Jeg har også sagt, at når ikke han giver mig opmærksomhed, så risikerer jeg at søge den hos andre (den fattede han så intet af).

Det er sikkert ikke nok, og jeg må tale med ham igen, men det er vel egentlig mere end blot hints.

Så er det en del mere end hints. Hvad siger han til det og hvad gør han når du har bragt det op? Hvad gør du selv for at bedre det? Og har I overvejet en par terapeut?

Hans svar varierer fra ‘så gå!’ til ‘det skal jeg være opmærksom på skat’ uden det dog ændrer noget. Han mener at problemet er, at jeg ofte nægter ham sex. Så hvis blot jeg gav den gas dér, så er alt godt. Men sådan hænger det jo ikke sammen for mig (de fleste kvinder). På den ene side mener jeg, at ham den anden mentalt blokerer mig for at prøve med min mand. På den anden side stikker vores problemer dybere end frekvensen af vores sexliv. Parterapeut har vi talt om men hidtil ikke gjort noget ved.

[D.itsen]

Hvis du kun har hintet til din mand, at I er nødt til at gøre noget, så er det nok nu du skal sætte dig ned og tage en seriøs samtale med ham. Du er nødt til mere end hintet, hvis du vil have der sker noget.
Jeg tænker egentligt den anden mand er ligegyldig indtil du finder ud af om du og din mand vil jeres ægteskab og kan finde tilbage/finde noget der er godt.

Nu har jeg selvfølgelig kaldt det hints, men jeg har mange gange fortalt, at jeg er ulykkelig, at han ikke bruger tid på os, at det er måneder siden han har givet mig et kram (udover når han trænger til sex), og jeg har sågar spurgt: Skal jeg virkelig forlade dig, før du forstår det? Jeg har også sagt, at når ikke han giver mig opmærksomhed, så risikerer jeg at søge den hos andre (den fattede han så intet af).

Det er sikkert ikke nok, og jeg må tale med ham igen, men det er vel egentlig mere end blot hints.

Så er det en del mere end hints. Hvad siger han til det og hvad gør han når du har bragt det op? Hvad gør du selv for at bedre det? Og har I overvejet en par terapeut?

Hans svar varierer fra ‘så gå!’ til ‘det skal jeg være opmærksom på skat’ uden det dog ændrer noget. Han mener at problemet er, at jeg ofte nægter ham sex. Så hvis blot jeg gav den gas dér, så er alt godt. Men sådan hænger det jo ikke sammen for mig (de fleste kvinder). På den ene side mener jeg, at ham den anden mentalt blokerer mig for at prøve med min mand. På den anden side stikker vores problemer dybere end frekvensen af vores sexliv. Parterapeut har vi talt om men hidtil ikke gjort noget ved.

Det lyder til at det er at sætte foden ned og få fat i den terapeut eller gå. Det lyder i hvert fald ikke som om nogen af jer er rigtigt tilfredse som det er nu.
Og kæft jeg var blevet vred og ked af det, hvis min kæreste havde sagt jeg bare kunne gå, hvis jeg bragte op at vores forhold var i problemer

[Urtekussen]

Min historie ligner Anniones meget.
Og jeg er enig med hende.

[Fru Sunshine]

Jeg synes, det lyder som om, din forelskelse er et springbræt til at komme ud af dit ægteskab.

[Panton]

Jeg ville begære skilsmisse og flytte. Det lyder som om at skibet er sejlet ift jeres forhold.

Kom videre, din datter er mere lykkelig hvis du også er, skilsmisse behøver ikke at være dårligt for børn, I skal bare huske at være gode forældre og holde fokus på datteren fremfor hinanden.

[Purple Haze]

Min historie ligner Anniones meget.
Og jeg er enig med hende.

Min historie også, så jeg er sådan set også enig.

Jeg tænker det er tid til at : skide eller stå af potten.
Som man så smukt kan sige det.

Arbejde på ægteskabet, evt med en terapeut eller gå fra manden.

[Sangius]

Man skal også passe på med at tro, at problemerne bliver færre hvis man går fra hinanden som forældre. Som regel bytter man bare 10 problemer ud med 20 nye.

Det er ikke at sige at I SKAL blive sammen, slet ikke. Men hvis han er med på parterapi, synes jeg I bør. Det skylder I jeres barn, og hinanden.
Parterapien kan bare være med henblik på at lære hinanden at kende igen, og få åbnet for kommunikationen. Om det så skal lede til en forsoning eller et brud må tiden vise, men så er beslutningen velovervejet og gennemtænkt for jer begge.

[Bergen]

Jeg ville begære skilsmisse og flytte. Det lyder som om at skibet er sejlet ift jeres forhold.

Kom videre, din datter er mere lykkelig hvis du også er, skilsmisse behøver ikke at være dårligt for børn, I skal bare huske at være gode forældre og holde fokus på datteren fremfor hinanden.

Man skal også huske, at man ikke kan bestemme, hvordan den anden forælder reagerer eller udvikler sig. At samarbejde kan trække lige så store - somme tider endda større tænder ud end ægteskab. At nye parforhold, hvor der er børn involveret, har endnu sværere vilkår end første forsøg.

Det er for øvrigt en ualmindelig stor løgn, at børn er mere lykkelige, hvis forældrene er lykkelige.

Børn vil gerne have, at deres forældre er sammen medmindre de slås eller skændes. Børn vil gerne have adgang til begge forældre. Hvis børn får deres behov opfyldt, er de glade, uanset om deres forældre er lykkelige eller ej.

Så det handler ikke en skid om, hvorvidt man er lykkelig, men om man har energi til at være en god nok forælder.

Så der er ingen grund til at romantisere "friheden", den er der bare ikke på samme måde, når man har et barn. I stedet kan man overveje, hvad er skete, hvis man prøvede at strække sig lige så langt i forhold til sin mand, som man ville til en ny mand.

At nogle mener at det er 'en ualmindelig stor løgn' er ikke ensbetydende med, at det er det for alle.
Så sort/hvidt kan kan det ikke stilles op.
Den tilgang virker ikke nødvendigvis på parforhold eller det at være forældre. Der er efter min mening så endelig mange flere nuancer.

[hotlips]

Jeg ville begære skilsmisse og flytte. Det lyder som om at skibet er sejlet ift jeres forhold.

Kom videre, din datter er mere lykkelig hvis du også er, skilsmisse behøver ikke at være dårligt for børn, I skal bare huske at være gode forældre og holde fokus på datteren fremfor hinanden.

Man skal også huske, at man ikke kan bestemme, hvordan den anden forælder reagerer eller udvikler sig. At samarbejde kan trække lige så store - somme tider endda større tænder ud end ægteskab. At nye parforhold, hvor der er børn involveret, har endnu sværere vilkår end første forsøg.

Det er for øvrigt en ualmindelig stor løgn, at børn er mere lykkelige, hvis forældrene er lykkelige.

Børn vil gerne have, at deres forældre er sammen medmindre de slås eller skændes. Børn vil gerne have adgang til begge forældre. Hvis børn får deres behov opfyldt, er de glade, uanset om deres forældre er lykkelige eller ej.

Så det handler ikke en skid om, hvorvidt man er lykkelig, men om man har energi til at være en god nok forælder.

Så der er ingen grund til at romantisere "friheden", den er der bare ikke på samme måde, når man har et barn. I stedet kan man overveje, hvad er skete, hvis man prøvede at strække sig lige så langt i forhold til sin mand, som man ville til en ny mand.

Men hvad børn synes der er deres behov og hvad der reelt er i deres interesse i det lange løb er ikke altid det samme.

Der er ikke noget der kan retfærdiggøre at blive i et forhold der får en til at føle sig sølle, og da mindst af alt børnene, for at lære dem at det er helt fint at bruge sit liv med en partner der får en til at føle sådan er da den sikre vej til at vise dem hvordan man nemmest spilder år af sit liv.

Der er stor forskel på at tro man bliver jubel lykkelig og så på at forlange at have et liv uden at skulle dele det med en der får en til at føle sig så luset, og uanset hvor lidt man så fortæller børnene så kan de da sagtens mærke forskel på et par forældre i et dødt forhold og så på hvad de har at give hvis de selv synes de har et godt liv.

Den der med at blive sammen for børnenes skyld har jeg endnu til gode at opleve giver mening, for selvom folk selv mener de gør noget godt så bliver man selvfølgelig præget af at leve sammen med en man faktisk ikke gider, og det bliver altid til at de krummer de tæer når de så endelig er kommet ud på den anden side over at de kunne trække det så langt og stadig bilde sig selv ind at de gjorde noget godt.

[fisken80]

Hvis du kun har hintet til din mand, at I er nødt til at gøre noget, så er det nok nu du skal sætte dig ned og tage en seriøs samtale med ham. Du er nødt til mere end hintet, hvis du vil have der sker noget.
Jeg tænker egentligt den anden mand er ligegyldig indtil du finder ud af om du og din mand vil jeres ægteskab og kan finde tilbage/finde noget der er godt.

Nu har jeg selvfølgelig kaldt det hints, men jeg har mange gange fortalt, at jeg er ulykkelig, at han ikke bruger tid på os, at det er måneder siden han har givet mig et kram (udover når han trænger til sex), og jeg har sågar spurgt: Skal jeg virkelig forlade dig, før du forstår det? Jeg har også sagt, at når ikke han giver mig opmærksomhed, så risikerer jeg at søge den hos andre (den fattede han så intet af).

Det er sikkert ikke nok, og jeg må tale med ham igen, men det er vel egentlig mere end blot hints.

Så er det en del mere end hints. Hvad siger han til det og hvad gør han når du har bragt det op? Hvad gør du selv for at bedre det? Og har I overvejet en par terapeut?

Hans svar varierer fra ‘så gå!’ til ‘det skal jeg være opmærksom på skat’ uden det dog ændrer noget. Han mener at problemet er, at jeg ofte nægter ham sex. Så hvis blot jeg gav den gas dér, så er alt godt. Men sådan hænger det jo ikke sammen for mig (de fleste kvinder). På den ene side mener jeg, at ham den anden mentalt blokerer mig for at prøve med min mand. På den anden side stikker vores problemer dybere end frekvensen af vores sexliv. Parterapeut har vi talt om men hidtil ikke gjort noget ved.

Nu tillader jeg mig at gå imod strømmen og skrive noget, der sikkert er enormt upopulært. Men hvad har du selv gjort for at få et bedre ægteskab? Du har sagt en masse til din mand om, hvad han kan gøre, men har du selv gjort noget aktivt ud over at forlange af ham, at han skal være mere på?
Du skriver, at han synes det er et problem, at du ofte nægter ham sex. Har du prøvet at have sex med ham oftere? Og oplevet om det måske rykkede noget i ham. Om det måske fik ham til at blive mere opmærksom på dig i hverdagen.
Det er ekstremt kontroversielt at sige, men jeg vover pelsen alligevel, og siger, at man nogle gange skal have sex også selvom man ikke lige har mega meget lyst. Simpelthen fordi sex avler mere sex og mere lyst og måske endda den nærhed man kan savne fra den anden i hverdagen.

[Bergen]

At nogle mener at det er 'en ualmindelig stor løgn' er ikke ensbetydende med, at det er det for alle.
Så sort/hvidt kan kan det ikke stilles op.
Den tilgang virker ikke nødvendigvis på parforhold eller det at være forældre. Der er efter min mening så endelig mange flere nuancer.

Kan vi blive enige om, at det ikke er en naturlig følge, at børn er lykkelige, hvis bare deres forældre er?

Det er muligt at børn er lykkelige, når deres forældre er, men de kan også sagtens være ulykkelige.

Det er også muligt, at børn er lykkelige, selvom deres forældre er ulykkelige, ligesom forældrenes ulykke også kan smitte af på børnene.

Vi taler ikke holdninger, vi taler almindelig logik.

Jeg opponere bare mod den ugebladsagtige "pladderromantik", som handler om, at forældre har lov til at "realisere sig", og det er ligegyldigt, om vi taler brud i parforhold, mange arbejdstimer eller andet, der tager tid og opmærksomhed fra børnene.

Det er klart, at man skal nuancere sit liv, og at man må veje fordele og ulemper op, når man skal tage en beslutning; netop derfor er det vigtigt, at man ved, at det lykkelig mor=lykkelig barn bare ikke er en selvfølge.

Jeg mener så modsat dig at forældre sagtens kan realisere sig selv og have velfungerende børn. Der er masser mennesker der kan administrere deres liv. Det er logik for mig.