Jeg er kommet til den konklusion:
Han er skøn, men... omstændighederne.
Jeg nyder hans selskab og han er meget sød osv.. Der er bare virkelig ikke særlig meget af det.. altså han laver ikke så meget udover arbejde og så hjem igen.. han arbejder fuldtid, som i 100% af tiden.. selv jeg er iværksætter og jeg nyder friheden og muligheden for at kan gøre hvad jeg vil - men det kan bare ikke lade sig gøre med ham. Indtil nu har jeg nydt processen og jeg er ved at blive rigtig glad for ham, men... er det for meget komprimis? jeg vil gerne kunne rejse med kæreste, spise ude, gå i bio, teater osv. på den anden side tager han heller ikke intiativ til at lave noget. Føler det altid er mig
Jeg er i vildrede og synes det er virkelig svært når vi ikke har mere tid sammen + han heller ikke lige skriver "Hey har skaffet 2 billetter til...."
Er bange for vores forhold (hvis vi blir kærester) at det så bare ender med
Han kommer hjem fra arbejde, sover.. jeg keder mig hjemme og det bare så er det.
Sådan var min eks og sådan et forhold gider jeg ikke lige PT. Det er ok når man har været sammen i lang tid men efter 6 måneder med min eks så blev det sådan.
Og det frygter jeg allermest! Ja jeg ved godt han ikke er min eks men hold da op hvor de minder om hinanden og det kan jeg bare ikke det der..
Nogle af jer vil nok synes jeg barnlig, kræsen eller har sindssyge høje forventninger til en fyr men HVORFOR skal jeg gå på kompromis!!! For hvad?
Jeg elsker mig selv allerhøjst og jeg vil mig selv det bedste. Heller være single end i et forhold der er tør. (Min mening)
Jeg går aldrig på kompromis igen med kærligheden den fejl har jeg begået før og det gør jeg fanme ikke igen så jeg er ligeglad hvad i siger eller mener om mig (efter det her indlæg)