Arvestykker i forhold

[Aima]

Jeg kunne forstå det, hvis det var et kæmpe monstrum af et bornholmerur eller en 150-kilos gallionsfigur fra din bedstefars ophuggede skib, men det er en fucking lampe han endda selv kan få lov at sætte sit præg på, så den tager sig bedst muligt ud ift. hans åbenbart alt-overrulende vigtige præferencer. Gudfader bevares hvor skulle han dog tage sig sammen.

Jeg tror ikke, jeg får dig overbevist om, at du skal træde i karakter og insistere på at han skal lukke røven med sit ufølsomme pis eller finde en ny kæreste der gider leve med det, men en mand skulle godt nok ikke vise så stort omfang af manglende situationsfornemmelse, empati og proportionssans, særligt mange gange, før jeg ville finde ham aldeles uinteressant.

Jeg synes forresten det er vildt synd for dig, at du mistede din mor som 11-årig, og jeg synes det er SÅ lidt at forvente, at du får den lampe op.

[1234]

Jeg er godt nok glad for min mand bare har taget mod alt det arvegods jeg har slæbt med hjem fra mine bedsteforældre. Og det er en hel del!

Jeg kan slet ikke forstå man kan sige nej til en lille lampe du har arvet fra din mor! Altså du er væsentlig mindre krævende end mig. Jeg har slæbt flere borde, et helt stel m.m. med hjem.

[Sophies-mor]

Jeg kunne forstå det, hvis det var et kæmpe monstrum af et bornholmerur eller en 150-kilos gallionsfigur fra din bedstefars ophuggede skib, men det er en fucking lampe han endda selv kan få lov at sætte sit præg på, så den tager sig bedst muligt ud ift. hans åbenbart alt-overrulende vigtige præferencer. Gudfader bevares hvor skulle han dog tage sig sammen.

Jeg tror ikke, jeg får dig overbevist om, at du skal træde i karakter og insistere på at han skal lukke røven med sit ufølsomme pis eller finde en ny kæreste der gider leve med det, men en mand skulle godt nok ikke vise så stort omfang af manglende situationsfornemmelse, empati og proportionssans, særligt mange gange, før jeg ville finde ham aldeles uinteressant.

Jeg synes forresten det er vildt synd for dig, at du mistede din mor som 11-årig, og jeg synes det er SÅ lidt at forvente, at du får den lampe op.

Enig.

[Purple Haze]

Synes lidt det kommer an på lampen.
En del af de der designerlamper er voldsomt grimme (i mine øjne), og ville ikke magte at skulle gå og kikke på sådan en.

[HappyPaww]

Jeg kunne forstå det, hvis det var et kæmpe monstrum af et bornholmerur eller en 150-kilos gallionsfigur fra din bedstefars ophuggede skib, men det er en fucking lampe han endda selv kan få lov at sætte sit præg på, så den tager sig bedst muligt ud ift. hans åbenbart alt-overrulende vigtige præferencer. Gudfader bevares hvor skulle han dog tage sig sammen.

Jeg tror ikke, jeg får dig overbevist om, at du skal træde i karakter og insistere på at han skal lukke røven med sit ufølsomme pis eller finde en ny kæreste der gider leve med det, men en mand skulle godt nok ikke vise så stort omfang af manglende situationsfornemmelse, empati og proportionssans, særligt mange gange, før jeg ville finde ham aldeles uinteressant.

Jeg synes forresten det er vildt synd for dig, at du mistede din mor som 11-årig, og jeg synes det er SÅ lidt at forvente, at du får den lampe op.

Sådan skal det siges. Han er en ufølsom egotripper lige i den her sag.

[HappyPaww]

Denne lampe, nylakeret i en neutral farve, kan da ikke være så stor en øjebæ

[Rapfisk]

Ikke at du kan bruge det til noget, men jeg synes, han er streng.

Det synes jeg personligt også han er. Jeg forstår ikke helt hvorfor han ikke bare kan "give" mig dette. Jeg ville da også lade ham få arvestykker hjem - uanset om jeg brød mig om dem eller ej. Jeg kunne måske forstå det hvis det var et stort bord, en stor tung skænk eller lignende. Men en designerlampe?

Jeg er helt på din side! Men jeg tror også, du må anerkende, at den lampe for ham er ligesom en stor, tung skænk. Den fylder ikke meget, men den er omvendt meget fremtrædende i indretningen, når I bor småt.

Personligt håber jeg, mine svigerforældre lever evigt, fordi de er søde mennesker, som ikke har én eneste ting, jeg ønsker at få inden for dørene.

Måske hjælper det dig, at tiden er på din side. Dels skifter folk smag, dels får I nok løbende i jeres liv nye ting, der gør jeres hjem mindre klinisk minimalistisk. Og mindet om den dejlige gestus har du uanset.

[Tanten]

Det er én eneste f...... ting, du har fra din mor, som du mistede som barn - og så nedlægger han veto? Jeg ville være SÅ såret og vred, hvis det var min partner og vores fælles hjem!

Har I nogen sinde snakket om, hvad det har betydet for dig at miste din mor så tidligt? Har manden en empatiforstyrrelse af en art - for jeg kan ganske enkelt ikke se nogen legitim grund til at være så kategorisk over for EN ting, som har SÅ stor betydning for den, man elsker.

Har du vist og fortalt ham, hvor meget lampen betyder for dig? Og hvad sagde han?

[Neverkont]

Jeg kan dog godt se at det nok ender med at jeg ikke kan overtage den til andet end en plads på loftet, om end jeg vil være rigtig ked af den løsning...

Jeg tror jeg kunne blive så tilpas småbørnsfornærmet, at jeg kunne finde på, at indrette mig et værelse på loftet, sammen med min arve-lampe.

Jeg synes de skønneste hjem er dem, hvor nye ting er blandet med gamle ting der har en sjæl.

[Zombie]

Vi er enige om, at hendes fars hjem er fyldt med loot fra hendes mor, og far - da han jo åbenbart sidder i uskiftet bo?

Det er ikke den eneste ting, hun har fra sin mor - det er den eneste ting, hun har *lige nu*. I teorien kunne de, med farens tilkaldelse, gå i hendes barndomshjem og finde en lampe, hendes kæreste ikke synes er grim - problem solved.

Forstå mig ret, jeg synes at han håndterer det vildt uelegant, men det er også en misrepræsentation af situationen at fremstille det som om, alt fra hendes mor er mistet og væk, når det bare er hjemme hos hendes far. Hans hjem er jo fyldt med arvegods, hun får, fra begge sine forældre når han dør.

Derfor, mit forslag: Snak med begge mænd i dit liv og find en anden arveting, der minder om din mor, som din kæreste kan leve med.

[Primerose]

I dette øjebliksbillede fremstår din kæreste som et egoistisk, uempatisk og selvcentreret menneske. Han er sikkert sød og dejlig på andre tidspunkter, ellers ville du jo ikke være kærester med ham, men lige i denne sag er han altså en værre vatnisse.
Han har på ingen måde ret til at nedlægge et totalt veto mod den lampe. Du forsøger at indgå et kompromis, ved at foreslå at den evt kan blive lakeret eller hænge et andet sted, men han nægter kategorisk at få lampen inden for dørerne inden for de næste mange år.
Det vil sige at han slet ikke er til at samarbejde og indgå et fornuftogt kompromis med.

Så personligt ville jeg nok bare sige “lampen skal op og det bliver ikke til diskution. Det er meget vigtig for mig at have lige præcis denne del af min mor med mig i lejligheden, og det er sådan det bliver. Der er ikke noget at diskutere.” - og så får du sørget for at banke den lampe godt og grundigt op i loftet.

[Aima]

Vi er enige om, at hendes fars hjem er fyldt med loot fra hendes mor, og far - da han jo åbenbart sidder i uskiftet bo?

Det er ikke den eneste ting, hun har fra sin mor - det er den eneste ting, hun har *lige nu*. I teorien kunne de, med farens tilkaldelse, gå i hendes barndomshjem og finde en lampe, hendes kæreste ikke synes er grim - problem solved.

Forstå mig ret, jeg synes at han håndterer det vildt uelegant, men det er også en misrepræsentation af situationen at fremstille det som om, alt fra hendes mor er mistet og væk, når det bare er hjemme hos hendes far. Hans hjem er jo fyldt med arvegods, hun får, fra begge sine forældre når han dør.

Derfor, mit forslag: Snak med begge mænd i dit liv og find en anden arveting, der minder om din mor, som din kæreste kan leve med.

Jeg forstår, og respekterer, så meget dit bud. Jeg kan sagtens se det er en fin og kompromissøgende og konfliktløsende nåde at håndtere uenigheden på. Sommetider er der bare situationer, hvor et kompromis ikke er den rigtige løsning, og det synes jeg personligt er tilfældet her. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at den ene part i et forhold kommer glad og rørt hjem og fortæller, at hendes afdøde mors bedste veninde i 10 år har gemt en lampe med det formål at forære vedkommende den, som et minde om moren, når hun en dag får sit eget hjem. Og spm reaktion fra sin kæreste bliver mødt af en kold, beskidt klud af manglende forståelse for hvorfor det her er vigtigt og hvorfor den lampe som den allerstørste selvfølge skal op i det fælles hjem. Det er simpelthen hans opførsel den er gal med, man må fandme ikke tillægge egne præferencer for en lampe så megen væsentlighed at det overruler ens kærestes ønske om et, endda relativt diskret, arvestykke fra en afdød mor. Det er bad behavior, og den slags skal i mine øjne ikke honoreres med et kompromis uanset hvor nemmere det ville være at håndtere situationen sådan.

[Purple Haze]

Denne lampe, nylakeret i en neutral farve, kan da ikke være så stor en øjebæ

Smag og behag.
Det kan jo også være fyren har stærke holdninger til den slags lamper af en årsag.
Det kan være han føler sig tromlet mht boligindretningen og det så er den sidste dråbe.

Altså så må han selvfølgelig sige det.
Men man er da ikke det monster nogen vil høre ham til. Fordi han ikke vil have en mega grim lampe op og hænge.

[POCKETKITTEN]

Kan I aftale et eller andet med, at I skriver til Mads & Monopolet og retter ind efter, hvad de siger?

Han er virkelig strid i denne sag.

Hilsen én, der går meget op i indretning og æstetik.

[vibbsen]

Jeg vil tillade mig at gå mod strømmen.

Jeg ville personligt værge voldsomt for mig i forhold til at få en blå PH5 lampe op i mit hjem. Uanset dens oprindelse og affektionsværdi. Jeg bryder mig overhovedet ikke om PH spisebordslamper. Og lige netop den blå synes jeg er MEGET larmende...Jeg er med på at man kan omlakerer den. Men det ændrer faktisk ikke på at jeg generelt synes at PH5 lamperne er temmelig overvurderet. Og aldrig selv ville gå ud og købe en.

Arvestykker har ikke nødvendigvis "ret" til at få en plads i hjemmet fordi de er arvestykker. Især ikke hvis der er tale om en genstand hvis "nytteværdi" gør at den vil få en meget fremtrædende plads. Og det får en PH5 spisebords lampe altså. Uanset om man vil det eller ej. Den "fylder" altså væsentlig mere end en porcelænsfigur i en vinduekarm....

Egentlig synes jeg at Zombie kommer med et meget godt kompromis, når hun foreslår at TS taler med sin far om måske at få en anden genstand fra sit barndomshjem istedet, hvis det er vigtigt at have noget som minder om hendes mor.