Homofobi

[Thomas31]

Jeg oplever det aldrig i egne kredse. Hverken job, venner eller sport. Men jeg bor i hovedstaden.

Min kæreste er opvokset i Køge og i hans kredse er der både homofober og racister. Måske det også kommer an på demografien? Indtil jeg mødte ham, så kendte jeg faktisk ikke nogen, der var det. (altså - han er ikke, men dem han kender).

Men ellers har jeg mest set det i den lidt ældre generation

Jeg tvivler på der er noget videre hold i den evige historie om den tolerante hovedstad og den skrækkelige provins. Det virker lidt som noget, man godt kan lide at forestille sig i hovedstaden.

[Stitch]

Jeg oplever det aldrig i egne kredse. Hverken job, venner eller sport. Men jeg bor i hovedstaden.

Min kæreste er opvokset i Køge og i hans kredse er der både homofober og racister. Måske det også kommer an på demografien? Indtil jeg mødte ham, så kendte jeg faktisk ikke nogen, der var det. (altså - han er ikke, men dem han kender).

Men ellers har jeg mest set det i den lidt ældre generation

Jeg tvivler på der er noget videre hold i den evige historie om den tolerante hovedstad og den skrækkelige provins. Det virker lidt som noget, man godt kan lide at forestille sig i hovedstaden.

Jeg tror nu også mest, det skyldes de kredse man kommer i. Men ikke desdo mindre har det nu været tilfældet med os. At provinsen har flere fordomme.

[Fru Sunshine]

Jeg har da set og hørt homofober rundt omkring.
Jeg var barn og ung i firserne, hvor AIDS var dødelig og blev kaldt bøssecancer, og folk havde simpelthen så mange dumme idéer om, hvordan det smittede, så det er helt sikkert at mange var bange for homoseksualitet - især hos mænd.
Da jeg gik på gymnasiet fik jeg en veninde, der havde en pigekæreste. Det var ikke noget, hun talte højt om, for hun vidste godt, at der ville være stor fordømmelse. Ligeledes var en af mine klassekammerater lesbisk, men sprang ikke ud, før de to i en brandert stod og kyssede på pigetoilettet til en gymfest.
Der var ramaskrig. Forargelsen var gigantisk. Den der så var mest forarget, var en anden klassekammerat. Han er lige blevet gift med sit livs Morten, så mon ikke meget af hans reaktion udsprang af frygten for, at nogen skulle opdage, at han selv var homoseksuel.

Jeg var sådan en, der i følge de værste homofober ikke fattede nogenting. Jeg begreb ikke, hvorfor det skulle være så slemt. Ej heller, hvorfor nogen skulle blande sig i, hvem andre var kæreste med, så jeg blev skam også dømt underlig (det var jeg så i forvejen, så det var egentlig bare en udvidelse).

I dag oplever jeg det mest som dårlige "tøhø"-jokes og så en ekstremt kristen kollega, der jævnligt smider antihomopropaganda op på sin FB-væg.
Min egen datter har erklæret sig som biseksuel. Da hun sagde det højt, var min reaktion "Nå?", for jeg kan ikke se, at det skulle være et problem.
De kredse hun færdes i er ret åbne. De unge mennesker er simpelthen ligeglade med seksualitet, så længe man ikke forsøger at hugge hinandens kærester (og vi er altså fra provinsen, hvor hun også stadig bor.).

[Flisseline]

Jeg tror der findes en del der ikke selv synes de er homofobiske, men som alligevel er det inderst inde.
Det kan sammenlignes med dem der bestemt ikke er racister eller fremmedfjendske, men som alligevel ikke har lyst til at møde en sort jordemoder eller en sosu-hjælper med tørklæde.

Jeg snakkede engang hjemme ved mine svigerforældre om at min søn aldrig får en tante medmindre min mands søster viser sig at være lesbisk. Begge mine svigerforældre reagerede straks med et "ja, DET håber vi GODT nok ikke sker!". Jeg spurgte dem hvorfor dog ikke, og så var de pludselig i forklaringsproblemer.

Tonen var venlig, og jeg slap lynhurtigt diskussionen, så jeg tror aldrig de opdagede hvad der skete, men det var for mig tydeligt at de stod i grænsen mellem deres officielle holdninger og deres ægte.

[Purple Haze]

Jeg tror der findes en del der ikke selv synes de er homofobiske, men som alligevel er det inderst inde.
Det kan sammenlignes med dem der bestemt ikke er racister eller fremmedfjendske, men som alligevel ikke har lyst til at møde en sort jordemoder eller en sosu-hjælper med tørklæde.

Jeg snakkede engang hjemme ved mine svigerforældre om at min søn aldrig får en tante medmindre min mands søster viser sig at være lesbisk. Begge mine svigerforældre reagerede straks med et "ja, DET håber vi GODT nok ikke sker!". Jeg spurgte dem hvorfor dog ikke, og så var de pludselig i forklaringsproblemer.

Tonen var venlig, og jeg slap lynhurtigt diskussionen, så jeg tror aldrig de opdagede hvad der skete, men det var for mig tydeligt at de stod i grænsen mellem deres officielle holdninger og deres ægte.

Sådan reagerede min mor også da jeg sagde at jeg havde overvejet om min bror mon var bøsse: Tænkte du DET om DIN EGEN bror!!!!!

Hun havde så vist ikke lige overvejet at jeg faktisk ikke anser det at være homosexuel som noget at hidse sig op over eller noget jeg går specielt op i. I langt de fleste af de kredse jeg kommer i kan man vel sige at "trans-folket" er "de nye" homosexuelle. Dvs homosexuelle er bare folk, og trans-folket er dem hvor man lige skal overveje hvordan man tiltaler dem og om man nu er PC i sin omgang om og med dem.
I de lidt yngre generationer (teens) tror jeg det at være trans er endnu mindre "særligt", hvor os i 30/40'erne lige skal venne os til tanken. (I de omgangskredse jeg kommer i).

[Zombie]

Jeg tror der findes en del der ikke selv synes de er homofobiske, men som alligevel er det inderst inde.
Det kan sammenlignes med dem der bestemt ikke er racister eller fremmedfjendske, men som alligevel ikke har lyst til at møde en sort jordemoder eller en sosu-hjælper med tørklæde.

Jeg snakkede engang hjemme ved mine svigerforældre om at min søn aldrig får en tante medmindre min mands søster viser sig at være lesbisk. Begge mine svigerforældre reagerede straks med et "ja, DET håber vi GODT nok ikke sker!". Jeg spurgte dem hvorfor dog ikke, og så var de pludselig i forklaringsproblemer.

Tonen var venlig, og jeg slap lynhurtigt diskussionen, så jeg tror aldrig de opdagede hvad der skete, men det var for mig tydeligt at de stod i grænsen mellem deres officielle holdninger og deres ægte.

Jeg tæbker mere det handler om at man som forældre ønsker at sine børn får et så let liv som muligt end at have noget imod homoseksualitet.

Arh, tjo, måske.

Men jeg synes man også skal overveje, hvordan ens udtalelser kam bidrage negativt til netop dét.

Jeg har en super god veninde, hvis familie reagerede på samme måde, da en kusine drillende foreslog, at min venindes bror var bøsse. Så de næste 20 år blev hendes forældre ikke involveret i hendes romantiske liv, for det viste sig, at min veninde var og er lesbisk. Så det er først nu, hvor hun skal giftes i kirke og de i øvrigt er på venteliste til at adoptere et barn, at de finder ud af, hun faktisk har været gift på papiret med sin kæreste, som de ikke har kendt til. Min veninde orkede ikke postyret, sagde hun selv.

Jeg synes måske, min veninde burde have snakket med dem tidligere, men i forhold til, om man ønsker sine børn et lettere liv, kan man begynde med sig selv.