Lys skrev:ajnaM skrev:Jeg har aldrig forstået internetdating, hverken før eller nu. Jeg går virkelig ind for, at man mødes 'tilfældigt' ude i det virkelige liv, og ikke sidder og leder efter noget specielt bag en skærm. Men måske ville jeg egentlig foretrække de der 'hurtige' apps som Tinder, hvor meningen er, at man skal mødes relativt hurtigt og se, om der er noget eller ej. Det der med at bruge lang tid på at forfatte en profil og så sidde og skrive sammen i lang tid, uden at man har en chance for at se, om den fysiske kemi er til stede, det er helt sikkert ikke mig.
Mit primære problem er, at det bliver sindssygt selviscenesættende. Og det synes jeg er lidt klamt. Men det var det altså også for 15 år siden, hvor man kunne blive stemt ind på 'Beautiful people', hvis man var lækker / havde penge nok.
Det er sgu også en smuk tanke, at man “bare” skal mødes “tilfældigt” ude i det virkelige liv. Det vil jeg helt sikkert også helst. Men hvis det ikke lykkes på studiet eller i 20’erne, hvor de fleste nok går mest i byen, så kan det altså godt være svært at realisere. Man møder bare ikke lige så mange nye mennesker “tilfældigt”, er min erfaring, når livet med fuldtidsjob går ind (selvom der selvfølgelig er en mulighed for at møde en kollega). Og jeg ved ikke, om det er mindre selviscenesættende at begynde til roning for at finde en mand...?
Ej, måske tager jeg det for personligt, men det ER altså bare virkelig nemt at sige, når man selv sidder i trygt parforhold og 1,8 barn (det ved jeg ikke, om du gør )
Indtil jeg forlod min søns far, havde jeg også mødt samtlige dates, flirts og kærester tilfældigt ude i denne her såkaldte virkelige verden.
Men der sad jeg så, 40 år gammel, i en ny landsdel og uden noget nævneværdigt netværk.
Jeg var alene mor til en knap 5 årig og på min arbejdsplads var der ingen umiddelbare emner. Hvornår skulle jeg finde tid til at møde denne her evt. nye kæreste?
Så det blev internettet og bortset fra et par halvpervese typer, så synes jeg egentligt ikke det var en dårlig oplevelse.
Jeg var så også så heldig, at ham der nu er min mand, var min anden date og den tredje jeg sådan rigtigt havde skrevet med.
Man blev matchet med et procenttal, efter at have udfyldt et ret udførligt skema og man kunne se, hvor ens matches afveg mest fra ens egne svar og hvor de passede bedst.
Min mand og jeg havde vist 76 % tilfælles og det passer nok meget godt med virkeligheden.
Vi havde aldrig mødtes uden netdating.