Når en aftale skal laves , hvad kan man forvente ?

[Raenil]

Jeg mener at voksne mennesker der ikke melder sig til i praksis melder fra. Og det praktiserer jeg.
Når det så er sagt, så har jeg også en tendens til holde mig tilbage. Og især holde min kone tilbage - som vældig gerne vil med til det hele, men som ikke kigger på hvor meget vi skal i en given uge. Og der kan mit svar godt nogle gange være: Hvis du SKAL have et svar nu, så er svaret nej. Jeg har ikke noget overblik over den uge.

[Stitch]

Må jeg spørge, hvorfor? Fordi du er bange for pludselig at have for mange planer oven i hinanden?

Og er du så ok med, at det en gang imellem betyder, at du så bliver valgt fra?

Det er en blanding af ting:
for mange planer oveni hinanden
stress på arbejde
brug for alenetid/slappe af tid (alenetid kan sagtens være sammen med kæresten, bare ikke ude og være aktiv/social).
manglende lyst på den pågældende dag


Det er helt okey, at jeg bliver valgt fra. Det er jo selvforskyldt. Andre kan jo have det helt anderledes end mig og have brug for mere struktur og planlægning. Jeg trives bare rigtig dårligt i det.

[Misantropen]

Min stresstærskel er ikke særlig høj fordi jeg tidligere har gået med ubehandlet angst og periodevis stress i flere år. Det betyder at jeg har brug for konkrete ting at forholde mig til(bliver det til noget eller ej) før jeg kan slappe af, men lige så tit er jeg nødt til at lave aftaler med forbehold fordi jeg ikke ved hvor presset jeg vil være i tiden op til.

Aftaler og planer dræner mig helt vildt selvom jeg hygger mig og har det godt. Jeg bliver skør i hovedet hvis ikke jeg får mulighed for at geare ned og lave ingenting(i andres øjne) I min krop og i mit hoved kører alt på højtryk for at "falde ned". Arrangementer der strækker sig over flere timer, måske dage, stresser mig i længden fordi jeg skal være på og ikke kan slappe af, selvom der måske ikke kræves andet af mig end jeg bare er der. I stedet for at blive ladet op føler jeg mig ofte begrænset og det er ikke hyggeligt eller afslappende for mig.

Nu ved jeg ikke hvor ofte det er du gerne vil have ham med til noget, men måske skal du bare ikke forvente han kan eller har lyst. Selvom man er et par behøver man ikke deltage i alt sammen, men jeg ved godt der er mange der ikke er enig med mig og i stedet føler det som et fravalg af dem. Sådan er det dog på ingen måde. Jeg er bare nødt til at "økonomisere" min tid, energi og mit overskud på en anden måde end mange andre.

Hvis I ser forskelligt på det bliver det også hurtigt træls for jer begge. Jeg synes forslaget med at give ham en deadline til at beslutte sig virker god. Det er ikke rimeligt at du eller dem der inviterer skal stå standby, hvis han får ro til at finde ud af om han kan og vil.

[Akehurst2]

Min stresstærskel er ikke særlig høj fordi jeg tidligere har gået med ubehandlet angst og periodevis stress i flere år. Det betyder at jeg har brug for konkrete ting at forholde mig til(bliver det til noget eller ej) før jeg kan slappe af, men lige så tit er jeg nødt til at lave aftaler med forbehold fordi jeg ikke ved hvor presset jeg vil være i tiden op til.

Aftaler og planer dræner mig helt vildt selvom jeg hygger mig og har det godt. Jeg bliver skør i hovedet hvis ikke jeg får mulighed for at geare ned og lave ingenting(i andres øjne) I min krop og i mit hoved kører alt på højtryk for at "falde ned". Arrangementer der strækker sig over flere timer, måske dage, stresser mig i længden fordi jeg skal være på og ikke kan slappe af, selvom der måske ikke kræves andet af mig end jeg bare er der. I stedet for at blive ladet op føler jeg mig ofte begrænset og det er ikke hyggeligt eller afslappende for mig.

Nu ved jeg ikke hvor ofte det er du gerne vil have ham med til noget, men måske skal du bare ikke forvente han kan eller har lyst. Selvom man er et par behøver man ikke deltage i alt sammen, men jeg ved godt der er mange der ikke er enig med mig og i stedet føler det som et fravalg af dem. Sådan er det dog på ingen måde. Jeg er bare nødt til at "økonomisere" min tid, energi og mit overskud på en anden måde end mange andre.

Hvis I ser forskelligt på det bliver det også hurtigt træls for jer begge. Jeg synes forslaget med at give ham en deadline til at beslutte sig virker god. Det er ikke rimeligt at du eller dem der inviterer skal stå standby, hvis han får ro til at finde ud af om han kan og vil.

Men så skal han da bare sige nej.

[Misantropen]

Min stresstærskel er ikke særlig høj fordi jeg tidligere har gået med ubehandlet angst og periodevis stress i flere år. Det betyder at jeg har brug for konkrete ting at forholde mig til(bliver det til noget eller ej) før jeg kan slappe af, men lige så tit er jeg nødt til at lave aftaler med forbehold fordi jeg ikke ved hvor presset jeg vil være i tiden op til.

Aftaler og planer dræner mig helt vildt selvom jeg hygger mig og har det godt. Jeg bliver skør i hovedet hvis ikke jeg får mulighed for at geare ned og lave ingenting(i andres øjne) I min krop og i mit hoved kører alt på højtryk for at "falde ned". Arrangementer der strækker sig over flere timer, måske dage, stresser mig i længden fordi jeg skal være på og ikke kan slappe af, selvom der måske ikke kræves andet af mig end jeg bare er der. I stedet for at blive ladet op føler jeg mig ofte begrænset og det er ikke hyggeligt eller afslappende for mig.

Nu ved jeg ikke hvor ofte det er du gerne vil have ham med til noget, men måske skal du bare ikke forvente han kan eller har lyst. Selvom man er et par behøver man ikke deltage i alt sammen, men jeg ved godt der er mange der ikke er enig med mig og i stedet føler det som et fravalg af dem. Sådan er det dog på ingen måde. Jeg er bare nødt til at "økonomisere" min tid, energi og mit overskud på en anden måde end mange andre.

Hvis I ser forskelligt på det bliver det også hurtigt træls for jer begge. Jeg synes forslaget med at give ham en deadline til at beslutte sig virker god. Det er ikke rimeligt at du eller dem der inviterer skal stå standby, hvis han får ro til at finde ud af om han kan og vil.

Men så skal han da bare sige nej.

Ja! Men nogle mennesker er for konfliktsky til bare at turde/kunne det.

Vi ved jo heller ikke om det bliver godtaget uden videre når han så siger nej til ting. Eller om han er bange for at såre og skuffe sin kæreste så det er lettere bare at undvige.

[Ata]

Jeg synes, det lyder mega irriterende. En ting er, når det drejer sig om noget, som bare involverer jer to - så kan han måske bedre sige, at han lige vil se det an. Men hvis det er noget, der involverer andre eller man er inviteret til, så kan man jo ikke arrangere det/deltage, hvis manden ikke kan beslutte sig. Måske skal du bare være mere tydelig: Du har indtil på fredag til at melde tilbage. Hvis du ikke har besluttet dig der, tager jeg afsted med Louise i stedet for. Det ville jeg nok gøre. Men jeg har det også mega svært med sådan nogle typer, som altid først beslutter sig i den 11. time ifht. om de vil deltage i noget. Jeg synes, det virker lidt egoistisk...

[LaMariposa]

Jeg tror, det kræver en forventningsafstemning.


Personligt er jeg nok lidt ligesom din kæreste - jeg er meget spontan, og kan ofte have svært ved at lave en aftale om 2 uger, fordi jeg ikke ved, om jeg har lyst på det tidspunkt. Jeg foretrækker helt klart at lave aftaler med kort varsel - allerhelst samme dag - så jeg er HELT sikker på at lave netop det, jeg har lyst til på det specifikke tidspunkt.

Men det er jo ikke altid så hensigtsmæssigt. Og det ved din kæreste forhåbentlig også godt. Så mon ikke, I kan finde frem til et kompromis? I hvert fald er det i mine øjne vigtigt, at du har en forståelse for, hvorfor han har det, som han har det.

Gælder det også familie og venner? Jeg tror altså, at jeg ville blive lidt ked af, hvis mine venner først kunne tage stilling til på dagen, om de nu havde lyst til at mødes med mig.

Eller er det sat lidt for meget på spidsen? Hvis ja, så er det ikke for at træde dig over tæerne

[ajnaM]

Jeg tror, det kræver en forventningsafstemning.


Personligt er jeg nok lidt ligesom din kæreste - jeg er meget spontan, og kan ofte have svært ved at lave en aftale om 2 uger, fordi jeg ikke ved, om jeg har lyst på det tidspunkt. Jeg foretrækker helt klart at lave aftaler med kort varsel - allerhelst samme dag - så jeg er HELT sikker på at lave netop det, jeg har lyst til på det specifikke tidspunkt.

Men det er jo ikke altid så hensigtsmæssigt. Og det ved din kæreste forhåbentlig også godt. Så mon ikke, I kan finde frem til et kompromis? I hvert fald er det i mine øjne vigtigt, at du har en forståelse for, hvorfor han har det, som han har det.

Gælder det også familie og venner? Jeg tror altså, at jeg ville blive lidt ked af, hvis mine venner først kunne tage stilling til på dagen, om de nu havde lyst til at mødes med mig.

Eller er det sat lidt for meget på spidsen? Hvis ja, så er det ikke for at træde dig over tæerne

Familiearrangementer er selvfølgelig lidt noget andet - altså bryllupper, fødselsdage og andre 'faste begivenheder'. De handler jo ikke så meget om mig, kan man sige, og jeg tager med, uanset om jeg lige har lyst på dagen eller ej.

Men spontane middage med mine forældre, at tage op i sommerhuset i weekenden med min bror og hans kæreste eller sådan noget, det foretrækker jeg helt klart at aftale kort tid forinden.

Det handler i øvrigt ikke så meget om, hvorvidt jeg har lyst til at mødes med en person - mere om jeg har lyst til at lave det, vi nu skal. Eksempelvis om jeg har lyst til at drikke øl, tage på museum eller bare drikke kaffe. En aftale er jo ikke bare en aftale - der er stor forskel på, om jeg mødes med en veninde lørdag aften kl. 22 til den helt store bytur, eller om vi mødes lørdag morgen til brunch med 4 andre veninder og deres kærester og alle vores børn. Nogle dage har jeg lyst til det ene, andre dage til det andet.

[Stitch]

Gælder det også familie og venner? Jeg tror altså, at jeg ville blive lidt ked af, hvis mine venner først kunne tage stilling til på dagen, om de nu havde lyst til at mødes med mig.

Eller er det sat lidt for meget på spidsen? Hvis ja, så er det ikke for at træde dig over tæerne

Jeg prøver virkelig at blive bedre til at lave aftaler ud i tiden. Men det er virkelig at træde over egne grænser, når jeg gør det.
Men jeg vil jo gerne se familie/venner og gøre dem glade.

[Wunder8]

Min stresstærskel er ikke særlig høj fordi jeg tidligere har gået med ubehandlet angst og periodevis stress i flere år. Det betyder at jeg har brug for konkrete ting at forholde mig til(bliver det til noget eller ej) før jeg kan slappe af, men lige så tit er jeg nødt til at lave aftaler med forbehold fordi jeg ikke ved hvor presset jeg vil være i tiden op til.

Aftaler og planer dræner mig helt vildt selvom jeg hygger mig og har det godt. Jeg bliver skør i hovedet hvis ikke jeg får mulighed for at geare ned og lave ingenting(i andres øjne) I min krop og i mit hoved kører alt på højtryk for at "falde ned". Arrangementer der strækker sig over flere timer, måske dage, stresser mig i længden fordi jeg skal være på og ikke kan slappe af, selvom der måske ikke kræves andet af mig end jeg bare er der. I stedet for at blive ladet op føler jeg mig ofte begrænset og det er ikke hyggeligt eller afslappende for mig.

Nu ved jeg ikke hvor ofte det er du gerne vil have ham med til noget, men måske skal du bare ikke forvente han kan eller har lyst. Selvom man er et par behøver man ikke deltage i alt sammen, men jeg ved godt der er mange der ikke er enig med mig og i stedet føler det som et fravalg af dem. Sådan er det dog på ingen måde. Jeg er bare nødt til at "økonomisere" min tid, energi og mit overskud på en anden måde end mange andre.

Hvis I ser forskelligt på det bliver det også hurtigt træls for jer begge. Jeg synes forslaget med at give ham en deadline til at beslutte sig virker god. Det er ikke rimeligt at du eller dem der inviterer skal stå standby, hvis han får ro til at finde ud af om han kan og vil.

Jeg har det lidt på samme måde, men jeg synes ikke det retfærdiggør, at man ikke giver et svar. Det handler jo ikke om, at man ikke må have ikke-lyst, men om at man skylder at melde klart ud. Så må man jo sige nej eller "det tror jeg ikke lige, jeg kan overskue". Det er helt fair, at man ikke gider planlægge langt ude i fremtiden, men jeg ville simpelthen blive så frustreret, hvis min kæreste aldrig kunne committe sig til noget.

[Misantropen]

Min stresstærskel er ikke særlig høj fordi jeg tidligere har gået med ubehandlet angst og periodevis stress i flere år. Det betyder at jeg har brug for konkrete ting at forholde mig til(bliver det til noget eller ej) før jeg kan slappe af, men lige så tit er jeg nødt til at lave aftaler med forbehold fordi jeg ikke ved hvor presset jeg vil være i tiden op til.

Aftaler og planer dræner mig helt vildt selvom jeg hygger mig og har det godt. Jeg bliver skør i hovedet hvis ikke jeg får mulighed for at geare ned og lave ingenting(i andres øjne) I min krop og i mit hoved kører alt på højtryk for at "falde ned". Arrangementer der strækker sig over flere timer, måske dage, stresser mig i længden fordi jeg skal være på og ikke kan slappe af, selvom der måske ikke kræves andet af mig end jeg bare er der. I stedet for at blive ladet op føler jeg mig ofte begrænset og det er ikke hyggeligt eller afslappende for mig.

Nu ved jeg ikke hvor ofte det er du gerne vil have ham med til noget, men måske skal du bare ikke forvente han kan eller har lyst. Selvom man er et par behøver man ikke deltage i alt sammen, men jeg ved godt der er mange der ikke er enig med mig og i stedet føler det som et fravalg af dem. Sådan er det dog på ingen måde. Jeg er bare nødt til at "økonomisere" min tid, energi og mit overskud på en anden måde end mange andre.

Hvis I ser forskelligt på det bliver det også hurtigt træls for jer begge. Jeg synes forslaget med at give ham en deadline til at beslutte sig virker god. Det er ikke rimeligt at du eller dem der inviterer skal stå standby, hvis han får ro til at finde ud af om han kan og vil.

Jeg har det lidt på samme måde, men jeg synes ikke det retfærdiggør, at man ikke giver et svar. Det handler jo ikke om, at man ikke må have ikke-lyst, men om at man skylder at melde klart ud. Så må man jo sige nej eller "det tror jeg ikke lige, jeg kan overskue". Det er helt fair, at man ikke gider planlægge langt ude i fremtiden, men jeg ville simpelthen blive så frustreret, hvis min kæreste aldrig kunne committe sig til noget.

Det er jeg enig i.

Jeg hader selv når jeg ikke kan få et klart svar, men i stedet får et vævende "det tror jeg godt", "måske" og "det må vi lige se på" svar. Så vil jeg også hellere bare have et nej fra start i stedet for at skulle følge op og føle mig som en backup hvis der ikke dukker noget bedre op.

Derfor er jeg også selv meget opmærksom på at give et klart svar fra start. Nogle gange må det blive med forbehold, hvis jeg har planer op til der muligvis kan kræve meget energi. Det er aldrig fordi jeg venter på noget bedre eller ikke har lyst, men fordi jeg ikke aner hvor flad jeg vil være på dagen. Problemet er at det tit er ting "udefra" jeg ikke selv har kontrol over og derfor kan jeg heller ikke vide om jeg vil blive drænet af det eller ej på forhånd.

Men det er jo bare hvordan jeg har det og hvordan jeg er nødt til at passe på mig selv. Jeg er klar over at andre er ubetænksomme eller ikke oplever deres manglende svar som et problem.

[ajnaM]

Min stresstærskel er ikke særlig høj fordi jeg tidligere har gået med ubehandlet angst og periodevis stress i flere år. Det betyder at jeg har brug for konkrete ting at forholde mig til(bliver det til noget eller ej) før jeg kan slappe af, men lige så tit er jeg nødt til at lave aftaler med forbehold fordi jeg ikke ved hvor presset jeg vil være i tiden op til.

Aftaler og planer dræner mig helt vildt selvom jeg hygger mig og har det godt. Jeg bliver skør i hovedet hvis ikke jeg får mulighed for at geare ned og lave ingenting(i andres øjne) I min krop og i mit hoved kører alt på højtryk for at "falde ned". Arrangementer der strækker sig over flere timer, måske dage, stresser mig i længden fordi jeg skal være på og ikke kan slappe af, selvom der måske ikke kræves andet af mig end jeg bare er der. I stedet for at blive ladet op føler jeg mig ofte begrænset og det er ikke hyggeligt eller afslappende for mig.

Nu ved jeg ikke hvor ofte det er du gerne vil have ham med til noget, men måske skal du bare ikke forvente han kan eller har lyst. Selvom man er et par behøver man ikke deltage i alt sammen, men jeg ved godt der er mange der ikke er enig med mig og i stedet føler det som et fravalg af dem. Sådan er det dog på ingen måde. Jeg er bare nødt til at "økonomisere" min tid, energi og mit overskud på en anden måde end mange andre.

Hvis I ser forskelligt på det bliver det også hurtigt træls for jer begge. Jeg synes forslaget med at give ham en deadline til at beslutte sig virker god. Det er ikke rimeligt at du eller dem der inviterer skal stå standby, hvis han får ro til at finde ud af om han kan og vil.

Jeg har det lidt på samme måde, men jeg synes ikke det retfærdiggør, at man ikke giver et svar. Det handler jo ikke om, at man ikke må have ikke-lyst, men om at man skylder at melde klart ud. Så må man jo sige nej eller "det tror jeg ikke lige, jeg kan overskue". Det er helt fair, at man ikke gider planlægge langt ude i fremtiden, men jeg ville simpelthen blive så frustreret, hvis min kæreste aldrig kunne committe sig til noget.

Enig.

Jeg synes måske også, det er fair at sige, at nogle ting er lystbetonede, og andre ting er noget, man bare skal. Jeg ville blive vildt irriteret over at min kæreste på den måde overvejede, om han 'gad' tage med til eksempelvis en fødselsdag i min familie. Det skal han bare (med mindre han skal noget andet, er syg eller lignende) - og jeg booker ham også bare i vores fælles kalender. Jeg spørger ikke, om han har lyst.

[MrMister]

Nogle ting skal man. Andre ting vil man. Andre igen bør man.

Man SKAL til en begravelse. Man vil (ofte) til en hyggelig ting. Man bør tage til en fødselsdage. Sådan ca.

Jo ældre jeg bliver, jo mere bevidst er jeg om omkostningerne ved at gøre ting, jeg virkelig ikke vil/kan/lyster. Eks. familiearrangementer, hvor jeg dels ved sandsynligheden for et efterfølgende skænderi er stort, eller hvor jeg går drænet derfra. Så hellere melde pas.

Jul kan jeg have på samme måde. Men her er udbyttet for mine nærmeste større end ulempen for mig. Så det gør jeg.

I relation til topic: Jeg kan være meget svær at få et endeligt svar ud af. Dels fordi jeg hedger mit bet og holder arbejde og lignende tilgængeligt som mulighed for at baile. Dels fordi jeg nogle gange skal samle mod / kræfter til at melde ud. Og andre gange igen simpelthen fordi jeg er ligeglad (gør det, hvis det gør konen glad - happy wife, happy life”)

[Myth]

Altså, jeg har det sådan når jeg bliver inviteret til noget så er der svar med det samme. Jeg har ikke brug for at vende og dreje om jeg gider/ikke gider. Og jeg bliver selv småirriteret når jeg inviterer og folk ikke svarer for 10 minutter EFTER fristen.
Jeg er single, men da jeg var i forhold var der også klart svar med det samme fra manden. Tror andet ville have drevet mig til vanvid.

[didaa]

Jeg synes det er uacceptabelt, og når der skal gives et svar, så skal der selvfølgelig gives et svar. Der er arrangementer hvor både manden og jeg forventer hinandens deltagelse, og der bliver ikke spurgt til lyst eller noget. Det er noget vi gør som familie. Derfor skal det heller ikke tage mere end en dags tid at få besluttet sig. Kalenderen skal bare tjekkes, og hvis der ikke er andre aftaler, bliver der givet et ja med det samme.

Der kan selvfølgelig være særlige omstændigheder, som hvis man er stressramt eller særligt sårbar. Men ellers synes jeg at det der med at voksne mennesker leger struds på den måde er fuldstændig fjollet, og faktisk ikke hjælper i en travl hverdag. Det er overspringshandlinger, og man skal jo alligevel forholde sig til aftalen, så få det nu bare ud af verden.