Debatten

Annione skrev:Nu ved jeg ikke om det med forkælelsen var til mig - men jeg kan jo stadig svare på det.

Jeg laver alt hjemme hos os. Undtaget det med at tjene penge - det er min kæreste meget bedre til.
Husligt arbejde betyder bare ikke så meget for mig - det rører mig ikke det fjerneste at gøre rent, vaske tøj o.l. Min kæreste hader det - så jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skal tage mig af det. Det er ikke forkælselse - det er mig, der tager mig af mit hjem.
Forkælelse er, når jeg laver noget ekstra lækkert til min kæreste, når jeg føler han trænger til det. Om det er at servere øl, når han ser bold med vennerne, eller en kage, når han har haft en barsk uge.

Det var ikke til nogen bestemt Mens jeg skrev indlægget, kom jeg bare i tanke om, at forkælelsesaspektet var blevet bragt op, og det undrede jeg mig over.

Jeg kan sagtens forstå din opdeling og er enig i den, så i forhold til det konkrete eksempel kommer det nok meget an på, hvordan man opfatter det skete. Hvis man "bare" ser det som en kvinde, der smører et par madder og deler med sin mand, kan jeg godt forstå, at det leder tankerne hen på forkælelse. Hvis man, som jeg fx., mest bider mærke i bemærkningen til den anden mand, får kvindens gøremål i stedet et strejf af pligt; hvis hendes mand er sulten, er det hende, der rejser sig og smører til ham. Og det var det sidste, jeg havde svært ved at associere med forkælelse.

Cirkus har ret i at det var den del med at det blev taget som en selvfølge at mandens kone kunne smøre madder til ham. Selvfølgelig kan man sagtens smøre til andre når nu man alligevel er i gang. Om det blev sagt ironisk? Det var lidt svært at bedømme, men eftersom ingen reagerede da jeg påtalte det, tvivler jeg lidt.

De er allesammen rigtig dejlige mennesker, og jeg er i princippet ligeglad med hvordan folk indretter deres liv. Generelt set er min svigerfamilie faktisk indrettet meget mere nuanceret end min egen, hvor mine onkler aldrig kunne finde på at hjælpe til med at tage af bordet eller være med til at tilberede maden eller gribe et viskestykke og tørre af. Min ene onkel gør det sådan til hverdag, men ved diverse arrangementer er det stadig meget traditionelt. Jeg husker det tydeligt fra julefrokoster hos min mormor da jeg var barn, mændene sad i stuen og snakkede mens kvinderne var i gang i køkkenet. Der blev oftere tildelt mig opgaver frem for min bror. At han så, da han blev ældre selv påtog sig opgaver og herefter også blev sat til ting er noget andet. Og selv dengang undrede jeg mig lidt. Især min ene moster sørger for mad til sin mand, selv fra en buffet. Det er ikke særlig kønt i mine øjne.

Jeg laver mere mad end min mand, jeg gør mere rent, jeg handler ind og har mere styr på vores kalender. Det er fandme træls ind i mellem. Til gengæld slår han græs, klipper hæk, ordner bilen, bygger på huset, smør madpakker, putter unger og står op om natten, hvis de vågner. Det syntes han nok også er tæls Så vi deles nok meget godt om det. Hvis jeg skulle stå for halvdelen af alt have og vedligehold på huset, så boede vi i hvert fald i lejlighed

Ja, det gør jeg. Jeg vasker også tøj og lægger det sammen. Han sørger for morgenmad og madpakker - og i det hele taget hænger vi os ikke så nøje i det hele.

Og kunne have fundet på at stikke samme kommentar retur - alt efter hvordan jeg blev spurgt. Hvis jeg følte det var en selvfølge at jeg som kvinde smurte madder til ham også kunne jeg snildt finde på at sige 'Det måde få din mor/kone til' - men ment som at man ikke skal hundse rundt med mig

Det er meget sjældent. I udgangspunktet laver vi mad sammen. Og selvfølgelig tager vi os af hinanden i hverdagen, men generelt er husholdningen ligeligt fordelt herhjemme. Der er ikke så meget projektledertype over mig, og jeg er principielt modstander af den rolle, når det kommer til husholdning. Når vi får børn engang, så ved han lige så godt som mig, hvem der ikke kan lide leverpostej og hvem der går til fodbold eller blokfløjte om onsdagen, det er helt sikkert.

Jeg gider heller ikke "hjælpe" ham med gaveindkøb til hans egen familie. Hans søster har lige fået en datter for nogle dage siden, og da vi skulle besøge dem, havde han ikke købt en gave til den lille ny. Han vidste ikke, at man gav gaver i den anledning (?). Og jeg vidste godt, han ikke ville få det gjort, og jeg synes, det er vildt flovt at komme uden anden gave end en buket blomster - men det er simpelthen et princip. Jeg sørger ikke for hans pligter overfor hans/sin (...hjælp?) egen familie, det er hans ansvar.

KinderBueno skrev:Det er meget sjældent. I udgangspunktet laver vi mad sammen. Og selvfølgelig tager vi os af hinanden i hverdagen, men generelt er husholdningen ligeligt fordelt herhjemme. Der er ikke så meget projektledertype over mig, og jeg er principielt modstander af den rolle, når det kommer til husholdning. Når vi får børn engang, så ved han lige så godt som mig, hvem der ikke kan lide leverpostej og hvem der går til fodbold eller blokfløjte om onsdagen, det er helt sikkert.

Jeg gider heller ikke "hjælpe" ham med gaveindkøb til hans egen familie. Hans søster har lige fået en datter for nogle dage siden, og da vi skulle besøge dem, havde han ikke købt en gave til den lille ny. Han vidste ikke, at man gav gaver i den anledning (?). Og jeg vidste godt, han ikke ville få det gjort, og jeg synes, det er vildt flovt at komme uden anden gave end en buket blomster - men det er simpelthen et princip. Jeg sørger ikke for hans pligter overfor hans/sin (...hjælp?) egen familie, det er hans ansvar.

Ok, jeg er så glad for at min kone ville nævne den slags for mig. For ja, det er min opgave at sørge for min side af familien, men derfor kan man jo godt hjælpe hinanden, når man ved modparten ikke har styr på formalia.

Kyle skrev:

KinderBueno skrev:Det er meget sjældent. I udgangspunktet laver vi mad sammen. Og selvfølgelig tager vi os af hinanden i hverdagen, men generelt er husholdningen ligeligt fordelt herhjemme. Der er ikke så meget projektledertype over mig, og jeg er principielt modstander af den rolle, når det kommer til husholdning. Når vi får børn engang, så ved han lige så godt som mig, hvem der ikke kan lide leverpostej og hvem der går til fodbold eller blokfløjte om onsdagen, det er helt sikkert.

Jeg gider heller ikke "hjælpe" ham med gaveindkøb til hans egen familie. Hans søster har lige fået en datter for nogle dage siden, og da vi skulle besøge dem, havde han ikke købt en gave til den lille ny. Han vidste ikke, at man gav gaver i den anledning (?). Og jeg vidste godt, han ikke ville få det gjort, og jeg synes, det er vildt flovt at komme uden anden gave end en buket blomster - men det er simpelthen et princip. Jeg sørger ikke for hans pligter overfor hans/sin (...hjælp?) egen familie, det er hans ansvar.

Ok, jeg er så glad for at min kone ville nævne den slags for mig. For ja, det er min opgave at sørge for min side af familien, men derfor kan man jo godt hjælpe hinanden, når man ved modparten ikke har styr på formalia.

Det gør jeg så også. Men det er igen, fordi.. det er jeg bare bedst til. Min kæreste står til gengæld for at opdatere min computer, og jeg sender også min mor direkte videre til ham, når hun ringer og spørger om noget teknisk. Vi har det herhjemme meget delt op efter, hvad man er god til. Min kæreste kan gøre et badeværelse mere beskidt ved at "gøre rent", til gengæld er han eminent til køkkenrengøring og tøjvask.

Men hey, vi har også fælleskonti (vores lønkonti undtaget), og det synes mange, er pænt mærkeligt. Vi har i praksis fællesøkonomi, og har så bare hvert sit beløb til "lommepenge" (tøj, sjov og ballade, makeup etc).

Men den der projektmanagerrolle gider jeg heller ikke. Jeg holder sgu ikke øje med, hvornår han støvsuger eller vasker tøj. Det sker bare. Det eneste jeg "manager" er, at jeg af og til laver aftaler for os begge, men gider han ikke med, siger han bare nej tak

^^ Synes folk, det er mærkeligt, at I har fælles konti, Klud? Den holdning mindes jeg ellers ikke, jeg er stødt på før.

Kyle skrev:

KinderBueno skrev:Det er meget sjældent. I udgangspunktet laver vi mad sammen. Og selvfølgelig tager vi os af hinanden i hverdagen, men generelt er husholdningen ligeligt fordelt herhjemme. Der er ikke så meget projektledertype over mig, og jeg er principielt modstander af den rolle, når det kommer til husholdning. Når vi får børn engang, så ved han lige så godt som mig, hvem der ikke kan lide leverpostej og hvem der går til fodbold eller blokfløjte om onsdagen, det er helt sikkert.

Jeg gider heller ikke "hjælpe" ham med gaveindkøb til hans egen familie. Hans søster har lige fået en datter for nogle dage siden, og da vi skulle besøge dem, havde han ikke købt en gave til den lille ny. Han vidste ikke, at man gav gaver i den anledning (?). Og jeg vidste godt, han ikke ville få det gjort, og jeg synes, det er vildt flovt at komme uden anden gave end en buket blomster - men det er simpelthen et princip. Jeg sørger ikke for hans pligter overfor hans/sin (...hjælp?) egen familie, det er hans ansvar.

Ok, jeg er så glad for at min kone ville nævne den slags for mig. For ja, det er min opgave at sørge for min side af familien, men derfor kan man jo godt hjælpe hinanden, når man ved modparten ikke har styr på formalia.

Jojo. Jeg nævner det skam også for ham. Men så får han ikke gjort noget ved det, og så bliver den parkeret dér.

Herhjemme er det i øvrigt min kæreste, der er mest huslig. Jeg står for at holde dyrene mætte og ordne deres kattebakke. Han gør ca. alt andet. Jeg er for det første mindre hjemme end han er, og jeg ser bare ikke støv og nullermænd. Hvis jeg gør, ignorerer jeg det så længe som muligt.
Og jeg har gjort det til et princip ikke at fylde opvaskeren, for han kommer fandme altid sekundet efter og flytter tingene, så de står, som han synes er mest rigtigt. Jeg har meddelt, at det pis gider jeg ikke, så nu stiller jeg alt på køkkenbordet og så må han sætte det i opvaskeren.

Vi vasker hver vores tøj. Han koger alt på 60 grader. Jeg har meget uld og silke...

Mad laver vi ret sjældent, vi har varm mad på jobbet, så hjemme spiser vi bare rugbrød. Tidligere lavede jeg meget mad, men efter at have fået hest igen, er jeg som regel først hjemme kl 20 eller senere, og så er rugbrød bare nemmere. I weekenden går vi ud og lader andre lave maden til os.

KinderBueno skrev:

Kyle skrev:

KinderBueno skrev:Det er meget sjældent. I udgangspunktet laver vi mad sammen. Og selvfølgelig tager vi os af hinanden i hverdagen, men generelt er husholdningen ligeligt fordelt herhjemme. Der er ikke så meget projektledertype over mig, og jeg er principielt modstander af den rolle, når det kommer til husholdning. Når vi får børn engang, så ved han lige så godt som mig, hvem der ikke kan lide leverpostej og hvem der går til fodbold eller blokfløjte om onsdagen, det er helt sikkert.

Jeg gider heller ikke "hjælpe" ham med gaveindkøb til hans egen familie. Hans søster har lige fået en datter for nogle dage siden, og da vi skulle besøge dem, havde han ikke købt en gave til den lille ny. Han vidste ikke, at man gav gaver i den anledning (?). Og jeg vidste godt, han ikke ville få det gjort, og jeg synes, det er vildt flovt at komme uden anden gave end en buket blomster - men det er simpelthen et princip. Jeg sørger ikke for hans pligter overfor hans/sin (...hjælp?) egen familie, det er hans ansvar.

Ok, jeg er så glad for at min kone ville nævne den slags for mig. For ja, det er min opgave at sørge for min side af familien, men derfor kan man jo godt hjælpe hinanden, når man ved modparten ikke har styr på formalia.

Jojo. Jeg nævner det skam også for ham. Men så får han ikke gjort noget ved det, og så bliver den parkeret dér.

Nårh, så ville jeg også være kølig. Altså jeg tager mig af ting til familien og fælles venner. Men når så han skal til fødselsdag hos en eller anden kammerat, så er det sgu hans eget problem at få købt en gave

Fillie skrev:^^ Synes folk, det er mærkeligt, at I har fælles konti, Klud? Den holdning mindes jeg ellers ikke, jeg er stødt på før.

De folk jeg omgås synes det i vid udstrækning.
Mine svigerforældre har fuld fællesøkonomi. I min egen familie er det dog anderledes - selv mine bedsteforældre, der har været gift i over 50 år har seperat økonomi. Min mor synes, vi er tossede. Så spurgte jeg, hvad hun ville gøre: "ja, overføre hver måned til hinandens konti alt efter hvem der har lagt mest ud". Ja, det er kraftedeme da besværligt på fast basis? Alt vores kører bare som overførsler. Jeg gider ikke snakke om penge mere end nødvendigt..

Ej, for at være fair er det folk finder mærkeligt vist mest, at vi bare deler alle udgifter og indtægter. Der xx-antal penge ind på vores konti og alt minus vores lommepengebeløb overføres til budgetten, hvorfra det fordeles til opsparing, afbetaling på lån, husholdning, medicin og regninger. Punktum.Der skeles ikke til, hvem der får mest udbetalt eller hvem regningerne tilhører. Pt har vi også en meget ens økonomi uanset, men det er bestemt planen at fortsætte sådan selv hvis der skulle opstå indtjeningsforskelle.
Der kender jeg flest, der kører med "den der tjener mest, har mest til sig selv"-modellen, og synes, at vi er virkelig 1950'er-agtige. Også selvom jeg pt og det næste halve år tjener klart mest.

Karkluden skrev:

Fillie skrev:^^ Synes folk, det er mærkeligt, at I har fælles konti, Klud? Den holdning mindes jeg ellers ikke, jeg er stødt på før.

De folk jeg omgås synes det i vid udstrækning.
Mine svigerforældre har fuld fællesøkonomi. I min egen familie er det dog anderledes - selv mine bedsteforældre, der har været gift i over 50 år har seperat økonomi. Min mor synes, vi er tossede. Så spurgte jeg, hvad hun ville gøre: "ja, overføre hver måned til hinandens konti alt efter hvem der har lagt mest ud". Ja, det er kraftedeme da besværligt på fast basis? Alt vores kører bare som overførsler. Jeg gider ikke snakke om penge mere end nødvendigt..

Ej, for at være fair er det folk finder mærkeligt vist mest, at vi bare deler alle udgifter og indtægter. Der xx-antal penge ind på vores konti og alt minus vores lommepengebeløb overføres til budgetten, hvorfra det fordeles til opsparing, afbetaling på lån, husholdning, medicin og regninger. Punktum.Der skeles ikke til, hvem der får mest udbetalt eller hvem regningerne tilhører. Pt har vi også en meget ens økonomi uanset, men det er bestemt planen at fortsætte sådan selv hvis der skulle opstå indtjeningsforskelle.
Der kender jeg flest, der kører med "den der tjener mest, har mest til sig selv"-modellen, og synes, at vi er virkelig 1950'er-agtige. Også selvom jeg pt og det næste halve år tjener klart mest.

Tak for uddybningen. I så fald bliver det ikke mere 50'er agtigt end hos os, hvor vi deles 100 % om en lønkonto, som samtidig er begges nemkonto, og en budgetkonto. Vi yder efter evne og nyder efter behov, og kommer den ene til penge udover vores løn, er de automatisk fælles. Selv kontantbeløb i fødselsdags- og julegave indgår i fællespuljen. Vil den ene have noget, køber man det bare, hvis der er penge til det. Dog følger vi alligevel ikke traditionen fra 50'erne på et punkt, og det er, at det er mig, som alle dage rent økonomisk har trukket det største læs og endda i en periode fuldkommen forsørgede min mand. Men alligevel har jeg på fornemmelsen, at din mor ville korse sig over os.

Men hvorom alting er, lader det for mig at se til, at den model, din mor ville foretrække, hvor der med nuanceforskelle sideløbende eksisterer et fælles budget med et personligt, er mest udbredt i dag. Men som sagt mindes jeg ikke, at nogen ligefrem har fundet det mærkværdigt, at parternes økonomier er viklet mere ind i hinanden. Det kan selvfølgelig skyldes, at jeg sjældent taler med nogen om private økonomiske dispositioner. Det er ikke et emne, som kommer op, hvor jeg færdes, så det kan jo være derfor, jeg ikke har været "udsat" for undren.

Fillie skrev:

Karkluden skrev:

Fillie skrev:^^ Synes folk, det er mærkeligt, at I har fælles konti, Klud? Den holdning mindes jeg ellers ikke, jeg er stødt på før.

De folk jeg omgås synes det i vid udstrækning.
Mine svigerforældre har fuld fællesøkonomi. I min egen familie er det dog anderledes - selv mine bedsteforældre, der har været gift i over 50 år har seperat økonomi. Min mor synes, vi er tossede. Så spurgte jeg, hvad hun ville gøre: "ja, overføre hver måned til hinandens konti alt efter hvem der har lagt mest ud". Ja, det er kraftedeme da besværligt på fast basis? Alt vores kører bare som overførsler. Jeg gider ikke snakke om penge mere end nødvendigt..

Ej, for at være fair er det folk finder mærkeligt vist mest, at vi bare deler alle udgifter og indtægter. Der xx-antal penge ind på vores konti og alt minus vores lommepengebeløb overføres til budgetten, hvorfra det fordeles til opsparing, afbetaling på lån, husholdning, medicin og regninger. Punktum.Der skeles ikke til, hvem der får mest udbetalt eller hvem regningerne tilhører. Pt har vi også en meget ens økonomi uanset, men det er bestemt planen at fortsætte sådan selv hvis der skulle opstå indtjeningsforskelle.
Der kender jeg flest, der kører med "den der tjener mest, har mest til sig selv"-modellen, og synes, at vi er virkelig 1950'er-agtige. Også selvom jeg pt og det næste halve år tjener klart mest.

Tak for uddybningen. I så fald bliver det ikke mere 50'er agtigt end hos os, hvor vi deles 100 % om en lønkonto, som samtidig er begges nemkonto, og en budgetkonto. Vi yder efter evne og nyder efter behov, og kommer den ene til penge udover vores løn, er de automatisk fælles. Selv kontantbeløb i fødselsdags- og julegave indgår i fællespuljen. Vil den ene have noget, køber man det bare, hvis der er penge til det. Dog følger vi alligevel ikke traditionen fra 50'erne på et punkt, og det er, at det er mig, som alle dage rent økonomisk har trukket det største læs og endda i en periode fuldkommen forsørgede min mand. Men alligevel har jeg på fornemmelsen, at din mor ville korse sig over os.

Men hvorom alting er, lader det for mig at se til, at den model, din mor ville foretrække, hvor der med nuanceforskelle sideløbende eksisterer et fælles budget med et personligt, er mest udbredt i dag. Men som sagt mindes jeg ikke, at nogen ligefrem har fundet det mærkværdigt, at parternes økonomier er viklet mere ind i hinanden. Det kan selvfølgelig skyldes, at jeg sjældent taler med nogen om private økonomiske dispositioner. Det er ikke et emne, som kommer op, hvor jeg færdes, så det kan jo være derfor, jeg ikke har været "udsat" for undren.

Jeg taler muligvis også mere om det, fordi jeg har en del veninder, der ligesom mig selv netop er flyttet sammen med en kæreste, og derfor har skullet finde "den rigtige metode"

Altså de dommerpenge min kæreste tjener fra næste dommerår går også i det fælles budget til ekstraordinær afbetaling af lån (det er så også oprindeligt hans lån..), og når jeg begynder at arbejde 1/2 (forhåbentlig) så går det også bare ind til ekstra opsparing osv.
Men ja, man skal jo bare gøre det der føles rigtigt