Insp. Økonomi i parforholdet

[girl_beat]

Jeg ville synes, det var helt crazy, at min kæreste skulle have 500-2000 kr ekstra til sig selv om måneden, fordi han dømmer.

Hvorfor egentlig?

Min kæreste har nærmere 5000-10000 mere til sig selv hver måned - det har jeg absolut ingen problemer med. Manden har jo selv tjent dem

[Whoosh]

Vi smider det hele i en pulje, sætter ind på budget, opsparinger, husholdningskonto, osv.
Overskuddet bliver delt i to, som vi hver især så kan bruge på tøj, mobil, medicin, og fornøjelser.
Det fungerer upåklageligt.
Vi har fuldt indblik i både fælles og separat økonomi, og snakker egentlig om alle køb, store som små, fordi vi synes det er hyggeligt.
Og hvis den ene har lidt mindre i en måned, så giver den anden.
Vi er en familie, selvom vi ikke har børn, og familiens fælles bedste kommer før os individuelt.

[FruKuk]

Her har vi fælles økonomi. En lønkonto hvor hele skidtet går ind, og så flyttes der penge herfra til budgetkontoen. De penge, der står tilbage på lønkontoen, når der er flyttet til budget, kan frit bruges, som vi hver især lyster. Dog er det naturligvis fedest, hvis der også er penge til mad sidst på måneden

[FruKuk]

Dikus:

Kender jo ikke forholdene hos girl_beat, men det lyder til, at vi hos os er det nogenlunde samme scenarie som hos girl_beat, bortset fra, at min kæreste betaler al vores mad fra sin konto. Men når de faste udgifter er betalt, så må vi selv om, hvad vi bruger resten på. Og min kæreste har en del flere penge, end jeg har.

Det betyder jo ikke, at min kæreste rejser på luksusferie, mens jeg selv ligger i telt. Det er ofte ham, der betaler ferier og ekstra hverdagsluksus.

Forskellen generer mig virkelig ikke, for jeg er ikke i tvivl om, at han ville spæde mere til, hvis vores udgifter steg. Det vil blive nødvendigt, hvis vi skal have børn, og så skal vi nok omorganisere det lidt. Jeg er ikke i tvivl om, at han har mig ryg økonomisk, selvom vi ikke har helt fællesøkonomi.

Jeg synes, det giver en fantastisk frihed at have lidt penge til egen rådighed uden at skulle tænke på, at de ryger ud af et fælles budget, hvis jeg gerne vil have en kop kaffe eller et par nye jeans.

Giver det mening?

Men hvorfor ikke bare en fælles pulje, hvor du betalte kaffe og jeans fra?

[FruKuk]

Hvis min mand havde behov for at have sine egne penge, ville jeg føle, at han ikke havde lukket muligheden for, at vi en dag ville gå fra hinanden.

[Fru Sunshine]

Jeg gider ikke det der med fællespulje, fordi jeg ville føle, at jeg skulle spørge om lov, før jeg fyrer ublu summer af på kjoler og sko. Og i realiteten ville det også være hans penge, jeg brugte, for han bruger ikke ret meget på sig selv.

Jeg vil have noget, der er helt mit eget, men jeg er også brændt barn efter to eks'er, der bare ikke havde en skid styr på noget som helst hvad angik penge, så alting hang på mig.
Sådan er min mand slet ikke - og vi har da også en kæmpeopsparing fælles, som han indbetaler mest på, fordi det er ham, der får spillejobs. Han tjener f.eks. en ordentlig røvfuld penge til sommerspillet, mens jeg får to fribilletter (hvis de overhovedet vil have mig med i år).

[FruKuk]

Jeg gider ikke det der med fællespulje, fordi jeg ville føle, at jeg skulle spørge om lov, før jeg fyrer ublu summer af på kjoler og sko. Og i realiteten ville det også være hans penge, jeg brugte, for han bruger ikke ret meget på sig selv.

Jeg vil have noget, der er helt mit eget, men jeg er også brændt barn efter to eks'er, der bare ikke havde en skid styr på noget som helst hvad angik penge, så alting hang på mig.
Sådan er min mand slet ikke - og vi har da også en kæmpeopsparing fælles, som han indbetaler mest på, fordi det er ham, der får spillejobs. Han tjener f.eks. en ordentlig røvfuld penge til sommerspillet, mens jeg får to fribilletter (hvis de overhovedet vil have mig med i år).

Mit svar er meget farvet af aldrig at have været brændt, at min mand er meget fornuftig mht økonomi, og at vi generelt er enige - også i forhold til prioritering af penge.

[girl_beat]

Citat slettet
Ballademageren siger det egentlig meget godt - nemlig at det handler om personlig frihed SAMMEN med det fælles ansvar for de daglige udgifter. Min kæreste går fx i dyrere tøjmærker end mig, og jeg rejser på weekendture med veninderne - de forskellige prioriteringer gider jeg ikke skal være grundlag for diskussioner

[Karkluden]

Jeg ville synes, det var helt crazy, at min kæreste skulle have 500-2000 kr ekstra til sig selv om måneden, fordi han dømmer.

Hvorfor egentlig?

Min kæreste har nærmere 5000-10000 mere til sig selv hver måned - det har jeg absolut ingen problemer med. Manden har jo selv tjent dem

Fordi det føler vi er rigtigt. Vi dømmer ikke, hvad andre gør, og vores venner har mange forskellige modeller. Men for OS føles det mest rigtigt at se alle de praktiske ting i vores forhold som et team - det gælder husholdning, økonomi, indkøb af gaver etc.
Og for os føles det rigtigt, at alt er fælles. Vi har naturligvis også hver vores venner og bekendte, som vi ser alene, og vi bruger meget tid hver for sig, så det er ikke, fordi vi er symbiotiske, men for os ville det føles helt forkert, hvis den ene havde mere end den anden i voldsom grad. Vi har i øvrigt også forskellige holdninger på andre områder, men lige her er vi helt enige.
Jeg ville oprigtigt føle det helt forkert, hvis jeg fra 1. marts kunne have 5-9000 kr mere om måneden end min kæreste, selvom jeg har tjent dem. For jeg kan bare bedst lide fællesskabet på den måde. Og min kæreste har det på samme måde, og så er det jo fint. Var vi uenige der, måtte vi jo finde et kompromis.

[Fuck.exe]

Herhjemme har vi ikke fællesøkonomi selvom vi er gift, har et barn og en mere på vej. Vi har ikke brug for fællesøkonomi for at føle os som en enhed og en familie, det er der andre ting der ligger til grund for.
Vi har dine og mine penge. Nogle er færdiguddannet og tjener kassen, andre er evighedsstuderende på SU. Ingen af os mangler noget, vi har alle de penge vi synes vi skal bruge, vi får fint udlevet de drømme vi har, og vi har ingen problemer med at nogen betaler mere end andre.

Måske vi en dag slår økonomien sammen, men indtil videre har det fungeret upåklageligt, så vi ser lige umiddelbart ingen grund til at ændre på det. Det ville også kræve at en af os skulle skifte bank (vi har ikke samme bank), og det er der ingen af os der har lyst til lige nu. Det er i hvert fald ikke noget vi går og tænker over i hverdagen

[Karkluden]

Jeg gider ikke det der med fællespulje, fordi jeg ville føle, at jeg skulle spørge om lov, før jeg fyrer ublu summer af på kjoler og sko. Og i realiteten ville det også være hans penge, jeg brugte, for han bruger ikke ret meget på sig selv.

Jeg vil have noget, der er helt mit eget, men jeg er også brændt barn efter to eks'er, der bare ikke havde en skid styr på noget som helst hvad angik penge, så alting hang på mig.
Sådan er min mand slet ikke - og vi har da også en kæmpeopsparing fælles, som han indbetaler mest på, fordi det er ham, der får spillejobs. Han tjener f.eks. en ordentlig røvfuld penge til sommerspillet, mens jeg får to fribilletter (hvis de overhovedet vil have mig med i år).

Men det er jo nok også der, forskellen ligger.
Jeg har aldrig prøvet at blive brændt, og det er udelukkende for praktikkens skyld at vi har hver sin lønkonti. Vi føler, vi har et bedre overblik, og vores bank kræver, at man har testamente eller er gift for at man kun har fælles konti. Jeg føler dog på ingen måde, at jeg skal stå til regnskab for, hvad jeg køber på nogen konti. Og vi ender sikkert engang med kun at have fælleskonti. Sikkert ifm. ægteskab og børn.

Jeg er så komplet overbevist om, at vi skal være sammen for evigt som kun en 23-årig kan være (som min mor siger ). Og jeg ved godt, at jaja, om 1-10-25 år kan vi føle det anderledes. Men det kan jo faktisk også være vi ikke gør, og for mig PERSONLIGT ville det føles som om vi ikke troede 100% på os, hvis vi ikke havde fællesøkonomi.
Og nej, vi har ikke kun fælleskonti, men alle penge er fælles, og lommepengene er fordelt fuldkommen ligeligt. Vi betaler også fælles af på min kærestes lån fx.
Og jeg har fuld forståelse for, at andre har det anderledes, og det skal de endelig bare gøre anderledes så, men for os er det det rigtige at være fælles om alt. Vi er så også helt enige om forbrug, og min kæreste har fx flere faste udgifter end mig, hvis vi delte det op. Til gengæld bruger jeg flere penge på makeup osv. Hvis han gerne ville på weekendtur med drengene, vil jeg gerne være med til at betale det, selvom det ikke lige blev "noget for noget". Det hele går nok op somehow. Men det ér så også fordi vi ser meget ens på det, og ingen af os hverken er ekstremt påholdende eller ekstremt spender-agtige...

[Fru Sunshine]

Vi er begge brændte børn. Han har så ikke levet sammen med den golddigger, han var så uheldig at rende ind i, mens jeg var på fallittens rand efter skilsmissen fra børnenes far og måtte slås for at få det til at hænge sammen, med min eks' overforbrug. Han havde så ikke adgang til mine konti, og det var også godt det samme. Så ville der ikke engang have været til mad.

[girl_beat]

Men der knækker tråden også for mig "Grundlag for diskussioner". Altså... Enten er det jo ok at rejse på weekendture med veninderne, eller også er det ikke. Hvis det virkeligt skulle være grundlag for diskussion, fordi man ikke selv har tjent pengene, så er det da helt skævt.

I et forhold under man da hinanden det, man har brug for inden for det økonomisk mulige? (Altså... et rigtigt forhold, hvor man har valgt hinanden til for livet og ikke bare prøver det af... Jeg har heller ikke fællesøkonomi med nuværende kæreste... mere om det efter næste bemærkning.)

Og at den ene "inviterer" på dyre ferie. Det giver ham jo den økonomiske magt i forholdet. Hvor man kan sige ja eller nej. Og være glad for det, man tilbydes.

Min nuværende kæreste vil aldrig have fællesøkonomi igen, fordi han ikke gider tjene alle pengene og så ikke måtte bruge dem på dimser, hvis det er det, han har lyst til. Og så får jeg det sådan lidt Du kan da bare købe dimser, hvis det gør dig glad. Hvis vi har til tag over hovedet, mad på bordet, regningerne og de ting, man nu har besluttet sig på - så er det da "gør mig glad", der er målet.

Nu ville vi ikke have problemet med, at han tjener alle pengene, men han forsøgte så at uddybe med, at han jo heller ikke sagde nej til, at jeg købte cremer for 1.000 kr., hvilket han måske ville have det stramt med, hvis det var vores penge. But why??? Resultatet er jo det samme... jeg køber cremerne. Hvorfor så ikke bare dele min glæde?

Og ja... Så er vi tilbage ved "økonomisk uansvarlig kæreste", der ikke kan styre at bruge, så der er til alles glæde OG de faste udgifter. Men... Det er en helt anden problemstilling.

Er det i øvrigt ikke dig, der har fællesøkonomi med din eksmand, fordi du ikke kan overskue de økonomiske konsekvenser ved at blive skilt?

[Akehurst2]

Jeg ville synes, det var helt crazy, at min kæreste skulle have 500-2000 kr ekstra til sig selv om måneden, fordi han dømmer.

Hvorfor egentlig?

Min kæreste har nærmere 5000-10000 mere til sig selv hver måned - det har jeg absolut ingen problemer med. Manden har jo selv tjent dem

Min mand har også mange, mange flere penge til sig selv hver måned. Han tjener mere end det dobbelte af mig. Han bruger det fx på at have en ferielejlighed med sin søster, båd og motorcykel. Det er prioriteringer, han har lavet før han mødte mig, og det synes jeg er ret rimeligt, at han kan bruge sine egne penge på. (Og så glæder jeg mig over, at jeg også har glæde af de ting, uden ansvaret og forpligtelserne.)

Hvis min mand og jeg skulle have lige meget til sig selv, skulle han droppe nogle af de ting, og give pengene til mig i stedet - og hvorfor skulle han ikke have lov til at bruge sine hårdt tjente penge på ting, han gerne vil? For at jeg kunne have et højere forbrug? Hvis jeg gerne ville have et højere forbrug, så kunne jeg jo passende tjene nogle flere penge selv.

Vi har dine, mine og vores. Fælles budgetkonto til huset (og min mand betaler mest og ejer mest af huset - sådan kan det gøres, så boligen ikke skal være laveste fællesnævner og man mærker jo ikke i det daglige at der står nogle brøker på skødet), fælles husholdningskonto, hvor vi overfører lige meget hver måned og begge har dankort til, og så hver vores lønkonto, opsparing og budget til egen udgifter. Det er utrolig nemt og ukompliceret.

Det gøres selvfølgelig lettere af, at jeg har en fin løn selv, og at forbruget, herunder særligt boligen, er indrettet, så jeg ikke skal vende hver femøre for at kunne være med. Det gad jeg ikke.

Jeg gad heller ikke modellen, hvis vi skulle have børn. For så kunne min mand ikke have den gode karriere uden at nogle tog det ulønnede slæb med børnene og husholdningen, herunder også indtægtsnedgang ved barsel, mindre pension og sådan. Så ville jeg synes, der skulle reguleres for det, men når vi bare er to voksne, så er der ikke nogen, der ordner mere praktisk i hjemmet end den anden.

[FruKuk]

Hvis min mand havde behov for at have sine egne penge, ville jeg føle, at han ikke havde lukket muligheden for, at vi en dag ville gå fra hinanden.

Har du det på samme måde med f.eks. særeje?

Man ved jo aldrig, om man går fra hinanden en dag. Men jeg kan ikke rigtigt sætte mig ind i, hvordan det kan hænge sammen med, at man gerne vil have sine egne lommepenge

Men hele denne diskussion er faktisk interessant, fordi det er så forskelligt, hvad folk lægger i det.

Ja hvis vi talte om penge, aktier, etc. Hvis vi talte om arvestykker med stor affektionsværdi, ville jeg bedre kunne forstå det. Omend jeg helt grundlæggende tænker, at jeg har giftet mig med et ordentligt menneske, så skulle det alt til trods komme dertil, at vi skulle skilles, så ville han naturligvis ikke gøre krav på eventuelle arvestykker.

Når jeg tænker "egne penge = ikke sikker på, om man vil blive" er det dybest set fordi, jeg tænker, at hvis man ikke har til sinds at gå, så er det ligemeget hvis penge, man bruger. Bare de er tjent på ærlig vis, og der er styr på basic, så er det ligegyldigt for mig, hvor de kommer fra.