Her har vi delvis fællesøkonomi med hver sin lønkonto, opsparinger m.v. Da vi begge er studerende på SU, bidrager vi lige meget til udgifterne.
Vi har tænkt os at blive boende billigt i ungdomsbolig, også når kæresten er færdiguddannet til sommer og kommer til at få en god månedsløn. Han er dog heldigvis lidt praktisk anlagt og er ikke typen, der ville øge forbruget af den grund, men elsker som mig at spare op. Den eneste forskel ville måske være, at han købte nogle lidt dyrere vine eller bøffer fra tid til anden, eller et eller andet elektronisk apparat eller mobiltelefon. Det er han god til at administrere og skal ikke ud at have den nyeste telefon hver gang, så jeg har ingen grund til at rynke på brynene eller bekymre mig om hans forbrugsvaner.
Dog kunne han godt finde på at bruge penge på rejser, til gengæld ved jeg at han accepterer at betale for mig hvis jeg ikke kan, og så kan jeg måske give lidt på ferien ift. mad eller oplevelser - hvad jeg nu kan, inden for rimelighedens grænser.
Der, hvor det kan blive tricky, er at han på sigt ønsker at købe et hus og måske får råd til udbetalingen selv allerede efter et års tid, hvor jeg stadig er studerende og i gang med mit speciale. Hvordan vi udregner hvad der er rimeligt for mig at betale, hvis vi flytter i hus sammen som er hans, har jeg ikke lige udregnet. På den ene side vil jeg jo gerne bekoste mit eget forbrug m.v., på den anden side virker det også urimeligt hvis jeg skal betale mere end de studenterboliger jeg ville have boet i, hvis ikke min kæreste valgte at købe et hus mens jeg stadig var/er studerende - ligesom at jeg får en transportudgift, da jeg bor lige ved siden af universitetet og der er ikke huse her i nærheden af den type, min kæreste ville kunne finde på at købe.
Jeg ville føle, at det var en 'tvungen' ekstra udgift, samtidig med at jeg ville have det stramt med at han betalte ekstra, fordi jeg er opdraget af en rødstrømpe og ikke vil være en passiv nassende kvinde der ikke kan tage vare på sig selv økonomisk. Hvilket er SÅ dumt og ikke et udtryk for mit eget syn, men en dårlig samvittighed jeg har fået indlært og som kan nage.
På sigt skal vi også snakke om sådan noget med, at jeg kommer til at arbejde på nedsat tid for at få husholdningen og familien med børn (som han også ønsker sig) til at hænge sammen, mens han er fri til at arbejde som det passer ham - og han elsker at arbejde. Jeg gider ikke stå i en skilsmisse nogle år efter og leve med konsekvenserne af, at familien påfaldt mig, sådan at jeg ikke gør karriere i samme fart, optjener anciennitet ift. løntrin og pension m.v., og det ville også være virkelig uretfærdigt hvis mit økonomiske råderum skal begrænses pga. dette. Jeg ville nemlig hjertens gerne dele barslen og alle sygedage, ansvaret for logistikken og koordineringen m.m. med ham, men har ikke som sådan et problem med at skulle stå for det overvejende selv, hvis jeg så arbejder tilsvarende mindre på et regulært job så jeg ikke overbelastes.
Men så bliver det et fælles valg, hvordan vi gør det og jeg vil ikke straffes økonomisk for et valg, vi begge tager, fordi vi begge ønsker os en familie og at begrænse institutionstid m.v.
Jeg tror nu stadigvæk, at jeg bliver gammel med min kæreste, men jeg kan godt lide trygheden i, at der er snakket og planlagt, så "tingene er i orden". Det giver sgu mindre bøvl "hvis nu", ift. hvad det koster en af anstrengelser i nuet at have en samtale omkring det og aftale nogle ting.