Debatten

Fru Sunshine skrev:

Karkluden skrev:

Wizzze skrev:Krølle skrev noget klogt, når der er penge nok, fungerer de fleste systemer fint, det er nok når pengene er knappe, at de forskellige systemer kommer på prøve?

Vi har ikke særligt mange penge, og alligevel fungerer systemet fint. Men vores "system" og budget er også lagt 100% an på, at vi ikke har mange penge, og at maksimere de penge vi har til både faste udgifter, forbrug og nedbetaling af gæld. Her er det fx også en fordel, at jeg ELSKER at tage på tilbudsjagt, datojagt og til ting med gratis halløj.
Og vi er helt enige om, hvor vi kan spare yderligere om nødvendigt.

Udsagnet handler ikke om at have mange penge, men om at have nok til at få det til at løbe rundt.

Det kan jeg godt se, du har ret i, efter jeg genlæste wizzzes indlæg, jeg var vist lidt træt, da jeg lsæte det første gang. Sorry
Jeg kan i øvrigt sagtens forstå, man gerne vil have et system med en del adskillelse, hvis man har oplevet trælse situationer før. Eller hvis det bare føles mest rigtigt. Du lyder også som om, du godt nok har været rigtig uheldig tidligere, hvilket jo er superøv på mange planer

Dikus skrev:
Vi to taler SÅ meget forbi hinanden.

For mig er "egen konto" ikke det samme som separat økonomi. Og "lommepenge" er ikke det samme som at have egen konto.

Det i fed... Det er det, jeg forbinder med at have separat økonomi... Hvis man er den, der har færrest penge og de ikke lige slår til.

I min optik har I fællesøkonomi, men kalder det noget andet, fordi det føles bedre. Det tror jeg i virkeligheden mange har.

I har i hvert fald økonomi helt som mig Altså, hvor man betaler efter evne til fællesskabet - og ikke ligeligt og så må klare sig selv, hvis man ikke lige tjener nok den måned.

Jeg har heller ikke en eneste fælleskonto med min mand. Netop fordi jeg er helt enig i dine betragtninger om risikoen ved det. Jeg har dog større forståelse for, man viser sin partner den tillid end at man lever som markeret med fed, hvis man f.eks. bliver arbejdsløs og ikke kan betale sin andel/den anden tjener meget mere. Det er jo det, jeg ikke forstår...

I jeres tilfælde kan jeg ud af fordelingen læse, at hvis du fik halveret dit rådighedsbeløb af en eller anden grund, så ville din kæreste nok bare betale mere til regningerne - og du ville stadig have "dit eget rådighedsbeløb". Og det er der, semantikken kommer ind. Så har man jo bare indrettet økonomien efter noget, der virker med de lønninger man har, men reelt er man fælles om at få det til at løbe rundt. Man har reelt fællesøkonomi...

Din definition af separat økonomi er fin, så længe man bare er kærester, men ikke når man er familie.
Jeg husker tydeligt en tråd eller to fra den gamle debat, hvor kvinden på barselsorlov (barselsdagpenge) med fælles barn! INGEN penge havde til frisør, dameblade og cafebesøg med veninderne, fordi manden insisterede på, at hun fortsat skulle betale halvdelen af de faste udgifter. Den adfærd ville være en deal-breaker for mig, selvom jeg heller aldrig vil have 100% fælles økonomi = kun fælles konti igen. Jeg vil have mine egne penge, så jeg selv styrer, om der er råd til den vinterjakke, jeg har kig på. Dine, mine og vores penge, tak - men fordelt på en for begge og fællesskabet acceptabel måde.

Karkluden skrev:

Fru Sunshine skrev:

Karkluden skrev:

Wizzze skrev:Krølle skrev noget klogt, når der er penge nok, fungerer de fleste systemer fint, det er nok når pengene er knappe, at de forskellige systemer kommer på prøve?

Vi har ikke særligt mange penge, og alligevel fungerer systemet fint. Men vores "system" og budget er også lagt 100% an på, at vi ikke har mange penge, og at maksimere de penge vi har til både faste udgifter, forbrug og nedbetaling af gæld. Her er det fx også en fordel, at jeg ELSKER at tage på tilbudsjagt, datojagt og til ting med gratis halløj.
Og vi er helt enige om, hvor vi kan spare yderligere om nødvendigt.

Udsagnet handler ikke om at have mange penge, men om at have nok til at få det til at løbe rundt.

Det kan jeg godt se, du har ret i, efter jeg genlæste wizzzes indlæg, jeg var vist lidt træt, da jeg lsæte det første gang. Sorry
Jeg kan i øvrigt sagtens forstå, man gerne vil have et system med en del adskillelse, hvis man har oplevet trælse situationer før. Eller hvis det bare føles mest rigtigt. Du lyder også som om, du godt nok har været rigtig uheldig tidligere, hvilket jo er superøv på mange planer

Det har ikke været specielt sjovt, men meget lærerigt må man sige.
Men vi er enige om, hvordan vi vil have det, så vi begge kan trives i det - og det har krævet mange snakke, fordi vi har været gennem en del hver for sig.

Fru Sunshine skrev:Det har ikke været specielt sjovt, men meget lærerigt må man sige.
Men vi er enige om, hvordan vi vil have det, så vi begge kan trives i det - og det har krævet mange snakke, fordi vi har været gennem en del hver for sig.

Nej, det lyder også som nogle træls (trælse? Træls?) oplevelser, I begge har haft. Det er dejligt, at I med snakke er kommet frem til det, der fungerer for jer. Hvilket jo nok er konklusionen på denne tråd; at man skal tage nogle samtaler om økonomi og andre ting, når man etablerer sig sammen, og sikre sig, at man finder en metode, begge parter er glade for.

Dikus skrev:Altså. Jeg har stadig ikke forstået, hvordan dem med separat økonomi gør, sådan i praksis

Indretter man sig efter laveste fællesnævner og har det fint med det?
Inviterer partneren med flest penge til fornøjelserne og bestemmer denne dermed, hvilke fornøjelser, der skal prioriteres?
Flytter man f.eks. ved arbejdsløshed, hvis den arbejdsløse ikke kan betale sin del? Eller har man indrettet sig så fornuftigt, så det ikke er et issue? (Som man f.eks. ville gøre, hvis man var alene).
Deler I også de praktiske gøremål i husholdningen, så der ikke er en skævvridning der heller?
Hvilke udgifter tager I med som 50/50-udgifter, hvis der er børn? (F.eks. hvordan beslutter I så, hvor dyr en flyverdragt, der skal købes for fællespengene... eller står køberen bare med udgiften? Eller får en person ansvaret og et fast beløb ala børnepenge til at klare de udgifter fra den anden?)

Jeg mener virkeligt helt oprigtigt, at jeg ikke forstår det. Og det er IKKE for at fordømme nogen. Overhovedet. Jeg forstår det bare ikke F.eks. fordi svaret i første linje for mig ville være "du må være vanvittig, hvem gider det?" og jeg ville blive en bitterfisse, hvis jeg, da jeg var arbejdsløs, bare havde at bidrage med det samme som altid og så have 0 kr. til mig selv, mens min partner havde rigeligt med penge og "inviterede" mig ud at spise. Jeg ville overhovedet ikke føle mig heldig, at han ville forkæle mig - men føle mig pisset op og ned af ryggen
Ligesom jeg ville blive SÅ trist, hvis min mand følte, han nassede på mig, fordi han brugte af "mine" penge. Han leverer jo så noget andet til fællesskabet. Jeg forventer jo, at man leverer "efter bedste evne" hele tiden. Og kunne slet ikke forestille mig at være partner med en, der nassede eller forsøgte at køre på frihjul. Bedste evne varierer jo bare. Og man kan levere ting, der ikke betyder penge ind på kontoen.

Og igen... Det ER jo følelser. Og jeg forstår godt, at andre kan føle det anderledes. Og det er VIRKELIG ikke min mening at lyde fordømmende. Jeg bliver oprigtigt trist, når nogen læser, at jeg så ikke mener, deres familie "er rigtigt". Det er jeg faktisk 100 % sikker på, I har mere styr på end mig Jeg forstår det bare ikke - og er oprigtigt nysgerrig på, hvordan I gør i praksis.

Og netop fordi det er så svært at spørge ind til/snakke om pga. de tilknyttede følelser, så er det ikke noget, jeg ville udfordre IRL. Der ville jeg bare agere inden for de rammer, familien, der spørger mig til råds om et eller andet, har. Men det ændrer ikke på, jeg er nysgerrig

Vi har nogenlunde samme indtægt, men her foregår det sådan at vi som udgangspunkt bidrager ligeligt til fælles udgifter. I perioder hvor den ene har flere penge end den anden bruger man så måske den ekstra indtægt på at forkæle den anden og sig selv - f.eks. ved at betale for en ferie, en tiltrængt gang massage eller hvad man nu ellers måtte begære.

Har den ene problemer med at dække sin halvdel betaler den anden. Skal der betales større udgifter og man vurderer man bedre har råd pt. en den anden dækker man måske hele beløbet, eller en større andel. Jeg synes egentlig ikke, det er så svært. Og selvom vi har hver vores konti og som udgangspunkt selv kan bestemme, så er der ikke nogen der foretager større indkøb uden lige at vende det med den anden. Ikke fordi nogen af os som sådan går ind for at man skal spørge om lov, men fordi vi generelt orienterer hinanden om hvad vi foretager os, økonomisk og på anden vis.

Dikus skrev:Altså... Det første stykke tid med min nuværende mand, der havde vi separat økonomi. Jeg havde det nemlig som Sunshine og Lemonella Der var filme ingen mand, der skulle tage røven på mig

Men det blev så besværligt at opretholde Og da vi blev "familie", gav jeg slip på de parader.

Måske jeg faktisk også synes, det er lidt synd, de opretholdes i et forhold? Og måske jeg personligt tænker mere over det af netop den grund... Fordi det at have den tillid til et andet menneske, som fællesøkonomi er, for mig er et meget tydeligt tegn på samhørighed og... ja... tillid.

Hmmmm Måske folk, der ikke har prøvet at møde verden med SÅ stor mistillid som mig, slet ikke lægger så meget symbolik i at fortsætte med at holde tingene adskilt

For jeg mener jo faktisk det der med, man er en "familie", når man står sammen om økonomien. Altså at det føles sådan for mig. Og måske det føles SÅ stærkt, fordi jeg har prøvet at være ca. der hvor Sunshine er - og så få tillid igen til et andet menneske. (Dog en anden forhistorie, men det er jo ligegyldigt.)

Det synes jeg så også sagtens man kan uden 100% fællesøkonomi, som jeg forstår som værende fælles konti. Det har vi ikke noget af, men det betyder da ikke at vi ikke står sammen - igen, vi lader jo ikke bare den anden i stikken, økonomisk eller på anden vis.

Spjaerten skrev:

Karkluden skrev:

Wizzze skrev:Krølle skrev noget klogt, når der er penge nok, fungerer de fleste systemer fint, det er nok når pengene er knappe, at de forskellige systemer kommer på prøve?

Vi har ikke særligt mange penge, og alligevel fungerer systemet fint. Men vores "system" og budget er også lagt 100% an på, at vi ikke har mange penge, og at maksimere de penge vi har til både faste udgifter, forbrug og nedbetaling af gæld. Her er det fx også en fordel, at jeg ELSKER at tage på tilbudsjagt, datojagt og til ting med gratis halløj.
Og vi er helt enige om, hvor vi kan spare yderligere om nødvendigt.

Det er jo fantastisk i har det godt med jeres måde at gøre tingene på.

Men hvorfor er det lige du skal kommentere på alt og smide jeres måde ind som svar hvergang nogen kommenterer noget i tråden?
Jeg tror vi har forstået hvordan i gør og hvorfor.

Fordi det er det, vi allesammen gør?
Den der reprimande er ret unødvendig. Eller også skal du smide den til alle, der deltager i tråden med mere end et indlæg.

Dikus skrev:

StripesAddict skrev:Vi har nogenlunde samme indtægt, men her foregår det sådan at vi som udgangspunkt bidrager ligeligt til fælles udgifter. I perioder hvor den ene har flere penge end den anden bruger man så måske den ekstra indtægt på at forkæle den anden og sig selv - f.eks. ved at betale for en ferie, en tiltrængt gang massage eller hvad man nu ellers måtte begære.

Har den ene problemer med at dække sin halvdel betaler den anden. Skal der betales større udgifter og man vurderer man bedre har råd pt. en den anden dækker man måske hele beløbet, eller en større andel. Jeg synes egentlig ikke, det er så svært. Og selvom vi har hver vores konti og som udgangspunkt selv kan bestemme, så er der ikke nogen der foretager større indkøb uden lige at vende det med den anden. Ikke fordi nogen af os som sådan går ind for at man skal spørge om lov, men fordi vi generelt orienterer hinanden om hvad vi foretager os, økonomisk og på anden vis.

Men det er jo fællesøkonomi. Det, jeg spørger ind til, er når man har separat økonomi. Hvor man ikke dækker hinandens udgifter.

Jeg er med på, det kan køre gnidningsløst, hvis man tjener ca. det samme. Udfordringen kommer jo, når man ikke gør det af den ene eller anden grund - og når man får børn f.eks.

Men så er der jo nok mere eller mindre fællesøkonomi i de fleste forhold. Hvad så når ikke samboende inviterer hinanden ud at spise? Giver gaver? Så giver man jo også noget af sin formue, omend ikke i rede penge, til den anden.

Jeg tvivler da stærkt på at der findes særlig mange forhold hvor man IKKE dækker hinandens udgifter ved behov, og i så fald har man nok langt større problemer end økonomien..

Fru Sunshine skrev:

Spjaerten skrev:

Karkluden skrev:

Wizzze skrev:Krølle skrev noget klogt, når der er penge nok, fungerer de fleste systemer fint, det er nok når pengene er knappe, at de forskellige systemer kommer på prøve?

Vi har ikke særligt mange penge, og alligevel fungerer systemet fint. Men vores "system" og budget er også lagt 100% an på, at vi ikke har mange penge, og at maksimere de penge vi har til både faste udgifter, forbrug og nedbetaling af gæld. Her er det fx også en fordel, at jeg ELSKER at tage på tilbudsjagt, datojagt og til ting med gratis halløj.
Og vi er helt enige om, hvor vi kan spare yderligere om nødvendigt.

Det er jo fantastisk i har det godt med jeres måde at gøre tingene på.

Men hvorfor er det lige du skal kommentere på alt og smide jeres måde ind som svar hvergang nogen kommenterer noget i tråden?
Jeg tror vi har forstået hvordan i gør og hvorfor.

Fordi det er det, vi allesammen gør?
Den der reprimande er ret unødvendig. Eller også skal du smide den til alle, der deltager i tråden med mere end et indlæg.

Jeg synes i den grad der har været forskel på den måde personlige erfaringer er trukket ind. Og min kommentar ovenstående er hverken en reprimande eller lign.
Jeg konstaterede bare at jeg synes det var det samme der blev skrevet gang på gang.

Her har vi delvis fællesøkonomi med hver sin lønkonto, opsparinger m.v. Da vi begge er studerende på SU, bidrager vi lige meget til udgifterne.

Vi har tænkt os at blive boende billigt i ungdomsbolig, også når kæresten er færdiguddannet til sommer og kommer til at få en god månedsløn. Han er dog heldigvis lidt praktisk anlagt og er ikke typen, der ville øge forbruget af den grund, men elsker som mig at spare op. Den eneste forskel ville måske være, at han købte nogle lidt dyrere vine eller bøffer fra tid til anden, eller et eller andet elektronisk apparat eller mobiltelefon. Det er han god til at administrere og skal ikke ud at have den nyeste telefon hver gang, så jeg har ingen grund til at rynke på brynene eller bekymre mig om hans forbrugsvaner.
Dog kunne han godt finde på at bruge penge på rejser, til gengæld ved jeg at han accepterer at betale for mig hvis jeg ikke kan, og så kan jeg måske give lidt på ferien ift. mad eller oplevelser - hvad jeg nu kan, inden for rimelighedens grænser.

Der, hvor det kan blive tricky, er at han på sigt ønsker at købe et hus og måske får råd til udbetalingen selv allerede efter et års tid, hvor jeg stadig er studerende og i gang med mit speciale. Hvordan vi udregner hvad der er rimeligt for mig at betale, hvis vi flytter i hus sammen som er hans, har jeg ikke lige udregnet. På den ene side vil jeg jo gerne bekoste mit eget forbrug m.v., på den anden side virker det også urimeligt hvis jeg skal betale mere end de studenterboliger jeg ville have boet i, hvis ikke min kæreste valgte at købe et hus mens jeg stadig var/er studerende - ligesom at jeg får en transportudgift, da jeg bor lige ved siden af universitetet og der er ikke huse her i nærheden af den type, min kæreste ville kunne finde på at købe.
Jeg ville føle, at det var en 'tvungen' ekstra udgift, samtidig med at jeg ville have det stramt med at han betalte ekstra, fordi jeg er opdraget af en rødstrømpe og ikke vil være en passiv nassende kvinde der ikke kan tage vare på sig selv økonomisk. Hvilket er SÅ dumt og ikke et udtryk for mit eget syn, men en dårlig samvittighed jeg har fået indlært og som kan nage.


På sigt skal vi også snakke om sådan noget med, at jeg kommer til at arbejde på nedsat tid for at få husholdningen og familien med børn (som han også ønsker sig) til at hænge sammen, mens han er fri til at arbejde som det passer ham - og han elsker at arbejde. Jeg gider ikke stå i en skilsmisse nogle år efter og leve med konsekvenserne af, at familien påfaldt mig, sådan at jeg ikke gør karriere i samme fart, optjener anciennitet ift. løntrin og pension m.v., og det ville også være virkelig uretfærdigt hvis mit økonomiske råderum skal begrænses pga. dette. Jeg ville nemlig hjertens gerne dele barslen og alle sygedage, ansvaret for logistikken og koordineringen m.m. med ham, men har ikke som sådan et problem med at skulle stå for det overvejende selv, hvis jeg så arbejder tilsvarende mindre på et regulært job så jeg ikke overbelastes.
Men så bliver det et fælles valg, hvordan vi gør det og jeg vil ikke straffes økonomisk for et valg, vi begge tager, fordi vi begge ønsker os en familie og at begrænse institutionstid m.v.

Jeg tror nu stadigvæk, at jeg bliver gammel med min kæreste, men jeg kan godt lide trygheden i, at der er snakket og planlagt, så "tingene er i orden". Det giver sgu mindre bøvl "hvis nu", ift. hvad det koster en af anstrengelser i nuet at have en samtale omkring det og aftale nogle ting.

Navn anonymiseret nu er du altså nødt til at forklare mig, hvad der så ligger i fællesøkonomi, når det er et begreb med skatteting og alt muligt.
Jeg har vist ikke forstået det, når jeg påstår at 100% fælles er at det hele ryger ind på en konto, og så fordeler man derfra.
Delvis fælles er dine, mine, vores-modellen.
Separat er når enhver dækker sine udgifter og fællesting som husleje deles midt over.

Men det er det ikke sådan juridisk set?

Spjaerten skrev:

Fru Sunshine skrev:

Spjaerten skrev:

Karkluden skrev:

Wizzze skrev:Krølle skrev noget klogt, når der er penge nok, fungerer de fleste systemer fint, det er nok når pengene er knappe, at de forskellige systemer kommer på prøve?

Vi har ikke særligt mange penge, og alligevel fungerer systemet fint. Men vores "system" og budget er også lagt 100% an på, at vi ikke har mange penge, og at maksimere de penge vi har til både faste udgifter, forbrug og nedbetaling af gæld. Her er det fx også en fordel, at jeg ELSKER at tage på tilbudsjagt, datojagt og til ting med gratis halløj.
Og vi er helt enige om, hvor vi kan spare yderligere om nødvendigt.

Det er jo fantastisk i har det godt med jeres måde at gøre tingene på.

Men hvorfor er det lige du skal kommentere på alt og smide jeres måde ind som svar hvergang nogen kommenterer noget i tråden?
Jeg tror vi har forstået hvordan i gør og hvorfor.

Fordi det er det, vi allesammen gør?
Den der reprimande er ret unødvendig. Eller også skal du smide den til alle, der deltager i tråden med mere end et indlæg.

Jeg synes i den grad der har været forskel på den måde personlige erfaringer er trukket ind. Og min kommentar ovenstående er hverken en reprimande eller lign.
Jeg konstaterede bare at jeg synes det var det samme der blev skrevet gang på gang.

Arh, den kan jeg da vist heller ikke sige mig fri for. Det er vi da mange, der ikke kan.

Citat slettet

Men hvis man ikke er gift, hvordan holder det offentlige så styr på om man lever sammen som par eller som roomies? Man kan jo også sagtens være i et forhold uden at bo sammen, og så er det jo ikke dokumenteret nogen steder.

Tak for forklaring. Så var der en del, der fes ind.

Den der med separat økonomi er et must, når man bor sammen med en, der gerne fyrer alt hvad der findes på kontoen af på smøger, cola og junkfood til sig selv. Ikke optimalt, men nødvendigt.

En ting er, hvordan man deles om økonomien i hverdagen.

Men hvordan med aktiv/passiv-balancen man bringer ind i forholdet?
Hvor længe beholder man sin gæld/opsparing som sin egen, og hvornår bliver den et fælles anliggende, så den deles, hvis man går fra hinanden?