LaScrooge skrev:Alt dét, der handler om omverdenens uendelige krav og hvor hårdt det er at ligge under for dem, handler i virkeligheden om, at man har en masse krav man påfører sig selv, og ikke har fuundet ro med det menneske, man er og de styrker og begrænsninger man har. Hvis andre kritiserer én kan man jo altid afvise, at de har nogen som helst ret til at blande sig i hvad man gør, og, hvis det, de siger, alligevel gør ondt, kan man spørge sig selv hvorfor man gør som man gør og derved finde ud af, om det enten reelt er noget man kan forbedre (på et tidspunkt hvor man har overskud til det), eller om man faktisk synes, at man gør det godt nok, og i det finde roen til at afvise kritikken.
Hovedet på sømmet! Det er som jeg ret ofte prøver at postulere. At det ikke er er samfund eller nogle normer som forventer at man bager de flotteste klidboller, laver den grønneste smoothie, knalder 3 gange om ugen. Det er en selv der sætter de rammer op.
Min barndomsveninde som jeg brød med efter 25 år, var den type. Det var så ulideligt til sidst at høre på hvor hårdt alting var for hende fordi “En hel masse forventninger”. Men samtidig var det vigtigt for hende med den rigtige kæreste, rigtige bil, rigtige uddannelse, rigtige karriere osv. Hun tog et sabbatår mellem HH og CBS for at tjene penge. Kunne ikke finde et job, men nægtede at være kassedame eller gøre rent...hun havde jo en HH. For 5 år siden gik hun ned med stres og angst, kørte med ambulance flere gange. Hun vil skilles fra sin mand fordi han er præcis som han var da de mødtes og alt det hun dengang fandt perfekt til hendes standarder. Jeg gav op på det venskab.