Sex & kompromis

[Zombie]

Jeg er en ret åben person, og med de nærmeste kan jeg godt snakke i generelle termer om sex.

Ift det med kompromis, så er min erfaring, at en stor dræber for sexlyst er "mere vil have mere". Hvis den ene eller begge parter hele tiden spejder efter mere og vildere, og man mister intimiteten af syne.

Og så en fordom, fordi de fleste af mine venner er mænd: Det er rigtig tit, at den part der vil udforske, gerne vil udforske på den andens krop. En lidt klodset beskrivelse, som dækker over, at mine venner beskriver, at det de fantaserer om, er ting som analsex - på hende, bondage - på hende, s/m - med hende i modtagende/submissiv rolle osv.
Omvendt, mine få veninder, deres ønsker er ofte ting hvor de selv er modtagende. Fx fræk massage, oralsex m.m.

Min tanke er tit, hvor kompromiset er, hvis man eksperimenterer med ting, der foregår med partneren som modtagende part. Altså, jeg joker med, at min kæreste kan få mig til meget, hvis det afslutter med en halv times oralsex til mig. Hvis jeg skal hænge spændt ud fra loftet kun iført japanske knuder, når det nu ikke interesserer mig at blive bundet, hvori er så kompromiset. Hvad får jeg ud af det? Må jeg sidde på dit ansigt i 40 minutter eller?

Når jeg har sagt de ting til mine kammerater, så tænker de lidt mere over, hvordan de "sælger" tingene til deres kærester og hvad de tilbyder til gengæld. De færreste har som udgangspunkt 100% den type sex, deres kæreste foretrækker, og så er det jo ikke et rigtig kompromis.

[Madam Pomfrey]

Mit sexliv med min eksmand spillede ikke ind på skilsmisse, men en svær periode spillede ind på sexlivet, det tænker jeg er ret normalt, at når ægteskabet/parfoldet humper ubehjælpeligt afsted på et pr krykker - der iøvrigt ikke er lige lange.
Og at sexlivet ikke kører specielt godt, det påvirker nogle mennesker rigtig meget, gå ud over selvværdet, og kommer måske i fokus når man snakker om årsag til brud.
Jeg fungerer absolut ikke selv med pligtknald, jeg har et udemærket sexdrive, men har oplevet absolut ikke at have lyst til eller behov for seksuelt samvær med min partner, men ikke fordi sex var dårligt.

Jeg snakker ikke om mit eget sexliv i detaljeret form, det er for privat, og jeg har heller ikke lyst til at kende detaljer om mine venners seksualliv.
Men jeg kan godt snakke om hvorvidt det fungerer eller ej, frekvens, at jeg evt. er frustreret over min partners tilgang til det, selv ikke har overskud og lyst, eller at jeg savner noget. og jeg har da også delt lidt ud af single tilværelsen eventyr

Sex overordnet snakker jeg gerne om, i såvel private som faglige rammer, det rør mig overhoved ikke, og jeg synes et er naturligt at gøre det.
Jeg snakker også med mine børn om det, - eller måske rettere fortæller om det, og siger til dem at de bare skal spørge. Og da min ældste søn fik en kæreste, fik han også "foredraget" om at et sex altså ikke er som på pornofilm, men at det skal være noget kærligt, intimt og rart imellem 2 mennesker der virkeligt godt kan li hinanden, og at man har et ansvar for at det er en god oplevelse for den anden.

[MrMister]

Jeg er en ret åben person, og med de nærmeste kan jeg godt snakke i generelle termer om sex.

Ift det med kompromis, så er min erfaring, at en stor dræber for sexlyst er "mere vil have mere". Hvis den ene eller begge parter hele tiden spejder efter mere og vildere, og man mister intimiteten af syne.

Og så en fordom, fordi de fleste af mine venner er mænd: Det er rigtig tit, at den part der vil udforske, gerne vil udforske på den andens krop. En lidt klodset beskrivelse, som dækker over, at mine venner beskriver, at det de fantaserer om, er ting som analsex - på hende, bondage - på hende, s/m - med hende i modtagende/submissiv rolle osv.
Omvendt, mine få veninder, deres ønsker er ofte ting hvor de selv er modtagende. Fx fræk massage, oralsex m.m.

Min tanke er tit, hvor kompromiset er, hvis man eksperimenterer med ting, der foregår med partneren som modtagende part. Altså, jeg joker med, at min kæreste kan få mig til meget, hvis det afslutter med en halv times oralsex til mig. Hvis jeg skal hænge spændt ud fra loftet kun iført japanske knuder, når det nu ikke interesserer mig at blive bundet, hvori er så kompromiset. Hvad får jeg ud af det? Må jeg sidde på dit ansigt i 40 minutter eller?

Når jeg har sagt de ting til mine kammerater, så tænker de lidt mere over, hvordan de "sælger" tingene til deres kærester og hvad de tilbyder til gengæld. De færreste har som udgangspunkt 100% den type sex, deres kæreste foretrækker, og så er det jo ikke et rigtig kompromis.

Så sandt, så sandt. Sex har dog den catch22, at det næsten altid skal ske i samspil med den anden og kun er interessant, hvis den anden er med - ikke bare tager en for fædrelandet.

Men stadig rigtigt. Det er ret ofte at det er en ensidig transaktionen / ensidige krav.

[Misantropen]

- Er det også tabu at have et “dårligt” / udfordrende sexliv?
Ja, det synes jeg. Eller jeg ved ikke om det er tabu for det er nok mest mig selv der har gjort det til tabu ved ikke at søge råd og alternative løsninger. Jeg har nogle gange følt mig i vildrede og alene fordi jeg, i respekt for fyren, har holdt det for mig selv, fordi fyren ikke har ville tale om problemerne.

- Hvordan oplever i det i jeres sfære?
Jeg bryder mig ikke om at udstille de mænd jeg har været sammen med, pga. noget de ikke kan gøre for eller fordi vi bare ikke havde seksuel kemi i sengen. Det synes jeg er ufint og noget jeg heller ikke selv ville bryde mig om.

Der har været oplevelser jeg har haft brug for at tale med venner om, fordi oplevelserne har været så mærkelige/akavede/bizarre. Jeg er ikke sikker på jeg havde fået lige så meget ud af det hvis jeg havde holdt det for mig selv eller snakket med nogle udenforstående i stedet. Det har nogle gange været med personlige detaljer, ikke for at udstille/håne eller grine af fyren, men fordi det var en vigtig del af det de skulle give råd om. Jeg synes godt det kan gøres på en ordentlig måde, selvom det er følsomt.

Jeg oplever det samme fra mine venner. Vi snakker mest om sex generelt(“hvordan undgår du krampe i den stilling?”, “Vil din kæreste have sex når du har menstruation?”, “Du skal ikke bruge XXX fordi XXX”, "Kender du til den samme skuffelse?" etc.)

- Hvad er jeres egne erfaringer med at indgå kompromiser, hvor én af partner uundgåeligt skal give afkald på noget for forholdets skyld? (Altså virkelige kompromisser; ikke de der “det li’meget” ting)
Ikke gode.

Medmindre det er af midlertidige årsager eller noget der kan løses på sigt, som vi begge er enige om skal løses.

[Ata]

Jeg er en ret åben person, og med de nærmeste kan jeg godt snakke i generelle termer om sex.

Ift det med kompromis, så er min erfaring, at en stor dræber for sexlyst er "mere vil have mere". Hvis den ene eller begge parter hele tiden spejder efter mere og vildere, og man mister intimiteten af syne.

Og så en fordom, fordi de fleste af mine venner er mænd: Det er rigtig tit, at den part der vil udforske, gerne vil udforske på den andens krop. En lidt klodset beskrivelse, som dækker over, at mine venner beskriver, at det de fantaserer om, er ting som analsex - på hende, bondage - på hende, s/m - med hende i modtagende/submissiv rolle osv.
Omvendt, mine få veninder, deres ønsker er ofte ting hvor de selv er modtagende. Fx fræk massage, oralsex m.m.

Min tanke er tit, hvor kompromiset er, hvis man eksperimenterer med ting, der foregår med partneren som modtagende part. Altså, jeg joker med, at min kæreste kan få mig til meget, hvis det afslutter med en halv times oralsex til mig. Hvis jeg skal hænge spændt ud fra loftet kun iført japanske knuder, når det nu ikke interesserer mig at blive bundet, hvori er så kompromiset. Hvad får jeg ud af det? Må jeg sidde på dit ansigt i 40 minutter eller?

Når jeg har sagt de ting til mine kammerater, så tænker de lidt mere over, hvordan de "sælger" tingene til deres kærester og hvad de tilbyder til gengæld. De færreste har som udgangspunkt 100% den type sex, deres kæreste foretrækker, og så er det jo ikke et rigtig kompromis.

Altså, hvem der er "givende" og "modtagende" afhænger vel af perspektivet? Hvis en mand foreslog mig noget nyt på sexfronten, ville jeg antage, at det var noget han foreslog for at høre, om jeg OGSÅ syntes, at det kunne være spændende at prøve. Og der synes jeg ikke, at det for mig giver mening at tale om, hvem der giver og hvem der tager imod. Hvis vi begge har lyst til at prøve noget, så er vi vel begge to modtagende? Og hvis den ene ikke har lyst til det pågældende, så har ingen af dem forhåbentlig lyst til at gennemføre det? Sex hvor han får lov at gøre x ved mig, hvis han så til gengæld gør y for mig - det tror jeg altså er et skråplan.

Jeg tror overhovedet ikke på kompromisser i sex, hvis det indebærer at man deltager i noget, man ikke har lyst til. Det tror jeg er dræbende for lysten....

[Ata]

Til trådens emne:

Jeg synes ligesom at det bliver et emne, man taler mindre og mindre om med alderen. Om det er fordi det bliver sværere for folk, og derfor tabubelagt, eller om det er fordi det bare kører for folk - det ved jeg ikke. Men jeg synes også, det er lidt ærgerligt, at man ikke kan tale lidt mere åbent om det.

Ifht. kompromisser så tror jeg, at de største kompromisser har været, når sexmængden er blevet mindre pga forhold hos den ene eller anden part. Fx da jeg var gravid (hvor jeg havde døgnkvalme) og ammede (hvor jeg mistede al lyst) og de perioder, hvor min mand har været stresset. Men det er i bund og grund ikke kompromisser, men handler mere om at affinde sig med, at man må undvære sex, hvis den anden ikke er i stand til at gå ind i det på en god måde.

At gå på kompromis med selve aktiviteterne tror jeg ikke, at jeg har prøvet det. Men måske har vi bare ikke talt tilstrækkeligt åbent om det... Det kan da godt tænkes, at der er ting han gerne ville prøve, men aldrig har sagt det?

[Misantropen]

Jeg har det ligesom dig, MrMister, at jeg synes, det er lidt ærgerligt, hvor lidt mange taler om det. I hvert fald i min omgangskreds. Ville måske ikke ligefrem bruge ordet 'tabu', men i hvert fald 'meget privat'.

Det er nok også noget med alderen - og jo længere folk har været sammen, jo mere privat virker det på en eller anden måde.

Jeg kunne aldrig finde på at dele intime deltajer fra mit sexliv, det ville jeg enten diskutere med min partner eller en sexolog, men jeg ville byde mere snak om sexliv og seksualitet generelt (hvor ofte, forventninger, pres, lyster, fordomme osv.) velkommen i min venindekreds. Desværre virker det, som om alle er meget lukkede om det, og nu handler det mest om børn, karriere og om skænderier med m/k om at få hamsterhjulet til at køre.

Og når der så engang imellem er nogen, der bliver single, kaster folk sig ofte over denne for at høre om vedkommendes sexliv.

Jeg plejer at læse nogle fede romaner om sex. Fuck jeg elskede at læse om sex og seksualitet, da jeg var ung. Det var det vildeste at finde en bog, hvor man blev ført ind i den dér verden.
Jeg havde også mange fede snakke med veninder om sex, både det sjove og det pinlige og det virkelige gode.

Folk bliver bare ældre og private, gør de ikke?

Jeg tror tit der er noget stolthed i det, fx når lysten ændrer sig, man kan ikke præstere så meget og ofte som tidligere eller som man gerne vil.

Hvis det går en på er det måske heller ikke det fedeste at snakke med sine venner om, hvis man ikke tror de har samme problem. Og slet ikke hvis de har indtrykket af at ens sexliv altid bare har kørt

[Søhesten]

Jeg synes ikke jeg oplever det i min veninde kreds.

Vi snakker jævnligt om sex, og jeg oplever ikke at nogen bliver udstillet, vi har en ærlig og respektfuld snak omkring det. Jeg oplever det ikke som et tabu.

I forhold til min kæreste snakker vi rigtig meget om sex, lyst og hvad vi gerne vil prøve. Det er vigtigt for mig at ku sådan noget.

[Fru Sunshine]

Mit sexliv rager ikke andre end mig og min mand.
Jeg betragter det ikke som et tabu, men jeg kan virkelig ikke se, hvad det kommer andre end os ved. Jeg gider heller ikke høre om andres sexliv.

[MrMister]

Jeg tror tit der er noget stolthed i det, fx når lysten ændrer sig, man kan ikke præstere så meget og ofte som tidligere eller som man gerne vil.

Hvis det går en på er det måske heller ikke det fedeste at snakke med sine venner om, hvis man ikke tror de har samme problem. Og slet ikke hvis de har indtrykket af at ens sexliv altid bare har kørt

Jeg tror, det er fordi det hos mig, egentlig er ligegyldigt hvad andre tænker. Det ændrer jo intet ift, hvem jeg er, hvad andre tænker og mener om mig. Tværtimod. Hvis de ændrer mening i negativ grad om mig, hvis jeg er åben (på en respektfuld og sober måde naturligvis), er de alligevel ikke værd at samle på. Jeg tror mere på, at sandheden sætter fri.

Jeg ved, at det for nogle venner har været rart at kunne diskutere åbent, at selvom man er træt af det derhjemme og kan drømme græsset grønnere, så er det immervæk svært at slå græs, hvis der sidder delebørn og en bitter eks på plænen... Det er lidt evnen til at synes en Ferrari er flot, men erkende at det også er helt fint at køre Passat.

Det kan dog også være at sex med alderen bare fylder mindre (selvom jeg ikke selv tror det). Eller at man bliver klogere og finder ud af, at der er mere og vigtigere ting i livet end sex. Så som kærlighed, sikkerhed i forholdet, samhørighed osv

[Sorenspige]

I mit parforhold har sex været en kilde til frustration og uenighed, men det er aldrig noget, hverken min mand eller jeg har delt med andre. Selv herinde skriver jeg ikke ret meget om det.

Vi er begge ret private mennesker, men samtidig synes jeg også, det er lidt tabubelagt, at den del af vores liv ikke altid kører på skinner (især fordi det nok primært skyldes mig).

[Misantropen]

Jeg tror tit der er noget stolthed i det, fx når lysten ændrer sig, man kan ikke præstere så meget og ofte som tidligere eller som man gerne vil.

Hvis det går en på er det måske heller ikke det fedeste at snakke med sine venner om, hvis man ikke tror de har samme problem. Og slet ikke hvis de har indtrykket af at ens sexliv altid bare har kørt

Jeg tror, det er fordi det hos mig, egentlig er ligegyldigt hvad andre tænker. Det ændrer jo intet ift, hvem jeg er, hvad andre tænker og mener om mig. Tværtimod. Hvis de ændrer mening i negativ grad om mig, hvis jeg er åben (på en respektfuld og sober måde naturligvis), er de alligevel ikke værd at samle på. Jeg tror mere på, at sandheden sætter fri.

Jeg ved, at det for nogle venner har været rart at kunne diskutere åbent, at selvom man er træt af det derhjemme og kan drømme græsset grønnere, så er det immervæk svært at slå græs, hvis der sidder delebørn og en bitter eks på plænen... Det er lidt evnen til at synes en Ferrari er flot, men erkende at det også er helt fint at køre Passat.

Det kan dog også være at sex med alderen bare fylder mindre (selvom jeg ikke selv tror det). Eller at man bliver klogere og finder ud af, at der er mere og vigtigere ting i livet end sex. Så som kærlighed, sikkerhed i forholdet, samhørighed osv

Forhåbentlig ændrer ens venner ikke mening om en fordi ens sexliv med manden/konen ikke (længere) fungerer så godt Men derfor kan det jo stadig være flovt eller føles pinligt at skulle åbne op om et følsomt emne

[DetSorteCirkus]

I denne sammenhæng forstår jeg tabu som manglende formodet eller oplevet mulighed for at tale om noget, som man føler, at man har behov for at vende med andre. Så har man ikke behovet, er det ikke tabu ikke at tale om sex med andre. Det modsatte ville bare være påtaget "frigjorthed".

Jeg oplever ikke, at sex er et tabu i min omgangskreds. VIDT forskellige præferencer gør det godt nok ikke så relevant at tale "teknik", men eventuelle problemer med grænser, følelser og kompromiser, som jo er mere universelle, er ikke et tabu. Ja, det er det andet jo så heller ikke, i og med jeg fx. ved, at min veninde er aseksuel, og hun ved, at jeg har en ret flydende seksualitet; praktisk sparring ligger bare ikke lige for. Men det har jeg andre, jeg kan tale med om.

Mht. kompromisser fungerer jeg ikke med de store af slagsen, og det har gennem årene fået stor betydning for min måde at gribe valg af partnere an på. Heldigvis. Det skylder man sine medmennesker, synes jeg.

[MrMister]

Jeg har det ligesom dig, MrMister, at jeg synes, det er lidt ærgerligt, hvor lidt mange taler om det. I hvert fald i min omgangskreds. Ville måske ikke ligefrem bruge ordet 'tabu', men i hvert fald 'meget privat'.

Det er nok også noget med alderen - og jo længere folk har været sammen, jo mere privat virker det på en eller anden måde.

Jeg kunne aldrig finde på at dele intime deltajer fra mit sexliv, det ville jeg enten diskutere med min partner eller en sexolog, men jeg ville byde mere snak om sexliv og seksualitet generelt (hvor ofte, forventninger, pres, lyster, fordomme osv.) velkommen i min venindekreds. Desværre virker det, som om alle er meget lukkede om det, og nu handler det mest om børn, karriere og om skænderier med m/k om at få hamsterhjulet til at køre.

Og når der så engang imellem er nogen, der bliver single, kaster folk sig ofte over denne for at høre om vedkommendes sexliv.

Jeg plejer at læse nogle fede romaner om sex. Fuck jeg elskede at læse om sex og seksualitet, da jeg var ung. Det var det vildeste at finde en bog, hvor man blev ført ind i den dér verden.
Jeg havde også mange fede snakke med veninder om sex, både det sjove og det pinlige og det virkelige gode.

Folk bliver bare ældre og private, gør de ikke?

Jeg tror tit der er noget stolthed i det, fx når lysten ændrer sig, man kan ikke præstere så meget og ofte som tidligere eller som man gerne vil.

Hvis det går en på er det måske heller ikke det fedeste at snakke med sine venner om, hvis man ikke tror de har samme problem. Og slet ikke hvis de har indtrykket af at ens sexliv altid bare har kørt

Det er nok dét jeg tænker er tabuet. At det ændrer sig og ikke altid kører som smurt (tøhø). For det var overraskende for mig, der ikke har mange skilte venner, at nærmest alle skilte slasher sexlivet bagefter. For så sidder man jo ikke alene - og tænk hvis det kunne have løst det, hvis man havde kommunikeret omkring det. Det virkede bare imo dumt ikke at tale om det, hvis man vil ændre det / det knager.

[Misantropen]

Jeg tror tit der er noget stolthed i det, fx når lysten ændrer sig, man kan ikke præstere så meget og ofte som tidligere eller som man gerne vil.

Hvis det går en på er det måske heller ikke det fedeste at snakke med sine venner om, hvis man ikke tror de har samme problem. Og slet ikke hvis de har indtrykket af at ens sexliv altid bare har kørt

Det er nok dét jeg tænker er tabuet. At det ændrer sig og ikke altid kører som smurt (tøhø). For det var overraskende for mig, der ikke har mange skilte venner, at nærmest alle skilte slasher sexlivet bagefter. For så sidder man jo ikke alene - og tænk hvis det kunne have løst det, hvis man havde kommunikeret omkring det. Det virkede bare imo dumt ikke at tale om det, hvis man vil ændre det / det knager.

Det kan man synes, men det kan være svært at erkende der ikke er mere kærlighed tilbage for hinanden som partnere. Sørger man over et forhold(før beslutningen om at gå hver til sit er taget) eller er man i en proces hvor man arbejder på at få rammerne til at fungere igen, så forholdet ikke går i opløsning, er sexlivet ikke altid det jeg har haft brug for at snakke med andre om. Især hvis et "skrantende" sexliv bare er en biting eller konsekvens af at det andet ikke fungerer optimalt.

Det er noget andet når forholdet er afsluttet og det ikke længere fylder i tankerne. Så synes jeg det er lettere at se mere nøgternt på nogle ting fordi der ikke længere er følelser i klemme.