Noget om kønsroller, seksualitet, accept, og til- og fravalg...

[deliciouscookie]

Jeg kan egentlig slet ikke forstå, at det overhovedet kan være til diskussion, at man er den man er, og lever/fungerer i overensstemmelse med det - så længe man ikke prøver at forhindre andre i at gøre det samme.

Selve interessen for personlig frihed er interessant. Hvis nu jeg har lyst til at tæve en eller anden, er de fleste enige om, at det har jeg ikke friheden til. Og hvis jeg har begået en forbrydelse defineret ud fra lovgivningen, så er de fleste også enige om at min frihed kan inddrages og at jeg kan spærres inde, selv om det gør skade på mig.

Så den der med at folk er frie til at gøre hvad de vil, bare de ikke skader andre, det er en latterlig størrelse. Det er der ingen der er. Der er meget komplicerede strukturer for frihed og ansvar i alle samfund.

Jeg synes det er en gratis omgang at slynge ud at man mener sådan, for det er så utroligt nemt og det viser virkelig at man ikke har vurderet hvor mange undtagelser man kan finde fra den regel.

Og mest af alt viser det at moral er en flydende størrelse hos langt de fleste mennesker. Samtidigt med at ingen rigtigt vil erkende det.

Nu er der i dette konkrete tilfælde ikke behov for analyser af samfundets magtstrukturer, ej heller en generel diskussion om frihed og ansvar. Jeg udtaler mig om én ting - "i dette tilfælde", skriver jeg. I lige netop dén situation, ser jeg ikke behov for din efterlyste analyse.

Det var egentlig ikke henvendt til dig på en måde der skulle forståes som om at jeg er uenig med dig, den var mere rettet mod andre.

Men jeg mener der er svært at sige at man er den man er. Det er jo netop selve det stof som virkeligheden er gjort af, som visse mennesker prøver at lave om. Så som at skære pikken af en mand og sige han er en kvinde.

Eller at sige at hvis en mand mener han er en kvinde på trods af at han har en pik, at han så skal forvente at verden bøjer i den retning og accepterer det.

Naturligvis skubber virkeligheden tilbage. Naturligvis vil nogle mennesker sige 'det er ikke den du er, og du får ikke lov til at komme ind i dette omklædningsrum, det gør mig utilpas fordi du er det andet køn'.

Jeg har aldrig stået i den situation og jeg er et ekstremt blufærdigt menneske så jeg tror aldrig jeg kommer i situationen, men jeg kan godt forstå at nogle mennesker vil reagere på den måde.

Jeg tror du har misforstået, hvad der ligesom var vinklen i mit indlæg - eller også har jeg ikke udtrykt mig tydeligt nok. Men når jeg skrev, at jeg undrede mig over, at det "overhovedet var til diskussion", var det i betydningen, at det burde ikke være til diskussion at man kunne få lov til at være den man er (inden for rimelighedens og lovens grænser). Selvfølgelig, kan der være situationer hvor det kan være problematisk. Som du selv nævner med omklædningsrum. Men det var det helt basale jeg forholdt mig til, ikke afledte virkninger

Men hvordan kan man være 'den man er, og leve/fungere i overensstemmelse med det' hvis man som transkvinde ikke har adgang til de rum, der reserveres biologisk/anatomiske kvinder?

Så er det jo helt tomt at sige, at man da bare kan være som man er, når man ikke kan leve sådan.

Det kan man nok heller ikke, men er der ikke andre hensyn at tage end kun de transkønnedes?

Jo resten af samfundet, men lige præcist omklædningsrum og toiletter kan jo sikres ved passende afskærmning så det er ikke et reelt problem. Det er straks værre når man med vold og magt vil ændre samfundsdebatten og hvilket ord folk må bruger samt gennemtvinge politisk ideologier, fordi det er helt uacceptabelt.

[deliciouscookie]

Tænker der måske lidt er tale om en ‘hvad kom først? Hønen eller ægget?’ Diskussion.
Fordi transkønnede ofte har nogle psykiske lidelser.
Men hvor div forskere vist nok er kommet frem til at det et være transkønnet “kom først”. Det konkludere jeg udfra det at transkønnethed ikke længere anses som en psykisk lidelse.
[...]

Jeg tror spørgsmålet ikke så meget er om det defineres som en psykisk lidelse - men at faren kan bestå i at man har en psykisk lidelse, og man så får den ide at løsningen må være at skifte identitet.

Men jeg ved ikke, når du refererer forskere for at sige det at være transkønnet kom først ... det er måske et for svært spørgsmål, men har du et bud på, hvad det så er der er det omvendte køn af hvad man er født som?

Fakta er at der stadig forskes i område og at der ikke foreligge nogen entydige resultater. Det hele er baseret på tro, spekulation og politiske holdninger på nuværende tidspunkt. Videnskabeligt ved vi det ikke pt.

[Dawwty]

Frit partner valg er en menneskeret, så naturlgivs kan vi vælge dem fra vi ikke ønsker at være sammen med. Vi behøver sådan set ikke begrundet det med andet end at det følger vi ikke for og så er den ikke længerer.

[Dawwty]

Apropos kønsidentitet: Jeg har forstået det sådan, at der f.eks hos unge, der ønsker at skifte køn, ses forudgående psykiske lidelser eller udviklingshandicap. På den måde er ønsket om at skifte køn og hele forvirringen om egen identitet et symptom på underliggende lidelser. Jeg håber da, at man sætter ind dér, før man ændrer folks krop med operationer?

Hvis ovenstående ikke er rigtigt, så giver det en forkert forståelse for problematikken.
Hvis ovenstående er rigtigt, så er det afgørende at gribe det an med psykologisk støtte.

Jeg er klar over, at min forståelse har en masse negative implikationer. Men hvis det er sådan det er, så er det da vigtigt ikke at forstå det forkert. For man hjælper da ingen ved at operere på dem, hvis det handler om noget helt andet.

Ikke nødvendigvis nej? Eller også misforstår jeg dig. Mener du at folk der ønsker at skifte køn nødvendigvis må have psykiske lidelser som skizofreni, bipolaritet eller whatever?

Transkønnethed er vist anderkendt som en psykisk lidelse. En lidelse, der for mange mindskes ved kirugiske indgreb, så man ligner modsatte køn. For andre er det ikke det der skal til.

Transkønnethed anses ikke længere som en psykisk lidelse https://videnskab.dk/krop-sundhed/who-f ... e-lidelser

Du er forhåbentlig klar over at det er en politisk beslutning og ikke en medicinsk faglig beslutning?

Medicinsk er det stadig en psykisk lidelse kaldet kønsdysfori, det er kun politisk at man ikke længer må skrive det i patient journalerne.

Det burde være fagligt begrundet og ikke politisk, men omvendt så opnår man ikke ændringer i samfundet uden politiske tiltag.

[deliciouscookie]

Apropos kønsidentitet: Jeg har forstået det sådan, at der f.eks hos unge, der ønsker at skifte køn, ses forudgående psykiske lidelser eller udviklingshandicap. På den måde er ønsket om at skifte køn og hele forvirringen om egen identitet et symptom på underliggende lidelser. Jeg håber da, at man sætter ind dér, før man ændrer folks krop med operationer?

Hvis ovenstående ikke er rigtigt, så giver det en forkert forståelse for problematikken.
Hvis ovenstående er rigtigt, så er det afgørende at gribe det an med psykologisk støtte.

Jeg er klar over, at min forståelse har en masse negative implikationer. Men hvis det er sådan det er, så er det da vigtigt ikke at forstå det forkert. For man hjælper da ingen ved at operere på dem, hvis det handler om noget helt andet.

Ikke nødvendigvis nej? Eller også misforstår jeg dig. Mener du at folk der ønsker at skifte køn nødvendigvis må have psykiske lidelser som skizofreni, bipolaritet eller whatever?

Transkønnethed er vist anderkendt som en psykisk lidelse. En lidelse, der for mange mindskes ved kirugiske indgreb, så man ligner modsatte køn. For andre er det ikke det der skal til.

Transkønnethed anses ikke længere som en psykisk lidelse https://videnskab.dk/krop-sundhed/who-f ... e-lidelser

Du er forhåbentlig klar over at det er en politisk beslutning og ikke en medicinsk faglig beslutning?

Medicinsk er det stadig en psykisk lidelse kaldet kønsdysfori, det er kun politisk at man ikke længer må skrive det i patient journalerne.

Det burde være fagligt begrundet og ikke politisk, men omvendt så opnår man ikke ændringer i samfundet uden politiske tiltag.

Politiker må ikke blande sig i lægefaglige diagnoser, ligesom de ikke må blande sig i borgende frihedsrettigheder og meget andet. Bare fordi de har gode intentioner betyder det ikke at der er ok.

[Maoam]

Men du har vel stadig nogle præferencer på udseende og personlighed og de må vel være forskellige på køn, da kvinder og mænd har væsentlige forskelle i udseende og "personlighed" baseret på deres køn?

Personlighed ikke rigtigt. Udseende en lille smule, for eksempel kan jeg bedre lide skinny mænd end kvinder, ved ikke hvorfor.

Men jeg kan ikke se hvordan det er anderledes end, at heteroseksuelle måske både kan lide rødhårede og lyshårede. Den sammenligning er der rigtigt mange heteroseksuelle der ikke kan forstå -men jeg har også ret svært ved at forstå seksualitet der bliver meget påvirket af køn.

Vil bare lige sige x 2.
Jeg har ikke savnet det andet køn, når jeg har været sammen med det ene. Jeg ser det også som, at jeg heller ikke savner en rødhåret når jeg er sammen med en blond. Jeg tænker ikke så meget over kønnet heller. Måske fordi der ikke er én bestemt kropstype jeg foretrækker (men flere forskellige), og i langt højeste grad falder for personlighed.

Dét synes jeg er ret interessant, for det rammer jo ned i mine egne issues med at skulle være partner med en biseksuel. Det der med at "nøjes" med det ene køn. Jeg forstår simpelthen ikke hvordan man ikke kan savne/mangle et element af det køn man ikke er i forhold med. Det at være kæreste med en rødhåret er jo det samme som at være kæreste med en blondine, forskellen er kun visuel. At kæresten har en penis eller ikke har en gør en ret stor forskel i ens sexliv, dildoer giver imo bare ikke samme oplevelse. Jeg kan ikke forstå at man feks ikke kommer til at savne en pik. Ligesom jeg ville have svært ved at være i et forhold med vanilje sex, og sandsynligvis ville finde det ret problematisk på sigt ikke at kunne få udlevet nogle af mine mere bdsm-agtige lyster. Jeg ville føle at jeg nøjedes.

Men selvom det er svært at forstå, er det så svært at tro på? Jeg har svært ved at forstå hetero og homoseksualitet, men jeg har ikke svært ved at tro på at nogen føler det sådan.

Igen, jeg har været i et forhold med en anden biseksuel. Han var den jaloux type (modsat mig), ville absolut ikke dele mig med nogen eller noget og han kunne ikke forestille sig noget der ville føles mere forkert end at blive delt selv. Vi var begge to biseksuelle, han havde ikke noget omkring biseksualitet at “bevise” til en udenforstående kæreste -jeg forstod ham jo faktisk godt.

Og så en lille vild fordom, samlet fra flere menneskers erfaringer -heteroseksuelle har sex på en rimelig kønnet måde, hvor kønnet gøres vigtigt. Biseksuelle, også når de har sex med modsatte køn, er mere flydende i det og ikke helt så faste. Hvilket måske er grunden til at det ikke opleves som noget vildt afsavn ikke at have sex med det ene køn. Naturligvis er det ikke sådan for alle, men en del.

Igen -jeg forstår det egentlig godt, for jeg har det helt ærligt bedre med at være kæreste med en biseksuel. Det er ikke et krav, men det føles så dejligt ukompliceret når han/hun ligesom forstår nogle ting. Jeg prøver bare at sætte nogle tanker igang.

Ja, det er svært for mig at tro på, fordi det er så langt fra min egen virkelighed. Ikke fordi jeg ikke tror på hvad du siger, for det gør jeg. Men det er ligesom når nogen fortæller mig at man kan nyde faldskærmsudspring, jeg kan simpelthen ikke forestille mig hvordan man ikke står af i ren skræk jeg kan sagtens respektere og acceptere at det er det der gør sig gældende, men kan simpelthen ikke forstå det.

En tidligere veninde var kæreste med en (på daværende tidspunkt) lesbisk kvinde (nu trans mand). Hun fortalte mig også at hun savnede, well, pik. Så det har jo bare bekræftet mig i min egen ide om hvordan det er. Andre biseksuelle bekendtskaber jeg har, er det bare aldrig kommet op som emne. Så det er super fedt at få udfordret sit perspektiv. Tusind tak for det!

Jeg synes det er vildt interessant det med kønnet og ikke kønnet sex. Det er svært for mig at forstå (igen fordi det ligger så langt fra min egen seksualitet) hvad forskellen er, og jeg sætter jo mit eget filter/begrebsbillede på de ting jeg får fortalt, så jeg vil jo altid se ting gennem et heteronormativt, ciskønnet filter. Det er som at forklare farve for en blind

Det med et heteronormativt, ciskønnet filter har jeg virkelig oplevet på mig selv. Først efter jeg blev single efter et langt forhold sidste sommer, blev jeg rigtig bevidst om, at jeg er og altid har været tiltrukket af både mænd og kvinder. Jeg havde en meget mærkelig måneds tid, før jeg rigtig fandt mig til rette i det. Det var mest tanker om, hvordan fanden jeg havde kunnet overse det. Det som nogle skriver her i tråden om magien mellem mand og kvinde har jeg for eksempel aldrig haft det selv.

Jeg har i løbet af året været sammen med både mænd og kvinder, og hvor kvinder har været nyt og spændende, kan jeg genkende sammenligningen med hårfarve fra mig selv. Jeg har ikke været i et langt forhold med en kvinde og kan derfor ikke vide, om jeg med tiden ville savne en pik, men jeg tror det ikke. Som jeg har det nu, ser jeg ikke kønsdele som afgørende for, om jeg seksuelt ville passe sammen med en partner. Ting som kemi og kinks er vigtigere. Det følses som om, at da jeg først kunne se folk som personer i stedet for køn, har det mere handlet om at have noget godt med en partner end de dele, der var involveret.