Marioneta skrev:Ja, det var nemlig min kæreste. Han kan godt adskille det, men det har jeg svært ved. Han er dog også irriteret over mig, fordi jeg jo ikke ville skrive om det, han ville skrive om, men mit problem er mere, at han ikke mener, at han skal "rette ind", når flertallet er enige om noget. Han har sagt op til flere gange, at han ikke mener flertallet skal bestemme, når vi har været uenige om noget. Jeg er helt med på at der skal være plads til at argumentere sin sag, men hvis man gør det og andre stadig ikke er enige, så må man jo bøje sig for flertallet, men det mener han ikke. I hvert fald ikke, når det er ham, som ikke er blandt flertallet. Gad vide hvad han tænker over det, hvis han var en del af flertallet og en af os andre ikke var. Skulle den sidste så også have sin vilje, fordi flertallet ikke bestemmer?
Så tager han ting op fra den tidligere studiegruppe, hvor vi blev sure på hinanden, fordi vi rettede i hinandens tekster. Jeg forstod ikke hans tekst og det blev han sur over og han gik i petitesser med min og det blev jeg irriteret over. Jeg sagde, at der ikke var grund til at tage gamle ting op, for han var lige så dårlig til at blive rettet i som mig. Så tog han noget op fra sidste uge, hvor vi havde en situation, hvor vi var tre som havde lavet en tekst sammen, mens han var syg, og da vi fik feedback til den fra en anden gruppe, var han ikke mødt til tiden, så han missede halvdelen af feedbacken. Vi fik en rigtig god feedback på vores tekst og bagefter ville han lave en masse om. Vi manglende den pædagogiske fyr i gruppen den gang, som ellers kan holde ham lidt tilbage og vi fik diskuteret en del omkring hvad der skulle laves om. Han blev sur på kvinden, fordi hun kom til at afbryde, hvilket han også selv gør, og til sidst endte jeg med at sige, at vi var tre som havde lavet teksten og egentligt var tilfredse med den, plus der var en gruppe på tre, som have læst den og givet god feedback på den, så jeg syntes ikke der var grund til at lave så meget om i den, når det kun var ham, som ønskede alle de ændringer. Igen kom beskeden; det er ikke flertallet som bestemmer
Jeg ved godt, at jeg kan være stædig, men mht opgaveemnet var det et spørgsmål om at jeg ikke forstod hvad de ville med opgaven. Mht. at han har rettet i mine tekster tidligere i den gamle gruppe, er jeg blevet irriteret, fordi det er småting. En af gangene rettede han kun fordi jeg havde rettet i hans tekst. En af de andre i gruppen sagde direkte til ham; "der er ikke noget galt med den her tekst, du retter kun i den, fordi du er sur, fordi hun ønskede ændringer i din" (som var fordi jeg ikke forstod hvad han skrev) og så stoppede han også.
En fra hans første gruppe fortalte i dag, hvordan han var blevet sur på hende i praktikken, fordi hun havde gentaget noget af hans undervisning for eleverne i den undervisning hun havde gangen efter, fordi de ikke havde forstået det. Så var han blevet sur på hende over at de ikke havde forstået hvad han havde undervist i. Min veninde fra samme studiegruppe med ham fortalte også om hvordan han holdt på en problemformulering, selvom de var tre som var enige om noget andet.
Omend han jo ikke har været nem at være kæreste med, så har han jo slet ikke været sådan her. Jeg er ved at komme til det punkt, hvor jeg tænker at han slet ikke kan samarbejde medmindre alt går efter hans hoved og samtidig så er han også en person med en anderledes tilgang til ting, så ofte mener han andet end flertallet. Det kan jo være nyskabende og interessant med en anderledes vinkel, men ikke når det kommer med konstante kampe, når det så ikke helt rammer hvad flertallet ønsker.