Hvornår har din kæreste sidst været en nar?

[Skorstenen]

I morges da han lukkede hunden ud fik han ikke lukket døren ordentlig igen, så da vi stod op kl 9 var hunden væk.
Jeg er ikke engang overrasket. Nærmest ikke engang skuffet. Det er hvad jeg forventer.
Jeg ved godt at han ikke gør det med vilje, men jeg føler mig fanget i et mareridt fordi jeg elsker ham for hans personlighed, men jeg kan ikke leve med at være kæreste med en 5-årig.

Jeg tror jeg ville lave en liste over alle de ting af den slags han gør, og så pege dem ud som jeg ikke kunne leve med og fremlægge hele listen for ham.
Så kan han se hvor mange små ting der er egentlig er som du hele tiden skal forholde dig til dobbelt. Men også vise ham hvilke ting han får lavet som bare ikke er i orden og som der skal ske ændringer på fra samme dag.

Det kunne måske også bruges som en indledning til en snak om hvordan I kan løse op for sådanne ting fremadrettet. (ex tøm lommerne når man kommer hjem så bilnøgler bliver lagt på plads og tjek lommerne igen inden man går) så det simpelthen bliver en vane.

Det er en god ide. Eller det synes jeg i hvert fald også det var de første to gange jeg gjorde det. Jeg har så aldrig lavet en fysisk liste, men det kan da være at tredje gang er lykkens gang.
Jeg gik selv og tænkte på at lave en liste over de ting som han har sagt at han nok skal lave og så sige at hvis der ikke kommer skred i sagerne, så flytter jeg. Jeg gider ikke mere. Når jeg konfronterer ham kan han ikke engang selv komme med et eksempel på noget han har lavet i flere år, som jeg ikke har bedt ham om. -Jo, vasket op. Det er han ok til. Og rydde op i køkkenet når han har lavet mad. Men der er ligesom temmelig mange flere ting i en husholdning og en hus der skal renoveres end det.....

Min mand, som er diagnosticeret med mild ADHD, elsker mine lister. Jeg laver dem egentlig ikke for at være hans vogter/barnepige/mortype. Men fordi, at der så sker noget. Ellers fistrer han rundt i 8 forskellige projekter som aldrig bliver færdige. Og med en gammel gård, er der ikke tid til den slags pjatteri. Så vi har en aftale om, at jeg laver en forårsliste og en vinterliste hvert år. Han er helt vild med at sætte flueben. Vi har så til gengæld også en aftale om, at hvis hans kammerater påpeger min liste som en "nåeh - du er nok under tøfflen høhø", så forklarer han dem årsagen. Jeg vil ikke, fordi jeg vælger at guide ham, betragtes som hende herpen.

Men han kan nu godt finde ud af at låse døre/lukke hunde ind og ud/lægge nøgler m.v. Det ville jeg simpelthen heller ikke kunne leve med i længden.

[Ata]

Ej, alle mænd er sgu da ikke sådan. Nu må I simpelthen ud på landet og skyde bjørnen med sten i et glashus foran egen dør.

De fleste mænd jeg kender, er organiserede i almindelig grad, kan godt finde ud af basale ting og deres liv er ikke en lang sejlrende af større og mindre fuck-ups som også påvirker deres partner.

Min oplevelse er selvfølgelig præget af, at jeg ikke har accepteret det som undskyldning at man var mand, eller kvinde, eller noget 3. når man lavede rav i den. Jeg gider ikke de der alenlange forklaringer og undskyldninger. Det er sgu da nærmest utilgiveligt at lade hunden kunne rende ud, hvor den er til fare for sig selv eller andre. Hvad hvis de havde små børn?

Det er fair nok, at nogle mennesker er mere tolerante end mig. Men at stille et helt køn til ansvar for, at man i sit liv har nogle typer der trænger til et los i røven (eller hvad de nu trænger til), det er simpelthen for sexistisk.

Jaja, det var ment for sjov, men det er min kæphest. Det, og kvinder der ikke stiller samme krav eller forventninger til mænd, fordi "sådan er mænd, haha".

Sådan er min kæreste ikke, bortset fra den ene eks var de andre heller ikke, mine venner er ikke og mine kollegaer, der er mænd mellem 23 og 30 år er heller ikke nogen af dem.

Klap nu lige hesten... Der er forskel på at sige, at noget adfærd er typisk mandlig, og så at sige at alle mænd er sådan. Derudover er der også forskel på at sige, at mange mænd gør sådan og sådan, og så at det er medfødt eller ok, at det er sådan. Jeg synes du blander det hele sammen.

Jeg er sådan set enig i alle dine normative kønsmæssige betragtninger. Helt enig. Men jeg kan jo desværre iagttage, at mange mænd opfører sig på en bestemt måde (og at kvinder lader dem gøre det). En del af det anser jeg for kulturelt skabt og det skal bekæmpes, men ændrer jo ikke ved, at fænomenet lige nu forekommer og derfor kan udpeges.

Den anden ting er så også, at jeg med tiden er blevet mere overbevist om, at der faktisk er visse træk som oftere forekommer hos hhv. det ene og det andet køn. Fx har min mand, far og bror nogle markante lighedstræk, som jeg ikke ser hos nogen kvinder, jeg kender. Fx er de MEGET systemtænkende og ekstremt analytiske, samtidig med at de rent praktisk er noget distræte. Jeg tror, at en del af det er medfødt. Men muligvis understøttet af noget kultur.

Når det er sagt, så mener jeg som sagt, at det at glemme at lukke fryser og køleskab og hoveddør, er udenfor normalområdet og dermed hverken kendetegnende for mænd eller kvinder.

[Jammerdalen]

Ej, alle mænd er sgu da ikke sådan. Nu må I simpelthen ud på landet og skyde bjørnen med sten i et glashus foran egen dør.

De fleste mænd jeg kender, er organiserede i almindelig grad, kan godt finde ud af basale ting og deres liv er ikke en lang sejlrende af større og mindre fuck-ups som også påvirker deres partner.

Min oplevelse er selvfølgelig præget af, at jeg ikke har accepteret det som undskyldning at man var mand, eller kvinde, eller noget 3. når man lavede rav i den. Jeg gider ikke de der alenlange forklaringer og undskyldninger. Det er sgu da nærmest utilgiveligt at lade hunden kunne rende ud, hvor den er til fare for sig selv eller andre. Hvad hvis de havde små børn?

Det er fair nok, at nogle mennesker er mere tolerante end mig. Men at stille et helt køn til ansvar for, at man i sit liv har nogle typer der trænger til et los i røven (eller hvad de nu trænger til), det er simpelthen for sexistisk.

Jaja, det var ment for sjov, men det er min kæphest. Det, og kvinder der ikke stiller samme krav eller forventninger til mænd, fordi "sådan er mænd, haha".

Sådan er min kæreste ikke, bortset fra den ene eks var de andre heller ikke, mine venner er ikke og mine kollegaer, der er mænd mellem 23 og 30 år er heller ikke nogen af dem.

Klap nu lige hesten... Der er forskel på at sige, at noget adfærd er typisk mandlig, og så at sige at alle mænd er sådan. Derudover er der også forskel på at sige, at mange mænd gør sådan og sådan, og så at det er medfødt eller ok, at det er sådan. Jeg synes du blander det hele sammen.

Jeg er sådan set enig i alle dine normative kønsmæssige betragtninger. Helt enig. Men jeg kan jo desværre iagttage, at mange mænd opfører sig på en bestemt måde (og at kvinder lader dem gøre det). En del af det anser jeg for kulturelt skabt og det skal bekæmpes, men ændrer jo ikke ved, at fænomenet lige nu forekommer og derfor kan udpeges.

Den anden ting er så også, at jeg med tiden er blevet mere overbevist om, at der faktisk er visse træk som oftere forekommer hos hhv. det ene og det andet køn. Fx har min mand, far og bror nogle markante lighedstræk, som jeg ikke ser hos nogen kvinder, jeg kender. Fx er de MEGET systemtænkende og ekstremt analytiske, samtidig med at de rent praktisk er noget distræte. Jeg tror, at en del af det er medfødt. Men muligvis understøttet af noget kultur.

Når det er sagt, så mener jeg som sagt, at det at glemme at lukke fryser og køleskab og hoveddør, er udenfor normalområdet og dermed hverken kendetegnende for mænd eller kvinder.

Jeg er helt enig med dig, men bliver nødt til at kommentere på det, du skriver omkring normalområdet. Jeg har ADHD og i stressede perioder har jeg kunnet gå fra min computer på biblioteket, glemme nøgler og gøre andre vanvittige ting, som desværre er meget "normalt", hvis man har ADHD, men jeg er dog stadig en ansvarlig mor til tre børn. Jeg ved godt, at du slet ikke siger, at man ikke kan være det, men jeg bliver bare nødt til at få det sagt, fordi jeg jo lidt genkender ting hos Kidkombs mand. Det er længe siden, men jeg ville godt kunne finde på at glemme at lukke et køleskab eller fryser, men i de 12 år jeg har været mor, har ingen af børnene været udsat for fare eller været forsømte. Man kan godt være ansvarlig, være en god kæreste og en god mor/far, selvom man har ADHD

[Ata]

Jammerdalen - det var bestemt heller ikke ment sådan. Med "udenfor normalområdet" mener jeg egentlig bare, at det er en adfærd, som typisk vil være koblet til en form for diagnose. En diagnose er jo i mange tilfælde en betegnelse for, at man er "udenfor normalområdet" mht. bestemte forhold eller symptomer, men derfor kan man jo sagtens have et job, være forælder eller være i et parforhold på fuld velfungerende vis.

[Jammerdalen]

Jammerdalen - det var bestemt heller ikke ment sådan. Med "udenfor normalområdet" mener jeg egentlig bare, at det er en adfærd, som typisk vil være koblet til en form for diagnose. En diagnose er jo i mange tilfælde en betegnelse for, at man er "udenfor normalområdet" mht. bestemte forhold eller symptomer, men derfor kan man jo sagtens have et job, være forælder eller være i et parforhold på fuld velfungerende vis.

Jeg er helt enig

[kidkomb]

Nå, men kæreste er i fuld gang med at researche og har sagt ja til at gå til lægen.
Det skal da prøves.

[HappyHippo]

Jeg ved altså godt at det ikke er med vilje? Det gør det ikke nemmere at leve i så længe?
Hvad vil du have at jeg skal gøre ved det? Fortsætte med at miste mig selv og livsglæden?

Hvis man har en partner med en form for handicap, så er man jo nødt til at gøre op med sig selv, om man kan leve med det. HVIS man skal leve med det, så er man nødt til at arbejde med sin egen mentale indstilling til det. Der tror jeg godt, at det kan være muligt at opnår en accept af, at visse irriterende ting ikke bliver anderledes. Men det er klart nok ikke nemt og heller ikke sikkert, at man er parat til at acceptere de vilkår, der nu er.

Det var også derfor jeg spurgte til, om han er blevet undersøgt for varige kognitive skader. Det kunne være, at det blev nemmere for dig at acceptere, at der faktisk er tale om et handicap, hvis han var blevet udredt for det. Omvendt kan det også gøre det sværere, fordi det mindsker håbet om, at det ændrer sig i fremtiden...

Jeg synes at hans familie er sådan generelt. Det er nok også derfor det irriterer mig fordi det jo så burde kunne fixes.
Men ja, jeg skal gøre op med mig selv om jeg vil leve med det.

Du kan jo ikke vide, om der kan gøres noget ved det. Din beskrivelse af de ting, din kæreste gør, er klassiske for mennesker med ADHD. Jeg siger ikke, at din kæreste har lidelsen, men hvis det nu var tilfældet, så er der virkelig gode behandlingsmuligheder. Måske er der også, hvis man "kun" har ADHD lignende symptomer. Jeg synes det er værd at undersøge.

Det tænkte jeg faktisk også på, da jeg læste det første indlæg. Og eftersom ADHD har en god arvelig komponent kunne der jo godt tænkes at være noget om det.

Han er en rolig, absolut ikke impulsstyret mand, har aldrig problemer med søvn, absolut ingen indlæringsproblemer og har vist aldrig haft en depression. Så nej. Bare nej. Og deres bror, som er adopteret fra Rumænien og ikke deler nogen som helst gener med dem er nøjagtig ligesådan.

Ej undskyld, men

Jeg er også miljømæssigt disponeret for at være et rodehoved og ikke at tørre køkkenbordet af efter mig. Det er ikke alt, men kan henføre til generne.

Der findes jo dog også en version af ADHD uden hyperaktivitet. Det hedder ADD. Fra nettet:

Ved ADD er der overordnet set tale om minimum 6 af følgende 9 symptomer:

Uopmærksomhed, lav koncentration og hyppigt skift af fokus. Desuden en tendens til let at blive distraheret af egne tanker, følelser og sansninger.
Overfladisk bearbejdning af information – misser detaljer og laver sjuskefejl. Omvendt kan der hos nogen være en tendens til at fortabe sig i detaljer, men det sker så på bekostning af helheden
Tilbøjelighed til at være mentalt fraværende, dagdrømmende eller på anden måde distræt – både ved opgaver og i kontakten til andre mennesker
Besvær med at komme i gang med eller færdiggøre opgaver og gøremål – ikke mindst opgaver, der består af mere end ét trin
Vanskeligheder med at organisere, planlægge og generelt skabe struktur i hverdagen. Der er hertil ofte knyttet en ringe tidsfornemmelse, som gør det svært at vurdere, hvor lang tid en opgave vil tage
Undgåelse af eller ubehag ved at udføre opgaver og aktiviteter, der kræver længerevarende koncentration, herunder bl.a. læsning
Tilbøjelighed til at miste eller forlægge ting, herunder nøgler, vigtige papirer og andet, der har betydning for ens daglige funktion
Tendens til hurtigt og let at blive distraheret af ydre stimuli, dvs. forskellige former for sanseindtryk. Hertil knytter sig besvær med at frasortere irrelevante stimuli og information
Glemsomhed i daglige aktiviteter, bl.a. hvad angår aftaler og udførelsen af opgaver

Slet, slet ikke. Han er kendetegnet ved høj intelligens, udpræget rolig, eminent til at arbejde fokuseret med et emne.
Ja, han sjusker og laver fejl, men sjovt nok ikke hvis det er noget han gider. Han læser gerne mange timer ad gangen. På engelsk oven i købet. Og bliver absolut ikke distraheret af noget som helt, hvis det han laver interesserer ham.
Men dagligdags ting som nøgler osv har han ikke en skid styr på.

Min mand er ligesådan. Og har givet det videre til vores børn. Der er en grund til jeg sommetider føler, jeg er ved at miste forstanden.

[Purple Haze]

Nå, men kæreste er i fuld gang med at researche og har sagt ja til at gå til lægen.
Det skal da prøves.

Det lyder da heldigvis som om han har forstået at det er alvorligt.
Skulle ellers til at foreslå at du skulle bede ham overveje hvor han/I skal bo når i går fra hinanden, og hvordan i skal ordne det praktiske. Sådan at det er på plads når du knækker helt på hans opførsel.

Det er nemlig fuldstændig ligemeget om han er syg, ikke gør det med vilje, ikke forstår hvad han gør galt, det ikke betyder noget for ham eller hvad der nu ligger til grund for hans opførsel - hvis den betyder du ikke kan fungere.

[Purple Haze]

Nå men kæreste har lavet en øl-aftale med en ven i aften.
Er lidt irriteret over at han ikke kunne gøre det i morgen - hvor jeg har en aftale.

Havde håbet vi kunne være sammen i aften.
Havde glædet mig til at ligge på sofa og se GoT.

[kidkomb]

Nå, men kæreste er i fuld gang med at researche og har sagt ja til at gå til lægen.
Det skal da prøves.

Det lyder da heldigvis som om han har forstået at det er alvorligt.
Skulle ellers til at foreslå at du skulle bede ham overveje hvor han/I skal bo når i går fra hinanden, og hvordan i skal ordne det praktiske. Sådan at det er på plads når du knækker helt på hans opførsel.

Det er nemlig fuldstændig ligemeget om han er syg, ikke gør det med vilje, ikke forstår hvad han gør galt, det ikke betyder noget for ham eller hvad der nu ligger til grund for hans opførsel - hvis den betyder du ikke kan fungere.

Det var ikke sådan jeg sagde det, men jeg lod ham forstå at det var alvor. At jeg ikke kan fungere i vores forhold, hvis det fortsætter uændret. Og jeg mener det. I formiddags har jeg kigget på kollektiver der matcher min økonomi og det er ikke første gang indenfor de sidste par måneder at jeg har kigget efter et andet sted at bo (det har jeg ikke fortalt ham, det ville han blive alt for ked af tror jeg) sådan så jeg har et nogenlunde overblik over mine muligheder, hvis det skulle komme dertil.
Og jeg er også fuldt ud klar over at det betyder at han får hunden. Så jeg er forberedt.

[Purple Haze]

[....det er ikke første gang indenfor de sidste par måneder at jeg har kigget efter et andet sted at bo (det har jeg ikke fortalt ham, det ville han blive alt for ked af tror jeg) .....

Men på den anden side så bliver han jo endnu mere ked af det, hvis du 'pludselig' flytter.

Har hørt om en del tilfælde hvor det er kommet helt bag på manden at kvinden "pludselig" er flyttet - for han synes jo at det gik fint.
Hvor kvinden i flere år har fortalt ham at den var gal, men han ikke har hørt efter, fordi hun jo bare brokkede sig.
Ikke at det lyder til at det er tilfældet med jer.

Men tror det er en god ide at fortælle præcis HVOR galt det er, og hvor meget det går en på - hvis man når til det punkt hvor den andens opførsel gør at man overvejer at gå fra personen. Bare så man er sikker på at de forstår at det altså er alvor.

[kidkomb]

[....det er ikke første gang indenfor de sidste par måneder at jeg har kigget efter et andet sted at bo (det har jeg ikke fortalt ham, det ville han blive alt for ked af tror jeg) .....

Men på den anden side så bliver han jo endnu mere ked af det, hvis du 'pludselig' flytter.

Har hørt om en del tilfælde hvor det er kommet helt bag på manden at kvinden "pludselig" er flyttet - for han synes jo at det gik fint.
Hvor kvinden i flere år har fortalt ham at den var gal, men han ikke har hørt efter, fordi hun jo bare brokkede sig.
Ikke at det lyder til at det er tilfældet med jer.

Men tror det er en god ide at fortælle præcis HVOR galt det er, og hvor meget det går en på - hvis man når til det punkt hvor den andens opførsel gør at man overvejer at gå fra personen. Bare så man er sikker på at de forstår at det altså er alvor.

Det har du ret i. Og selvom jeg har fortalt ham flere gange at jeg overvejede at gå fra ham og han virkede til at tage det alvorligt, så er jeg oprigtigt i tvivl om han skubber det væk og tilskriver det "kvinde-drama" for at glemme det.
Nu må han kigge på det her og hvis intet sker, så må jeg fortælle ham at jeg HAR kigget på bolig jeg er mentalt forberedt på rent faktisk at flytte. (Selvom jeg egentlig synes at jeg har gjort det ret klart. Men venus og mars og alt det der I suppose).

[Zombie]

[....det er ikke første gang indenfor de sidste par måneder at jeg har kigget efter et andet sted at bo (det har jeg ikke fortalt ham, det ville han blive alt for ked af tror jeg) .....

Men på den anden side så bliver han jo endnu mere ked af det, hvis du 'pludselig' flytter.

Har hørt om en del tilfælde hvor det er kommet helt bag på manden at kvinden "pludselig" er flyttet - for han synes jo at det gik fint.
Hvor kvinden i flere år har fortalt ham at den var gal, men han ikke har hørt efter, fordi hun jo bare brokkede sig.
Ikke at det lyder til at det er tilfældet med jer.

Men tror det er en god ide at fortælle præcis HVOR galt det er, og hvor meget det går en på - hvis man når til det punkt hvor den andens opførsel gør at man overvejer at gå fra personen. Bare så man er sikker på at de forstår at det altså er alvor.

Det har du ret i. Og selvom jeg har fortalt ham flere gange at jeg overvejede at gå fra ham og han virkede til at tage det alvorligt, så er jeg oprigtigt i tvivl om han skubber det væk og tilskriver det "kvinde-drama" for at glemme det.
Nu må han kigge på det her og hvis intet sker, så må jeg fortælle ham at jeg HAR kigget på bolig jeg er mentalt forberedt på rent faktisk at flytte. (Selvom jeg egentlig synes at jeg har gjort det ret klart. Men venus og mars og alt det der I suppose).

Men måske er det dét, der skal til. Og vil han ikke hellere have chancen?

[kidkomb]

[....det er ikke første gang indenfor de sidste par måneder at jeg har kigget efter et andet sted at bo (det har jeg ikke fortalt ham, det ville han blive alt for ked af tror jeg) .....

Men på den anden side så bliver han jo endnu mere ked af det, hvis du 'pludselig' flytter.

Har hørt om en del tilfælde hvor det er kommet helt bag på manden at kvinden "pludselig" er flyttet - for han synes jo at det gik fint.
Hvor kvinden i flere år har fortalt ham at den var gal, men han ikke har hørt efter, fordi hun jo bare brokkede sig.
Ikke at det lyder til at det er tilfældet med jer.

Men tror det er en god ide at fortælle præcis HVOR galt det er, og hvor meget det går en på - hvis man når til det punkt hvor den andens opførsel gør at man overvejer at gå fra personen. Bare så man er sikker på at de forstår at det altså er alvor.

Det har du ret i. Og selvom jeg har fortalt ham flere gange at jeg overvejede at gå fra ham og han virkede til at tage det alvorligt, så er jeg oprigtigt i tvivl om han skubber det væk og tilskriver det "kvinde-drama" for at glemme det.
Nu må han kigge på det her og hvis intet sker, så må jeg fortælle ham at jeg HAR kigget på bolig jeg er mentalt forberedt på rent faktisk at flytte. (Selvom jeg egentlig synes at jeg har gjort det ret klart. Men venus og mars og alt det der I suppose).

Men måske er det dét, der skal til. Og vil han ikke hellere have chancen?

Det er jeg bestemt sikker på at han vil. Men er der nogen grund til at smide det i hovedet på ham lige nu, hvor han forsøger at finde ud af om der er noget bagvedliggende der gør det?

[Ata]

Vi går fuldstændig skævt af hinanden omkring min jobsøgning.

Jeg synes han er en nar, og han synes jeg er en mega nar.

Jeg søger indenfor et felt hvor der bare ikke er særlig mange jobs, og der er virkelig mange ansøgere om de få der er... Han har haft det samme job i 15 år, har ikke selv søgt et job siden han var 21år, OG han bliver kontakte flere gange hver eneste uge af headhuntere.

Jeg er crazy stressed over det... Jeg har brugt den sidste uge på at lave online portfolio, layout til min ansøgning og skrive selve ansøgningen - Ved siden af mit krævende fuldtidsjob som jeg hader, der dræner mig for alt energi (så weekend/aften/nat).

Han synes jeg er sur, nærtagende og afviser alle hans forslag.

Jeg synes han er provokerende, kommer med latterlige forslag og er fuldstændig naiv omkring jobsøgning.

I dag sendte ham mig et link til en stor dansk virksomhed og var all “kan du ikke arbejde her?”... Øh jo, men de søger jo ikke. Det er som om han tror jeg bare kan ringe og bede om et af de mange jobs de har, men ikke slår op.

Det lyder svært! Vi har lidt den omvendte situation herhjemme og det er også svært at være partneren, som prøver at støtte og hjælpe og bare får at vide, at man ikke fatter en skid. Men jeg kan bestemt godt forstå dig! Det er så surt at sidde fast i noget, der gør en ked af det.