Summer skrev:abcd skrev:Zombie skrev:Fandmee heller ikke i orden, at hun behandler ham som et voksent menneske.
Eller, man minder aldrig hinanden om ting mere? En ny tendens?
Hun behandler ham jo netop ikke som et voksent menneske, men som et barn, jeg er næsten sikker på at det er den følelse han sidder med, og derfor han svarer lakonisk "okay".
Fordi man minder hinanden om ting som man lige skal huske, er altså ikke at behandle den anden som et barn.. Det er simpelthen at se problemer hvor der ikke er nogen.
Der er sådan et magisk skæringspunkt mellem påmindelser og instruktion. Det kommer an på hvor mange gange der udstedes en bemærkning pr. tidsenhed, og naturligvis de enkelte personers forskellige temperamenter. Det gør det til en svær størrelse at måle på.
Den eneste måde at finde ud af hvor netop denne situation er på skalaen ville være at spørge manden hvordan det har føltes for ham, men abcd har ret i at mænd ofte vil skjule deres irritation over deres kvindelige partner med et kort ord, for at undgå at sige 'jeg synes simpelthen du er så pisse irriterende'. Jeg har en ven der har haft en syg kæreste i flere år, og han betaler mange tusinde kroner hver måned for hendes behandling hos psykolog og fysioterapeut etc - hun kom så for skade at sige i forbindelse med om han skulle ud med nogle kolleger at 'hun ikke følte sig værdsat'. Det var dumt, for han havde bidt meget i sig og ofret sig meget. Han skulle fremlægge et projekt i udbud med nogle millioner på højkant nogle dage senere og sagde 'det er lidt svært at forberede sig, når der sidder sådan er gespenst og græder ovre i sofaen'.
Abcd har en pointe i at mænd sluger deres ord, fordi der implicit i forestillingen om en rigtig mand ligger en idé om at tage vare på kvinder og børn.
Kvinden får en stor byrde i form af at skulle passe et hjælpeløst lille barn døgnet rundt - et barn så småt at det altid har ret, fordi man ikke kan rette på det når det er utilfreds med noget. Det er åbentlyst.
Mandens opgave bliver at sørge for at kvinden og barnet har det godt. Dette ved en fornuftig mand. Han ved, at hun i store træk næsten må have lov at bestemme alt. Det er derfor der er et udtryk som en 'keep a nigga baby' og gravide kvinder der sælger urin på nettet for at købere kan lave en positiv urinprøve. Hvorfor sker dette? For at fortælle en mand at kvinden han ser er gravid. Hvorfor gøre dette? For at beholde ham hvor han er. Hvorfor virker det? Fordi mænd ved de må blive hos den kvinde de har gjort gravid og deres barn. Pointen? Kvinder med spæde og meget små børn kan forvente at deres mand vil sige ja og amen til ting de er uenige i, og ikke brokke sig over noget der irriterer dem. Det kan udnyttes.
Vi ved også alle, at når en særlig byrde hviler på os, så bliver vi undskyldt af omgivelserne. Mennesker med stress kendt af omgivelserne får mere tilgivelse for at skælde uretfærdigt ud, og der forventes ikke at de skal kunne magte lige så meget som andre.
En byrde kan dermed også udnyttes. I og med at man har denne store byrde, så bliver det socialt uacceptabelt at modsige personen før det er helt forrykt. Enhver der har prøvet at ligge syg i sengen med raske mennesker omkring sig, har fået nogen til at hente noget de kunne have gjort selv.
Det er komplicerede forhold og kan ikke rigtigt generaliseres fordi det også afhænger i høj grad af personligheden hos de involverede parter hvordan facit skal tolkes. Kompromissøgende personligheder (mest udbredt statistisk hos kvinder) vil reagere med irritation senere end andre.
Man skal bare være klar over, at ens partner ikke er idiot. Vi kan mærke når andre strammer skruen for hårdt. Foregår det over lang tid, og hvis balancen er permanent skæv så skal man bare ikke blive overrasket over hvis den anden pludselig en dag er væk.
Det er ikke en mand/kvinde ting. Det er en menneske ting. Når jeg står med værktøjet fremme (tøhø) forventer jeg også service fra min kæreste: Hent lige det vaterpas. Ræk mig den skruetrækker. Hold den her. Gå op og slå relæet fra. Byrden af mit arbejde bliver mit privilegium til at bestemme. Det er ikke sikkert det passer hende at hjælpe mig, men hun tænker 'I pretty much just have to do it'. Der kommer ikke brok selv om hun har lyst, før JEG går over grænsen mellem forespørgsler og nedladende belæring: Hvordan havde du forestillet dig jeg skulle bruge denne skruetrækker? De er godt nok stort set ens, men den ene er jo en polsøger - du hjælper mig ikke, du gør det mere vanskeligt på trods af at du springer for mig.
Hvis man behandler andre som et barn, så får man et barn. Og et genstridigt et af slagsen. Det er altid godt at høre efter når folk er vrisne. De ved noget man ikke ved, og de sender klare signaler.
Jeg synes det er en meget interessant snak. Problemet er når vi diskuterer den problemstilling herinde, at vi tager udgangspunkt i en specifik debattør som måske endda kender andre debattører privat. Så bliver det personligt og vi kan ikke få reel viden. Vi ville have brug for at lave regulær forskning for at kunne konkludere noget.
Men spændende er det virkelig.
.png "Love")
