Utroskab: Altid nogo eller kan det være OK?

[Fillie]

De fleste i vores primært monogame kultur vil hævde, at utroskab aldrig er i orden. Men er det altid sandt? Eller kan der være formildende omstændigheder?

[Anilara]

Det er i orden hvis man bliver truet/presset til det, og muligvis også af andre årsager...
Men som udgangspunkt synes jeg ellers ikke "i orden" passer sammen med utroskab. Utroskab kan være helt forståeligt og for nogen nødvendigt, men det er ikke ordentlighed i den forstand jeg forstår det. Når noget er i orden, opfører man sig ordentligt, og det gør man ikke ved utroskab.
Men det er min personlige forståelse.

[Animi]

Det er aldrig okay, men alt er ikke sort/hvidt, så ja der kan være formildende omstændigheder.

[Ado]

Det er et emne, der spænder så bredt og er så afhængigt af omstændighederne, at man ikke kan give et klart nogo.

Jeg var en eks. utro. Han slog mig og ødelagde mig psykisk gennem en del år. Pludselig forelskede jeg mig i en anden. Og det blev min flugtvej ud. "Jamen, så skulle du ligesom have afsluttet det nuværende forhold, inden du var sammen med en ny" Ja, det er fint. Det lyder godt på skrift og i teorien. Men med mindre man selv har prøvet at leve i sådan et forhold, vil jeg tillade mig at påstå, at man ikke kan udtale sig om det.

Og jeg synes ikke min form for utroskab er slem. Som i: Overhovedet.

[JoyNips]

Min gudfar havde kræft i hjernen. Og han blev mere og mere grøntsag. Inden han døde bad han min gudmor finde en anden at blive lykkelig med, og han ønskede, at hun skulle gøre det med det samme, så han kunne nå at møde den mand, der skulle være i deres børns liv fremover.
Så ja, der er nogle situationer, hvor det kan være okay at være utro.

[Animi]

Min gudfar havde kræft i hjernen. Og han blev mere og mere grøntsag. Inden han døde bad han min gudmor finde en anden at blive lykkelig med, og han ønskede, at hun skulle gøre det med det samme, så han kunne nå at møde den mand, der skulle være i deres børns liv fremover.
Så ja, der er nogle situationer, hvor det kan være okay at være utro.

Personligt ville jeg ikke engang se det som utroskab, overhovedet. For mig er utroskab når man bevidst går bag ryggen på sin partner, velvidende at partneren ville blive ked af det.
Det du nævner ville jeg nok mere se som et åbent forhold af en art

[Moxy-lady]

Jeg var min eks utro. Det skete ca. halvanden år før vi endeligt gik fra hinanden, men ganske kort tid før et brud hvor vi dog endte med at finde sammen igen. Det skete på en forretningsrejse og det var kun kys. Jeg kan ikke huske noget fra det, fordi jeg var helt utroligt fuld. Husker først da jeg begyndte at afvise ham, fordi jeg havde fået mit hoved med igen, og ikke ville mere. Det var til en kæmpe fest i koncernen og jeg tror bare at det var en slags råb om hjælp som jeg ikke kunne gennemføre.
Min eks fandt aldrig ud af det, og eftersom han havde truet mig med at ødelægge mig, mit liv og min familie skulle jeg nogensinde være ham utro, så skal han heller ikke vide det. Han var syg i bærret og jeg var dybt, dybt ulykkelig i det forhold. Han var manipulerende, psykisk voldelig og truende. Jeg ændrede totalt personlighed og gik konstant rundt på æggeskaller omkring ham, fordi det ikke var til at vide hvad der ville skabe den næste konflikt.
Så det at være så langt væk hjemmefra med en kæmpe gruppe af mennesker som han aldrig nogensinde ville møde/snakke med og så tilpas meget alkohol fungerede som en bombe under min frygt, loyalitet og følelse af at være fanget i et dårligt forhold uden nogen vej ud (kan jeg se nu.)

Jeg betragter på ingen måde mig selv som typen der er utro, og jeg vil til hver en tid benægte "en gang utro, altid utro"-devisen. Jeg er loyal to a fault, og betragter utroskab som den værste form for illoyalitet. Men alligevel gjorde jeg det.

Utroskab er altid et no-go, men der kan være formildende omstændigheder. Ikke undskyldninger, men forklaringer. Man bør altid - ALTID - tage sit forhold op til revision hvis det sker (eller er ved at ske), og i den perfekte verden så træffer man en beslutning om at afslutte et forhold før man bliver fristet over evne. Jeg mener at man sammen (i forholdet) bør snakke løbende om hinandens behov og tanker, og hvis begge er villige til at høre på den anden - og følelserne er til stede, så mener jeg ikke at det bør ske. Hvis den anden ikke er villig til at opfylde ens psykiske og mentale behov og hvis man ikke kan finde et kompromis der fungerer på begges side omkring de fysiske behov, så bør man træffe beslutningen om at gå FØR fristelserne bliver for store.

Jeg er nu i et forhold hvor jeg godt må, men intet har nogensinde været mig mere fremmed.

[BlueBunny]

Jeg synes utroskab er no-go i et forhold.
At en partner tilgiver er noget andet. Jeg kan ikke se en tillid kan blive 100% ovenpå utroskab.

[Juki]

Jeg har svært ved at se hvilke omstændigheder der skulle gøre det i orden

[Annione]

Jeg har svært ved at se hvilke omstændigheder der skulle gøre det i orden

Samme her. Og jeg har været utro. Min mand havde en affære, og jeg lavede noget hanky panky med en fyr, der var vildt forgabt i mig. Vi havde aldrig sex, men det var rigeligt utroskab alligevel. Og det var ikke i orden.

[Lurende Peber]

Jeg har med god samvittighed haft sex flere gange med en kvinde i et dårligt forhold. Hun prøvede virkelig at få det til at fungere, også efter at jeg havde været der første gang, men fik kun negativt retur. Han kørte (moderat, ikke totalt psyko) på hende, men hendes selvværd fik et tiltrængt boost af, at hun faktisk godt kunne tænde en (ikke totalt umulig ) mand, trods husbondens ævl om det modsatte. Så efter noget tid fik hun styrken til at bryde forholdet, noget hun ellers havde været hamrende nervøs for. Det næstsidste, jeg hørte fra hende, var, at hun havde fundet sig en sød kæreste, som behandlede hende godt. Det sidste et års tid efter; at det stadig gik fint

Det er så et eksempel, hvor jeg synes, at hendes utroskab og min medskyldighed var mere go end no-go.
Ja hun burde have brudt med ham før, men det kunne hun af flere grunde (også nogle forståelige) ikke overskue.

[Zombie]

Jeg synes aldrig det er ok. Men der er langt fra "ikke ok" og så "Tiger Woods tendenser". Der findes flere grader af ærgerlig, og nogle gange eks. som med Ado, er det næsten mere ærgerligt for den utro part.

[LadyFox]

Jeg synes ikke der er situationer hvor utroskab er totalt topdollar. Men jeg synes klart der er forskel på utroskab, og man ikke sætte utroskabs-situationer i samme bås, nogle former for utroskab er mere forstålige end andre, nogle former for utroskab er mere usympatisk end andre osv. Så jeg synes nok der er formildende omstændigheder, og forværende omstændigheder.

F.eks. synes jeg ikke at en person der en enkelt gang i en ulykkelig situation drikker sig black-out-stiv og vågner nøgen op ved siden af en eller anden og angre helt vildt høre til i samme kasse som en der hver weekend tager i byen med det motiv at hive en med hjem og som desuden elsker at blærer sig over hver eneste fangst til enhver der ikke fortæller det til partneren. Der er forskel på utroskab, også selvom det selvfølgelig aldrig er helt i orden.

[Tanten]

En af min mors gode bekendtes ægtefælle var dødssyg af en invaliderende sygdom nok de sidste 20 år af deres samliv. Til sidst blev h*n så dårlig incl. mental svækkelse, at h*n boede på plejehjem gennem flere år. Og da havde min mors bekendte da kærester, selvom h*n stadig besøgte sin ægtefælle hver uge og tog sig godt af vedkommende.

Faktisk har jeg kendskab til 2 af den slags scenarier, hvor omsorgen til en dement partner forblev, selvom den raske partner fortsatte med sit liv, incl. kærlighedsliv.

[Tanten]

Derudover synes jeg også, der er flere grader af røvhulsagtighed ved utroskab; gentagne engangsknald, langvarige affære(r), pral overfor venner med sine erobringer, løgne om den faste partner etc. er klart værre end ét enkelt fejltrin i en brandert.

Og utroskab, når man er på vej ud af et forhold, handler måske om, at man går så langt for ikke at såre sin faste partner (med et brud), at man ender med at begå en potentielt endnu mere sårende handling, nemlig utroskab.