Precaseptica skrev:Det er alt for sort-hvidt billede af et større emne, vil jeg mene.
Nogen gør krav på deres partner i en så overvældende grad, at det kan knuse vedkommendes forbindelse til sit jeg, fordi det assimileres i et vi. Hvis man ikke er særligt introspektivt anlagt kan det godt tage noget tid, før man finder ud af at den der mavefornemmelsen, den kommer fra at man føler man sig som en blød lænestol nogen gange. Da det skete for én af mine kammerater og jeg brugte flere år på at få ham til at indse det men i sidste ende måtte give fortabt, da var jeg meget glad for udviklingen der skete derefter. Han mødte nemlig en pige, som tog ham med storm, og det endte med at de kyssede et par gange, før han genfandt sin egen gnist og fik sagt fra i sit forhold.
At sige at det ALTID er den utro som foretager den største fejl, er at miskende, i nogle tilfælde, års forsømmelse af en del af vedkommendes behov for at kunne mærke sig selv på en god måde. Dérfor opponerer jeg stærkt imod det. Måske endda fordi jeg vil så kalde det victim blaiming at gå ind og sige at det sidste og største ansvar for at få det stoppet lå hos parten, der langsomt er blevet motiveret til at glemme sig selv.
Nej - bare nej. Jeg har tænkt over det, men jeg er virkelig uenig med dig.
Som pædagog ser jeg menneskelige relationer og dynamikker både i bidder, men også i et større billede. Og alle må tage ansvar for deres egen del og deres egne handlinger.
Jeg er ikke blind over for den effekt, et dårligt forhold kan have. Men med mindre der er tale om psykisk vold (Ados eksempel), er man aldrig KUN underlagt sine betingelser, man er ALTID også medskaber af dem.
Føler man sig kvalt i et forhold, er den fine og rimelige løsning at sige fra og endda afslutte forholdet, hvis der ikke kan opnås et kompromis.
Jeg ved godt, at man nogle gange ikke selv ved, at man er ude at skide følelsesmæssigt og psykisk i sit forhold, men derfor må og skal man stadig stå til ansvar for sine handlinger.
Det er ikke spor anderledes end andre aspekter af tilværelsen, eks. ens arbejds- eller studieliv. Hvis jeg føler mig for presset ift. studiet og føler, at mine professorer ikke er rimelige i deres fordeling af læsebyrde og praktiske øvelser, men ikke får sagt fra eller kommunikeret til dem at det er for voldsomt, så kan jeg ikke bare skeje ud og være uansvarlig over for mit studie, uden at det har konsekvenser for mig. Og selvom folk kan være enige med mig i, at læsebyrden har været alt for voldsom, så betyder det ikke, at jeg ikke må tage det fulde ansvar for, at tingene eskalerede og jeg - ikke mine professorer, men JEG - endte med at opføre mig på en uacceptabel facon ift. de forpligtelser, jeg SELV (!) har accepteret som præmis for at tage denne uddannelse.
På samme måde er der ingen der tvinger en person til at være i et forhold. Man accepterer selv nogle præmisser, som aftales med den anden part (jeg kan sagtens skrive lidt om den forhandling der finder sted på socialt og psykologisk plan), men man kan til hver en tid GÅ - ligesom man kan stoppe på sin uddannelse, hvis de præmisser der tilbydes hér, ikke falder én i hu.
Jeg tror, at årsagent til at jeg ser så stringent på tingene, er fordi jeg anser utroskab som brud på en fælles aftale - en aftale, der i de fleste forhold er så klokkeklar, at den kunne være formuleret på skrift i en moralsk kontrakt.
Og hvor forhold kan være vanskelige og svære i perioder, uden at det er "moralsk kontraktbrud", så er utroskab det i dén grad.
Det er også derfor, at der kan foregå "utroskab" i åbne forhold, hvis man har en aftale om total åbenhed. Har man nemlig aftalt en klokkeklar grænse for opførsel i og uden for forholdet, som en af grundpillerne for forholdets rammer - så er en overskridelse selvfølgelig oplevet voldsom af den anden part og vil have konsekvenser.
Jeg siger dermed, at det selvfølgelig kan være forståeligt, at en person er utro - selvfølgelig kan man sætte sig ind i de psykologiske mekanismer, og jeg tror ikke at nogen person er hævet over den slags, hvis man bare bliver fordrejet nok psykisk.
MEN derfor vil ens handlinger stadigvæk altid være ens egne og KUN ens egne at stå til ansvar for - uanset hvad man kan se som forklaring. Vi er voksne, myndige mennesker og vi står altid til ansvar over for vores handlinger i alle andre sammenhæng - strafferetsligt, ift. arbejde og studie m.m. Det virker søgt, at parforholdet skal være den eneste institution i et menneskes liv, hvor man ikke skal stå til ansvar for sine handlinger ud fra et syn på, hvorvidt det er "synd for én".
Fordi, ærlig talt - så må man sige fra. Eller være utro, og tage det som en mand/kvinde når tingene ramler for én. Sådan er livet nu engang, og det er ikke farligt overhovedet. Irriterende, måske - irriterende at man skal tage ansvar, men det skal man altså. Og at den anden part har været "dum", så derfor er utroskab okay - det er børnehavelogik.
