Når monogami ikke føles rigtigt...

[Utilregnelig]

Jeg har brugt mange dage på at tage mig sammen til at starte denne tråd, da det føles meget personligt, men nu skal det altså være. Undskyld, hvis det hele virker rodet, men sådan er mit hoved i øjeblikket.

Pt. er jeg i et forhold på 6. år med en mand, jeg elsker rigtig, rigtig højt, og netop derfor er det her en svær indrømmelse for mig - men jeg føler, jeg ikke trives med monogami. Egentlig har jeg vidst det længe (faktisk fra før jeg gik fra min ekskæreste), men jeg har prøvet at ignorere det. Det er svært at forklare, helt præcist hvordan jeg har det med monogami, men det føles lidt som at blive kvalt meget langsomt. Jeg har aldrig forstået, hvorfor alle ens kæreste-behov skal hænges op på én enkelt person, i stedet for at de fordeles på flere. Ligesom de fleste jo heller ikke nøjes med at have én ven.
Ideelt set ville jeg gerne have min nuværende kæreste som min primære, som jeg boede sammen med, mens jeg kunne se andre ved siden af. Både på løst og fast basis. Det samme ville selvfølgelig gælde for ham.
Men let's face it - alt det burde jeg have fortalt ham, inden vi overhovedet blev et par. Nu står jeg så her over fem år senere og tænker, at jeg simpelthen er nødt til at få det sagt. Jeg er overbevist om, at jeg ikke kan blive sammen med nogen "for evigt", hvis det er et monogamt forhold, og det fortjener han vel at få at vide?

Nu ved jeg så slet ikke, hvordan jeg skal gribe det an. Kan man overhovedet tillade sig at sige det efter mere end fem år sammen? Eller burde jeg bare gå fra ham, når jeg til sidst føler mig for kvalt?
Og hvis jeg bør sige det, hvordan starter man så lige den samtale?

[DetSorteCirkus]

Jeg er helt klart tilhænger af, at man skal fortælle sin partner den slags. Det er der flere grunde til.

For det første tvivler jeg på, at du vil vide præcis, hvornår nok er nok, og det kan forhøje risikoen for, at slutspillet bliver utroskab, og/eller for at jeres forhold lider en langtrukken, smertefuld død. For det andet risikerer du at skabe en unødig tragedie, hvis det nu skulle vise sig, at din kæreste har det på samme måde. Så ville det være virkelig ærgerligt, at I ikke ville kunne have en fremtid sammen, fordi du havde ventet med at tale med ham, til du var totalt færdig med jeres forhold. For det tredie er der efter min mening en stor sandsynlighed for, at jeres brud bliver grimt, hvis du tier stille, indtil du går fra din kæreste. Medmindre du selvfølgelig vil være så, i mine øjne, ussel, aldrig at delagtiggøre ham i, hvordan tingene hænger sammen. Hvis han først får sandheden at vide tilsidst, vil han nemlig givetvis føle, at I har levet sammen på en løgn.
Problemet ved ikke at være ærlig nu eller ved et brud er, at det for de færreste er muligt at strikke en så overbevisende løgnehistorie sammen, at partneren ikke vil ane uråd, og det vil betyde, at din kæreste sandsynligvis vil blive meget chokeret og forvirret over, hvad der pludselig foregår, hvis du forlader ham på "en hvid løgn".

Inden du taler med ham, er det vigtigt, at du bliver klar på, hvad det egentlig er, du efterlyser. Fx. hvor du mener, at du ligger på skalaen mellem polyamorøs og polygam.

[Tibbler]

Jeg kan godt sætte mig ind i, at det må være en rigtig svær snak at tage hul på, efter så lang tid, og han ikke er forberedt på dine følelser.

Men du skylder både ham og dig selv, at få taget hul på sådan en samtale, i stedet for at trække tiden ud. Du virker meget afklaret omkring dine behov; og derfor tænker jeg ikke der er nogen som helst grund til at lade forholdet fortsætte som det er.

Enten vil han give dig plads til et åbent forhold, eller også bliver det enden på jeres forhold; og så er det sådan det er. Selvfølgelig er det ikke en nem beslutning at tage - jeg går ud fra, at dine følelser for ham ikke har ændret sig; men du "bare" har behov for mere. Men har han ikke lyst til et åbent forhold, så hellere lade det stoppe her.

Det vigtigst i forhold til at skulle tage sådan en snak er i hvertfald, at du tager hul på den, på et tidspunkt, hvor du ved at der er god tid, og ikke en masse andre ting, der distraherer.

[Utilregnelig]

Jeg kan godt sætte mig ind i, at det må være en rigtig svær snak at tage hul på, efter så lang tid, og han ikke er forberedt på dine følelser.

Men du skylder både ham og dig selv, at få taget hul på sådan en samtale, i stedet for at trække tiden ud. Du virker meget afklaret omkring dine behov; og derfor tænker jeg ikke der er nogen som helst grund til at lade forholdet fortsætte som det er.

Enten vil han give dig plads til et åbent forhold, eller også bliver det enden på jeres forhold; og så er det sådan det er. Selvfølgelig er det ikke en nem beslutning at tage - jeg går ud fra, at dine følelser for ham ikke har ændret sig; men du "bare" har behov for mere. Men har han ikke lyst til et åbent forhold, så hellere lade det stoppe her.

Det vigtigst i forhold til at skulle tage sådan en snak er i hvertfald, at du tager hul på den, på et tidspunkt, hvor du ved at der er god tid, og ikke en masse andre ting, der distraherer.

Det er netop lige præcis det - jeg tror slet ikke, han er klar over, jeg har det sådan her. På nogen måde. Så jeg er bange for, hvor chokeret han vil være.

Du har ret i, at jeg skylder ham og ikke mindst mig selv at få det sagt. Og det er helt korrekt, at mine følelser for ham ikke har ændret sig. Men jeg tror, at den del vil være abnormt svært at få ham overbevist om - altså at jeg stadig elsker ham og ikke ser et åbent forhold som en nem vej ud af forholdet, eller hvad man kan sige.
Den næste store hindring er, at han er en pleaser, og jeg tror, han vil gøre stort set alt for at beholde mig. Derfor tror jeg, at han måske kunne finde på at sige, vi godt kunne åbne forholdet, selvom han egentlig inderst inde ikke havde lyst.

[Utilregnelig]

Jeg er helt klart tilhænger af, at man skal fortælle sin partner den slags. Det er der flere grunde til.

For det første tvivler jeg på, at du vil vide præcis, hvornår nok er nok, og det kan forhøje risikoen for, at slutspillet bliver utroskab, og/eller for at jeres forhold lider en langtrukken, smertefuld død. For det andet risikerer du at skabe en unødig tragedie, hvis det nu skulle vise sig, at din kæreste har det på samme måde. Så ville det være virkelig ærgerligt, at I ikke ville kunne have en fremtid sammen, fordi du havde ventet med at tale med ham, til du var totalt færdig med jeres forhold. For det tredie er der efter min mening en stor sandsynlighed for, at jeres brud bliver grimt, hvis du tier stille, indtil du går fra din kæreste. Medmindre du selvfølgelig vil være så, i mine øjne, ussel, aldrig at delagtiggøre ham i, hvordan tingene hænger sammen. Hvis han først får sandheden at vide tilsidst, vil han nemlig givetvis føle, at I har levet sammen på en løgn.
Problemet ved ikke at være ærlig nu eller ved et brud er, at det for de færreste er muligt at strikke en så overbevisende løgnehistorie sammen, at partneren ikke vil ane uråd, og det vil betyde, at din kæreste sandsynligvis vil blive meget chokeret og forvirret over, hvad der pludselig foregår, hvis du forlader ham på "en hvid løgn".

Inden du taler med ham, er det vigtigt, at du bliver klar på, hvad det egentlig er, du efterlyser. Fx. hvor du mener, at du ligger på skalaen mellem polyamorøs og polygam.

Det er nogle rigtig gode pointer, som jeg helt klart kan følge. Jeg ville have det så dårligt med at smide vores forhold på gulvet pga. en antagelse om, at han umuligt kunne leve i et åbent forhold også. Og som du siger, ville han blive overordentligt overrasket og såret over, at jeg pludselig bare gik fra ham uden at have givet ham en "chance" inden. Tak, fordi du lige fik udpenslet grundene til, at jeg virkelig burde fortælle ham det. Det tror jeg, jeg havde brug for.

Jeg har også gjort mig en del tanker om, hvorvidt jeg er polygam eller polyamorøs. Det er dog rigtig svært for mig at vide det helt præcist, når jeg ingen erfaring har med det overhovedet, men i teorien læner jeg nok en del mod polyamorøsiteten. Og det gør det nok ikke til en mindre kamel at sluge for min kæreste - tværtimod.

[D.itsen]

Jeg kender følelsen. Hvilket var grunden til at mit forhold ikke er monogamt og det var et krav fra min side fra starten. Jeg "udnytter" det virkelig sjældent, men jeg har brug for at det er åbent.
Min kæreste er meget pleaser og han mistede sig selv lidt er stykke inde i forholdet (mere alt muligt andet det var årsag end os, men vores forhold var triggeren). Der krævede arbejde fra os begge, hårdt arbejde, at finde tilbage, men vi er et rigtig godt sted nu.
Jeg formulere mig så kluntet lige nu, ville bare sige at jeg kender det

[Tibbler]

Forresten så tænker jeg, at det er vigtigt, at det er en snak der bliver taget af flere omgange. Når du nu selv forventer, at det kommer som en overraskelse for ham, at du har disse følelser,og at han er en pleaser, så er der en reel risiko for, at han giver dig det åbne forhold, som du efterlyser, uden selv at være helt afklaret.

Så hvis det er scenariet; at han hurtigt accepterer et åbent forhold, så giv det lige lidt tid inden du evt. handler på det. Så han har mulighed for at få tid/ro til at finde sig selv i det.

[HappyPaww]

Efter 6 års forhold vil du give din mand fripas til at knalde andre kvinder... Jeg tror der er ret mange mænd som ville tage imod den chance, så det er ikke usandsynligt han er med på den. I hvert fald til at starte med, jalousi kan nok ødelægge det for en del af dem hen ad vejen.

Jeg forestiller mig at det er vigtigt i et åbent forhold at der er en eller anden balance så det ikke f.eks. bliver kvinden der har forhold til 7 mænd og manden ikke kan støve noget op.

Det tror jeg godt nok ikke at mange ville... Det kræver altså en helt særlig indstilling til sit parforhold og en ekstrem stor åbenhed og tillid, som ikke er bare sådan lige at slå til, hvis man aldrig har haft tanken. Personligt ville mit forhold gå i stykker, hvis den ene af os udmeldte ønske om åbent forhold - det ligger meget fjernt fra os begge.

TS, det er farlig grund, men du bedrager også din kæreste ved at holde dine ønsker skjult. Så ja, i må tage snakken, og siger han blankt nej, må du jo overveje om du kan undertrykke dit behov - og om du ønsker det.

[DetSorteCirkus]

Efter 6 års forhold vil du give din mand fripas til at knalde andre kvinder... Jeg tror der er ret mange mænd som ville tage imod den chance, så det er ikke usandsynligt han er med på den. I hvert fald til at starte med, jalousi kan nok ødelægge det for en del af dem hen ad vejen.

Jeg forestiller mig at det er vigtigt i et åbent forhold at der er en eller anden balance så det ikke f.eks. bliver kvinden der har forhold til 7 mænd og manden ikke kan støve noget op.

Det er ganske rigtig det, udenforstående ofte definerer et åbent forhold som, men i en del konstellationer vil der være mere at forholde sig til.
TS skiver, at hun sandsynligvis er polyamorøs, og det betyder ofte, at man har behov for deciderede længerevarende kærlighedsforhold til andre, hvilket ikke nødvendigvis er det, man forestiller sig eller kan acceptere, fordi man som partner pludselig får mulighed for at have sex med andre.
De polyamorøse forhold, jeg kender til, har næsten alle stået i kontrast til den forestilling om kernefamilien, som flertallet lader til at have, og er fx ikke noget, der er reserveret til en lørdag nat i ny og næ, hvor man er ude og have sex hver for sig.

[HappyPaww]

Efter 6 års forhold vil du give din mand fripas til at knalde andre kvinder... Jeg tror der er ret mange mænd som ville tage imod den chance, så det er ikke usandsynligt han er med på den. I hvert fald til at starte med, jalousi kan nok ødelægge det for en del af dem hen ad vejen.

Jeg forestiller mig at det er vigtigt i et åbent forhold at der er en eller anden balance så det ikke f.eks. bliver kvinden der har forhold til 7 mænd og manden ikke kan støve noget op.

Det er ganske rigtig det, udenforstående ofte definerer et åbent forhold som, men i en del konstellationer vil der være mere at forholde sig til.
TS skiver, at hun sandsynligvis er polyamorøs, og det betyder ofte, at man har behov for deciderede længerevarende kærlighedsforhold til andre, hvilket ikke nødvendigvis er det, man forestiller sig eller kan acceptere, fordi man som partner pludselig får mulighed for at have sex med andre.
De polyamorøse forhold, jeg kender til, har næsten alle stået i kontrast til den forestilling om kernefamilien, som flertallet lader til at have, og er fx ikke noget, der er reserveret til en lørdag nat i ny og næ, hvor man er ude og have sex hver for sig.

Lige præcis. Der er så meget mere i det end bare et enkelt knald uden for ægtesengen. Og Adagio, du nævner også selv det om, at den ene part måske ikke har lige så meget held i sprøjten som den anden, og det kan meget nemt skabe virkelig store problemer i forholdet, med jalousi, misundelse, "du knalder også bare alle og enhver" osv. osv. Og oftest er det jo noget nemmere for kvinder at få sex, især uforpligtende, end det er for mænd.

Jeg holder stadig på, at skal et åbent forhold fungere - uanset om det er bare sex eller flere kærester på samme tid - så skal begge parter være 100% indforståede med det, og helst have ønsket den type forhold fra starten af. Det er måske sjovt i starten, men derfra og så til at have et velfungerende åbent forhold på lang sigt, er der langt.

[Utilregnelig]

Jeg kender følelsen. Hvilket var grunden til at mit forhold ikke er monogamt og det var et krav fra min side fra starten. Jeg "udnytter" det virkelig sjældent, men jeg har brug for at det er åbent.
Min kæreste er meget pleaser og han mistede sig selv lidt er stykke inde i forholdet (mere alt muligt andet det var årsag end os, men vores forhold var triggeren). Der krævede arbejde fra os begge, hårdt arbejde, at finde tilbage, men vi er et rigtig godt sted nu.
Jeg formulere mig så kluntet lige nu, ville bare sige at jeg kender det

Tak for dit indlæg - det er rart at vide, jeg ikke er den eneste, der har tumlet med problematikken. Jeg ville bare ønske, jeg også selv havde sagt noget fra starten, men dengang var jeg desværre ikke 100% klar over det.

Forresten så tænker jeg, at det er vigtigt, at det er en snak der bliver taget af flere omgange. Når du nu selv forventer, at det kommer som en overraskelse for ham, at du har disse følelser,og at han er en pleaser, så er der en reel risiko for, at han giver dig det åbne forhold, som du efterlyser, uden selv at være helt afklaret.

Så hvis det er scenariet; at han hurtigt accepterer et åbent forhold, så giv det lige lidt tid inden du evt. handler på det. Så han har mulighed for at få tid/ro til at finde sig selv i det.

Jeg er helt klar over, at hvis han accepterer præmissen, så skal der forventningsafstemmes og snakkes følelser en million gange. Og det er en rigtig god pointe, at jeg ikke bare kaster mig ud i det med det samme efter en eventuel accept. Han skal have tid til at indfinde sig i sin nye rolle - og mulighed for at nå at fortryde.

Efter 6 års forhold vil du give din mand fripas til at knalde andre kvinder... Jeg tror der er ret mange mænd som ville tage imod den chance, så det er ikke usandsynligt han er med på den. I hvert fald til at starte med, jalousi kan nok ødelægge det for en del af dem hen ad vejen.

Jeg forestiller mig at det er vigtigt i et åbent forhold at der er en eller anden balance så det ikke f.eks. bliver kvinden der har forhold til 7 mænd og manden ikke kan støve noget op.

Måske er der mange mænd, der ville det, men jeg tror ærligt talt, at min kæreste faktisk ikke har lyst til at knalde andre - eller måske nærmere at han ikke tænker over, at sådan en lyst kunne være til stede, når han er i et forhold.

Det med balancen har jeg også tænkt på. Især på grund af ovenstående. Men det er vel også muligt at have et åbent forhold, hvor det kun er den ene, der "udnytter" det? Det kan måske godt ses som uligevægtigt, men forskellige mennesker har jo forskellige behov. Og så kunne der muligvis være noget andet, han har "lov" til i stedet.

[LadyFox]

Det tror jeg godt nok ikke at mange ville... Det kræver altså en helt særlig indstilling til sit parforhold og en ekstrem stor åbenhed og tillid, som ikke er bare sådan lige at slå til, hvis man aldrig har haft tanken.

Jeg garanterer for at næsten alle mænd i parforhold har haft tanken at det da kunne være fedt at have mulighed for engang imellem at prøve noget andet. Udfordringen er om de i længden kan leve med at kvinden også prøver noget andet. Nogle ved selvfølgelig med det samme at det kan de ikke, men jeg tror ret mange ville være åbne over for det, og jeg tror kvinder der vil åbne forholdet har væsentligt større chance for positiv respons end mænd der vil det samme.

Min kæreste har ellers takket nej til tilbudet om at åbne forholdet for ham (uden at åbne det for mig) flere gange - og han er ellers lidt af en skørtejæger som single.

[Precaseptica]

Uanset hvad du ender med, så husk på at monogami er ikke nødvendigvis en binær tilstand. Enten er man eller også er man ikke. Det kan sagtens fungere mere dynamisk, så man i perioder prøver noget nyt og derefter har en periode, hvor man har aftalt at man fokuserer på forholdet. Periodevis monogami, hvis du forstår. Det kan nogen gange hjælpe at få søsat projektet på en fair måde for alle parter, hvis man er klar over det fra start af.

Der findes folk der kun skal have det helt åbent, helt lukket, delvist åbent, kun åbent i forhold til sex men ikke kæresteri, kun åbent op til men uden samleje, kun åbent i digital kommunikation med andre, osv. osv.

Man skal derfor kort sagt finde den løsning man har lyst til lige nu, og respektere at tingene kan ændre sig når man får lidt på græsset der er på de andre græsgange. Ofte har man langt mere behov for sin primære partner end man tror, når man flirter med tanken om et åbent forhold.

[Vlad Kalashnikov]

Hvad du vil spørge din elskede om er om han er ok med at være hanrej, og se til mens hans kæreste/kone som han formentelig elsker og forguder mere end alt på jorden bliver taget og bollet i diverse huller af andre mænd. Og du føler ikke det er noget nær den værste måde du kan fornærme eller såre ham? Hvordan kan man elske en person og samtidig tænke på at ydmyge og såre ham så dybt? Så kan du komme hjem til ham og han kan lugte en anden mand på dig, eller se mærker på din krop eller pletter på dit tøj og tænke, ja der fik Kurt godt nok hammerkneppet min kone idag og spermet i hende så det nu drypper ud i trusserne. Jeg tvivler også på du selv kunne opretholde en respekt for din kærste i sådan et forhold.

Det eneste scenario jeg kan forestille mig hvor det ender godt, er hvis du udelukkende vil introducerer andre piger ind i forholdet og i er sammen om det.

[Precaseptica]

Hvad du vil spørge din elskede om er om han er ok med at være hanrej, og se til mens hans kæreste/kone som han formentelig elsker og forguder mere end alt på jorden bliver taget og bollet i diverse huller af andre mænd. Og du føler ikke det er noget nær den værste måde du kan fornærme eller såre ham? Hvordan kan man elske en person og samtidig tænke på at ydmyge og såre ham så dybt? Så kan du komme hjem til ham og han kan lugte en anden mand på dig, eller se mærker på din krop eller pletter på dit tøj og tænke, ja der fik Kurt godt nok hammerkneppet min kone idag og spermet i hende så det nu drypper ud i trusserne. Jeg tvivler også på du selv kunne opretholde en respekt for din kærste i sådan et forhold.

Det eneste scenario jeg kan forestille mig hvor det ender godt, er hvis du udelukkende vil introducerer andre piger ind i forholdet og i er sammen om det.

Jesus..

Så startede modvinden med sine fordømmende pisk.