Indlægaf Madam Pomfrey » 30. aug 2021, 12:11
Jeg har ikke læst alle indlæg...
Det der slår mig i startoplægget og flere af TS's respons er, at kvinde ikke møder nogen form for positiv respons fra mand, ikke nogen anerkendelse af den italesatte udfordring og ensomhed, - og det synes jeg sgu er lidt trist.
Mand tilkendegiver ikke på nogen måde at ønske at tilbyde bare lidt af det efterspurgte, fordi denne trives godt under vilkårene.
Men når man vælger et parforhold, så vælger man vel også at passe på hinanden? Herunder i en eller anden grad at "mødes på midten" i rimelige forspørgelser og forventninger, at man viser at den andens trivsel og lykke også er vigtig for en som partner.
Jeg har selv stået i en måske sammenlignelig situation, så jeg forstår godt dilemmaet i det.
jeg er ikke karriere mennesker, jeg er pædagog, men min pædagogiske interesse ligger inden for en målgruppe og område hvor arbejdstid fordeles døgnet rundt, alle årets dage, - som det gør i mange omsorgsfag.
Men det kræver altså også en partner der accepterer dét vilkår, at man er på job hver anden weekend, til jul, nytår, påske, pinse, altså er fraværende i den tid hvor mange andre har tid til at være nærværende. Dog arbejder jeg ikke mere end fuldtid, så tiden til nærværet er der bare på andre tidspunkter, og mine børn havde som små ofte korte dage, fridage osv. - så vi havde ikke så travl og presset en hverdag.
jeg var i den type job, da jeg lærte min eksmand at kende, og jeg har hele tiden givet udtryk for at det var den form for job jeg ønskede, og trives bedst i, og han kunne også sagtens se fordelen i det.
Men årene gik og antallet af børn steg, og han udtrykte at det var lige vel rigeligt for ham at stå med børn alene hver anden weekend, enkelte aftner om ugen etc, og hans ønske var at jeg udelukkende arbejdede morgenvagter, eller skiftede til et dagtilbud.
Og det løste vi ved et kompromis, hvor såvel hans behov for at jeg havde mere familietid med ham og børn blev imødekommet, og jeg kunne beholde mit job. jeg fik flere dagvagter, weekendvagter blev omlagt til dobbeltvagter - så jeg bare var afsted en hel lang dag, og det reducerede udfordringer der kunne være i at børn enten øffede over jeg skulle afsted, eller ventede på jeg kom hjem, fordi jeg var væk hele deres vågne tid.
Havde det KUN været ham, og ikke børnenes behov, så tror jeg dog ikke jeg havde gået på kompromis i helt samme grad.
Der ville jeg nok ha forventet at han også gik mere ind i kompromisset end aktuelt var, og f.x. var den der tog en ferie/afspadseringsdag på en af mine fridage, for at give fællestid, hvis det var det han ønskede.
Min situation nu er en del anderledes, idet jeg har en kæreste der arbejder på en meget tilsvarende måde som mig, og det giver en helt anden gensidig forståelse og respekt for hinandens arbejdsliv, og det har aldrig været et issue. Og så arbejder vi endda forskudte weekends af hinanden, så vi har heller ikke en hel weekend sammen, med mindre en af os har ferie.
Vores jobs, som jeg oplever det, er et grundvilkår, - men jeg er dog ret sikker på at oplever vi større knaster i vores samliv på den konto, en påvirkning af trivsel, tilfredshed, følelse af lykke og velbefindende, så ville vi lytte, forsøge at finde en løsning og et kompromis.
Men også men en forståelse og respekt for at det er det den anden trives i og med, og at det også er en væsentligt del af vores identitet, liv, hverdag at have de jobs vi har.
og det er vel det kompromis som hustruen i dette tilfælde søger og ønsker, at mærke anerkendelse, forståelse, og også at føle sig prioriteret, på trods af virksomhed og karriere.
Og jeg forstår godt hvis man føler det er et hak i tuden, og selvværdet, hvis man får det blankt nej til at ens partner kan prioritere lidt mere tid med en.
4
"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."