Min kæreste er deprimeret....

[LaScrooge]

Jeg vil også lige sige, at det er meget fint og godt, at du lige nu siger, at han ikke får dig til at tvivle på dig selv.. Men det gjorde han jo. Vi har lige snakket om din tvivl omkring din empati. Din tvivl omkring din evne til at se nuanceret på dig selv, og om du var tilbøjelig til at give andre skylden for dine problemer.
Det var jo ham, der gav dig den tvivl. At du har glemt den nu, er rigtig godt, men hvis du bliver i det miljø, virker det altså virkelig sandsynligt, at det kommer til at ske igen.

Det er jo sådan voldelige forhold fungerer. Det er en gradvis ændring. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, og de voldsofrer, jeg har hørt fortælle om deres oplevelser, siger alle, at de ved slutningen af forholdet var endt et sted, de aldrig havde forestillet sig, de ville ende i begyndelsen af forholdet. Her er altså tale om helt normale kvinder med helt normale jobs og helt normale liv, der møder en vanvittig person, der langsomt får dem til at tvivle på sig selv, deres værdier og deres evner. Det virker utroligt, hvis det samme ikke skulle kunne ske for dig (eller mig for den sags skyld.)

Jeg kan godt følge dig og jeg sætter meget stor pris på den omsorg det ligger i at holde mig fast på at alt ikke er godt, bare fordi det ikke er galoperende krise længere. Jeg er glad for ikke at blive talt efter munden.

Jeg har ikke glemt min tvivl. Jeg kan sagtens huske det og jeg kan sagtens genkalde mig både situationen og de følelser de vækker i mig. Min sårethed, min forvirring, frygt og fortvivlelse. Det der er mest fortvivlende er, at en person der skulle elske mig, tænker og siger sådan om mig. Det er ubegribeligt og meget fremmet for mig. Jeg læste om gaslighting og så, at en af de ting der sker, er når offeret ønsker at forklare hvorfor det ikke forholder sig sådan, som gaslighteren antyder eller påstår, og dermed på en måde ender med at acceptere at være til diskussion. Det var en øjenåbner i forhold til dynamikken. Han er den første person der har antastet de ting i mig jeg selv betragter som nogle af mine helt klare dyder. Og da jeg kom i tanker om, at han var den eneste - den eneste person jeg har mødt i hele mit voksenliv - som tænkte sådan om mig, bragte mig durk tilbage i hvad jeg ved er sandt: det er ikke sådan det forholder sig. Jeg har empirisk belæg for at jeg er en sej dame og et godt menneske, så fuck ham alle the way to Hell.

Når jeg skriver herinde er det en del af min bearbejdelsesproces, en metode til at tænke, opleve og mærke mig selv på. Som jeg skrev i et kort til en dejlig debattør, så er det som at være i gang med at drukne, men det at skrive om det, få jeres perspektiver, snakke om det med min veninde, gør, at jeg bevæger mig igennem det og får fat i mig selv igen. Jeg kommer oven vande og kan mærke, hvad jeg har brug for, hvor jeg er, hvem jeg er og hvad der er op og ned. Jeg kan se land og jeg kan se retning. Jeg forstår nogle nye sammenhænge. Og mest af alt får jeg fat i min egen kerne igen og med det også en anden beslutsomhed.

Jeg ved, at mit mit allersvageste punkt er følelsen af at blive forladt. Den katapulterer mig direkte ud i dyb fortvivlelse og den vil sikkert også få skovlen under mig igen. Den sletter hele min harddisk mens den er der. Den eneste kur er at jeg sikrer mig selv, så jeg ikke kan miste alt. Lige nu rebooter jeg på min kerne og min vished om hvad jeg kan gøre for at ændre det, fx at sikre mig en fast base. Med tiden vil den forhåbentlig reboote fra et mere stabilt og mindre krævende sted, nemlig fra den faste base og det jeg ved at jeg har og som er mit alene.

Jeg tænker strategisk lige nu, mest af alt. Hvad er den mest fordelagtige vej for mig at gå, så jeg når derhen jeg vil. Der er intet rosenrødt skær, eller alt er glemt og tilgivet, fordi han ikke sidder og siger ubegribelige ting til mig lige nu.

[Madam Pomfrey]

Jeg ved, at mit mit allersvageste punkt er følelsen af at blive forladt. Den katapulterer mig direkte ud i dyb fortvivlelse og den vil sikkert også få skovlen under mig igen. Den sletter hele min harddisk mens den er der. Den eneste kur er at jeg sikrer mig selv, så jeg ikke kan miste alt. Lige nu rebooter jeg på min kerne og min vished om hvad jeg kan gøre for at ændre det, fx at sikre mig en fast base. Med tiden vil den forhåbentlig reboote fra et mere stabilt og mindre krævende sted, nemlig fra den faste base og det jeg ved at jeg har og som er mit alene.

Jeg tænker strategisk lige nu, mest af alt. Hvad er den mest fordelagtige vej for mig at gå, så jeg når derhen jeg vil. Der er intet rosenrødt skær, eller alt er glemt og tilgivet, fordi han ikke sidder og siger ubegribelige ting til mig lige nu.

Du ER en rocker sej dame, og sikke en selvindsigt, og bevidsthed!

Men jeg sidder og tænker på nu, ER din beslutning om at gå, så snart vilkårene på plads, truffet helt og aldeles? Det er DET du gør når du kan?
Og hvad så hvis han, inden du når dertil, vælger at sige SLUT til dig, og giver dig en ret kort deadline for dette, for hvornår du skal forlade jeres fælles hjem - i hans lejlighed? Er du klar til hvis det sker, eller kommer det til, som du beskriver det, at slette harddisken?

[LaScrooge]

Du ER en rocker sej dame, og sikke en selvindsigt, og bevidsthed!

Men jeg sidder og tænker på nu, ER din beslutning om at gå, så snart vilkårene på plads, truffet helt og aldeles? Det er DET du gør når du kan?
Og hvad så hvis han, inden du når dertil, vælger at sige SLUT til dig, og giver dig en ret kort deadline for dette, for hvornår du skal forlade jeres fælles hjem - i hans lejlighed? Er du klar til hvis det sker, eller kommer det til, som du beskriver det, at slette harddisken?

Hvis jeg bliver smidt ud kan jeg ikke gøre det jeg planlægger nu, og så bliver det mit nye vilkår. Sker det, må jeg tage hvad jeg kan få af bolig.

Nej, jeg har ikke besluttet mig for at forlade ham. Jeg har besluttet mig for, at jeg skal have mit eget hjem, uanset hvad. Og jeg har besluttet mig for, at han ikke har lov til at definere mig. Jeg kan sagtens miste mig selv igen momentant og midlertidigt, fordi den angst for at blive forladt og selve forladthedsfølelsen ligger hvor den gør, men jeg har denne tråd, jeg har mennesker der kender mig og jeg kan mærke mig selv på den anden side af stormvejret - ligesom jeg kan nu.

Jeg har en veninde, hvis søster lige er død. Hun spurgte mig, om jeg kunne bruge nogle af hendes møbler, og det har jeg sagt ja til. Jeg har fyret 7000 over på min opsparing i dag, sat min andel i båden til salg (det giver 10.000 kroner når den bliver solgt, og sker det ikke inden de næste 6 måneder, køber de andre andelshavere den, det skal de) og ser i det hele taget på hvordan jeg kan få mest mulig kontrol over min situation. Jeg er dagpengeberettiget og kan sikkert bo hos min onkel i Bagsværd hvis det går helt galt, så krisesituationen er der en form for fod på.

[LaScrooge]

Puh.. Jeg synes godt nok, at du går på en tynd line lige nu. Jeg kan sagtens følge dine argumenter. De er meget logiske og koncise lige nu, men vi er jo ude i noget med at føle, og der har logik det bare med at komme til kort.

For mig lyder det som de løvetæmmere, der går ind til løverne uden beskyttelse, fordi de er sikre på, at de nok skal klare sig. Det, trods det høje dødstal blandt løvetæmmere.

Jeg håber virkelig, at du har ret i dine formodninger, og du ikke pludselig en dag har mistet troen på dig selv, og affinder dig med situationen - som erfaring blandt voldsofre jo desværre giver anledning til at frygte.

Jeg ved det godt og jeg forstår og værdsætter din bekymring. Når jeg tænker på hvordan det mon fremstår udefra, så ser det sådan her ud: totalt opløst kvinde der er helt ude af sig selv og har et svin af en kæreste der nedgør og manipulerer hende. Dagen efter vender hun tilbage med oprejst pande og siger, at der er fod på det hele. Jeg ville også nære mine tvivl, hvis det var mig der læste det.

Men det er ikke fod på det hele. Min kæreste har sine monstersider og jeg har mine breaking points. Men jeg kan ikke gøre det anderledes lige nu, med mindre jeg vælger en i mine øjne endnu mere destabiliserende vej. Stod der en lejlighed klar til mig til 5000 kr pr måned, havde jeg taget den, for så havde jeg dét refugium jeg mangler. Men jeg må selv kæmpe mig derhen og skrider jeg fra det hele lige nu, får jeg færre penge, mindre overskud til jobsøgning, flere udgifter, langt flere praktiske problemer og større omvæltninger. Jeg kan ikke se, at det er bedre for mig, som det ser ud.

[Madam Pomfrey]

Hvis jeg bliver smidt ud kan jeg ikke gøre det jeg planlægger nu, og så bliver det mit nye vilkår. Sker det, må jeg tage hvad jeg kan få af bolig.

Nej, jeg har ikke besluttet mig for at forlade ham. Jeg har besluttet mig for, at jeg skal have mit eget hjem, uanset hvad. Og jeg har besluttet mig for, at han ikke har lov til at definere mig. Jeg kan sagtens miste mig selv igen momentant og midlertidigt, fordi den angst for at blive forladt og selve forladthedsfølelsen ligger hvor den gør, men jeg har denne tråd, jeg har mennesker der kender mig og jeg kan mærke mig selv på den anden side af stormvejret - ligesom jeg kan nu.

Jeg har en veninde, hvis søster lige er død. Hun spurgte mig, om jeg kunne bruge nogle af hendes møbler, og det har jeg sagt ja til. Jeg har fyret 7000 over på min opsparing i dag, sat min andel i båden til salg (det giver 10.000 kroner når den bliver solgt, og sker det ikke inden de næste 6 måneder, køber de andre andelshavere den, det skal de) og ser i det hele taget på hvordan jeg kan få mest mulig kontrol over min situation. Jeg er dagpengeberettiget og kan sikkert bo hos min onkel i Bagsværd hvis det går helt galt, så krisesituationen er der en form for fod på.

jeg er med på at du ikke kan gøre det du planlægger - selvfølgelig ikke, min største bekymring for dig var om det "sletter harddisken" - eller om du er så godt på fod, og rustet til det, hvis det kommer, at det betyder at du processer og handler i situationen.
Der er jo kæmpe forskel på om man ruller sig sammen i fosterstilling og alt synes håbløst og uoverkommeligt, eller om man er der hvor man (ud over at være fyldt op af følelser omkring det) kan sige "fuck dig" og handle sig ud af det.

Har du gjort nogle tanker om hvilken reaktion du kan forvente fra din kæreste, den dag du når dit mål om at købe/få din egen bolig?
Accepterer han, kommer der endnu mere modspil og "pillen ned" - flere frustrationer og "vasketøj hængt til tørre" hos vennerne?
Er det en dealbreaker for ham, og lig med et endegyldigt brud?
Hvis ikke du på nogen måde har luftet dine planer for ham, agter du så at gøre det i perioden der kommer, gør du det snart, eller venter du til brikkerne er stort set på plads, eller til den dag du står med nøglerne i hånden?

[JackieO]

Jeg ved det godt og jeg forstår og værdsætter din bekymring. Når jeg tænker på hvordan det mon fremstår udefra, så ser det sådan her ud: totalt opløst kvinde der er helt ude af sig selv og har et svin af en kæreste der nedgør og manipulerer hende. Dagen efter vender hun tilbage med oprejst pande og siger, at der er fod på det hele. Jeg ville også nære mine tvivl, hvis det var mig der læste det.

Men det er ikke fod på det hele. Min kæreste har sine monstersider og jeg har mine breaking points. Men jeg kan ikke gøre det anderledes lige nu, med mindre jeg vælger en i mine øjne endnu mere destabiliserende vej. Stod der en lejlighed klar til mig til 5000 kr pr måned, havde jeg taget den, for så havde jeg dét refugium jeg mangler. Men jeg må selv kæmpe mig derhen og skrider jeg fra det hele lige nu, får jeg færre penge, mindre overskud til jobsøgning, flere udgifter, langt flere praktiske problemer og større omvæltninger. Jeg kan ikke se, at det er bedre for mig, som det ser ud.

Al respekt for at du prøver at tænke rationelt og lægge en plan, men I er jo ikke bare bofæller. Det lyder som en risikabel vej at gå ned af, hvis du vil blive ved med at bo sammen med ham, selv om du (måske) allerede har besluttet dig for, at du ikke vil blive ved med at være kærester med ham.

Kan du holde til at bo sammen med en person, som du ikke har kæresteagtige følelser for længere, og måske gå og spille skuespil hele tiden?

Og hvad sker der mon, hvis han opdager, at du følelsesmæssigt er på vej væk? Jeg kunne frygte, at han ikke vil tage særligt godt imod det og sætte ind med det helt store skyts af manipulation og bagtalelse af dig over for jeres venner, hvis han finder ud af at du går med planer om at flytte fra ham.

[LaScrooge]

Al respekt for at du prøver at lægge rationelt og lægge en plan, men I er jo ikke bare bofæller. Det lyder bare som en risikabel vej at gå ned af, hvis du vil blive ved med at bo sammen med ham, selv om du (måske) allerede har besluttet dig for, at du ikke vil blive ved med at være kærester med ham.

Kan du holde til at bo sammen med en person, som du ikke har kæresteagtige følelser for længere, og måske gå og spille skuespil hele tiden?

Og hvad sker der mon, hvis han opdager, at du følelsesmæssigt er på vej væk? Jeg kunne frygte, at han ikke vil tage særligt godt imod det og sætte ind med det helt store skyts af manipulation og bagtalelse af dig over for jeres venner, hvis han finder ud af at du går med planer om at flytte fra ham.

Jeg elsker min kæreste. Jeg elsker ikke det i ham der får ham til at sige som han gør. Jeg vil gerne være sammen med ham, men ikke betingelsesløst. Jeg skal have mit eget sted, fordi det er min sikkerhed, jf. alle de andre ting jeg har skrevet. Jeg kan ikke spille det skuespil du snakker om og det ville jeg heller ikke synes var reelt af mig, uanset hvor strategisk smart det eventuelt ville være. Jeg kan ikke love nogen her at jeg flytter hu-hej, fordi han har opført sig forfærdeligt. Det er en kompleks situation uden simple løsninger og det håber jeg skinner igennem.

Min opgave er at passe på mig selv og gøre det der er bedst for mig. Hvad der er bedst for mig indebærer en afvejning af muligheder og konsekvenser.

Og det er vigtigt for mig at fastslå, at han ikke er psykopat. Han er ikke et koldt, manipulerende, misbrugende røvhul og selvom jeg har triggerpunkter og vi har nogle forfærdelige situationer sammen, så går jeg ikke rundt med dukket nakke og frygter for mig selv.

Det føles som om det er ved at nå til et punkt, hvor min kæreste ikke kan have gode træk, uden at det lyder som om jeg prøver at undskylde ham, ligesom alle voldsramte kvinder gør. Det er jeg ked af. Jeg ønsker ikke at male mig selv eller blive malet op i et hjørne, hvor den eneste beslutning der ville pege på et sundt sind hos mig er at jeg forlader ham og tager på krisecenter, mens alt andet er et udtryk for at jeg er underkuet. Sådan er det ikke. Og ender vi dér, holder hele denne tråd op med at være konstruktiv for mig.

[musel]

Jeg synes måske at sammenligne situationen med voldsofre er lige vel sat på spidsen, selvom jeg sagtens kan se nogle af parallellerne i forhold til manipulation og at situationen bliver vendt på hovedet. Jeg synes heller ikke Scrooges kæreste har opført sig skide sympatisk, men altså, manden har en depression og opfører sig muligvis ikke videre rationelt i øjeblikket - dermed ikke sagt, at jeg ikke kan forstå, endsige syntes det er en god idé, at Scrooge siger farvel og tak efter denne omgang, for tilliden er forståeligt nok ikke vildt eksisterende lige nu. Scrooge - jeg tænker på dig, og jeg er sikker på, at du nok skal finde ud af denne her situation på den ene eller anden måde. Din pragmatiske tilgang kunne jeg ikke selv have i situationen, men jeg kan faktisk godt forstå den, og forstå behovet for at få plads på de praktiske rammer først og fremmest.

[Fru Sunshine]

Da jeg stod midt i stress og depression, var jeg også en egocentreret og snæversynet ko.
Jeg magtede dårligt nok mig selv, og havde slet ikke overskud til forståelse for, hvordan min tilstand påvirkedd resten af husstanden. Og det gav mig herredårlig samvittighed oven i alt det andet.

De gange, hvor jeg er blevet irriteret på min mand, fordi han kom til at græde over mine irrationelle reaktioner og snak om, hvor meget nemmere det ville være for alle, hvis jeg var væk, fordi det gav mig dårlig samvittighed, hverken kan eller vil jeg tælle. Og han er nok et følsomt menneske, men han er ikke typen, der græder.

Han holdt ud, holdt mig oppe og elsker mig stadig, trods mine urimeligheder.

Du lader til at være af samme støbning som min mand. Det er en god ting.

[Spasserinde]

Hej Scrooge,

Der er rigtigt meget udvikling i tråden siden jeg kiggede i den sidst. Sikke noget.

Først vil jeg lige sige, at jeg for det første IKKE kan genkende din beskrivelse af "totalt opløst kvinde der er helt ude af sig selv og har et svin af en kæreste der nedgør og manipulerer hende. Dagen efter vender hun tilbage med oprejst pande og siger, at der er fod på det hele." - sådan fremstår du bestemt ikke. Tværtimod fremstår du som om du rimeligt fattet og som om du meget hurtigt har fået en FORM for plan for situationen. Jeg tror nærmere at det handler om, at vi mennesker ofte har svært ved at orientere os (på trods af din gode indsats) i disse følelsesmæssige komplicerede situationer, især hvis vi elsker de mennesker, der er involveret. Så folk kan måske frygte at mere tid med ham vil få dig til at bøje af på dine ellers konstruktive principper. Det er helt "normalt".

Jeg synes at dæmoniseringen af din kæreste er gået liiiidt for vidt i tråden her. Jeg tror de færreste mennesker kan sige sig fra at have opført sig røvhulsagtigt indimellem. Det gør ikke en til psykopat eller weirdo. Men de ting, vi gør ved hinanden når vi er pressede, kan stadig være utroligt sårende og ødelæggende for den, det går ud over. Det slags kan vi alle gøre, og indimellem "komme til at gøre", ved hinanden. Nogle gange kan man reparere på sine tåbelige gerninger, andre gange ikke. Det der må være omdrejningspunktet er, hvorvidt du i din mave føler, at det her overskrider dine grænser, ikke er ok - og at det ikke virker, som om det umiddelbart kan fixes. Hvis dét er tilfældet, så behøver der ikke være nogen diagnose - at være manipulerende og uempatisk over for sin kæreste er NOK til, at hun har god grund til at skride, så kan man være nok så gennemsnitlig eller "ikke mene det så hårdt" eller "bare sige det fordi man var ked af det". Det er fuldt ud muligt at terrorisere andre mennesker uden at vide, hvor meget skade man gør. Du har ret til at sige stop uanset HVAD årsagen er til hans opførsel, for den er ikke ok.

[Spasserinde]

Mht. lejligheden så lyder det face-value som en ok idé. Jeg er måske ikke helt så bange for, at du falder i og tilgiver ham, som andre - jeg vil i hvert fald ikke udelukke at det kan give mening at blive der lidt tid, indtil du får styr på sagerne, så du ikke bliver kastet ud i et impulsivt boligkaos. Det ER stressende og dyrt at flytte. Husk dog at selve flytningen kan gøres billigere med en SILVAN trailer, et par gode venner og gerne en med en bil.

Hvis du ender med at have en lejlighed selv, og gerne vil beholde den i fremtiden uanset din parforholdssituation, kan du evt. når det bliver relevant, udleje den på 3. måneders basis. Den burde ikke være svær at få afsat på det københavnske boligmarked, heller ikke i fremtiden. På den måde har du altid en lejlighed i baghånden, som du kan flytte ind i med max 3 måneders varsel, hvis det giver dig sjælefred i fremtiden. Jeg kan dog også tænke på, om det reelt bare er en falsk tryghed - altså at du prøver at kanalisere din frygt for afvisning og kaos over i en fast lejlighed i håbet om, at frygten så stopper. Spørgsmålet er i så fald om det virker. Men det ved man måske ikke, før man har prøvet.

[Zombie]

Ift. dæmoniseringen af kæresten:

Jeg synes på den ene side ikke, at man skal slynge om sig med begreber som eks. psykisk vold, bare fordi en relation er hård og svær, og ens partner opfører sig som en skiderik.

Det sagt, så er der bare nogle ting, mennesker kan finde på at gøre - i afmagt, frustration, sorg, sindssyge - som altså ER psykisk vold. Når Scrooges kæreste smider beskyldninger i hovedet på hende og får hende til at tvivle på ting, hun ellers kender som en del af virkeligheden, SIN virkelighed... så er det gas lighting. Og det er psykisk vold.

Hvis vi leger, at hendes kæreste vågnede i morgen og var helt rask, og pludselig kunne opføre sig anstændigt. Og han græd og bad hende om at tilgive ham, fordi han kunne se hvor forfærdeligt han havde opført sig. Så ville jeg mene, at Scrooge kunne overveje at give ham tilgivelse og forholdet en ny chance, hvis hun altså havde lyst.
At man har begået eks. psykisk vold er jo ikke ensbetydende med, at man er en kategorisk, kronisk ond skurk. Og man kan sagtens lade være med at begå volden - i dette tilfælde hænger den jo ret meget sammen med hans depression, så hvis han nu modtog behandling både for den nuværende tilstand samt forebyggende, så man kunne undgå eller begrænse tilbagefald. Jamen, så er der jo intet til hinder for at han lever resten af sit liv, som den søde og flinke fyr han var dengang Scrooge lærte ham at kende, og som han nok stadigvæk er et eller andet sted, bag depressionens tåger.

Men vi lever desværre ikke i Narnia, så Scrooge må forholde sig til den benhårde virkelighed. Som er, at hendes kæreste lige nu ikke er sød, men en skiderik. Og han udsætter hende for gas lighting, som er psykisk vold.
Jeg er ikke hverken psykolog eller psykiater, men har arbejdet en del med mennesker som også udsættes for psykisk (og fysisk) vold, så det er ikke fordi jeg er fuldstændig blank og bare har lavet lidt let googlesøgning. Omvendt vil jeg da gerne lade en dør stå på klem for, at jeg kan tage fejl, men det tror jeg bare ikke selv på. Scrooge virker som en kompetent kvinde, der selv kan søge relevant information og foretage en vurdering af sin egen situation, hvilket jo er endnu mere relevant eftersom det er hende om oplever det, og derfor hendes oplevelse som må være i centrum for hendes anskuelige af problemet og relationen.

[Zombie]

PS.
Hvis folk er voldelige over for en, uanset hvilken type vold der er tale om.
Eller hvis folk "bare" er nogle kæmpe skiderikker, ligesom Spasserinden har forklaret rigtig godt. Og de er det på en jævnlig basis.

Så går man altså fra dem. Det gør man altså, hvis man er sund og passer på sig selv, og der ikke er udsigt til pludselig og nærmest mirakuløs bedring.

HVIS SÅ de opnår den bedring henover tid, så kan man - når det er bedre - overveje, om der skal gives en chance til eller hvad.

Men hvis det begynder at regne mens man er på picnic, bliver man sgu da ikke siddende i regnen. Man søger ly, og hvis regnen senere stopper, så kan man overveje at genoptage picnic'en - eller måske vælge at indtage sin frokost på en helt anden måde, hvor der ikke er risiko for regn.

[Madam Pomfrey]

PS.
Hvis folk er voldelige over for en, uanset hvilken type vold der er tale om.
Eller hvis folk "bare" er nogle kæmpe skiderikker, ligesom Spasserinden har forklaret rigtig godt. Og de er det på en jævnlig basis.

Så går man altså fra dem. Det gør man altså, hvis man er sund og passer på sig selv, og der ikke er udsigt til pludselig og nærmest mirakuløs bedring.

HVIS SÅ de opnår den bedring henover tid, så kan man - når det er bedre - overveje, om der skal gives en chance til eller hvad.

Men hvis det begynder at regne mens man er på picnic, bliver man sgu da ikke siddende i regnen. Man søger ly, og hvis regnen senere stopper, så kan man overveje at genoptage picnic'en - eller måske vælge at indtage sin frokost på en helt anden måde, hvor der ikke er risiko for regn.

Dét er jo din sandhed! og den måde du vil handle på.

Jeg synes Scrooge igen og igen argumenter for en efterhånden godt planlagt picnic kurv, for at blive i den metafor.
Og hvem ved, måske gemmer der sig en paraply dernede, som tager af for det værste. Eller måske var bygen så voldsom at det med at søge ly her og nu var ligegyldigt - men så må man tørre bagefter. Måske vælger man at favne galskaben, og blive siddende, imens man griner lidt af det.
Der findes jo ikke noget facit.

Det er jo ikke op til nogen her at fortælle Scrooge at hun skal forlade sin kæreste, hun skriver at hun elsker ham, og vi ved at han er klinisk diagnostiseret med en depression, som til en vis grænse udgør en undskyldning for at man opfører sig som et røvhul.
Dertil så er det jo en ensidig fortælling det her, og en følelsesmæssig en af slagsen, den gør ikke fortællingen mindre rigtig, og følelserne er lige så valide.

Hvis man skal og bør forlade en partner der opfører sig som et egocentrisk røvhul, som siger onde og dumme ting, som piller en ned, jamen så skulle vi vel alle forlade vores partner. Og dét skal vi jo ikke, vi skal passe på os selv, vi skal sige fra, vi skal værne om vores intregritet. Men vi skal også kunne udvise kærlighed, overbærenhed, og tilgivelse.
Og ja et parforhold skal grundlæggende være sundt, styrkende, udviklende, og være et sted hvor man føler sig tryg og elsket.
Men man må da også tage det forbehold at netop trygheden, tilliden, kærligheden indimellem er årsagen til at det også er der man opfører sig som den allerstørste idiot, det allerstørste røvhul.

Og her handler det jo ikke kun om en kæreste, som har en depression, det handler også om en livshistorie, andre menneskers handlinger og prioriteringer, som har haft sin indflydelse. Og den del er jo ikke kærestens skyld, men det er et grundvilkår i historien, og i parforholdet.
Han har et ansvar for hvordan han handler, hvad han siger, hvad han gør, også selvom han er depressiv, men at have et ansvar er jo ikke nødvendigvis ensbetydende med at man magter at gøre noget ved det. Men måske magter han, en dag, at undskylde og beklage sin opførsel, bede om forladelse.
Han har jo f.x. allerede foreslået, eller åbnet op for at de kan få terapi som par.

[Fru Sunshine]

PS.
Hvis folk er voldelige over for en, uanset hvilken type vold der er tale om.
Eller hvis folk "bare" er nogle kæmpe skiderikker, ligesom Spasserinden har forklaret rigtig godt. Og de er det på en jævnlig basis.

Så går man altså fra dem. Det gør man altså, hvis man er sund og passer på sig selv, og der ikke er udsigt til pludselig og nærmest mirakuløs bedring.

HVIS SÅ de opnår den bedring henover tid, så kan man - når det er bedre - overveje, om der skal gives en chance til eller hvad.

Men hvis det begynder at regne mens man er på picnic, bliver man sgu da ikke siddende i regnen. Man søger ly, og hvis regnen senere stopper, så kan man overveje at genoptage picnic'en - eller måske vælge at indtage sin frokost på en helt anden måde, hvor der ikke er risiko for regn.

Ej, det kan du da ikke bare sidde der og afgøre.

Jeg er da glad for, at min mand ikke var lige så firkantet.