Indlægaf LaScrooge » 30. mar 2016, 10:25
Jeg ved hvor min svaghed ligger: jeg er bange for at blive forladt. Ikke af hvem som helst, men af de mennesker, jeg har knyttet mig til. Jeg føler ikke, at jeg har et sikkert og trygt greb om min egen tilværelse. Jeg er bange for at ende som min mor, som i en alder af... 56 ikke lever et liv jeg føler mig tryg ved. Hun er halvvejs udenfor arbejdsmarkedet, har ingen sikkerhed for alderdommen, mangler totalt vedholdenhed og har mange forspildte chancer bag sig. Det ligger som en evig frygt i min kerne at jeg kan ende som hende, at hendes skæbne på en måde kan klæbe til mig, at jeg kan regredere fra hvad jeg er til hvad hun er. Rationelt ved jeg godt at jeg er et andet menneske og at jeg har mange andre ressourcer, men det ligger som en trussel i mit liv, at jeg, med de forkerte beslutninger, kan ende som hende. Især fordi min frygt for at blive forladt kan styre mig til at træffe beslutninger, som måske ikke er helt i min egen bedste interesse, men kun delvist.
Den sårbarhed skal jeg arbejde på. Jeg skal skabe kontinuitet, stabilitet og tryghed for mig selv, så jeg ikke kan ende sådan. Det indebærer fx at have et sted der er mit, så jeg ikke er et blad i vinden der er sårbar overfor livsændringer og som gør mig delvist afhængig af andre mennesker - og vækker min frygt for at blive forladt. Jeg skal føle mig sikker på, at jeg ikke mister alting, hvis jeg forlader noget der er uholdbart.
Derfor er det et nødvendigt skridt for mig at få min egen lejlighed. Det her er fundamentalt, ikke kun knyttet til min nuværende situation. Jeg skal have en base, noget der er mit, et blivende udgangspunkt jeg kan møde livet fra.
Min plan er som følger: blive fastansat i en stilling jeg er glad for. Investere i en lejlighed. Altid have min økonomiske sikkerhedsbuffer. Prioritere min egen tryghed og sikkerhed. Med den baggrund jeg har, må jeg nok acceptere, at det er noget, jeg ikke kan være lemfældig med, eller tillidsfuld omkring (for ikke at kalde mig selv naiv - for det er jeg ikke).
På et tidspunkt starte i terapi hvor jeg kan arbejde med den to essentielle ting: frygten for at blive forladt, angsten for at ende som min mor.
Jeg har ikke tænkt mig at søge ind på et krisecenter. Jeg kan, bl.a. takket være muligheden for at vende tingene herinde, sagtens mærke min egen kerne og styrke. Jeg ved godt hvad virkeligheden er - jeg frygter mere for min kærestes virkelighedsopfattelse. Jeg tror han har gang i det store projection game og at han grundlæggende mangler den sikre kerne jeg har. Men whatever, det må han arbejde med hos sin psykolog. Jeg stoler på mig selv. Jeg har alligevel så mange år bag mig, at der skal mere til fundamentalt at rokke ved min tillid til mig selv.
Jeg ved at jeg har et problem med at føle mig forurettet og at det opstod i løbet af min depression, hvor jeg blev så vred over at blive svigtet af min familie at jeg begyndte at afvise dem på et fundamentalt moralsk plan. Jeg kunne ikke forstå, at de ikke så ting klarere og at det ikke ledte dem til at være mere for mig. Det burde de kunne, de burde kunne det samme som jeg. Jeg bevægede mig fra accept af menneskers forskellighed til afvisning, når mennesker ikke var som de burde være. Nu kan jeg have følelsen af "Hvordan kan du dog tænke/handle sådan?! Kan du ikke selv se hvor forkert det er, når du tager disse ting in mente" - og så en opremsning af faktorer og omstændigheder, som "man" burde tage med i de overvejelser der ultimativt leder til handling. Og en følelse af at stå magtesløs overfor dårlige menneskers dårlige beslutninger. Men det er bare ikke alle der deler mine værdier og det er ikke alle, der er lige så reflekterede som jeg, eller har en lige så stærk selvjustits som jeg - altså de samme normative standarder. Min kæreste har slet ikke, og den hastighed hvormed jeg kan overveje en situation eller et spørgsmål virker helt robotagtigt på ham - som om jeg ikke er i følelsesmæssig kontakt, men udelukkende har et akademisk tjek-skema jeg kører ting igennem, hvorefter jeg når til det "rigtige" svar. Men sandheden er snarere den, at jeg har trænet lige præcis dét siden jeg var barn. Det gør mig analytisk stærk, det baserer sig i empati, det kobler en stærk retfærdighedssans med virkelig velbegrundede værdier. Det giver mig en stærk integritet. Det kan godt være, at han aldrig har mødt en der fungerer som jeg gør før og at han ikke har fantasi til at forestille sig hvordan min opvækst og den vej, jeg er gået i mit voksenliv, og de ting, jeg har prioriteret i min egen udvikling kan forme et menneske til at blive som jeg, men det er hans problem. Hvis han tør, kan han lære at sætte pris på det og have tillid til det og måske kan han også lade være med at føle sig tromlet af det.
Denne ting jeg kan, gør også, at jeg kan handle rationelt i forhold til følelser, at jeg kan justere min reaktion efter de informationer jeg får. Fx i forhold til min ven, dér. Når han fortæller, at situationen trigger skilsmissebarnet i ham og at han derfor trækker sig fra mig, så kan jeg forstå det på et rationelt plan og acceptere, at det er sådan det er for ham. Det ændrer ikke ved min virkelighed - at jeg er minus en ven, lige i forhold til dette med min kæreste og jeg - men det gør at jeg ikke bebrejder ham, for vi har alle vores begrænsninger og hans leder ham til ikke at kunne være en ven for mig på dette område. Sådan er dét bare. Så nytter det ikke at slå sig i tøjret og græde over at han ikke kan og føle, at det er uretfærdigt. Det fortæller mig noget brugbart om min egen virkelighed og nu hvor jeg er færdig med at sørge over det, kan jeg begynde at arbejde på løsningen.
Den proces virker robotagtig på min kæreste, men for mig er den et virksomt redskab. Der er meget "svigtet barn lærer at acceptere sine vilkår" over det, men så længe jeg ikke resignerer, er jeg okay. Og dér ligger en fare for mig, tror jeg. Resignation kan være et trin på vejen i at bearbejde noget: følelsen af, at tingene aldrig vil ændre sig og at jeg for evigt er dømt til, osv, fordi jeg har oplevet megen magtesløshed i mine tidlige år. Og jeg kan føle det stadig i forbindelse med, at jeg føler at jeg har kæmpet og kæmpet for at skabe en verden jeg selv kunne være glad i og så sker X alligevel - igen. Jeg føjer lige resignation til ting jeg skal snakke med en psykolog om på et tidspunkt. Og jeg ser også klart nu, hvordan det er noget jeg kan bekæmpe ved at indføre sikkerhed for mig selv, jf. min plan.
Jeg har det bedre i dag. Jeg kommer hurtigt op at stå igen, må man sige. Men jeg har også megen træning. Og jeg ved hvad jeg skal gøre, også fortløbende i forhold til min kæreste. Jeg forlader ham ikke nu, jeg er nødt til selv at være lidt egoistisk og det indebærer, at jeg ikke skaber kaos i mit liv ved at rode rundt på lejede værelser og med opmagasinerede ting og på andres nåde, men at jeg bliver, holder fast i mig selv, og køber en lejlighed når jeg kan komme til det, uanset hvordan det ellers kommer til at gå mellem os.
1
And we both know: I will be delicious
Jeg tager ikke Valds indlæg som en negligering af mine problemer, og jeg tror ikke han mener, at depression alene kan kureres med motion og kosttilskud. Jeg vil helst at tråden bevarer sit fokus, så hvis det er OK med jer, lader vi den bare ligge her.
