Min kæreste er deprimeret....
Re: Min kæreste er deprimeret....
Jeg er ligesom Myrtle i Harry Potter, sidder ude på toilettet og græder.
0
And we both know: I will be delicious
Re: Min kæreste er deprimeret....
LaScrooge skrev:Jeg er ligesom Myrtle i Harry Potter, sidder ude på toilettet og græder.
Kære Scrooge, hvor er jeg ked af, at det er gået sådan for dig. Manden har jo ikke altid været en nar, så havde du aldrig indledt noget med ham. Sådan en udvikling i et forhold er man desværre ikke selv herre over, men jeg håber, du kan samle de kræfter, du ellers har brugt på ham, til at komme ovenpå igen.
4
Livslinjen: 70 201 201
Re: Min kæreste er deprimeret....
Han vil gerne udnytte dig. Om det er ok? NEJ. Det er da dybt forstyrret.
4
aka Forbies
-
- Indlæg: 2530
- Tilmeldt: 13. aug 2015, 13:16
- Kort karma: 170
- Likede indlæg: 4383
Re: Min kæreste er deprimeret....
Dette kommer til at lyde hårdt, men jeg er virkelig lettet over opdateringen om at din ekskæreste valgte at ende det. Hele situationen virkede på ingen måde holdbar eller sund for dig, og jeg tror ikke du selv kunne ende det.
Sommetider er det bare det bedste. Og du vil få det bedre på sigt end hvis forholdet var fortsat. Ja, det er noget lort nu, og ja, du er skide ked af det. Det er ok. Hvis du vælger at fortsætte jeres bekendtskab trækker du bare pinen ud. Det bedste er at slippe ham. Helt og aldeles. Så må du skifte nummer, slette ham på facebook eller gøre hvad der skal til.
Jeg ved I har en fælles omgangskreds, men det viste sig jo, de heller ikke var der for dig, da du havde det skidt, men favoriserede din eks. Hvor gode venner er det så alligevel?
Sommetider er det bare det bedste. Og du vil få det bedre på sigt end hvis forholdet var fortsat. Ja, det er noget lort nu, og ja, du er skide ked af det. Det er ok. Hvis du vælger at fortsætte jeres bekendtskab trækker du bare pinen ud. Det bedste er at slippe ham. Helt og aldeles. Så må du skifte nummer, slette ham på facebook eller gøre hvad der skal til.
Jeg ved I har en fælles omgangskreds, men det viste sig jo, de heller ikke var der for dig, da du havde det skidt, men favoriserede din eks. Hvor gode venner er det så alligevel?
2
Re: Min kæreste er deprimeret....
Jeg springer lige videre i teksten, fordi det er rimelig presserende. Jeg har ikke plads til alle mine ting, fordi jeg skal bo i et enkelt værelse. Det er ikke fordi jeg har så mange, en del lod jeg min ekskæreste låne da jeg flyttede fra ham i sin tid. Så jeg har et stort skuffedarium, nok ca 150 i længden, 120 i højdem 40+50 i bredden, et lille rødt skabting fra Ikea, et sofabord (som jeg ikke ved om jeg gider beholde), en skriveborddstol (som min eks måske gerne vil låne?), et gammelt rullebord (arvestykke) + kasser og det løse. Men. Selvom der er et rimelig stort loftsrum tilgængeligt hvor jeg skal flytte hen, kan det store skuffedarium ikke være der og jeg har ikke overblik over hvor mange kasser det ender med at være. Selvom jeg skiller mig af med en del, løber det nok alligevel op.
Så. Jeg tænker opmagasinering. Desværre er det hundedyrt. Jeg har fundet et i samme bydel som jeg skal flytte til og det bliver 800 kr pr måned inkl. forsikring. Det kan sikkert findes billigere, men så ligger det længere væk og er en del mindre. Det her er ikke vamvittigt stort, men der er plads til mine ting og jeg kan hente derfra hvis jeg får brug for noget.
Men det er stadig 800 bobs om måneden.
Ud over at det er tæt på er det permanent og jeg vil have det hele samlet.
På foranledning af min tante har jeg spurgt min onkel om der er plads i hans garage, men det er i Bagsværd, langt væk og jeg ved ikke om jeg kan have det der et helt år.
Jeg har ærlig talt svært ved at gennemskue om det bare er en udgift jeg skal æde, eller om der er andre muligheder - eller om det bare ville være bedre at køre det til opmagasinering ad pommerens til og måske spare et par hundreder om måneden. Hvis jeg skal på dagpenge her senere på året bliver de 800 alligevel en stor udgift og da det er dyrt at flytte det (og besværligt), hælder jeg mest til noget, der er til at betale. Men alle de hensyn er svære at overskue. Hvad tænker I?
Så. Jeg tænker opmagasinering. Desværre er det hundedyrt. Jeg har fundet et i samme bydel som jeg skal flytte til og det bliver 800 kr pr måned inkl. forsikring. Det kan sikkert findes billigere, men så ligger det længere væk og er en del mindre. Det her er ikke vamvittigt stort, men der er plads til mine ting og jeg kan hente derfra hvis jeg får brug for noget.
Men det er stadig 800 bobs om måneden.
Ud over at det er tæt på er det permanent og jeg vil have det hele samlet.
På foranledning af min tante har jeg spurgt min onkel om der er plads i hans garage, men det er i Bagsværd, langt væk og jeg ved ikke om jeg kan have det der et helt år.
Jeg har ærlig talt svært ved at gennemskue om det bare er en udgift jeg skal æde, eller om der er andre muligheder - eller om det bare ville være bedre at køre det til opmagasinering ad pommerens til og måske spare et par hundreder om måneden. Hvis jeg skal på dagpenge her senere på året bliver de 800 alligevel en stor udgift og da det er dyrt at flytte det (og besværligt), hælder jeg mest til noget, der er til at betale. Men alle de hensyn er svære at overskue. Hvad tænker I?
0
And we both know: I will be delicious
Re: Min kæreste er deprimeret....
JessicaD skrev:Jeg ville sælge og smide resten ud og kun tage det aller vigtigste med (fx arvestykket). Så har du jo pludselig 10.000 at købe møbler for, når du engang flytter, fremfor at betale for de nuværende i en opmagasinering. Det kan slet ikke betale sig.
Det er faktisk pisse godt tænkt! For ja, 12 x 800 er alligevel 9600 kr! For pokker da, tak!
5
And we both know: I will be delicious
Re: Min kæreste er deprimeret....
Mine stakkels flyttemænd kommer på overarbejde og de troede det var en nem tur...
Men jeg tror helt sikkert der er plads til alle kasserne på loftet, især hvis jeg lige flytter lidt rundt deroppe og stabler dem pænt.
Men jeg tror helt sikkert der er plads til alle kasserne på loftet, især hvis jeg lige flytter lidt rundt deroppe og stabler dem pænt.
0
And we both know: I will be delicious
Re: Min kæreste er deprimeret....
Opmagasinering kan kun betale sig, hvis der er tale om møbler med en høj værdi, enten i kroner og ører eller i affektionsværdi.
Brugte møbler kan, medmindre der er tale om dyrt design, langt billigere genanskaffes end opmagasineres, lige så snart der er tale om mere end nogen få måneder.
Så jeg ville kigge meget kritisk på tingene og evt. undersøge, hvad tilsvarende koster på fx Lauritz.com eller DBA, før jeg begyndte at opmagasinere en masse.
Brugte møbler kan, medmindre der er tale om dyrt design, langt billigere genanskaffes end opmagasineres, lige så snart der er tale om mere end nogen få måneder.
Så jeg ville kigge meget kritisk på tingene og evt. undersøge, hvad tilsvarende koster på fx Lauritz.com eller DBA, før jeg begyndte at opmagasinere en masse.
3
Re: Min kæreste er deprimeret....
altså, klart smid ud med hård hånd og så gem pengene til nye møbler...
min ene veninde har betalt 1300 kr * 30 for at have opmagasineret.... ja rent ud sagt billigt lort, fordi hun er en hamster der ikke KAN smide ud og åbenbart heller ikke kan bruge en lommeregner. Hun kunne have købt alt nyt et par gange for de 39.000 kr hun har spildt på det, og så havde hun haft nye møbler i stedet for det lort hun har gemt væk.
Nu taler hun om at smide ud i det gamle lort når hun flytter, fordi det jo er...ja gammelt lort.... jeg holder min mund, men altså...lad være med at lave samme fejl hvis du kan
min ene veninde har betalt 1300 kr * 30 for at have opmagasineret.... ja rent ud sagt billigt lort, fordi hun er en hamster der ikke KAN smide ud og åbenbart heller ikke kan bruge en lommeregner. Hun kunne have købt alt nyt et par gange for de 39.000 kr hun har spildt på det, og så havde hun haft nye møbler i stedet for det lort hun har gemt væk.
Nu taler hun om at smide ud i det gamle lort når hun flytter, fordi det jo er...ja gammelt lort.... jeg holder min mund, men altså...lad være med at lave samme fejl hvis du kan
7
Re: Min kæreste er deprimeret....
Det er i dag jeg skal flytte. Kæft, hvor er jeg nedtrykt. Hader det så meget. Min seng kommer først på torsdag, så der går lidt inden jeg kan komme helt på plads . Har prøvet at sortere, så jeg kun har de ting med jeg virkelig gerne vil beholde, men der er godt nok mange bøger der lader livet på dén konto. Kælderrummet mangler at blive pakket/sorteret.
Jeg føler jeg mangler en plan for hvordan jeg bliver glad igen. Jeg er bange for at blive ensom. Jeg tænker på min onkel og tante - dem der holdt fest for nogle uger siden -, de er det lykkeligste, mest harmoniske par jeg kender. Jeg sørger over, at det ikke er lykkedes mig. I det hele taget er jeg bare dybt ked af det.
Ham jeg skal flytte ind hos tager til USA i sag og kommer først hjem om 3 uger, så jeg er alene den næste tid. Med alle mine bekymringer, sorg og støvede ting.
Jeg føler jeg mangler en plan for hvordan jeg bliver glad igen. Jeg er bange for at blive ensom. Jeg tænker på min onkel og tante - dem der holdt fest for nogle uger siden -, de er det lykkeligste, mest harmoniske par jeg kender. Jeg sørger over, at det ikke er lykkedes mig. I det hele taget er jeg bare dybt ked af det.
Ham jeg skal flytte ind hos tager til USA i sag og kommer først hjem om 3 uger, så jeg er alene den næste tid. Med alle mine bekymringer, sorg og støvede ting.
0
And we both know: I will be delicious
Re: Min kæreste er deprimeret....
Selvfølgelig er du ked af det Det tager tid, og det skal det have lov til. Du får endda typisk en nedtur mere om 3-4 måneder, bare så du er forberedt. Det er helt normalt, og det er helt ok at være ulykkelig.
3
- kidkomb
- Indlæg: 16302
- Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:31
- Kort karma: 4454
- Geografisk sted: Ude med riven
- Likede indlæg: 47639
Re: Min kæreste er deprimeret....
At du er ulykkelig nu er under ingen omstændigheder lig med at du aldrig bliver det
Men det er virkelig i orden at føle sådan.
Men det er virkelig i orden at føle sådan.
2
Vær ligeglad med hvad andre mennesker tænker, men ikke hvad andre mennesker føler.
Man som i jeg.
Man må sige hvad man vil og betale hvad det koster.
Sissie er en chokoladegiraf. Sissie skal ikke på tur.
Man som i jeg.
Man må sige hvad man vil og betale hvad det koster.
Sissie er en chokoladegiraf. Sissie skal ikke på tur.
Re: Min kæreste er deprimeret....
Ej, altså Scrooge! Selvfølgelig er du ked af det, det er klart. Han er måske en klaphat, men du har elsket ham og den tid, der hed "Scrooge og kæreste" er overstået nu. Du må sørge alt det du vil, men lad nu være med at måle dig mod andre mennesker. Du kan ikke planlægge at blive glad igen, lige nu er tiden din bedste ven, du skal hele først - dette her er ikke rationelt, det er emotionelt og det kan du altså ikke sådan bare lige lave en tidsplan for hvornår bliver godt igen.
Jeg tænker, at vi andre også har været der, hvor man tænker, at man aldrig bliver lykkelig igen, det gør hjertesorg bare ved én. Det går over, det lover jeg dig, selv om det ikke virker sådan lige nu.
Jeg tænker, at vi andre også har været der, hvor man tænker, at man aldrig bliver lykkelig igen, det gør hjertesorg bare ved én. Det går over, det lover jeg dig, selv om det ikke virker sådan lige nu.
4
Vor herre til fucking pipirøvhest altså!
Re: Min kæreste er deprimeret....
Det er tid til en opdatering
Jeg har boet hos min ven i en måneds tid nu og jeg har det generelt rigtig godt. Jeg er glad hver dag. Ikke overlykkelig, ikke manisk glad, men jeg mærker glæde hver dag. Jeg er glad for mine kollegaer, min gode ven og roommate, der har passet på mig når jeg har været ked af det, jeg laver masser af ting og møder nye mennesker, har mere energi og et mere positivt selvbillede, er mere rolig og tilfreds. Solen skinner mere på mig nu, end den har gjort i meget lang tid.
I sidste uge prøvede jeg at mødes med min ekskæreste, og det gik helt galt. Vi havde ikke set hinanden i 2 uger og skulle have været til koncert med Nikolaj Nørlund, men jeg kunne simpelthen ikke varme op overfor ham. Han virkede næsten ekstatisk i sin positivitet over alting, det virkede kunstigt og jeg kunne ikke møde ham på det. Jeg lukkede helt ned. Kunne dårligt smile til ham. Hele den del af vores relation der er varm knytter direkte an til al kærligheden og flirten og alle de ting der ikke er plads til nu og jeg kan ikke snakke med ham om overfladiske ting og er ikke interesseret i at høre hvordan ALTING bare er SÅ FANTASTISK, eller hvordan han nu tager sig af ting og konfronterer problemer an bare sked på da vi var sammen (og bagefter kritiserede mig for ikke at tage mig af på en god nok måde). Jeg prøvede at italesætte det, så det måske kunne standses, men det endte med at han skred inden koncerten med en svada om, at mit liv var så mørkt og fuld af negativitet og konflikter og at jeg var en dødbider. Så ringede jeg til roomie, som spurgte om jeg var okay. Jeg sagde nej, men at jeg gerne ville til koncert og så drønede han ind til byen i en taxa (han lå og tog en lur da jeg ringede) for at være sammen med mig. Jeg var ulykkelig der og græd i mørket og han aede mig på ryggen og inviterede mig ud på en øl bagefter. Næste dag lavede jeg mit trøste-trick (som jeg har skrevet om i en anden tråd) og kom ovenpå igen. Sidste gang min eks og jeg sås og det endte sådan, var jeg fortvivlet i mange dage efter. Og nu har jeg det sådan, at jeg er ked af at jeg sårede ham, for han gjorde sit bedste (indtil han begyndte at svine mig til og - igen - illustrerede hvor forkert han ser mig (eller måske har brug for at se mig)), men jeg er ikke plaget af det. Jeg savner ham ikke. Jeg har det bedre uden ham. Engang imellem, hvis jeg ser et billede fra dengang det gik godt, så længes jeg efter den gode tid, de stunder vi havde der var så fulde af kærlighed, romantik og lidenskab og jeg bliver bekymret for, om jeg kommer til at opleve det igen, men jeg savner ham ikke. Han er ikke min længere og han er ikke god for mig. Han er ikke et sted hvor han er god for nogen, tror jeg, heller ikke sig selv. Jeg har det aller, allerbedst når jeg ikke ser ham eller taler med ham. Så kan jeg mærke hvordan verden er, hvordan MIN verden er. Og den er primært et rigtig dejligt sted.
Jeg har kysset med en anden, endda, og nåede at blive lidt vild med ham og vi skal ses igen i aften, omend platonisk, fordi han tænker, at det med min eks er for tæt på og hans sidste forhold endte meget barsk med hendes utroskab midt imens de var i gang med et fertilitetsforløb. Og jeg tænker, at det er meget godt, for der sker fandeme mange ting lige nu og jeg har fart på. Mest socialt, men så meget er blevet anderledes på den gode måde og jeg kan godt føle mig en smule eksalteret ind imellem. Jeg husker at trække i bremsen, når jeg kan mærke at det sker, så jeg får jordforbindelse igen og styrer min energi. Og jeg skal stadig lære at styre min angst for at blive forladt og jeg ved at den ligger og lurer og venter på, at jeg igen kan komme til at frygte at miste, og jeg skal ikke være i flere dårlige forhold. Det næste forhold skal være det sidste, det skal være det rigtige. Og det kan det kun blive, hvis jeg kender og forstår mine egne svagheder, så jeg ikke ender i noget dårligt igen.
Det er så dejligt, så rart, at møde så megen positivitet fra andre som jeg gør nu. Der er ingen til at fortælle mig at jeg er forkert eller ikke god nok og jeg mærker stort set dagligt hvor god en overenskomst jeg generelt har med verden, eller: andre mennesker. Den forskel er mærkbar i sig selv. Folk kan godt lide mig! De synes ikke jeg er nederen og forkert og uden selvindsigt og ufølsom. For det er jeg ikke. ! (Men jeg skal lige opdage det igen, åbenbart)
Så, ja. Jeg prøver at tage det stille og roligt og bevare benene på jorden, mærke efter og have gode oplevelser og jeg føler, at den måde jeg har det på, er ægte (selvom jeg faktisk godt kan blive lidt i tvivl, fordi jeg har fået at vide så mange gange at jeg ikke gjorde det godt nok. Er det så nemt? Fjerne sig fra det dårlige, så får man det godt? - eller skal jeg vente på en round no 2 af dårlige følelser?). Min veninde spurgte mig om min sorg var blevet til en slags tomhed nu, en afmattelse, og det er den ikke. Jeg føler mig overhovedet ikke tom. Det føles som om det er meget, meget længere tid siden end blot 2 måneder at han gik fra mig. Jeg har grædt det der skulle grædes og jeg kan mærke at jeg har det bedre uden ham. Jeg synes han er en idiotisk klovn og en stakkel der er faret vild og jeg er ked af, at jeg lod det gå ud over mig selv. Men sådan var det. Han var også meget smuk, meget varm og meget, meget dejlig og lige min smag, men det er der ikke noget at gøre ved.
Jeg har boet hos min ven i en måneds tid nu og jeg har det generelt rigtig godt. Jeg er glad hver dag. Ikke overlykkelig, ikke manisk glad, men jeg mærker glæde hver dag. Jeg er glad for mine kollegaer, min gode ven og roommate, der har passet på mig når jeg har været ked af det, jeg laver masser af ting og møder nye mennesker, har mere energi og et mere positivt selvbillede, er mere rolig og tilfreds. Solen skinner mere på mig nu, end den har gjort i meget lang tid.
I sidste uge prøvede jeg at mødes med min ekskæreste, og det gik helt galt. Vi havde ikke set hinanden i 2 uger og skulle have været til koncert med Nikolaj Nørlund, men jeg kunne simpelthen ikke varme op overfor ham. Han virkede næsten ekstatisk i sin positivitet over alting, det virkede kunstigt og jeg kunne ikke møde ham på det. Jeg lukkede helt ned. Kunne dårligt smile til ham. Hele den del af vores relation der er varm knytter direkte an til al kærligheden og flirten og alle de ting der ikke er plads til nu og jeg kan ikke snakke med ham om overfladiske ting og er ikke interesseret i at høre hvordan ALTING bare er SÅ FANTASTISK, eller hvordan han nu tager sig af ting og konfronterer problemer an bare sked på da vi var sammen (og bagefter kritiserede mig for ikke at tage mig af på en god nok måde). Jeg prøvede at italesætte det, så det måske kunne standses, men det endte med at han skred inden koncerten med en svada om, at mit liv var så mørkt og fuld af negativitet og konflikter og at jeg var en dødbider. Så ringede jeg til roomie, som spurgte om jeg var okay. Jeg sagde nej, men at jeg gerne ville til koncert og så drønede han ind til byen i en taxa (han lå og tog en lur da jeg ringede) for at være sammen med mig. Jeg var ulykkelig der og græd i mørket og han aede mig på ryggen og inviterede mig ud på en øl bagefter. Næste dag lavede jeg mit trøste-trick (som jeg har skrevet om i en anden tråd) og kom ovenpå igen. Sidste gang min eks og jeg sås og det endte sådan, var jeg fortvivlet i mange dage efter. Og nu har jeg det sådan, at jeg er ked af at jeg sårede ham, for han gjorde sit bedste (indtil han begyndte at svine mig til og - igen - illustrerede hvor forkert han ser mig (eller måske har brug for at se mig)), men jeg er ikke plaget af det. Jeg savner ham ikke. Jeg har det bedre uden ham. Engang imellem, hvis jeg ser et billede fra dengang det gik godt, så længes jeg efter den gode tid, de stunder vi havde der var så fulde af kærlighed, romantik og lidenskab og jeg bliver bekymret for, om jeg kommer til at opleve det igen, men jeg savner ham ikke. Han er ikke min længere og han er ikke god for mig. Han er ikke et sted hvor han er god for nogen, tror jeg, heller ikke sig selv. Jeg har det aller, allerbedst når jeg ikke ser ham eller taler med ham. Så kan jeg mærke hvordan verden er, hvordan MIN verden er. Og den er primært et rigtig dejligt sted.
Jeg har kysset med en anden, endda, og nåede at blive lidt vild med ham og vi skal ses igen i aften, omend platonisk, fordi han tænker, at det med min eks er for tæt på og hans sidste forhold endte meget barsk med hendes utroskab midt imens de var i gang med et fertilitetsforløb. Og jeg tænker, at det er meget godt, for der sker fandeme mange ting lige nu og jeg har fart på. Mest socialt, men så meget er blevet anderledes på den gode måde og jeg kan godt føle mig en smule eksalteret ind imellem. Jeg husker at trække i bremsen, når jeg kan mærke at det sker, så jeg får jordforbindelse igen og styrer min energi. Og jeg skal stadig lære at styre min angst for at blive forladt og jeg ved at den ligger og lurer og venter på, at jeg igen kan komme til at frygte at miste, og jeg skal ikke være i flere dårlige forhold. Det næste forhold skal være det sidste, det skal være det rigtige. Og det kan det kun blive, hvis jeg kender og forstår mine egne svagheder, så jeg ikke ender i noget dårligt igen.
Det er så dejligt, så rart, at møde så megen positivitet fra andre som jeg gør nu. Der er ingen til at fortælle mig at jeg er forkert eller ikke god nok og jeg mærker stort set dagligt hvor god en overenskomst jeg generelt har med verden, eller: andre mennesker. Den forskel er mærkbar i sig selv. Folk kan godt lide mig! De synes ikke jeg er nederen og forkert og uden selvindsigt og ufølsom. For det er jeg ikke. ! (Men jeg skal lige opdage det igen, åbenbart)
Så, ja. Jeg prøver at tage det stille og roligt og bevare benene på jorden, mærke efter og have gode oplevelser og jeg føler, at den måde jeg har det på, er ægte (selvom jeg faktisk godt kan blive lidt i tvivl, fordi jeg har fået at vide så mange gange at jeg ikke gjorde det godt nok. Er det så nemt? Fjerne sig fra det dårlige, så får man det godt? - eller skal jeg vente på en round no 2 af dårlige følelser?). Min veninde spurgte mig om min sorg var blevet til en slags tomhed nu, en afmattelse, og det er den ikke. Jeg føler mig overhovedet ikke tom. Det føles som om det er meget, meget længere tid siden end blot 2 måneder at han gik fra mig. Jeg har grædt det der skulle grædes og jeg kan mærke at jeg har det bedre uden ham. Jeg synes han er en idiotisk klovn og en stakkel der er faret vild og jeg er ked af, at jeg lod det gå ud over mig selv. Men sådan var det. Han var også meget smuk, meget varm og meget, meget dejlig og lige min smag, men det er der ikke noget at gøre ved.
60
And we both know: I will be delicious