Det er sindssygt svært lige nu. Jeg overvejer, om det er godt for mig at blive sammen med ham. På nogle områder minder hans tilgang til mig om min mors - vel og mærke den hun havde da jeg var barn. Han er kritisk, han lytter ikke, han tilskriver mig motiver jeg ikke har og det virker som om han bare synes jeg er et dårligt menneske. Han påstår fx at jeg ikke har nogen selvindsigt og at jeg ikke er empatisk. Aldrig har jeg hørt noget lignende og jeg forstår simpelthen ikke hvad det er for en verden han lever i.
Og så er han så hård.
Efter den situation jeg skrev om sidst, hvor jeg spurgte om han ikke kunne finde et andet sted at være, har han fortalt nærmest alle der gad at lytte, at jeg smed ham ud af hans eget hjem. Vel og mærke mens han har grædt som pisket og fortalt om hvor dårligt han har det. Han har intet forstået af hvordan jeg havde det og hvis jeg prøver at forklare det er det i øvrigt ligegyldigt, for han er deprimeret og det er ham det er synd for. Han har fortalt sine venner at jeg aldrig rydder op og at jeg smed ham ud fordi jeg syntes han ikke lavede nok. Han har genfortalt at han viste dem vores udveksling og at de alle syntes jeg var streng. Han har fortalt det til sin familie, som efterfølgende blev vrede på mig over at jeg kunne være så ond. Det var lidt svært da vi skulle hjem til hans forældre til Påske, fordi det sidste de vidste jo var at jeg havde gjort noget forfærdeligt mod deres søn.
Det fik han så repareret, sådan nogenlunde, inden vi tog afsted og der var ingen der brændte mig på bålet mens jeg var der, men hvad de har tænkt indeni har sikkert ikke været rart. Når han fortæller om hvad han har fortalt, så lyder det som et forhold jeg ikke ville anbefale min ven eller veninde at blive i. Og øjensynligt har vennerne også sået tvivl om det var rigtigt at vi var sammen.
En af min kærestes venner har han været venner med siden gymnasiet. Han er også min ven og vi blev rigtig gode venner længe inden jeg fandt sammen med min kæreste. Vi har tit snakket om det med, at vi to er venner og at vi er det uafhængigt af deres relation (det er mest min ven der har bragt det op, for mig havde det aldrig ændret karakter - altså, selvfølgelig gik jeg ikke fra at være Scrooge til at være Min Kærestes Kæreste lige pludselig). Denne ven ringede jeg til på et tidspunkt for at høre, om jeg eventuelt kunne sove hos ham en nat eller to, fordi min kæreste og jeg var rigtig meget på kant og havde godt at lidt tid fra hinanden. Da jeg kommer derhen spørger han hvordan jeg har det og jeg siger, at jeg ikke har det godt, at jeg føler mig meget alene og at det er rigtigt svært, at min kæreste har det så dårligt - og at jeg ikke rigtig føler at der er nogen, der interesserer sig for hvordan jeg har det - alle er fokuserede på min kæreste, som jo er helt nede. Det kan han godt forstå, siger han, og siger, at vi skal mødes og snakke om det hele. Og at jeg ikke skal frygte at han vælger side. Det tror jeg heller ikke at han gør - det er ret langt fra hvordan jeg selv tænker og agerer, så det antager jeg bare og det bekræfter han så. Jeg tænker jo, at vi har vores egen relation. Derefter hører jeg intet som helst fra ham. I mange uger. Han kontakter derimod min kæreste flere gange og de ses og snakker mange gange, også med andre venner til stede. Det bliver jeg såret over og føler mig svigtet, for hvad fanden er et venskab værd, hvis man ikke er der for hinanden når man har det svært? Hvis man ingen interesse viser overhovedet? Jeg regnede os for at have et meget tæt venskab, vi har snakket om mange ting som er meget fortrolige og sårbare. Jeg siger det på et tidspunkt til min kæreste, som bare svarer at det gider han ikke høre på, for vores ven har været der for ham og han har ikke brug for at tænke dårligt om ham.
I fredags mødtes jeg så med min ven for nogenlunde første gang siden da og da sagde han, at han ikke kunne overskue at være der for os begge to. Set var for svært for ham at mødes med mig efter at have siddet med min kæreste der bare krængede sit hjerte ud og fx fortalte hvor meget jeg rodede og hvor svært jeg gjorde det for ham altid. Det mindede ham for meget om at være skilsmissebarn og at skulle snakke med den ene og den anden og finde rundt i alle historierne osv. Det kan jeg sagtens forstå, virkelig. Men for mig bliver det samtidig meget klart, at det er mig der bliver underprioriteret, mig, der er mindst vigtig. Det føles ærlig talt meget forfærdeligt, fordi jeg fucking troede at vi var venner. Og nu føles min situation sådan her: Min kæerste fortæller vidt og bredt sin side af historien, der meget handler om hvor galt det går med os og at jeg fx smider ham ud fordi han ikke tager sig nok af det praktiske. Det er det alle hører, samtidig med, at han er opløst i gråd og ved at falde fra hinanden. Ingen aner hvordan jeg har det og ingen giver en fuck for det anyways. Så jeg må jo bare erkende, at når det kommer til stykket er jeg alene, fordi dem jeg troede var mine venner har besluttet sig for at det er nødvendigt at vælge side. Det føles ensomt og det føles som noget, jeg ikke kan gøre noget ved. Jeg har ikke tænkt mig at tvinge nogen til at høre på min side af historien, hvis de ikke er interesserede, men bare vælger at tro, at jeg da sagtens kunne finde på at smide min nedbrudte kæreste ud af hans eget hjem, fordi jeg ikke syntes han tog sig nok af det praktiske...
Da vi var hjemme hos hans forældre så vi billeder fra dengang min kæreste fik sin studenterhue på. Det mindede mig om dengang jeg blev færdig, hvor min mor meldte afbud 30 minutter inden, fordi hunden var blevet syg og mine søskende på hhv 15, 15 og 12 ikke kunne lide at være alene hjemme. Det var ingen der lykønskede mig, ingen der gav mig et kram, ingen, der klappede af mig da jeg fik min hue på. Story of min barndom og opvækst. Underprioriteret, ikke vigtig, ikke elsket nok, ikke sørget for, ikke passet på. Og den situation er jeg bare i igen nu. Jeg har ikke været ked af det i mange år, for sådan var det jo bare og jeg er voksen nu og kan selv bestemme. Troede jeg. Alligevel føler jeg mig lige nu mere alene end jeg har gjort i 15 år. Mere ringeagtet, mere foragtet, mere forladt. Jeg er simpelthen så ked af det.
I går aftes spurgte min kæreste så hvorfor jeg havde været trist og jeg fortalte ham om min dimission (eller er det translokationen? whatever) og at jeg blev mindet om det og at det gjorde mig ked af det, fordi jeg føler det samme nu. Hans reaktion var at sige, at jeg skulle lade være med at føle mig som et offer, for det kunne han ikke have. Og at jeg burde have forudset at min ven -
min ven - selvfølgelig ville vælge ham, min kæreste, fordi de havde kendt hinanden siden gymnasiet. Altså, det burde jeg jo have set komme.
Jeg var bare sådan
- og det var enden på det. Jeg skal ikke regne med mine venskaber, åbenbart, for det er da indlysende at de vælger ham, ikke? Og hvorfor har jeg i øvrigt ikke flere venner? Hvorfor har jeg ingen venner der går lige så lang tid tilbage som han har? Hvad er der galt med mig?-agtigt.
Han er fandeme langt ude og jeg kan for engang skyld ikke sætte ord på hvor forkert det føles og hvorfor. Det er bare den totalt mangel på indføling, empati, omsorg, opbakning.
Det hele er så sindssygt uholdbart og jeg overvejer meget stærkt om jeg skal flytte til en anden by og sige fuck til det hele og alle de fucking idioter der ikke er klogere eller finere. Og skride fra min kæreste, som er så exceptionelt selvoptaget og siger sådan nogle grimme ting til mig. Lige nu kan jeg bare ikke, for jeg har ikke noget arbejde og ingen sikkerhed og det er alligevel også et meget dramatisk skridt at tage. det der med at brænde broer er en dårlig idé. Det føles bare så ydmygende og jeg ved ikke om jeg overreagerer, men for fanden, hvad kan jeg gøre? Det hele er jo på hans nåde som det ser ud.