Min kæreste er deprimeret....

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
Tanten
Indlæg: 1929
Tilmeldt: 14. aug 2015, 12:03
Kort karma: 457
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 9635

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Tanten » 11. feb 2016, 14:53

Det er desværre ret almindeligt, at folk bliver ekstremt selvhenførende, når de har en depression.

Er din kæreste i medicinsk behandling? Hvis ikke, så tag med ham til lægen og snak om mulighederne. Det er nemlig umuligt at få et positivt udbytte af samtaleterapi, hvis man er så selvbebrejdende. Hans virkelighedsopfattelse er jo reelt fordrejet og man kan ikke forvente, at han skal kunne reflektere og arbejde med sig selv i den tilstand.
1
Brugeravatar
Viskelæder
Indlæg: 4601
Tilmeldt: 26. dec 2015, 21:22
Kort karma: 1469
Likede indlæg: 11937

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Viskelæder » 11. feb 2016, 15:39

Har hans læge vurderet ham let, moderat eller svært deprimeret, ved du det?
2
Brugeravatar
billiebean
Indlæg: 3417
Tilmeldt: 11. dec 2015, 11:29
Kort karma: 332
Likede indlæg: 4382

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf billiebean » 12. feb 2016, 16:32

Jeg kan genkende det. Jeg var enormt selvbebrejdende og følte mig utilstrækkelig under min depression også. Det gjorde, at jeg isolerede mig. Jeg ville ikke udsætte mig selv for situationer, hvor jeg kunne risikere at skuffe nogen, for jeg kunne slet ikke rumme det selvhad det medførte.

Jeg havde enormt meget brug for forståelse og tilgivelse. At folk sagde, at det jeg gjorde var helt i orden og det helt rigtigt. Lidt svært for andre at navigere i.. Det pinte mig næsten ihjel, hvis jeg fx skulle melde afbud til noget, og hvis folk så - forventeligt nok - var triste over, at jeg ikke kunne komme. Følte mig som et afskum. Suk. Skoddepression.

Så jeg havde bare enormt meget brug for omsorg, støtte og rummelighed. Og derudover at opleve at jeg ikke påvirkede andre negativt. Andres liv skulle fortsætte ufortrødent blot med lidt mere støtte og omsorg. Hvis andre blev kede af det pga. mig følte jeg mig igen utroligt skyldig og ansvarlig for deres ulykke, og så var det igen en ond spiral.

Jeg siger ikke der er nogen let løsning. Depression er ikke for nybegyndere.

Edit: Afhængigt af hvor hårdt din kæreste er ramt, kan medicin også være en løsning. Men det er en lægefaglig vurdering. Hvis man har en let depression er medicin meningsløst og man vil ikke opleve medicinens effekt - kun bivirkninger. Så er samtaleterapi bedre.
Senest rettet af billiebean 14. feb 2016, 10:47, rettet i alt 1 gang.
2
Brugeravatar
Kasper
Indlæg: 283
Tilmeldt: 1. sep 2015, 21:50
Kort karma: 72
Likede indlæg: 836

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Kasper » 14. feb 2016, 14:56

LaScrooge skrev:I går udviklede der sig en rigtig dårlig situation, utilsigtet.

Han kom hjem fra arbejde og jeg sad og spillede Sims 3, som jeg var faldet over i forgårs og havde lyst til at prøve igen. Vi siger hej og snakker lidt om dagen og det hele tegner til at blive hyggeligt, da han siger, at han gerne vil spille XCOM 2 på et tidspunkt i løbet af aftenen. Det udkom i fredags og han elsker det spil. Han spiller ellers normalt ikke specielt meget computer. Jeg svarede at det skulle han nok komme til. Så snakkede vi lidt mere og han nævnte igen det med at han gerne ville spille XCOM. Så sagde jeg, at jeg måske bare kunne spille Sims en times tid, for det var sjovt og jeg spillede jo normalt ikke så meget computer. Nej, sagde han, men det var jo også meget upraktisk, at jeg var begyndt med Sims lige som XCOM kom ud, fordi han jo havde glædet sig så meget til det og han tænkte hele tiden på det. Så sagde jeg, at jeg måske så bare kunne spille en halv time og så kunne han tage over, så lavede jeg mad? Jamen, hvad skulle han så lave, bare sidder og se på mig spille i 30 minutter? Han kunne vel lave noget andet i den lille halve time, foreslog jeg. Så ringede det på døren, fordi der kom en gasaflæser. Mens han var ude i gangen brokkede han sig over et "skraldebjerg" (der står 3 poser derude, som jeg ikke havde været nede med) og derefter over at vi skulle betale fordi en dude kom og aflæste, fordi vi ikke selv havde gjort det. Altså, masser af brok og negativ energi. På det tidspunkt var jeg blevet godt træt af det. Jeg fucking slider og slæber, rydder og op gør rent, vasker op, handler alt ind vi mangler, passer kattene, vasker tøj, ordner ALT - og så kunne jeg ikke engang få sølle 30 minutter med Sims? Så jeg lukkede spillet ned og begyndte at rydde op - igen. Jeg så min aften for mig: rydde op og gøre rent, lave mad til os begge - igen, mens han brokkede sig over at der ikke var gået ned med skrald og at han ikke kunne få lov til at spille computer. Så jeg blev skidesur. Jeg syntes det var uretfærdigt. Det virker som om han slet ikke ser de ting jeg gør og at han bare slet ikke kunne se hvor tarveligt det var, at han ikke kunne holde sin kæft og lade mig spille en lille smule.
Så jeg ryddede op og gjorde rent i køkkenet og stuen og rensede kattebakken og ordnede ting, mens han satte sig for at betale en regning. Så går det op for ham at jeg er sur og jeg siger hvorfor: at jeg var træt af, at jeg ikke bare kunne få lov til at spille i lusede 30 minutter. Og derefter går det bare ned ad bakke. Han ender med at ligge inde i sengen gemt under dynen, mens jeg prøver at sige til ham, at det jo ikke er værre, det var jo bare en lille kurre og det er ikke alvorligere end det.

Jeg er ikke stolt over, at jeg ikke kunne kontrollere mine følelser der. Det er så latterligt åndssvagt at se tilbage på og jeg ved jo hvad det har kostet. Men for fanden, altså. Det handler bare om ham og hans behov, hele tiden. Og hvis jeg bliver bare det mindste utilfreds over noget, så falder himlen ned. Suk.


Nu bliver jeg lige meget konkret; har I kun én computer? Han kommer nok til at spille en del XCOM 2 i den kommende tid (det er awesome), så har du ikke mulighed for at låne eller købe en laptop, så du kan spille The Sims 3? Det kræver ikke alverden, og kan sagtens køre på en relativt beskeden maskine.

Så kan I hygge jer med at game sammen-hver-for-sig.
0
StripesAddict
Indlæg: 1098
Tilmeldt: 2. sep 2015, 15:58
Kort karma: 128
Likede indlæg: 1046

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf StripesAddict » 14. feb 2016, 18:04

Kasper skrev:
LaScrooge skrev:I går udviklede der sig en rigtig dårlig situation, utilsigtet.

Han kom hjem fra arbejde og jeg sad og spillede Sims 3, som jeg var faldet over i forgårs og havde lyst til at prøve igen. Vi siger hej og snakker lidt om dagen og det hele tegner til at blive hyggeligt, da han siger, at han gerne vil spille XCOM 2 på et tidspunkt i løbet af aftenen. Det udkom i fredags og han elsker det spil. Han spiller ellers normalt ikke specielt meget computer. Jeg svarede at det skulle han nok komme til. Så snakkede vi lidt mere og han nævnte igen det med at han gerne ville spille XCOM. Så sagde jeg, at jeg måske bare kunne spille Sims en times tid, for det var sjovt og jeg spillede jo normalt ikke så meget computer. Nej, sagde han, men det var jo også meget upraktisk, at jeg var begyndt med Sims lige som XCOM kom ud, fordi han jo havde glædet sig så meget til det og han tænkte hele tiden på det. Så sagde jeg, at jeg måske så bare kunne spille en halv time og så kunne han tage over, så lavede jeg mad? Jamen, hvad skulle han så lave, bare sidder og se på mig spille i 30 minutter? Han kunne vel lave noget andet i den lille halve time, foreslog jeg. Så ringede det på døren, fordi der kom en gasaflæser. Mens han var ude i gangen brokkede han sig over et "skraldebjerg" (der står 3 poser derude, som jeg ikke havde været nede med) og derefter over at vi skulle betale fordi en dude kom og aflæste, fordi vi ikke selv havde gjort det. Altså, masser af brok og negativ energi. På det tidspunkt var jeg blevet godt træt af det. Jeg fucking slider og slæber, rydder og op gør rent, vasker op, handler alt ind vi mangler, passer kattene, vasker tøj, ordner ALT - og så kunne jeg ikke engang få sølle 30 minutter med Sims? Så jeg lukkede spillet ned og begyndte at rydde op - igen. Jeg så min aften for mig: rydde op og gøre rent, lave mad til os begge - igen, mens han brokkede sig over at der ikke var gået ned med skrald og at han ikke kunne få lov til at spille computer. Så jeg blev skidesur. Jeg syntes det var uretfærdigt. Det virker som om han slet ikke ser de ting jeg gør og at han bare slet ikke kunne se hvor tarveligt det var, at han ikke kunne holde sin kæft og lade mig spille en lille smule.
Så jeg ryddede op og gjorde rent i køkkenet og stuen og rensede kattebakken og ordnede ting, mens han satte sig for at betale en regning. Så går det op for ham at jeg er sur og jeg siger hvorfor: at jeg var træt af, at jeg ikke bare kunne få lov til at spille i lusede 30 minutter. Og derefter går det bare ned ad bakke. Han ender med at ligge inde i sengen gemt under dynen, mens jeg prøver at sige til ham, at det jo ikke er værre, det var jo bare en lille kurre og det er ikke alvorligere end det.

Jeg er ikke stolt over, at jeg ikke kunne kontrollere mine følelser der. Det er så latterligt åndssvagt at se tilbage på og jeg ved jo hvad det har kostet. Men for fanden, altså. Det handler bare om ham og hans behov, hele tiden. Og hvis jeg bliver bare det mindste utilfreds over noget, så falder himlen ned. Suk.


Nu bliver jeg lige meget konkret; har I kun én computer? Han kommer nok til at spille en del XCOM 2 i den kommende tid (det er awesome), så har du ikke mulighed for at låne eller købe en laptop, så du kan spille The Sims 3? Det kræver ikke alverden, og kan sagtens køre på en relativt beskeden maskine.

Så kan I hygge jer med at game sammen-hver-for-sig.


Dette føles godt nok som et helt vildt åndssvagt og ligegyldigt bidrag i den her tråd, men jeg er nødt til at rette dig, for det passer simpelthen ikke. Du har helt bestemt en pointe, men lige Sims 3 kræver faktisk ret meget af en maskine, så det er altså ikke noget man bare lige kan køre på en ældre maskine f.eks. Jeg synes dog pointen i at undersøge muligheden for en ekstra er god, for hvis Scrooges kæreste hygger sig med xcom, så tænker jeg han skal gøre det, når nu glæderne måske ellers ikke er så mange, men på samme tid skal Scrooge jo også kunne koble af med hvad hun nu hygger sig med.
2
Brugeravatar
Kasper
Indlæg: 283
Tilmeldt: 1. sep 2015, 21:50
Kort karma: 72
Likede indlæg: 836

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Kasper » 14. feb 2016, 18:38

StripesAddict skrev:Dette føles godt nok som et helt vildt åndssvagt og ligegyldigt bidrag i den her tråd, men jeg er nødt til at rette dig, for det passer simpelthen ikke. Du har helt bestemt en pointe, men lige Sims 3 kræver faktisk ret meget af en maskine, så det er altså ikke noget man bare lige kan køre på en ældre maskine f.eks. Jeg synes dog pointen i at undersøge muligheden for en ekstra er god, for hvis Scrooges kæreste hygger sig med xcom, så tænker jeg han skal gøre det, når nu glæderne måske ellers ikke er så mange, men på samme tid skal Scrooge jo også kunne koble af med hvad hun nu hygger sig med.


Well, det kommer helt an på, hvordan vi hver især definerer "ældre maskine". Jeg har set det køre hæderligt på en Macbook Pro fra 2009, som bestemt ikke kan kaldes for en gamer-maskine.
0
godtnavn
Indlæg: 11110
Tilmeldt: 4. jan 2016, 13:47
Kort karma: 1096
Likede indlæg: 12860

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf godtnavn » 14. feb 2016, 18:55

Jeg har haft noget lignende da jeg gik ned med depression for år tilbage, dog ikke i lige så stærk grad som din kæreste lyder det til. Det bedste min kæreste gjorde var at fortælle mig, at ja, han gjorde meget for mig, og det var hårdt for ham at jeg havde det skidt og ikke kunne så meget, men at jeg ikke ødelagde ham, og at han ville sige nej til at hjælpe hvis han ikke kunne holde til det. Det gjorde at jeg ikke havde så dårlig samvittighed over hans hjælp.

Det kunne måske lyde som din kærest har det skidt over hvad du ofre, og dermed yder du en masse som lige så meget som det hjælper giver din kæreste dårlig samvittighed, giver det mening? Så måske skal du melde noget lignende ud, og så selvfølgelig også sige fra når du ikke kan mere :)

Derudover, meget klichefyldt, så hjalp det også at min kæreste roste mig, når jeg følte mig som en kæmpe nar så hjalp det lidt at få at vide at han ikke så det samme som mig. Han kunne finde på at sige "snak pænt om min kæreste" :lol: I starten prellede det lidt af, fordi jeg ikke troede han mente det, men efter noget tid tog jeg det ind og det hjalp også.

Jeg kan sige at jeg var så langt nede et par måneder, der gik længere tid før jeg var helt mig selv igen, men kom hurtigt op hvor jeg kunne meget og ikke havde samme selvbebrejdelse. Og ydermere lærte jeg en masse af det, således at jeg aldrig komme så langt ned på samme måde igen. Der er lys forude!
2
Brugeravatar
Myresluger
Indlæg: 2348
Tilmeldt: 25. dec 2015, 22:04
Kort karma: 110
Likede indlæg: 3803

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Myresluger » 14. feb 2016, 19:06

Jeg stemmer i med at du skal passe på dig selv. Min mand var dprimeret i en årrække og da han endeig fik det bedre var jeg ved at gå ned selv. Det er ret almindeligt at man som pårørende kan gå ned når presset letter. Min mand fik efter en del år med medicinsk behandling en henvisning til distriktspsykiatrien, der er forskellige behandlere og min mand var i gruppeterapi - det gjorde forskellen for ham.

Jeg ved det er utrolig hårdt for jer begge to. Pas på dig selv - der er ikke andre til det!
3
StripesAddict
Indlæg: 1098
Tilmeldt: 2. sep 2015, 15:58
Kort karma: 128
Likede indlæg: 1046

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf StripesAddict » 14. feb 2016, 19:54

Kasper skrev:
StripesAddict skrev:Dette føles godt nok som et helt vildt åndssvagt og ligegyldigt bidrag i den her tråd, men jeg er nødt til at rette dig, for det passer simpelthen ikke. Du har helt bestemt en pointe, men lige Sims 3 kræver faktisk ret meget af en maskine, så det er altså ikke noget man bare lige kan køre på en ældre maskine f.eks. Jeg synes dog pointen i at undersøge muligheden for en ekstra er god, for hvis Scrooges kæreste hygger sig med xcom, så tænker jeg han skal gøre det, når nu glæderne måske ellers ikke er så mange, men på samme tid skal Scrooge jo også kunne koble af med hvad hun nu hygger sig med.


Well, det kommer helt an på, hvordan vi hver især definerer "ældre maskine". Jeg har set det køre hæderligt på en Macbook Pro fra 2009, som bestemt ikke kan kaldes for en gamer-maskine.


Det kommer selvfølgelig også an på hvor mange udvidelser man kører med. Min kærestes meget stærke bærbare fra 2011, der ellers kunne trække en del, havde det godt nok svært med særligt de senere udvidelser.
1
Wunder8
Indlæg: 553
Tilmeldt: 29. dec 2015, 15:42
Kort karma: 117
Likede indlæg: 1463

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Wunder8 » 14. feb 2016, 21:50

Puha, det lyder hårdt :ae: Jeg har ikke selv prøvet det (at være kærester med en deprimeret), men har haft psykisk sygdom inde på livet på anden vis, og jeg tror, det er enormt vigtigt, at man som pårørende - især som partner - husker sig selv, sit eget liv og sine egne behov, så man ikke pludselig drukner i hensyn. Der ER bare noget om, at man skal tage iltmasken på selv, før man kan hjælpe andre. Man skal selvfølgelig hjælpe og støtte så godt man kan, men det skal jo helst ikke ske helt på bekostning af ens egen livskvalitet.
2
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7570
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24593

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 15. feb 2016, 08:53

Kasper skrev:
Nu bliver jeg lige meget konkret; har I kun én computer? Han kommer nok til at spille en del XCOM 2 i den kommende tid (det er awesome), så har du ikke mulighed for at låne eller købe en laptop, så du kan spille The Sims 3? Det kræver ikke alverden, og kan sagtens køre på en relativt beskeden maskine.

Så kan I hygge jer med at game sammen-hver-for-sig.

StripesAddict skrev:
Dette føles godt nok som et helt vildt åndssvagt og ligegyldigt bidrag i den her tråd, men jeg er nødt til at rette dig, for det passer simpelthen ikke. Du har helt bestemt en pointe, men lige Sims 3 kræver faktisk ret meget af en maskine, så det er altså ikke noget man bare lige kan køre på en ældre maskine f.eks. Jeg synes dog pointen i at undersøge muligheden for en ekstra er god, for hvis Scrooges kæreste hygger sig med xcom, så tænker jeg han skal gøre det, når nu glæderne måske ellers ikke er så mange, men på samme tid skal Scrooge jo også kunne koble af med hvad hun nu hygger sig med.

Kasper skrev:Well, det kommer helt an på, hvordan vi hver især definerer "ældre maskine". Jeg har set det køre hæderligt på en Macbook Pro fra 2009, som bestemt ikke kan kaldes for en gamer-maskine.


Tak for jeres indlæg :)

Vi har 4 computere, men jeg synes ikke rigtig det er pointen. Det var en åndssvag situation og den var symptomatisk for mange af de ting der går galt lige nu: han er ude af balance og jeg har ikke fundet ud af, hvordan jeg skal være overfor ham helt endnu. Men grundlæggende er det jo en situation vi skal kunne håndtere uden at komme i konflikt. Løsningen er ikke 2 computere, men at finde ud af hvordan vi omgås hinanden, så det er plads til både ham og jeg.
2
And we both know: I will be delicious
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 5109
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 1219
Likede indlæg: 20820

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Zombie » 15. feb 2016, 10:44

Jeg oplever, at mange partnere tror, at de skal løbe dobbelt så hurtigt og lave dobbelt så meget i hjemmet, når kæresten bliver syg. Men det skal de ikke.
Hvis den deprimerede boede alene, ville tingene jo sejle i noget tid, inden de blev gjort - og det er okay. Man kan også betale sig fra noget af rengøringen og det med maden, hvis pengene er til det. I en periode som jeres ville jeg prioritere det over en opsparing, eksempelvis.

Du er nødt til at stoppe dig selv. Ja, det går også ud over dig, hvis huset flyder - men så må I begrænse det så godt som det er muligt, og I må acceptere at I bare ikke KAN fremvise et flot hjem, mens din kæreste er syg.

For du KAN ikke lave to menneskers arbejde, og det skaber også et rum hvor I begge to forventer, at du skal knokle for to i huset. Fordi, det er jo det du gør.
I stedet må du se på, hvad der absolut nødvendigvis må gøres og så må resten sejle lidt.

Men I skal snakke om det, for det skal være noget I begge er indforståede med.
7
aka Forbies

:gammel:
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7570
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24593

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 5. mar 2016, 22:38

Zombie skrev:Jeg oplever, at mange partnere tror, at de skal løbe dobbelt så hurtigt og lave dobbelt så meget i hjemmet, når kæresten bliver syg. Men det skal de ikke.
Hvis den deprimerede boede alene, ville tingene jo sejle i noget tid, inden de blev gjort - og det er okay. Man kan også betale sig fra noget af rengøringen og det med maden, hvis pengene er til det. I en periode som jeres ville jeg prioritere det over en opsparing, eksempelvis.

Du er nødt til at stoppe dig selv. Ja, det går også ud over dig, hvis huset flyder - men så må I begrænse det så godt som det er muligt, og I må acceptere at I bare ikke KAN fremvise et flot hjem, mens din kæreste er syg.

For du KAN ikke lave to menneskers arbejde, og det skaber også et rum hvor I begge to forventer, at du skal knokle for to i huset. Fordi, det er jo det du gør.
I stedet må du se på, hvad der absolut nødvendigvis må gøres og så må resten sejle lidt.

Men I skal snakke om det, for det skal være noget I begge er indforståede med.


Jeg så lige at du havde skrevet - det havde jeg ikke opdaget.

Problemet er ikke, at her er rodet og at jeg står for tingene. Problemet er, at min kæreste ikke anerkender at det er sådan det er, og fx kan finde på at beskylde mig for ikke at lave noget. Han har længe (også inden depressionen) haft den idé at jeg ikke rydder op efter mig selv eller gør huslige ting. Når jeg så pointerer al det vedligehold jeg bedriver ved fx at støvsuge, gøre rent i skuffer og skabe, afkalke maskiner, gøre køleskab rent, vaske tøj, rense kattebakke, skure badeværelsesgulvet etc, så siger han, at de ting er uvæsentlige i forhold til at rydde op efter sig selv. Han definerer således hvad der er vigtigt og hvad der ikke er, uden at erkende, at vi kan have forskellige holdninger og at det jeg laver (ud over at rydde op) også er vigtigt og nødvendigt.

Så problemet er ikke at jeg står for det huslige - jo, det er lidt hårdt, men jeg kunne leve med det, hvis jeg ikke også skulle møde bebrejdelser fra hans side og sidde og føle at det er åndssvagt uretfærdigt at jeg gør så meget og at han slet ikke ser det og nægter at anerkende det, når jeg påpeger det.

Her senest, så sagde han, at jeg ikke rydder op. Så sagde jeg, at det gjorde jeg og at jeg havde ryddet op i dag. Så spurgte han hvorfor der så stadig stod ting? Så svarede jeg, at det var fordi jeg ikke gad mere efter at have okset rundt i en halv time. På det var hans reaktion, at man sgu da ikke bare kunne rydde halvdelen op, det var ikke godt nok og han kunne ikke forstå at jeg kunne leve i en svinesti. Så selv efter at have medgivet at jeg har ryddet op, er det ikke godt nok, fordi jeg ikke har ryddet det hele op. Og samtidig skal jeg så svines til med en beskyldning om, at jeg trives i ulækre omgivelser. For helvede altså.

Han er faktisk vildt grov, men han kan slet ikke tåle at se det i øjnene. Min ekskæreste havde den samme idé. S¨begyndte jeg at skrive ned hvad jeg gjorde i løbet af en dag. Efter 2 uger viste jeg ham listen og så blev han helt stille. Han måtte anerkende at jeg tog mig af meget mere end ham. Det fortalte jeg min nuværende kæreste og hans respons på dét var, at det var en rigtigt nederen demonstrativ ting at gøre. Så jeg kan ikke modbevise hans fejlopfattelse, fordi jeg så er demonstrativ og nederen. Det lukker effektivt af for alle muligheder jeg har for at rette op på ubalancen. Han vil bare have lov til at have den opfattelse at jeg er en slob der prioriterer alle de ligegyldige ting og ingen af de vigtige (som er at rydde op efter sig selv).

Hvor lyder han bare nederen på skrift. Og lige på det her område er han det godt nok også.
0
And we both know: I will be delicious
Brugeravatar
Viskelæder
Indlæg: 4601
Tilmeldt: 26. dec 2015, 21:22
Kort karma: 1469
Likede indlæg: 11937

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Viskelæder » 5. mar 2016, 22:53

LaScrooge skrev:
Problemet er ikke, at ...


Sådan af nysgerrighed bliver han så også mega selvbebrejdende, når han er grov overfor dig? Du indleder tråden med at skrive, at han er mega negativ overfor sig selv, og han føler, han er skyld i, hvis alle andre har det dårligt. Men det lyder ikke så depressivt at være så vred og egentligt udadreagerende på dig over små ting. Jeg ved godt, at frustration, ingen tålmodighed og den slags kan være en del af depression, men ud fra min erfaring vil der oftest ikke være vrede på den måde, som du beskriver, hvis man er meget depressiv. De fleste oplever modsat, at de komplet mister gejsten og bliver utroligt nedtrykte, og det nærmest er umuligt at handle på selv de mindste ting, hvorimod der er mere power i vrede.
Jeg tænker bare, hvordan det mon hænger sammen?
4
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7570
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24593

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 5. mar 2016, 23:06

Og nu til grunden til at jeg om tilbage til tråden.

Vi er midt i en megakriseting og jeg ved ikke om det er enden på det hele.

Det startede i torsdags, hvor jeg på vej hjem fra rygestopkursus (min 5. røgfri dag, det har været en hård uge, hvor han har været meget large, sød og omsorgsfuld, selvom jeg har været irritabel) tog i Føtex for at købe enkelte dagligvarer ind. Klokken var 19.30 og jeg var sulten og begyndende lavt blodsukker (altid en farlig situation). Jeg ringede til ham for at høre om han havde taget sig af maden. Jeg vidste da jeg ringede at jeg håbede at han havde, fordi det er enormt anstrengende for mig at skulle tage mig af madsituationen hele tiden. Jeg elsker at lave mad, men jeg elsker ikke at gøre det hver dag og jeg orker ikke altid al den planlægning der hører med. Jeg håbede at han ville svare ja, at han ville have tænkt på at jeg kom sent hjem og ville være sulten og at han ville have ønsket at glæde mig ved at sørge for mad. Det er for mig så omsorgsfuldt og betænksomt og jeg trængte i dén grad til at han var omsorgsfuld og betænksom helt af sig selv. Så da jeg ringede var jeg fuld af forhåbninger jeg godt vidste ikke ville blive indfriet. Og da jeg spurgte ham, svarede han selvfølgelig at det havde han ikke tænkt på (mad) men at vi kunne finde ud af det sammen når jeg kom hjem. Og lige den dag ville det være den største og kærligste ting i verden, hvis han fritog mig fra at tage stilling til det. Så jeg blev megaskuffet og følte mig svigtet og det hele væltede ind over mig. Og jeg vidste samtidig, at han kunne høre det på min stemme og at det ville koste mig dyrt. HVilket det gjorde.

Da jeg kom hjem mødte han mig i en omfavnelse og spurgte hvad der var galt. Og så sagde jeg, at det havde været så rart hvis jeg ikke havde skullet tage stilling til maden i aften. Og så blev han så vred, på et splitsekund. Vi skændtes og alle mulige ting kom op, herinblandt vores uevne til at snakke om ting der er vigtige for os på en ordentlig måde. Det endte med at han holdt en enetale og jeg derefter gik ind i stuen, fordi jeg ikke anede hvad jeg skulle sige. Så talte vi ikke et ord til hinanden, før han kom ind og kyssede mig på panden og sagde godnat. I løbet af natten havde han flere søvnparalyser, som jeg vækkede ham af. Det har han i højere grad når han er stresset og har det dårligt. Om morgenen var jeg stadig trist-agtig og han kom hen og kyssede mig på kinden og sagde, at vi måske ikke sås før i morgen, fordi han havde aftaler. Han lød mild, men det vidste jeg at han ikke var - han var i ligegyldighedsmode.

Det meste af dagen havde jeg det helt forfærdeligt. Jeg græd og græd mens jeg tænkte på, hvor forelskede vi var i hinanden og hvor smukt og rigtigt det hele havde været - men også hvor tidligt vores problemer og konflikter begyndte. Vi har haft mange og mange vi ikke har mestret at løse. Jeg læste vores mailkorrespondencer og tænkte på, hvor stor en negativ ballast vi efterhånden har. Jeg er ved at miste modet på det. Jeg har flere gange introduceret at vi har brug for hjælp til at lære at snakke ordentligt sammen (blandt andet), men det er snart kommet så vidt at jeg ikke ved, om der er nogen vej tilbage. Vi har gode stunder, rigtig gode, hvor han er alt det jeg elsker, beundrer og tænder på og når det er godt kan jeg slet ikke forestille mig, at det nogensinde kan være dårligt. Og alligevel skal der så lidt til, så er vi i totterne på hinanden og ude af stand til at kommunikere konstruktivt. Og jeg har ellers altid betragtet mig selv som meget empatisk og meget dygtig kommunikator.

Så jeg skrev en lang besked til ham hvor jeg forklarede hvad min nedsmeltning handlede om og at jeg var ked af, at vi så let blev uvenner. At jeg følte mig alene, at jeg følte at han havde trukket sig fra mig og ikke ville snakke med mig om noget. Og om han gjorde det, fordi han var på vej væk? Og jeg skrev, at jeg hellere ville skrive kærlighedsdigte, men igen igen endte med at skrive triste beskeder.
Jeg kunne slet ikke håndtere at føle mig så forladt - slet ikke at skulle se ham, ikke kunne snakke med ham. Den besked var måske ikke smart, men jeg var så ude af mig selv og så sorgfuld over, at det går så dårligt med en mand jeg elsker så højt, som jeg elsker ham. Jeg ville fremprovokere en reaktion, kontakt, et eller andet.

Han svarede bare, at han ikke kunne være i det triste univers lige nu og at han havde brug for at fokusere på noget der var godt for ham. Og jeg er ikke god for ham lige nu. Han beklagede at han var så egocentreret og han beklagede alle de andre ting, jeg syntes han skulle beklage.

Så svarede jeg, om han så ikke kunne finde et andet sted at være i weekenden, for så var der i det mindste overensstemmelse mellem den indre tilstand og den ydre - at jeg var alene. Og at det var så nemt bare at skride, men at det ikke var gratis. Skrevet i afmagt og slet ikke klogt, men jeg var vred over at han bare forlod mig på den måde.

Så sendte jeg ham en besked om natten, hvor jeg var fuld og glad og tænkte på ham. En kærlighedsbesked. Han svarede halvkøligt tilbage at vi måske kunne mødes og snakke i dag eller i morgen.

I eftermiddags skrev jeg så og spurgte hvad han lavede og hvordan han havde det. Han svarede at han gik rundt og prøvede at finde et sted at være. Han var ude af sig selv, skrev han. Jeg spurgte om han havde lyst til at komme hjem og at jeg gerne ville have ham hjem. Det gik en time før han svarede og svaret var, at han havde mærket grundigt efter og han havde ikke lyst til at komme hjem. Han havde brug for mere tid. han skulle tænke. Jeg skrev at jeg elskede ham og at jeg ønskede det bedste for os. Og om han ville skrive hvor han sov. Efter en time skrev han hvor han ville sove, men intet andet.

Jeg er rigtigt bange. Jeg ved at vi tærer på hinanden og på vores forhold. Jeg ved at situationen er ekstra belastet, fordi han er syg. Jeg ved at jeg selv er en klovn, der trods mine ellers så gode evner gang på gang ikke formår at være konstruktiv sammen med ham. Jeg ved, at der ikke er plads til at træde ved siden af og være urimelig, fordi jeg er træt, sulten og udmattet. Jeg tror at det hele hænger i en tynd, tynd tråd og jeg ved ikke, om han kommer hjem i morgen og siger, at det er forbi, at han har brug for at være alene, at det ikke er godt for ham at være sammen med mig.

Det er simpelthen så forfærdeligt, jeg kan næsten ikke rumme det.
Senest rettet af LaScrooge 5. mar 2016, 23:12, rettet i alt 3 gange.
0
And we both know: I will be delicious

Tilbage til "Forhold og sex"