Hvad tænker I om skænderier i parforholdet?

[Sevii]

Jeg tror vi skændtes mere da vi var yngre. Vi fandt sammen som 16 årige, og har været sammen i 6 år. Vi diskuterer dog, men jeg tror egentlig bare vi har lært at kommunikere på vores måde. Måske ligger det i at ingen er os er temperamentsfulde?
Men det er hvertfald aldrig sjovt at skændes, hvis det en sjældent gang sker. Det gode er, at vi hurtigt bliver venner igen.

[achillaxedprune]

Jeg ville ikke kunne være i et forhold, hvor jeg skulle skændes med min partner. Enhver aggressiv adfærd, inkl. at hæve stemmen, er jeg helt allergisk overfor. Jeg har også kun skændtes, dvs. råbt og tudet og draaama, med min mand mens vi begge har været fulde. I ædru tilstand er hverken jeg eller min mand konflitoptrappende, så det kommer aldrig dertil...

Vi kan godt væe uenige, men vi skændes ikke... Og jeg har lige præcis INTET behov for det. Mit liv bliver kun dårligere af at skulle skændes med nogen.

[kidkomb]

Jeg tror, som en anden nævnte, at folks opfattelser af, hvad der er et skænderi er helt utroligt forskellige.

Jeg opfatter et skænderi, som når voksne mennesker taler højt og vredt i munden på hinanden. Og op til råb.

Vi har skændtes meget få gange. Og ikke over noget jeg kan huske. Det har nok snarere været ydre omstændigheder og pres, der har gjort at vi nåede til skændes-stadiet og ikke bare diskussionen. Vi har aldrig råbt ad hinanden. Slet ikke.

Vi er desværre lidt gode til at mundhugges på den passiv-agressive måde. Det meste er i sjov, men det kan andre ikke forstå jo og så kan stemningen, når der er andre tilstede, godt blive meget akavet.
Jeg er vokset op i et hjem, hvor der blev sagt passiv-agressivt perfide ting hele tiden. Som eneste kommunikation nærmest.
Jeg forsøger at være meget opmærksom på det, for det kommer desværre, nok af den årsag, naturligt til mig og derfor har det også været nemt at gøre det til en joke istedet for.

Vi er ikke uenige om ret meget. Om forsvindende lidt faktisk. Vores forhold er i det hele taget utrolig ukompliceret

[Zombie]

Jeg vil behandles med respekt, og behandler med respekt. Så deciderede uenigheder har vi, men ikke skænderier, for ingen hæver stemmen over for mig.

[StripesAddict]

Jeg synes ikke vi skændes (som i "vi er sure på hinanden" og med højtgående bølger) særlig tit. I perioder diskuterer vi mere end hvad nogen af os bryder os om, men vi skændes virkelig sjældent, og diskussioner er generelt også sjældne.

Jeg har været lidt af en dramaqueen i tidligere forhold, men min kæreste er sådan et roligt gemyt. Han gider ikke skændes, og det gider jeg egentlig heller ikke. Og når det endelig sker, så får vi det hurtigt løst. Ingen af os kan holde ud at være uvenner. Vi går aldrig i seng uden at have "sluttet fred" og jeg kan aldrig mindes at vi har gjort det-

[Wunder8]

Jeg tror, skænderier er ganske normale og kan være helt ufarlige. Jeg selv har virkeligt skullet lære, at det er OK at diskutere og blive uvenner. Det hænger helt sikkert sammen med, at jeg i min opvækst kun har oplevet mine forældre skændes få gange, men at det så til gengæld var enormt voldsomt, dramatisk og "vi skal skilles"-agtigt. Derfor har jeg altid forbundet det med noget, man for alt i verden skulle undgå. Når det er sagt, så bliver jeg nok aldrig typen, der trives med for meget dramatik. Jeg vil gerne diskutere, men jeg gider ikke råbe af hinanden, lege efterfølgende stilleleg i flere dage og den slags. Det er mit temperament alt for roligt til

[Zombie]

Jeg vil behandles med respekt, og behandler med respekt. Så deciderede uenigheder har vi, men ikke skænderier, for ingen hæver stemmen over for mig.

Vi respekterer nu også fint hinanden selvom vi skændtes og hæver stemmen.

Sorry, jeg burde uddybe.

Mine forældre havde et verbalt og psykisk voldeligt forhold, og derfor må en partner ikke hæve stemmen over for mig. Tale skarpt og være sur, jo jo - det hænder jo.
Men jeg sorterer mænd fra, som bliver højrøstede under uenigheder, for skulle jeg vælge, så vil jeg hellere blive slået fysisk (og selvf. er det et krav, at ingen af tingene sker). Så hvis min partner hæver stemmen over for mig, er det mangel på respekt og hensyn overfor det menneske, jeg er.

Jeg ved godt, man ikke hverken kan eller skal generalisere. Mennesker er forskellige.

[StripesAddict]

Jeg synes ikke vi skændes (som i "vi er sure på hinanden" og med højtgående bølger) særlig tit. I perioder diskuterer vi mere end hvad nogen af os bryder os om, men vi skændes virkelig sjældent, og diskussioner er generelt også sjældne.

Jeg har været lidt af en dramaqueen i tidligere forhold, men min kæreste er sådan et roligt gemyt. Han gider ikke skændes, og det gider jeg egentlig heller ikke. Og når det endelig sker, så får vi det hurtigt løst. Ingen af os kan holde ud at være uvenner. Vi går aldrig i seng uden at have "sluttet fred" og jeg kan aldrig mindes at vi har gjort det-

Hov, det skal i øvrigt siges i forlængelse af ovenstående, at jeg synes det er vigtigt at man taler om tingene. Jeg synes desværre tit at jeg ser en tendens til at man ikke gør det, for at undgå skænderier, og det synes jeg er et skråplan. Personligt gider jeg ikke gå og være utilfreds over noget i mit parforhold. Synes i stedet man skal lære at snakke om tingene på en ordentlig måde.

[Velvet-Goldmine]

Jeg synes skænderier, som i råben, personlige angreb og rygmarvsreaktioner er en falliterklæring, så det er ikke fordi at jeg er 'bange' for konceptet som sådan, men jeg får en opfattelse af et lavere udviklet individ, hvis det er deres reaktion ( så overlegent tænker jeg så )

Jeg har haft uenigheder med kærester og diskussioner osv. men jeg begynder ikke at råbe. Jeg havde en ex. der glad og gerne begyndte at råbe hvis der skulle diskuteres et eller andet, men ved at jeg holdte roen og blev ved med at spørge ind til essensen og ikke alt hans udenomsråberi, så blev det afdæmpet og konstruktivt. Indrømmet, han skulle også kunne evne at falde ned og blive konstruktiv, for hvis en mand bare galede løs uden at tænke sig om (i min verden er råberi osv. rygmarvsreaktioner, der dermed er blottet for nogen form for lytning eller refleksion), så ville min respekt for ham dale umanerligt hurtigt, og jeg ville tage forholdet op til kraftig revision.

Jeg har også et heftigt temperement, men jeg ved også at hvis jeg får trang til at råbe så skal vi tage diskussionen på et andet tidspunkt, så jeg kan nå at tænke mig om. Det synes jeg er helt fair; at man lige beder om en pause, går en tur, skrider ind i soveværelset med en tablet eller lign. indtil man har fået styr på tankerne.

Jeg synes ikke at skænderier 'renser luften' på nogen måde, tvært i mod synes jeg at der bliver hakket lidt af fundamentet i et forhold hver gang. Jeg sidder totalt uforløst tilbage og tænker i øvrigt over alle de ting jeg kunne have svaret på alt råberiet, flere timer efter... og det er fordi man måske nok tænker, men ikke tænker sig OM når det foregår på den måde.

[Torn]

Vi skændes (for) ofte. Måske 2 - 3 gange i måneden, hvor vi hæver stemmen og er tydeligt frustrerede. Vi har aldrig kaldt hinanden noget grimt eller i den dur, men vores kommunikation er ikke altid hensigtsmæssig i den for stand, at vi nok er for gode til at blive stejle og 'beskylde' den anden for konflikten. Det er ærgerligt, især fordi vi ellers er dannede mennesker, der både har respekt og kærlighed for hinanden. Vi arbejder på det og det bliver bedre. Vores skænderier varer normalt en times tid, hvor efter der er fred og ro igen.

Diskussioner og uenighed har vi også af og til, men dem har jeg det til gengæld godt med. De er konstruktive og gør os til mere eftertænksomme og rummelige mennesker.

[Q-beben]

at vi nok er for gode til at blive stejle og 'beskylde' den anden for konflikten.

Lige præcis! Sådan opfatter jeg også, at at skænderier kan være. Altså uden, at man nødvendigvis hæver stemmen eller smider med ting

Min kæreste og jeg havner også nogle gange i den type af skænderier - ikke hvor vi råber højt eller lign. Men hvor vi simpelthen bli'r for stejle og på den måde får os på den måde trængt op i et hjørne, som er svært at komme ud af.

Vi ved dog godt hvorfor... Det er, fordi vi begge to er meget selvstændige og "vil-selv/kan-selv"-typer. Vi er dog blevet meget bevidste om det og lægger en stor indsats i at blive bedre til at håndtere det...

[Tricolette]

Vi har næsten været sammen i 7 år nu, og jeg vil vove den påstand, at vi aldrig har skændtes. Vi hader begge skænderier - dem har vi haft nok af i vores tidligere forhold.
Dog kan vi da være uenige, men der finder vi som regel en hurtig løsning. Vi vejer begge altid, hvor vigtigt dette punkt egentligt er for os, og er det ikke så vigtig, jamen hvorfor så bruge tid på uenighed...

[billiebean]

Min oplevelse er, at skænderier kan være ganske konstruktive. De signalerer, hvad der er vigtigt for den anden. Og man må godt lægge ud med at sparke til bolden højt og hidsigt. Hvis man bliver personlig og perfid, skal man stoppe sig selv. Og så skal man drible den stille og roligt i mål.

Men jeg HADER konflikt-tilstanden, "silent war" osv. Det er spild af liv. Ud med lortet, håndtér eller accepter og kom videre.

Min kæreste har det ikke helt på samme måde.. Han hidser sig sjældent op, og hvis vi ender i konflikt, tager det meget lang tid for ham at lægge det bag sig. Han bærer nag og husker som en meget detaljeorienteret og nidkær elefant.

Man skulle tro det var mig der havde middelhavsblod i årene og ikke min kæreste..

Vi skændes dog klart mindre nu end i starten (jeg har rykket mig ifht. ikke at være fanget i mine følelsers vold og lært at tælle til ti), og vi er i stand til hurtigere at få håndteret konflikten konstruktivt (han har rykket sig og ser ikke længere skænderier som forholdets visse død).

[lillebjoern]

Vi skændes en gang imellem, men min kæreste HADER det. Han synes, ligesom andre af jer nævner, at det er tabubelagt og et nederlag, hvis man skændes. For mig er det en god måde at få tingene ud på – jeg hader at der går og bliver givet de der stikpiller til hinanden, hvis man er sure på hinanden. Så hellere komme ud med det hele end at gå og lægge låg på det. Og det er sjovt, for jeg kan tydeligt se at det er baseret på det, vi har med hjemmefra. Hans forældre skændtes aldrig da han var barn – de taler stadig aldrig om følelser, holdninger, osv., kun helt neutrale ting, som man bare kan svare "ja" eller "nej" på. Intet som kan få den mindste følelse frem. Min familie er derimod meget følsomme – til tider også for meget – og vi er vant til at komme ud med tingene, når vi brænder inde med dem. Mine forældre skændtes en del da vi var børn, og det var jeg jo bestemt ikke glad for, men jeg tror et eller sted, hvis jeg skal være helt ærlig, at skænderierne har hjulpet dem til at blive sammen, da de var allertættest på at få en skilsmisse. Hvis man bare lægger låg på det hele, så ligger det hele og ulmer, og jeg tror bestemt ikke det fører til noget godt.

Det skal dog også påpeges, at jeg selvfølgelig ikke opfordrer til at skændes med sin kæreste Men at jeg er den der tager initiativet, hvis jeg kan mærke, at der er dårlig stemning. For det starter jo typisk ved, "hvad er der galt?", "ikke noget", "jo, du ser så sur ud...", og så kører den. Sådan er det ihvertfald hos os. Hvis jeg ikke spørger ham hvad der er galt, får det skænderi, så går vi bare og mukker i flere dage.

[Velvet-Goldmine]

Ud fra læsning af hele tråde, så ser jeg klart en forskel i opfattelse af hvad et 'skænderi' er.

For mig er fravær af skænderi absolut ikke tavshed, bæren nag og silent treatment - det ville jeg heller ikke kunne acceptere. Skænderi for mig er råben, manglende refleksion, personlige angreb i afmagt, manglende lytning osv.
En rask diskussion er dejligt (og nødvendig ind imellem), og så længe man diskuterer problematikken er alt jo godt. Jeg har bare aldrig overværet et (hvad jeg kalder) skænderi der ikke var nærmest pinligt i dets manglende konstruktivitet og egoudbasunering.
Lige så vel er par der kommer med passivt-aggressive piller til hinanden med karamelsøde smil på læben og 'skatter' puttet ind i linjerne, ligeså tåkrummende pinlige.