Skumfidusen skrev:Fru Sunshine skrev:Når man lidt for tit har oplevet at sidde krøllet sammen i et hjørne af stuen, mens skældsordene regner ned over en - som regel efter en ordentlig omgang silent treatment, hvor man lister rundt og nærmest ikke tør trække vejret, fordi man ved, hvad der venter, men ikke hvornår eller hvad den udløsende faktor bliver denne gang - mens 140 kilo rasende mandsperson står lænet over en, så bliver man ret overfølsom overfor en hævet stemme.
Det er noget jeg selv tænker ret meget over, når jeg bliver gal - at jeg med godt nok kun 90 kilo (cirka) og 190 cm er virkelig, virkelig intimiderende over for både min kæreste og mine børn, hvis jeg råber og bliver gal. Ikke at jeg vil bruge en eller anden form for korporlig afstraffelse, men det må være skræmmende alligevel. Jeg føler mig som den største tumpe, når jeg i afmagt og fladpandet aggression har råbt af mine børn, for de bliver bange og det skal de ikke være.
En stor filosof har engang sagt at "når man er stærk, skal man også være rar". Det er jeg meget enig i.
God pointe, det må jeg lige huske. Jeg er ikke helt lige så stor, men jeg har sådan et ansigstudtryk der nogen gange kommer frem når jeg er vred der virkeligt freaker folk ud. Noget i retning af Jack Nicholson i "The Shining" vel. Er først blevet opmærksom på det indenfor det sidste år ca, og det har fået mig til at forstå et par situationer hvor folk pludseligt, til min store forbløffelse for jeg er ganske fredelig, er blevet bange for mig.