Min mand gør mig udmattet

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Mibber
Indlæg: 35
Tilmeldt: 12. nov 2015, 22:31
Kort karma: 11
Likede indlæg: 133

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Mibber » 18. feb 2016, 12:02

Selvom reaktionen ikke var noget at råbe hurra for i går, føltes det faktisk alligevel frigørende ikke at nurse ham hele tiden...
23
Brugeravatar
Hunkat
Indlæg: 7786
Tilmeldt: 20. aug 2015, 03:20
Kort karma: 574
Geografisk sted: Mellem månen og en drøm
Likede indlæg: 19143

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Hunkat » 18. feb 2016, 12:07

Mibber skrev:Selvom reaktionen ikke var noget at råbe hurra for i går, føltes det faktisk alligevel frigørende ikke at nurse ham hele tiden...


Jeg synes faktisk du skal fortsætte selv om det er super hårdt (det kan jeg virkelig godt forstå at det er). Jeg er ikke et sekund i tvivl om at han fuldt og fast tror på at hvis han surmuler og tier dig ihjel længe nok så kommer du krybende med en undskyldning og så kan livet vende tilbage til det mønster han kender.

Don't do it. Han skal nok åbne munden på et tidspunkt når han har fået nok og så må du jo slå hans anklager om at ikke at være der for ham til jorden med besked om at han ikke har været der for dig. For det er han jo ikke. Du har nogle alvorlige tanker og bekymringer men har han overhovedet opdaget det? At du er ked og trist? Har han handlet på det? Det kunne han jo passende gøre først, nu har det vist været hans tur til at få trøst længe nok.
7
L'enfer, c'est les autres

First debat-mover :rock:

Persnikedy skrev
Hun er så på tværs at de skal have fat i de slæbebåde fra Suez kanalen
Brugeravatar
Kattefjæs
Indlæg: 2540
Tilmeldt: 29. aug 2015, 15:06
Kort karma: 360
Geografisk sted: London
Likede indlæg: 6387

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Kattefjæs » 18. feb 2016, 12:12

Angelina skrev:
Men siger du så noget til ham? Fordi hvis min bedre halvdel lavede sådan en stunt, med "silent treatment" så ville han få at vide "Enten fortæller du mig hvad der er galt så vi kan få løst det, eller også holder du op med at opføre dig som en forkælet møgunge der ikke har fået sin vilje" ... det er i orden at være i dårligt humør, det er bare ikke i orden at lade det gå ud over andre, uden at give modparten en chance for at gøre til eller fra ...


Jeg kan virkelig heller ikke forestille mig en situation hvor min partner og jeg sidder på en restaurant sammen og han nægter at tale med mig. Enten opfører man sig normalt og civiliseret i selskab med andre mennesker, eller også må man nøjes med at være i selskab med sig selv.

Jeg havde sagt at jeg ikke havde lyst til at være i situationen, men at han måtte sige til hvis han havde lyst til at tale om det og prøve igen, og så havde jeg ellers rejst mig og var gået et andet sted hen. Så måtte det være op til ham at beslutte om han ville gøre en indsats for at have en hyggelig aften eller om han ville surmule alene.

Man sidder ikke på en restaurant sammen med mig og ignorerer mig og kører sololøb på den måde - så kan jeg finde x antal andre personer som ville nyde mit selskab mere OG behandle mig med respekt. Den opførsel er dog helt urimelig og virkelig barnlig.
11
Mibber
Indlæg: 35
Tilmeldt: 12. nov 2015, 22:31
Kort karma: 11
Likede indlæg: 133

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Mibber » 18. feb 2016, 12:34

Hunkat skrev:
Mibber skrev:Selvom reaktionen ikke var noget at råbe hurra for i går, føltes det faktisk alligevel frigørende ikke at nurse ham hele tiden...


Jeg synes faktisk du skal fortsætte selv om det er super hårdt (det kan jeg virkelig godt forstå at det er). Jeg er ikke et sekund i tvivl om at han fuldt og fast tror på at hvis han surmuler og tier dig ihjel længe nok så kommer du krybende med en undskyldning og så kan livet vende tilbage til det mønster han kender.

Don't do it. Han skal nok åbne munden på et tidspunkt når han har fået nok og så må du jo slå hans anklager om at ikke at være der for ham til jorden med besked om at han ikke har været der for dig. For det er han jo ikke. Du har nogle alvorlige tanker og bekymringer men har han overhovedet opdaget det? At du er ked og trist? Har han handlet på det? Det kunne han jo passende gøre først, nu har det vist været hans tur til at få trøst længe nok.


Jeg tænker også at jeg vil fortsætte sådan. Det andet kommer der jo i hvert fald heller ikke noget godt ud af.

Jeg kan godt blive lidt bekymret for, om jeg kan få forklaret mig, så han forstår det. Jeg ved med 100% sikkerhed, at jeg vil få den tilbage i hovedet, hvis jeg fortæller ham, at det er hårdt arbejde at være hans kone, når han lader alle frustrationer gå ud over mig. Han er af den opfattelse, at jeg selv er meget besværlig at være sammen med, fordi jeg hurtigt bliver ked af det. Han synes, han tager virkelig meget hensyn til mig.
0
Brugeravatar
Kattefjæs
Indlæg: 2540
Tilmeldt: 29. aug 2015, 15:06
Kort karma: 360
Geografisk sted: London
Likede indlæg: 6387

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Kattefjæs » 18. feb 2016, 12:35

Mibber, hvordan har din mand haft det derhjemme i barndommen? Jeg undrer mig over hvorfor han ikke har lært nogle af de her helt grundlæggende sociale kompetencer. Den slags burde ligge rimelig fast ved 10-12-årsalderen, selvfølgelig med højde for at der er forskel på udviklingsstadier og at der også er noget personlighed inde over - men i det hele taget lyder det som at han mangler nogle værktøjer som han burde have fået med hjemmefra.

Det dér med at du skal til at ignorere hans hysteriske anfald og være vedholdende og holde op med at pylre - det er sådan noget man gør med treårige børn. Din mand er et voksent menneske. Du er ikke hans mor og det er ikke dit job at lære ham at fungere i verden. Hvis du får børn med ham, så ender du som mor til baby og fuldvoksen treårig mand.
9
Brugeravatar
Hunkat
Indlæg: 7786
Tilmeldt: 20. aug 2015, 03:20
Kort karma: 574
Geografisk sted: Mellem månen og en drøm
Likede indlæg: 19143

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Hunkat » 18. feb 2016, 12:40

Mibber skrev:
Hunkat skrev:
Mibber skrev:Selvom reaktionen ikke var noget at råbe hurra for i går, føltes det faktisk alligevel frigørende ikke at nurse ham hele tiden...


Jeg synes faktisk du skal fortsætte selv om det er super hårdt (det kan jeg virkelig godt forstå at det er). Jeg er ikke et sekund i tvivl om at han fuldt og fast tror på at hvis han surmuler og tier dig ihjel længe nok så kommer du krybende med en undskyldning og så kan livet vende tilbage til det mønster han kender.

Don't do it. Han skal nok åbne munden på et tidspunkt når han har fået nok og så må du jo slå hans anklager om at ikke at være der for ham til jorden med besked om at han ikke har været der for dig. For det er han jo ikke. Du har nogle alvorlige tanker og bekymringer men har han overhovedet opdaget det? At du er ked og trist? Har han handlet på det? Det kunne han jo passende gøre først, nu har det vist været hans tur til at få trøst længe nok.


Jeg tænker også at jeg vil fortsætte sådan. Det andet kommer der jo i hvert fald heller ikke noget godt ud af.

Jeg kan godt blive lidt bekymret for, om jeg kan få forklaret mig, så han forstår det. Jeg ved med 100% sikkerhed, at jeg vil få den tilbage i hovedet, hvis jeg fortæller ham, at det er hårdt arbejde at være hans kone, når han lader alle frustrationer gå ud over mig. Han er af den opfattelse, at jeg selv er meget besværlig at være sammen med, fordi jeg hurtigt bliver ked af det. Han synes, han tager virkelig meget hensyn til mig.



Jamen jeg synes faktisk ikke der er noget at forklare. Det her handler om dine følelser og dine mavefornemmelser osv. Det er ikke naturvidenskab eller matematik hvor man kan opstille et bevis og så er det sådan. Det er som du siger det er, punktum. Så må han forholde sig til det og ikke andet. Det kan godt være du også er hårdt at være sammen med, men det er ikke det I taler om lige nu, I taler om dine følelser.
Anerkend at han også har nogle følelser men lad ham ikke hijacke samtalen, for det handler ikke om ham.

"Ja, det forstår jeg godt, men det ændre ikke på at jeg har det skidt lige nu og hvis du ikke forholder dig til det uden at det skal handle om dig, så snakker vi videre når du er i stand til at lægge det fra dig"
(Ja det er så nemt sagt, I know)
7
L'enfer, c'est les autres

First debat-mover :rock:

Persnikedy skrev
Hun er så på tværs at de skal have fat i de slæbebåde fra Suez kanalen
Mibber
Indlæg: 35
Tilmeldt: 12. nov 2015, 22:31
Kort karma: 11
Likede indlæg: 133

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Mibber » 18. feb 2016, 12:42

Kattefjæs skrev:Mibber, hvordan har din mand haft det derhjemme i barndommen? Jeg undrer mig over hvorfor han ikke har lært nogle af de her helt grundlæggende sociale kompetencer. Den slags burde ligge rimelig fast ved 10-12-årsalderen, selvfølgelig med højde for at der er forskel på udviklingsstadier og at der også er noget personlighed inde over - men i det hele taget lyder det som at han mangler nogle værktøjer som han burde have fået med hjemmefra.

Det dér med at du skal til at ignorere hans hysteriske anfald og være vedholdende og holde op med at pylre - det er sådan noget man gør med treårige børn. Din mand er et voksent menneske. Du er ikke hans mor og det er ikke dit job at lære ham at fungere i verden. Hvis du får børn med ham, så ender du som mor til baby og fuldvoksen treårig mand.


Altså, hans forældre er jeg overhovedet ikke i tvivl om har gjort rigtig meget ud af at give deres børn de bedst mulige værktøjer til at håndtere verden. De er meget strukturerede, og tænker meget over, hvordan det er bedst at gøre tingene (hans far udfra et praktisk synspunkt og hans mor udfra et mere følelsesmæssigt). Hvis man skal sige noget, så er det måske, at hans forældre ikke selv er helt så socialt kompetente som så mange andre, men det kommer lidt til udtryk på andre måder, synes jeg. Hans mor er førtidspensionist af psykiske årsager (stress), så hun kører mentalt i et ret højt gear, og hans far er vist bare mand med stort M, som ikke vil tale om følelser, selvom vi alle ved, han inderst inde er blød som smør...
0
Mibber
Indlæg: 35
Tilmeldt: 12. nov 2015, 22:31
Kort karma: 11
Likede indlæg: 133

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Mibber » 18. feb 2016, 12:54

Hunkat skrev:
Mibber skrev:
Hunkat skrev:
Mibber skrev:Selvom reaktionen ikke var noget at råbe hurra for i går, føltes det faktisk alligevel frigørende ikke at nurse ham hele tiden...


Jeg synes faktisk du skal fortsætte selv om det er super hårdt (det kan jeg virkelig godt forstå at det er). Jeg er ikke et sekund i tvivl om at han fuldt og fast tror på at hvis han surmuler og tier dig ihjel længe nok så kommer du krybende med en undskyldning og så kan livet vende tilbage til det mønster han kender.

Don't do it. Han skal nok åbne munden på et tidspunkt når han har fået nok og så må du jo slå hans anklager om at ikke at være der for ham til jorden med besked om at han ikke har været der for dig. For det er han jo ikke. Du har nogle alvorlige tanker og bekymringer men har han overhovedet opdaget det? At du er ked og trist? Har han handlet på det? Det kunne han jo passende gøre først, nu har det vist været hans tur til at få trøst længe nok.


Jeg tænker også at jeg vil fortsætte sådan. Det andet kommer der jo i hvert fald heller ikke noget godt ud af.

Jeg kan godt blive lidt bekymret for, om jeg kan få forklaret mig, så han forstår det. Jeg ved med 100% sikkerhed, at jeg vil få den tilbage i hovedet, hvis jeg fortæller ham, at det er hårdt arbejde at være hans kone, når han lader alle frustrationer gå ud over mig. Han er af den opfattelse, at jeg selv er meget besværlig at være sammen med, fordi jeg hurtigt bliver ked af det. Han synes, han tager virkelig meget hensyn til mig.



Jamen jeg synes faktisk ikke der er noget at forklare. Det her handler om dine følelser og dine mavefornemmelser osv. Det er ikke naturvidenskab eller matematik hvor man kan opstille et bevis og så er det sådan. Det er som du siger det er, punktum. Så må han forholde sig til det og ikke andet. Det kan godt være du også er hårdt at være sammen med, men det er ikke det I taler om lige nu, I taler om dine følelser.
Anerkend at han også har nogle følelser men lad ham ikke hijacke samtalen, for det handler ikke om ham.

"Ja, det forstår jeg godt, men det ændre ikke på at jeg har det skidt lige nu og hvis du ikke forholder dig til det uden at det skal handle om dig, så snakker vi videre når du er i stand til at lægge det fra dig"
(Ja det er så nemt sagt, I know)


Helt klart en rigtig god idé at forsøge at holde det adskilt. Jeg tror bare jeg synes, det er svært, når jeg måske selv kan være svær med alle mine følelser...
0
Brugeravatar
vibbsen
Indlæg: 4137
Tilmeldt: 17. sep 2015, 17:26
Kort karma: 1136
Likede indlæg: 16358

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf vibbsen » 18. feb 2016, 13:01

Hunkat skrev:
Mibber skrev:Selvom reaktionen ikke var noget at råbe hurra for i går, føltes det faktisk alligevel frigørende ikke at nurse ham hele tiden...


Jeg synes faktisk du skal fortsætte selv om det er super hårdt (det kan jeg virkelig godt forstå at det er). Jeg er ikke et sekund i tvivl om at han fuldt og fast tror på at hvis han surmuler og tier dig ihjel længe nok så kommer du krybende med en undskyldning og så kan livet vende tilbage til det mønster han kender.

Don't do it. Han skal nok åbne munden på et tidspunkt når han har fået nok og så må du jo slå hans anklager om at ikke at være der for ham til jorden med besked om at han ikke har været der for dig. For det er han jo ikke. Du har nogle alvorlige tanker og bekymringer men har han overhovedet opdaget det? At du er ked og trist? Har han handlet på det? Det kunne han jo passende gøre først, nu har det vist været hans tur til at få trøst længe nok.


This. Den her skal tages til ende. Og med ende mener jeg til han giver op.

Jeg vil dog IKKE tackle den med ikke at være ham til jorden ved at sige at han ikke har været der for mig. For så bliver det et spørgsmål om hvem der er mest dum.

Nej, jeg vil tackle det med udgangspunkt i den måde som alle bøger om børneopdragelse anbefaler man tackler en vred 5 årig. Ved at sige at "Jeg kan godt forstå at du bliver frustreret over at jeg ikke længere stiller mig til rådighed som dine private prygelknarpe hver gang der er noget der går galt. Men det vil jeg simpelthen ikke. Og jeg vil have at det stopper nu. Ellers kan vi ganske enkelt ikke være sammen"

For længere er den jo ikke. Det skal ikke gå ud over dig hver gang han føler at tingene ikke går hans vej. Det er der ingen der gider. Og kan han ikke lave om på det, så er du nødt til at tage op til revision om du overhovedet skal være sammen med ham. Ellers ender du med at blive sådan en lille undseelig curlingkone der hele tiden render i forvejen og rydder forhindringer for ham. Og det vil så være det du giver videre til dine børn.

Jeg mener det ganske alvorligt. Min mand har lidt samme tendens til at påtage sig en offerrolle og så er det mig der skal lægge ører til. Og hvis jeg ikke gør det, så føler han ikke at der er nogen der tager ham seriøst og bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla...Eller sådan var det....

For jeg har sagt fra....Jeg rummer det i det omfang jeg gider. Og når jeg ikke gider mere så siger jeg bare "det er også træls" Og foreslår den allermest simple løsning. Og så går jeg.

I starten fik det ham til at trække "Du gider da heller aldrig tage mine problemer seriøst" kortet....Og det måtte jeg give ham ret i. Jeg kan simpelthen ikke tage et problem som tager udgangspunkt i, at der næsten ikke er mere i krukken med hans ynglings hårvoks, og at han ikke kan nå at bestille noget ny og få det hjem i tide fordi post Danmark altid er så langsomme, alvorligt. Kom med nogen ægte problemer så stiller jeg gerne op.
15
Tak.Glimmer på. Op på kaminhylden

Citat Hella Joof
Mibber
Indlæg: 35
Tilmeldt: 12. nov 2015, 22:31
Kort karma: 11
Likede indlæg: 133

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Mibber » 18. feb 2016, 13:13

vibbsen skrev:
Hunkat skrev:
Mibber skrev:Selvom reaktionen ikke var noget at råbe hurra for i går, føltes det faktisk alligevel frigørende ikke at nurse ham hele tiden...


Jeg synes faktisk du skal fortsætte selv om det er super hårdt (det kan jeg virkelig godt forstå at det er). Jeg er ikke et sekund i tvivl om at han fuldt og fast tror på at hvis han surmuler og tier dig ihjel længe nok så kommer du krybende med en undskyldning og så kan livet vende tilbage til det mønster han kender.

Don't do it. Han skal nok åbne munden på et tidspunkt når han har fået nok og så må du jo slå hans anklager om at ikke at være der for ham til jorden med besked om at han ikke har været der for dig. For det er han jo ikke. Du har nogle alvorlige tanker og bekymringer men har han overhovedet opdaget det? At du er ked og trist? Har han handlet på det? Det kunne han jo passende gøre først, nu har det vist været hans tur til at få trøst længe nok.


This. Den her skal tages til ende. Og med ende mener jeg til han giver op.

Jeg vil dog IKKE tackle den med ikke at være ham til jorden ved at sige at han ikke har været der for mig. For så bliver det et spørgsmål om hvem der er mest dum.

Nej, jeg vil tackle det med udgangspunkt i den måde som alle bøger om børneopdragelse anbefaler man tackler en vred 5 årig. Ved at sige at "Jeg kan godt forstå at du bliver frustreret over at jeg ikke længere stiller mig til rådighed som dine private prygelknarpe hver gang der er noget der går galt. Men det vil jeg simpelthen ikke. Og jeg vil have at det stopper nu. Ellers kan vi ganske enkelt ikke være sammen"

For længere er den jo ikke. Det skal ikke gå ud over dig hver gang han føler at tingene ikke går hans vej. Det er der ingen der gider. Og kan han ikke lave om på det, så er du nødt til at tage op til revision om du overhovedet skal være sammen med ham. Ellers ender du med at blive sådan en lille undseelig curlingkone der hele tiden render i forvejen og rydder forhindringer for ham. Og det vil så være det du giver videre til dine børn.

Jeg mener det ganske alvorligt. Min mand har lidt samme tendens til at påtage sig en offerrolle og så er det mig der skal lægge ører til. Og hvis jeg ikke gør det, så føler han ikke at der er nogen der tager ham seriøst og bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla...Eller sådan var det....

For jeg har sagt fra....Jeg rummer det i det omfang jeg gider. Og når jeg ikke gider mere så siger jeg bare "det er også træls" Og foreslår den allermest simple løsning. Og så går jeg.

I starten fik det ham til at trække "Du gider da heller aldrig tage mine problemer seriøst" kortet....Og det måtte jeg give ham ret i. Jeg kan simpelthen ikke tage et problem som tager udgangspunkt i, at der næsten ikke er mere i krukken med hans ynglings hårvoks, og at han ikke kan nå at bestille noget ny og få det hjem i tide fordi post Danmark altid er så langsomme, alvorligt. Kom med nogen ægte problemer så stiller jeg gerne op.


Shit, hvor er du sej!


Det er helt utroligt rart at mærke, er der er bred enighed om, at det er i orden, jeg ikke har lyst til at fortsætte på den måde, det har kørt indtil videre. Det betyder meget. Den eneste, der ellers ved, hvad der foregår, er jo min mand, som ikke synes, det er uretfærdigt...
3
Brugeravatar
girl_beat
Indlæg: 3977
Tilmeldt: 21. sep 2015, 19:24
Kort karma: 406
Likede indlæg: 5196

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf girl_beat » 18. feb 2016, 13:49

Jeg kan egentlig godt sætte mig i din mands sted, hvor verden bare nogen gange er møgtræls og man bliver sur på situationen. Mit eget temperament bobler nogle gange over, og det går uretmæssigt ud over min kæreste, hvilket jeg naturligt nok bliver ked af bagefter :(

Men det skal der også være plads til i et parforhold - bare ikke i et omfang, hvor du går på æggeskaller og dagligt prøver at dæmme op for en masse potentielle farer. Jeg synes, at Vibbsens forslag og metode lyder effektfuld. Måske det også kan hjælpe til at finde et fælles niveau for, hvornår der er tale om bagateller, og hvornår det er reelle problemer din mand gerne vil have din hjælp til :)
0
I don't mind living in a man's world as long as I can be a woman in it! :-D
Brugeravatar
Hunkat
Indlæg: 7786
Tilmeldt: 20. aug 2015, 03:20
Kort karma: 574
Geografisk sted: Mellem månen og en drøm
Likede indlæg: 19143

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Hunkat » 18. feb 2016, 14:02

vibbsen skrev:
Hunkat skrev:
Mibber skrev:Selvom reaktionen ikke var noget at råbe hurra for i går, føltes det faktisk alligevel frigørende ikke at nurse ham hele tiden...


Jeg synes faktisk du skal fortsætte selv om det er super hårdt (det kan jeg virkelig godt forstå at det er). Jeg er ikke et sekund i tvivl om at han fuldt og fast tror på at hvis han surmuler og tier dig ihjel længe nok så kommer du krybende med en undskyldning og så kan livet vende tilbage til det mønster han kender.

Don't do it. Han skal nok åbne munden på et tidspunkt når han har fået nok og så må du jo slå hans anklager om at ikke at være der for ham til jorden med besked om at han ikke har været der for dig. For det er han jo ikke. Du har nogle alvorlige tanker og bekymringer men har han overhovedet opdaget det? At du er ked og trist? Har han handlet på det? Det kunne han jo passende gøre først, nu har det vist været hans tur til at få trøst længe nok.


This. Den her skal tages til ende. Og med ende mener jeg til han giver op.

Jeg vil dog IKKE tackle den med ikke at være ham til jorden ved at sige at han ikke har været der for mig. For så bliver det et spørgsmål om hvem der er mest dum.

Nej, jeg vil tackle det med udgangspunkt i den måde som alle bøger om børneopdragelse anbefaler man tackler en vred 5 årig. Ved at sige at "Jeg kan godt forstå at du bliver frustreret over at jeg ikke længere stiller mig til rådighed som dine private prygelknarpe hver gang der er noget der går galt. Men det vil jeg simpelthen ikke. Og jeg vil have at det stopper nu. Ellers kan vi ganske enkelt ikke være sammen"

For længere er den jo ikke. Det skal ikke gå ud over dig hver gang han føler at tingene ikke går hans vej. Det er der ingen der gider. Og kan han ikke lave om på det, så er du nødt til at tage op til revision om du overhovedet skal være sammen med ham. Ellers ender du med at blive sådan en lille undseelig curlingkone der hele tiden render i forvejen og rydder forhindringer for ham. Og det vil så være det du giver videre til dine børn.

Jeg mener det ganske alvorligt. Min mand har lidt samme tendens til at påtage sig en offerrolle og så er det mig der skal lægge ører til. Og hvis jeg ikke gør det, så føler han ikke at der er nogen der tager ham seriøst og bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla...Eller sådan var det....

For jeg har sagt fra....Jeg rummer det i det omfang jeg gider. Og når jeg ikke gider mere så siger jeg bare "det er også træls" Og foreslår den allermest simple løsning. Og så går jeg.

I starten fik det ham til at trække "Du gider da heller aldrig tage mine problemer seriøst" kortet....Og det måtte jeg give ham ret i. Jeg kan simpelthen ikke tage et problem som tager udgangspunkt i, at der næsten ikke er mere i krukken med hans ynglings hårvoks, og at han ikke kan nå at bestille noget ny og få det hjem i tide fordi post Danmark altid er så langsomme, alvorligt. Kom med nogen ægte problemer så stiller jeg gerne op.



Det er heller ikke ment som at det skulle være en konkurrence, men meget i samme stil med som du selv siger at den skal lukkes ned så snart han prøvet at bemægtige sig samtale og dreje den over på sig selv. "Ja, jeg hører hvad du siger og selvfølgelig er det synd for dig men det er ikke det vi snakker om lige nu."
Altså, ikke lade ham køre ud af sit offer-spor men stoppe ham og holde tingene adskilt. Hvis han har det svært med TS så må han tage intiativ til en samtale om det, han skal ikke brae vente til der kommer en mulighed han kan stjæle så den ikke behøver handle om hans fejl.

Bare kort og klart, ikke undskylde, ikke forklarer. Konstatere at TS har det af helvede til og hvis han ikke vil hjælpe med at rette på det (ved at arbejde med sig selv) så er der ikke rigtig mere at snakke om.
3
L'enfer, c'est les autres

First debat-mover :rock:

Persnikedy skrev
Hun er så på tværs at de skal have fat i de slæbebåde fra Suez kanalen
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 5109
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 1219
Likede indlæg: 20816

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Zombie » 18. feb 2016, 14:11

Ej, så prøv dog lige at høre på dig selv.
Du lyder som en kvinde der får tæsk af sin mand, med dine selvbebrejdelser og venden-det-indad. Så fordi du er et menneske med følelser og en far som dør, så skal han kunne bruge dig som din emotionelle gulvmoppe igen og igen, fordi - hvad? Fordi han spilder vand og skal tage metroen på arbejde?
Det kan du da ikke seriøst godtage som en forklaring eller undskyldning?!

Det værste af det hele er, at du har accepteret din plads i det her. Du nægter at hidse sig op over, at han skal tage metroen på arbejde, og du straffes med silent treatment. Og det finder du dig bare i? Du sidder simpelthen bare der, en biltur ud og hjem, og 3 retters menu og finder dig i, at slagene hagler ned over dig i overført betydning.


Wake up and smell the coffee. Du er i et psykisk voldeligt forhold. Jeg synes ærlig talt, at hvis du ikke selv kan sige fra, så bør du få noget professionel hjælp fra en psykolog, så du kan hanke op i dig selv.
Det her er nødt til at stoppe - og selvfølgelig skal du ikke bringe børn ind i det her, det giver da sig selv at et barn ikke skal udsættes for hans udbrud eller straffes med silent treatment og dårlig stemning, når han ikke får sin vilje.

Nej, du behøver ikke at gå fra ham, men så er du nødt til at sige fra. Ellers maler du dig selv op i et hjørne hvor du enten kan knække, give op og følge hans luner - eller skride.
Så hvis det ikke er et sted, du ønsker at være, så synes jeg at du skal have nok selvrespekt til at få noget støtte i det her. Det er virkelig forfærdeligt at læse om.
7
aka Forbies

:gammel:
Brugeravatar
vibbsen
Indlæg: 4137
Tilmeldt: 17. sep 2015, 17:26
Kort karma: 1136
Likede indlæg: 16358

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf vibbsen » 18. feb 2016, 14:14

Angelina skrev:
Det virker som om du er ret konfliktsky - og hellere lader ham behandle dig dårligt, forsøge at glatte ud og lade som ingenting, selvom han opfører sig som et urimeligt barn?


Det kunne jeg såmænd også sagtens have fundet på. Jeg er sådan et menneske som har ret stort behov at have kontrol over mig selv. Og at skride fra en middag fordi min mand opførte sig som en 5-årig. Det ville i mine øjne være et ret stort tab af kontrol. Jeg skændes ikke foran fremmede og jeg skændes ikke foran vores datter.

Men jeg er så også ret god til at deale med silent treatment når det handler om det jeg kalder "1st world problems". Altså når jeg ikke har taget det seriøst at katten terrorisere ham, at de gode sokker er taget osv. osv. Det preller fuldstændig af på mig....
0
Tak.Glimmer på. Op på kaminhylden

Citat Hella Joof
Brugeravatar
Kattefjæs
Indlæg: 2540
Tilmeldt: 29. aug 2015, 15:06
Kort karma: 360
Geografisk sted: London
Likede indlæg: 6387

Re: Min mand gør mig udmattet

Indlægaf Kattefjæs » 18. feb 2016, 14:27

Mibber skrev:Altså, hans forældre er jeg overhovedet ikke i tvivl om har gjort rigtig meget ud af at give deres børn de bedst mulige værktøjer til at håndtere verden. De er meget strukturerede, og tænker meget over, hvordan det er bedst at gøre tingene (hans far udfra et praktisk synspunkt og hans mor udfra et mere følelsesmæssigt). Hvis man skal sige noget, så er det måske, at hans forældre ikke selv er helt så socialt kompetente som så mange andre, men det kommer lidt til udtryk på andre måder, synes jeg. Hans mor er førtidspensionist af psykiske årsager (stress), så hun kører mentalt i et ret højt gear, og hans far er vist bare mand med stort M, som ikke vil tale om følelser, selvom vi alle ved, han inderst inde er blød som smør...


Hvis der ikke er grund til at tro at han ikke er blevet klædt godt nok på hjemmefra, så ville jeg være bekymret for om det her er noget du kan 'opdrage' dig ud af. Dybest set synes jeg at det er forkert at du skal opdrage din mand i det hele taget - slibe kanter af skal man jo alle, men du skal pådrage dig opgaven at tage dig af hvad man normalt forventer af en 3-årig er lidt noget andet. Men sagen er at hvis det her skyldes en personlighedsbrist eller andet i den dur, er det så overhovedet noget du kan ændre på? Kan han opdrages ud af det?

Der er masser af voksne mennesker som ikke er klædt godt nok på hjemmefra, også socialt. Det er svært at være et voksent menneske som skal forsøge at navigere i en verden hvis sociale spilleregler man ikke forstår fordi man aldrig har fået dem forklaret. Men man kan lære det. Man kommer til at træde på nogle tæer og gøre sig uvenner med folk hen ad vejen, men man lærer af det og man kan sagtens blive både tålelig og behagelig at være sammen med.

Mine egne forældre 'glemte' at lære mig bestemte ting, og jeg fik virkelig mange knubs som stor teenager og i starten af 20'erne fordi jeg simpelthen ikke fattede mange af de sociale regler som andre tager for givet som en selvfølgelighed. Jeg var ikke ligesom din mand, men jeg blev bestemt ikke inkluderet i fællesskabet fordi jeg blev ved med at gå galt i byen med andre, og den slags gider man jo ikke være i selskab med. Jeg fattede det bare ikke selv.

Fordi jeg først lærte spillereglerne som voksen, mistede jeg altså også en del venner på den konto, hvis altså jeg overhovedet formåede at få nogen venner til at starte med. Det betyder at jeg ikke kender nogen som jeg har gået i folkeskole med og kun har en lille håndfuld venner fra gymnasiet. Især i første halvdel af universitetsstudiet var jeg heller ikke alt for god til det. Sidste halvdel var bedre og nu fungerer jeg normalt socialt, men jeg bliver tit i tvivl om jeg nu har sagt eller gjort noget dumt.

Jeg kunne lære det som voksen fordi jeg som sådan ikke fejler noget. Jeg var oprigtigt overrasket over at få at vide at der var nogle ting jeg sagde og gjorde som bare ikke var okay. Jeg ANEDE det ikke. Det chokerede mig og så tog jeg det til mig. Mest af alt chokerede det mig nok at ingen havde sagt noget før, men det er nok fordi det er grænseoverskridende for en voksen at opdrage på en anden voksen, og så har de nok bare tænkt deres og holdt kæft. Men i virkeligheden havde de jo nok hjulpet mig mere hvis de bare havde sagt det noget før så jeg kunne gøre noget for at ændre det.

Hvis jeg havde fejlet noget som havde gjort at jeg måske godt forstod de sociale spilleregler hvis jeg fik dem forklaret, men alligevel ikke var i stand til at følge dem, så havde det straks været en helt anden sag.

Er du helt sikker på at der ikke er ét eller andet som stikker under her? Det er jo ikke normal opførsel, så det er svært at forestille sig at det bare er et personlighedstræk på linje med generthed eller nysgerrighed.
5

Tilbage til "Forhold og sex"