Det kan sagtens være, at det her ikke er psykisk vold i klassisk forstand, men effekten er jo den samme.
TS har det ikke rart i sit eget hjem, hun undgår sin mand, går på æggeskaller og forsøger at glatte ud, for at forhindre hans "udbrud". Når et udbrud så sker, forventes hun at gå helhjertet ind i sagen, uanset hvor stort eller småt en "sag" der er tale om, uanset om hun er i gang med noget andet, uanset om hun selv har haft en dårlig dag eller en god dag hun bare ikke vil have ødelagt - faktisk uanset hvad som helst faktisk.
Hvis hun ikke smider alt for at være der for ham og nurse ham, bliver hun straffet: Han er sur og negativ hele dagen på en så demonstrativ måde, at hun tydeligt kan mærke det. Hun udsættes for silent treatment. Hun udsættes for lange snakke, hvor han pådutter hende dårlig samvittighed - det er ren "gas lighting" i den forstand at det er HENDE som ikke er rummelig og HENDE som er urimelig, ikke han. I en grad, så hun må herind og lave en tråd, for at få bekræftet at det altså ikke er hende, der er noget i vejen med, "og jeg er jo også selv lidt følelsesladet nogle gange"...
Det er jo følelsesmæssig afpresning, at hun SKAL deltage i hans "anfald" og ellers fryses ude, mødes af en mur af negativitet og dårlig stemning, og kan se frem til at resten af dagen/aftenen er ødelagt pga. et eller andet ligegyldigt.
Som der med husnøglen, hvor han er nødt til at tage metroen til/fra arbejde, og det er så skyld i at deres middag ude på fin restaurant i forb. med Dining Week, så skal være en nederen og ubehagelig oplevelse.
Det er måske ikke en bevidst taktik fra mandens side, men det fungerer jo som en måde at få TS til at rette ind - og igen: Det kan da godt være, at det ikke er tiltænkt denne funktion, men det ændrer jo ikke på, at det er sådan det fungerer/kommer til udtryk i praksis.
Min eks-kæreste brugte samme argument, når jeg forsøgte at italesætte ting i forholdet som gjorde, at jeg faktisk decideret mistrivedes: Jeg var ikke rummelig over for ham.
Se, jeg ved godt at jeg ikke er den nemmeste kvinde at være kæreste med, men jeg har været sammen med en mand (Gnuen, faktisk) som lærte mig, at jeg ikke er hverken værre eller bedre end alle andre. Derfor købte jeg ikke min seneste eks' præmis om, at han nærmest skulle have lov til "hvad som helst", fordi han jo var så god af sig, at "leve med" alle mine skavanker og følelsesudbrud.
- Jeg kunne jo ikke sige andet til ham, end at hvis han også mistrivedes med noget JEG gjorde, burde han være mere end velkommen til at bringe det op i en separat samtale senere. Det var da vigtigt at få på bordet, men det fungerede IKKE som argument for, at jeg skulle finde mig i en masse urimeligt pis - der altså lå UD OVER alle de der almindelige ting, man er nødt til at leve med i et forhold, fordi man er to forskellige mennesker og ikke kan være helt ens på alle områder.
Og selvfølgelig skulle jeg ikke leve med at mistrives, bare fordi HAN (heller) ikke syntes det var nemt, at være i et forhold med MIG. Det er da ikke et argument for andet end at man bør gå fra hinanden, så. Fremfor at begge er fanget i et eller andet dødsygt limbo, hvor begge har det ad helvede til og bruger hinandens armod som argument for at blive - but why?
Da jeg ironisk nok brugte ovenstående argument i forbindelse med bruddet, så lod min eks mig forstå, at sådan havde han jo heller ikke ment det. Men da var det for sent - jeg havde fået nok af ikke at blive hørt, set eller anerkendt, og at alle mine følelser og oplevelser skulle fejes af bordet med beskyldninger om manglende rummelighed samt med henvisning til mine egne begrænsninger.
Det er sjovt, for min nuværende kæreste synes som min eks-eks (Gnuen) at jeg ikke er hverken værre eller bedre at være kæreste med, end alle mulige andre. Så min eks er altså helt alene om at mene, at jeg er SÅ vanskelig et menneske, at jeg burde finde mig i pis og papir fra ham, fordi jeg jo heller ikke selv er nem.