Min mand gør mig udmattet

[Zombie]

Jeg synes som StripesAddict, at du har prøvet med fløjlshandskerne længe nok.

Snak med ham på et tidspunkt, hvor hans verden ikke er ramlet over et eller andet. Fortæl ham så, hvad det gør ved dig, når små ting skal ødelægge en god stemning og du render rundt på æggeskaller for at rumme ham. At dels forestiller du dig ikke, det er rart for ham at være i selv - og dels er det ikke rart for dig at være i heller, når du trækkes ind i hans frustrationer over små ting.

Fortæl ham også lige ud, at du nu er kommet dertil, hvor du ikke har overskud til at rumme ham mere. Nu er det HANS tur til at skulle rumme - hans tur til at rumme dig som du er, inkl. dine følelser omkring det her. Og at det er på høje tid, han får noget hjælp til at deale med dette adfærdsmønster, for ellers er du simpelthen nødt til at passe på dig selv - nu, hvor han IKKE gør det.

Jeg synes ikke det er fair, at han skal tage dig som gidsel ved brug af argumenter om, at han ikke føler sig rummet - når han faktisk selv er hamrende u-rummelig, når du forsøger at snakke med ham om det her.
Og det kan simpelthen ikke være rigtigt, at I ikke kan snakke om en ting, der betyder så meget for den ene af jer, at vedkommende er ved at afbryde forholdet på grund af det - det i sig selv, er jo hamrende problematisk.

[Delfin]

Et skrøbeligt indre er ikke en blankocheck til at terrorisere sine omgivelser. Måske tager jeg fejl, men når jeg læser dit indlæg, ser jeg for mig, hvordan du styrter rundt og fejer forhindringer væk for at undgå hans nedbrud, mens du er en stor undskyldning. Hvordan reagerer du på hans vredesudbrud? Når han spilder opvaskevand på gulvet, hvad gør du så?

Jeg forsøger nok i nogen grad af afværge nogle nedbrud i forvejen, fx ved at tilbageholde information for ham, jeg ved kan trigge ham eller lade være med at spise gulerødder mens han er hjemme (fordi han slet ikke kan overskue lyden).
Hvis vi tager udgangspunkt i opvaskevandet er det lidt forskelligt, hvad jeg stiller op. Nogle gange går jeg ud og hjælper med at tørre op, andre gang forlader jeg lokalet, så må han selv lige få styr på det (eller styr på sig selv). Så bliver han til gengæld ofte vred eller ked af det, fordi han føler "han er helt alene".
Filmen knækker lidt for mig, fordi jeg ikke føler, jeg kan være mig selv i mit eget hjem. Ikke fordi han siger, jeg ikke må, men fordi jeg ikke kan overskue alle hans udbrud og nedsmeltninger.
Så sker det jo alligevel hele tiden, at noget skubber ham ud over kanten, og så er det bare irriterende for mig, hvis jeg kunne have gjort noget for at undgå det...

Det er ikke noget, han gør bevidst, men jeg tror, du kan være med til at fastholde ham i en offerolle, når du "forsøger at gøre noget for at undgå det".
Diagnoser eller ej, er ikke så vigtigt, men han har et mønster, der gør at han bryder ned, når tingene går ham imod. Det er da voldsomt træls for ham, at en dråbe vand på gulvet kan hyle ham helt ud af den. Det er ikke noget, han som sådan kan gøre for, og der er sikkert en eller anden årsag til det, som en psykolog kunne grave frem, men han er også et voksent menneske, og han kan arbejde med selv at tage ansvar for det i stedet for at kyle den over på dig.

Jeg synes, du skal sige rent ud til ham, at du ikke orker hoppe på tungen for ham længere. At det får dig til at føle dig skidt tilpas og træt af at være i hjemmet. At han må tage ansvaret på sig, og så siger du ganske enkelt, nå det var da ærgerligt, så må du jo tørre op, vaske sokker osv, og så går du ikke ind på videre diskussion, men svarer bare, at det er hans eget ansvar. Han bryder sikkert ned og brokker sig gevaldigt 100 gange, men så må su lukke ørerne. Efterhånden opdager han at du mener det.

[Mibber]

Jeg kan virkelig godt forstå det dræner dig. Der kan givetvis være noget om det, de andre skriver om Aspergers og det var klart en overvejelse, jeg selv ville tage med, hvis jeg skulle håndtere det der, men derudover, så er nogle mennesker jo også bare mere pessimistiske, nærtagende og glasset-er-halvtomt-agtige uden at det handler om andet, end personlighed og karaktertræk. Jeg kender selv et par stykker, og altså, det er dejlige mennesker der indeholder en masse godt, men der er så også bare det der aspekt med at ting, også dem som jeg personligt ville betegne som bagateller, banaliteter eller overhovedet ikke ville ænse, bliver pisket op og fylder en masse, fordi sådan er tilgangen bare. Den tilgang er nok ikke særlig hensigtsmæssig, medmindre man enten har den samme, eller er typen der ikke lader sig smitte af negativitet og dårlig stemning, tror jeg.

Jeg ville ikke kunne holde det der ud, jeg ville, som du, føle mig drænet, men jeg ville derudover også føle, at jeg ganske enkelt spildte mit liv og min energi på ting der blev gjort komplicerede, på trods af det, i min verden, var fuldstændigt unødvendigt. Jeg har bare ikke nok potentielle timers liv til, at jeg magter at gøre et issue ud af, at der ikke er flere rene strømper i skuffen eller om det nu er regnvejr i morgen og den slags, og vil andre gøre den slags til problemer, må de simpelthen hygge sig med det alene, for den der surhedsstemning kan jeg ikke holde ud, jeg kan ikke finde ud af at lade den prelle af og den gør mig SÅ træt.

Jeg tror, sådan noget er en ret fundamental del af vores personlighed, og jeg tror desværre ikke det er noget, man lige kan ændre på, i dit sted tror jeg derfor du med størst chance for succes, kan tage udgangspunkt i, om du kan leve med det.

Du har så evigt ret...
Jeg kan godt føle mig lidt dum. Det er jo ikke noget nyt. Jeg burde have indset, hvor stort et issue det ville blive, inden jeg giftede mig med manden. Tror bare, jeg følte, at jeg ville være i stand til at se gennem fingre med det...

[kidkomb]

Jeg tænkte også kort asperger. Har haft en nabo der havde noget i den stil og ting der ikke lige fungerede som han ville, kunne ødelægge hele hans dag og gøre ham enormt vred og frustreret.

Det lyder vildt drænende at leve med (for jer begge!) og jeg ville i hvert fald ikke så meget som overveje barn/børn, før han havde lært at håndtere det bedre.

Det har du helt helt i.

Jeg overvejer at sætte ham stolen for døren i fht. at lære at håndtere sin hverdag lidt mere hensigtsmæssigt. Men jeg synes, det er utroligt svært at få sagt til ham, at jeg (helt alvorligt) mener, han har brug for professionel hjælp til at lære det. han kan tydeligvis ikke på egen hånd eller med min hjælp. Hvad siger man? Han føler sig jo bare angrebet og, igen, ikke rummet.

Det vil også være utrolig svært at få sagt, helt sikkert, men der er nok ingen vej udenom
Du kan ikke blive ved at byde dig selv det og du ved at du ikke vil byde børn det.
Som du siger, så er han jo en fantastisk mand, der nok bare skal have noget hjælp.

[Mibber]

Et skrøbeligt indre er ikke en blankocheck til at terrorisere sine omgivelser. Måske tager jeg fejl, men når jeg læser dit indlæg, ser jeg for mig, hvordan du styrter rundt og fejer forhindringer væk for at undgå hans nedbrud, mens du er en stor undskyldning. Hvordan reagerer du på hans vredesudbrud? Når han spilder opvaskevand på gulvet, hvad gør du så?

Jeg forsøger nok i nogen grad af afværge nogle nedbrud i forvejen, fx ved at tilbageholde information for ham, jeg ved kan trigge ham eller lade være med at spise gulerødder mens han er hjemme (fordi han slet ikke kan overskue lyden).
Hvis vi tager udgangspunkt i opvaskevandet er det lidt forskelligt, hvad jeg stiller op. Nogle gange går jeg ud og hjælper med at tørre op, andre gang forlader jeg lokalet, så må han selv lige få styr på det (eller styr på sig selv). Så bliver han til gengæld ofte vred eller ked af det, fordi han føler "han er helt alene".
Filmen knækker lidt for mig, fordi jeg ikke føler, jeg kan være mig selv i mit eget hjem. Ikke fordi han siger, jeg ikke må, men fordi jeg ikke kan overskue alle hans udbrud og nedsmeltninger.
Så sker det jo alligevel hele tiden, at noget skubber ham ud over kanten, og så er det bare irriterende for mig, hvis jeg kunne have gjort noget for at undgå det...

Det er ikke noget, han gør bevidst, men jeg tror, du kan være med til at fastholde ham i en offerolle, når du "forsøger at gøre noget for at undgå det".
Diagnoser eller ej, er ikke så vigtigt, men han har et mønster, der gør at han bryder ned, når tingene går ham imod. Det er da voldsomt træls for ham, at en dråbe vand på gulvet kan hyle ham helt ud af den. Det er ikke noget, han som sådan kan gøre for, og der er sikkert en eller anden årsag til det, som en psykolog kunne grave frem, men han er også et voksent menneske, og han kan arbejde med selv at tage ansvar for det i stedet for at kyle den over på dig.

Jeg synes, du skal sige rent ud til ham, at du ikke orker hoppe på tungen for ham længere. At det får dig til at føle dig skidt tilpas og træt af at være i hjemmet. At han må tage ansvaret på sig, og så siger du ganske enkelt, nå det var da ærgerligt, så må du jo tørre op, vaske sokker osv, og så går du ikke ind på videre diskussion, men svarer bare, at det er hans eget ansvar. Han bryder sikkert ned og brokker sig gevaldigt 100 gange, men så må su lukke ørerne. Efterhånden opdager han at du mener det.

Det er helt klart den modige udgave. Og jeg kan sagtens se fornuften i ikke at "fodre" mønsteret. Jeg synes jo bare også et eller andet sted, at det er synd for ham, at han har det sådan, og har ikke lyst til at skabe mere frustration for ham.
Og så er jeg samtidig bange for, at én af to ting sker, hvis jeg sætter den grænse:
1. Han ryger helt ned under gulvbrædderne med depression, fordi jeg "ikke er der for ham"
2. Vores ægteskab ryger sig en tur, og det ender med en skilsmisse

[Hunkat]

Det er helt klart den modige udgave. Og jeg kan sagtens se fornuften i ikke at "fodre" mønsteret. Jeg synes jo bare også et eller andet sted, at det er synd for ham, at han har det sådan, og har ikke lyst til at skabe mere frustration for ham.
Og så er jeg samtidig bange for, at én af to ting sker, hvis jeg sætter den grænse:
1. Han ryger helt ned under gulvbrædderne med depression, fordi jeg "ikke er der for ham"
2. Vores ægteskab ryger sig en tur, og det ender med en skilsmisse

Men sådan ender det jo alligevel, fordi
1) du slider dig selv op indtil du ikke er der for ham mere fordi du går ned med en depression
2) du skrider fordi du ikke kan holde hans humørsvingninger ud.

Ved at sige noget til ham giver du ham en chance for at få hjælp (med eller uden dig) og dig selv en chance for ikke at gå ned sammen med hans skib

[Delfin]

Det er helt klart den modige udgave. Og jeg kan sagtens se fornuften i ikke at "fodre" mønsteret. Jeg synes jo bare også et eller andet sted, at det er synd for ham, at han har det sådan, og har ikke lyst til at skabe mere frustration for ham.
Og så er jeg samtidig bange for, at én af to ting sker, hvis jeg sætter den grænse:
1. Han ryger helt ned under gulvbrædderne med depression, fordi jeg "ikke er der for ham"
2. Vores ægteskab ryger sig en tur, og det ender med en skilsmisse

Javist er det synd for ham. Han har det jo ad helvede til, når det sker, men han får det ikke bedre af, at du tager ansvaret på dig. Lur mig om han ikke inderst inde godt ved, at han er urimelig. Han sidder bare fast i det der mønster, og det skal han have brudt. Jeg ved godt, at det ikke er helt så let, som jeg får det til at lyde, men du er nødt til at sætte en stopklods, hvis du skal overleve det der på længere sigt. Ellers er det dig, der ligger under brædderne en dag. Ingen kan holde til det der år efter år.

1. Hvis han ikke selv er i stand til at arbejde med det, så må han søge hjælp. Så enkelt og så svært er det.
Hvis han får en depression, er det ikke din skyld, og selv det må han tage ansvar for at håndtere. I det tilfælde kan du hjælpe ham med at søge læge, men det er ikke dig, der skal være behandler.

2. Hvis I ikke gør noget, ryger ægteskabet også, for så får du nok en dag og skrider.

Jeg ved altså godt, at jeg er en skrap kælling lige nu, men jeg mener det faktisk godt.

[Mibber]

Jeg har svært at forstå hvordan din mand kan være velfungerende på arbejde og socialt, men får sammenbrud over opvaskevand og forkerte sokker.

For mig lyder det ikke som om, at han har et "skrøbeligt indre". Han lyder som en person der går og bygger frustrationer op i hverdagen, og så lader han dem gå ud over dig når han kommer hjem.

Det er bestemt muligt. Han brokker sig jo bestemt også over ting der sker på arbejdet...
Man kan sige, at det jo egentlig ikke er sådan, at han aktivt kaster det over på mig - med vilje - men at jeg ligesom bliver fanget i frustrationen. Han siger ofte, at det ikke er mig, han er sur på osv., men jeg skal jo stadig liste rundt for ikke at ramme ind i et af hans stormvejr.
Og så fortæller han jo også mig (når jeg fortæller ham, hvad det gør ved mig) at han også bliver påvirket af, hvis jeg ikke har det godt. Underforstået, at det jo ikke kun er ham, der er problemet...

[JoyNips]

Jamen, det ER da skidesynd for ham. Det er det også for os andre, når alle de gode trusser er til vask eller vi taber spaghettien i køkkenvasken eller støder tåen mod dørkarmen. Men vi er voksne mennesker og verden ramler ikke, selvom vi et kort øjeblik tænker "pikkelorterøv".

Han er nødt til at lære at håndtere livet. Også når de gode sokker er til vask!

[LadyFox]

Et skrøbeligt indre er ikke en blankocheck til at terrorisere sine omgivelser. Måske tager jeg fejl, men når jeg læser dit indlæg, ser jeg for mig, hvordan du styrter rundt og fejer forhindringer væk for at undgå hans nedbrud, mens du er en stor undskyldning. Hvordan reagerer du på hans vredesudbrud? Når han spilder opvaskevand på gulvet, hvad gør du så?

Jeg forsøger nok i nogen grad af afværge nogle nedbrud i forvejen, fx ved at tilbageholde information for ham, jeg ved kan trigge ham eller lade være med at spise gulerødder mens han er hjemme (fordi han slet ikke kan overskue lyden).
Hvis vi tager udgangspunkt i opvaskevandet er det lidt forskelligt, hvad jeg stiller op. Nogle gange går jeg ud og hjælper med at tørre op, andre gang forlader jeg lokalet, så må han selv lige få styr på det (eller styr på sig selv). Så bliver han til gengæld ofte vred eller ked af det, fordi han føler "han er helt alene".
Filmen knækker lidt for mig, fordi jeg ikke føler, jeg kan være mig selv i mit eget hjem. Ikke fordi han siger, jeg ikke må, men fordi jeg ikke kan overskue alle hans udbrud og nedsmeltninger.
Så sker det jo alligevel hele tiden, at noget skubber ham ud over kanten, og så er det bare irriterende for mig, hvis jeg kunne have gjort noget for at undgå det...

Det er ikke noget, han gør bevidst, men jeg tror, du kan være med til at fastholde ham i en offerolle, når du "forsøger at gøre noget for at undgå det".
Diagnoser eller ej, er ikke så vigtigt, men han har et mønster, der gør at han bryder ned, når tingene går ham imod. Det er da voldsomt træls for ham, at en dråbe vand på gulvet kan hyle ham helt ud af den. Det er ikke noget, han som sådan kan gøre for, og der er sikkert en eller anden årsag til det, som en psykolog kunne grave frem, men han er også et voksent menneske, og han kan arbejde med selv at tage ansvar for det i stedet for at kyle den over på dig.

Jeg synes, du skal sige rent ud til ham, at du ikke orker hoppe på tungen for ham længere. At det får dig til at føle dig skidt tilpas og træt af at være i hjemmet. At han må tage ansvaret på sig, og så siger du ganske enkelt, nå det var da ærgerligt, så må du jo tørre op, vaske sokker osv, og så går du ikke ind på videre diskussion, men svarer bare, at det er hans eget ansvar. Han bryder sikkert ned og brokker sig gevaldigt 100 gange, men så må su lukke ørerne. Efterhånden opdager han at du mener det.

Det er helt klart den modige udgave. Og jeg kan sagtens se fornuften i ikke at "fodre" mønsteret. Jeg synes jo bare også et eller andet sted, at det er synd for ham, at han har det sådan, og har ikke lyst til at skabe mere frustration for ham.
Og så er jeg samtidig bange for, at én af to ting sker, hvis jeg sætter den grænse:
1. Han ryger helt ned under gulvbrædderne med depression, fordi jeg "ikke er der for ham"
2. Vores ægteskab ryger sig en tur, og det ender med en skilsmisse

Det kan jo også sagtens være det der sker - men hvad er alternativet hvis du ikke sætter en grænse? Som jeg ser det kan alternativet meget vel være at DU ryger helt ned under gulvbrædderne eller at jeres ægteskab ryger sig en tur.
Og det er simpelthen ikke rimeligt at du skal knække fordi HAN har et problem.

Jeg har det selv sådan at jeg kan godt rumme dårlige træk fra en partner - under den betingelse at min partner er lydhør og gør hvad der skal til for at ændre på den ødelæggende adfærd. Ellers kan jeg ikke.
Jeg synes det er så vattet at døje med den slags problemer, og vel vidende om at det påvirker ens partner, stadig bare at lade det stå til og gøre ingenting. Det er der ikke meget kærlighed i. Jeres forhold er også hans ansvar, og hvis han vil dig må han simpelthen til at gøre en indsats for at blive en bedre partner for dig, ellers kommer i jo aldrig videre. Det er ham der har et uheldigt mønster, og det er ham der kan gøre noget for at ændre det.

[Torn]

Jeg tænker nogle gange, når tråde dukker op med problematikker i forhold til mennesker vi holder af, at det kunne være en fordel at vise dem tråden. Måske ikke i dit tilfælde, hvis din mand ikke kan læse tråden konstruktivt, men så kan du tage afsæt i tankerne fra tråden i forhold til din samtale med din mand.

[StripesAddict]

Som jeg skrev før, så må det jo også være voldsomt belastende selv, men han formår ikke at gøre noget ved det. Selvfølgelig er det hans eget ansvar, men så længe du ikke siger fra støtter du ham et eller andet sted i at blive i den adfærd, som er skadelig for jer begge. Hvis jeg var i hans sted ville jeg ønske min partner ville støtte mig i at få ændret på det. Jeg går ud fra du elsker ham, og gerne vil hjælpe ham, men jeg forstår godt det er svært, specielt hvis han har været sådan længe. Men altså, noget må jo have fået dig til at falde for ham i første omgang.

[Mibber]

Det er helt klart den modige udgave. Og jeg kan sagtens se fornuften i ikke at "fodre" mønsteret. Jeg synes jo bare også et eller andet sted, at det er synd for ham, at han har det sådan, og har ikke lyst til at skabe mere frustration for ham.
Og så er jeg samtidig bange for, at én af to ting sker, hvis jeg sætter den grænse:
1. Han ryger helt ned under gulvbrædderne med depression, fordi jeg "ikke er der for ham"
2. Vores ægteskab ryger sig en tur, og det ender med en skilsmisse

Javist er det synd for ham. Han har det jo ad helvede til, når det sker, men han får det ikke bedre af, at du tager ansvaret på dig. Lur mig om han ikke inderst inde godt ved, at han er urimelig. Han sidder bare fast i det der mønster, og det skal han have brudt. Jeg ved godt, at det ikke er helt så let, som jeg får det til at lyde, men du er nødt til at sætte en stopklods, hvis du skal overleve det der på længere sigt. Ellers er det dig, der ligger under brædderne en dag. Ingen kan holde til det der år efter år.

1. Hvis han ikke selv er i stand til at arbejde med det, så må han søge hjælp. Så enkelt og så svært er det.
Hvis han får en depression, er det ikke din skyld, og selv det må han tage ansvar for at håndtere. I det tilfælde kan du hjælpe ham med at søge læge, men det er ikke dig, der skal være behandler.

2. Hvis I ikke gør noget, ryger ægteskabet også, for så får du nok en dag og skrider.

Jeg ved altså godt, at jeg er en skrap kælling lige nu, men jeg mener det faktisk godt.

Jeg opfatter dig bestemt ikke som en skrap kælling, men som én, der vil mig det godt.

Jeg kan godt se på alle jeres svar, er der sgu nok ikke er en vej udenom at tage den med ham.
Det begynder jo allerede nu at gå ud over min lyst til forholdet (herunder også sex. Jeg kan død og pine ikke finde interessen pga. det andet).

[Zombie]

Så vidt jeg forstod er du faktisk der, hvor du alvorligt overvejer skilsmisse. Du vil dog gerne give det et sidste skud - noget, du ikke har gjort før, for at give ham en sidste chance.

Well, du har forsøgt at være rummelig og at snakke med ham uden at være hård. Så ja, det er tid til at du er modig nu. Det er tid til, at du fortæller ham præcis hvad det gør ved dig, ikke bare at han gør de her ting, men også at han ikke tager ansvar for dem og får noget terapi, som kan hjælpe ham med ikke at lade sig gå på af småting.

Han ved jo godt selv, at det han gør ikke er i orden, for så ville det påvirke ham socialt og på arbejdet også. Han vender det så bare om, og får det til at handle om rummelighed - i virkeligheden ved han godt selv, at det han har gang i, ikke er cool - derfor begrænser han sig i hverdagen, og "giver slip" når han kommer hjem.
Så kan det alt sammen gå ud over dig.

[Akehurst2]

Jeg har svært at forstå hvordan din mand kan være velfungerende på arbejde og socialt, men får sammenbrud over opvaskevand og forkerte sokker.

For mig lyder det ikke som om, at han har et "skrøbeligt indre". Han lyder som en person der går og bygger frustrationer op i hverdagen, og så lader han dem gå ud over dig når han kommer hjem.

Det er bestemt muligt. Han brokker sig jo bestemt også over ting der sker på arbejdet...

Ja, det gør han - men han opfører sig ikke på arbejdet, som du beskriver han opfører sig over for dig. Så var han for længst blevet fyret.

Altså, jeg vil sige, at han i nogen grad reflekterer over det. På en måde. Jeg synes ikke, han er så god til at træde et skridt bagud og se tingene udefra (hvad dét angår. Det er han ellers rigtig god til på mange andre områder). Vi har haft mange snakke om, at han snerrer af mig helt uretmæssigt fx, og at det gør mig ked af det og nervøs. Og han kan godt se, at det ikke er rart for mig, men han mener også, han er et offer - for han kan ikke gøre for det, det sker før han kan nå at tænke. Og at det er frustrerende for ham, at han er nødt til at være perfekt for at folk kan acceptere ham. Han lægger stor vægt på, at hans mor og søster også "invaderede" ham på samme måde i hans barndom. Igen: han føler sig ikke forstået og rummet.

Igen: Jo, han kan. For hvis man nedsmelter over vand på gulvet på arbejdet, så sender de en hjem igen med besked om ikke at komme tilbage. Så der KAN han godt styre sig.