Min mand gør mig udmattet

[Mibber]

Der ringer simpelthen så mange alarmklokker i mit hoved når jeg læser dine indlæg. Det kan godt være at han er syg på den ene eller anden måde, og at han ikke kan gøre for det, eller ikke gør det med vilje. Men han driver altså den vildeste psykologiske terror på dig.
Du giver dig selv skylden for at han ikke kan spilde vand på gulvet fordi hvis du nu havde gjort noget så kunne det (måske) være undgået? Han ved godt han er uretfærdig når han snerre af dig men kunne du ikke lige holde op med at være ked af det så han kan få trøst fordi det er synd for ham.

Kan du høre hvor sygt det lyder når jeg siger det? Selv hvis han føler sig som et offer så giver det ham ikke ret til at gøre dig til et reelt offer for hans luner og humørsvingninger.

Det er ikke normalt at have det sådan. Og han skal have hjælp, af den professionelle slags. Men han skal satme også holde op med at give dig skylden (direkte eller indirekte) for alt det dårlige i hans liv. Jeg synes ikke du skal pakke det ind når du siger det til ham, tværtimod. Han driver rovdrift på dig og dine følelser og det skal stoppe, lige nu.

Jeg kan udmærket se din pointe. Jeg giver nu, trods alt, ikke mig selv skylden for alt, hvad der går galt. Men ja, det er vældigt hårdt ikke at kunne fortælle ham, hvad der går mig på, uden at det også automatisk er synd for ham - og så kommer vi ligesom ikke videre.

[Mibber]

Som jeg skrev før, så må det jo også være voldsomt belastende selv, men han formår ikke at gøre noget ved det. Selvfølgelig er det hans eget ansvar, men så længe du ikke siger fra støtter du ham et eller andet sted i at blive i den adfærd, som er skadelig for jer begge. Hvis jeg var i hans sted ville jeg ønske min partner ville støtte mig i at få ændret på det. Jeg går ud fra du elsker ham, og gerne vil hjælpe ham, men jeg forstår godt det er svært, specielt hvis han har været sådan længe. Men altså, noget må jo have fået dig til at falde for ham i første omgang.

Der er heldigvis mange ting, der fik mig til at falde for ham, som stadig er der. Så helt ude i hampen er det dog ikke på alle områder, hvilket er grunden til jeg meget hellere vil forsøge at få det løst end at sige slut.

[Mibber]

Så vidt jeg forstod er du faktisk der, hvor du alvorligt overvejer skilsmisse. Du vil dog gerne give det et sidste skud - noget, du ikke har gjort før, for at give ham en sidste chance.

Well, du har forsøgt at være rummelig og at snakke med ham uden at være hård. Så ja, det er tid til at du er modig nu. Det er tid til, at du fortæller ham præcis hvad det gør ved dig, ikke bare at han gør de her ting, men også at han ikke tager ansvar for dem og får noget terapi, som kan hjælpe ham med ikke at lade sig gå på af småting.

Han ved jo godt selv, at det han gør ikke er i orden, for så ville det påvirke ham socialt og på arbejdet også. Han vender det så bare om, og får det til at handle om rummelighed - i virkeligheden ved han godt selv, at det han har gang i, ikke er cool - derfor begrænser han sig i hverdagen, og "giver slip" når han kommer hjem.
Så kan det alt sammen gå ud over dig.

Det er en fin pointe, at han jo egentlig godt selv må vide, at det ikke er i orden, eftersom han ikke er sådan alle vegne.
Nu sidder jeg faktisk og bliver lidt sur på ham...

[Mibber]

Jeg har svært at forstå hvordan din mand kan være velfungerende på arbejde og socialt, men får sammenbrud over opvaskevand og forkerte sokker.

For mig lyder det ikke som om, at han har et "skrøbeligt indre". Han lyder som en person der går og bygger frustrationer op i hverdagen, og så lader han dem gå ud over dig når han kommer hjem.

Det er bestemt muligt. Han brokker sig jo bestemt også over ting der sker på arbejdet...
Man kan sige, at det jo egentlig ikke er sådan, at han aktivt kaster det over på mig - med vilje - men at jeg ligesom bliver fanget i frustrationen. Han siger ofte, at det ikke er mig, han er sur på osv., men jeg skal jo stadig liste rundt for ikke at ramme ind i et af hans stormvejr.
Og så fortæller han jo også mig (når jeg fortæller ham, hvad det gør ved mig) at han også bliver påvirket af, hvis jeg ikke har det godt. Underforstået, at det jo ikke kun er ham, der er problemet...

Altså, sådan fungerer jeg lidt, jeg er smilende og imødekommende til alle kunder og forretningsforbindelse, altid hele tiden, uanset hvor lorte en dag jeg så end har ... og hvis bægeret så flyder over af en eller anden grund, så kan jeg også godt få en nedsmeltning derhjemme. Over manglende sokker, forkert sengetøj eller at der ikke er salat til min aftensmad (med andre ord, grunden er ligegyldigt, jeg skal nok finde et eller andet at få en nedsmeltning over) - det er selvfølgelig ingen undskyldning på at opføre sig urimeligt, men en forklaring.

Det lyder som om din mand et eller andet sted er brændt helt sammen - og får det til at fungere i hverdagene / socialt, og så får sine nedsmeltninger når han er hjemme - så din mand skal finde ud af at få bearbejdet sine problemer. Han kan ikke bare rende rundt og lade som ingenting i mens han får nedsmeltninger over spildt vand og manglende sokker - det er jo et symptom på et eller andet er grueligt galt - og det skal han have fikset. Om det så er noget i hans arbejdsliv, hverdag, privatliv, eller all of the above - han må finde nogen at snakke med.

Og TS du skal sige fra "den der opførsel er helt urimelig, jeg ved ikke hvad der nager dig, men du skal finde ud af at få det fikset og så begynde at opføre dig ordentligt"

Det er faktisk fint at høre fra én, der selv kender til nedsmeltniing. Det gør vi nok allesammen i en eller anden grad, men alligevel...

Både min mand og jeg arbejder indenfor fag, hvor det er en absolut nødvendighed at være "på" og imødekommende og anerkendene, når vi er på arbejde. Så det giver som sådan fint mening, at det ikke kommer til udtryk der, og at han måske har brug for en ventil til at lukke damp ud, når han får fri. Jeg har bare ikke så meget lyst til at være den ventil, hvis dette her er den måde, han kan finde på...

[Mibber]

Jeg har svært at forstå hvordan din mand kan være velfungerende på arbejde og socialt, men får sammenbrud over opvaskevand og forkerte sokker.

For mig lyder det ikke som om, at han har et "skrøbeligt indre". Han lyder som en person der går og bygger frustrationer op i hverdagen, og så lader han dem gå ud over dig når han kommer hjem.

Det er bestemt muligt. Han brokker sig jo bestemt også over ting der sker på arbejdet...

Ja, det gør han - men han opfører sig ikke på arbejdet, som du beskriver han opfører sig over for dig. Så var han for længst blevet fyret.

Altså, jeg vil sige, at han i nogen grad reflekterer over det. På en måde. Jeg synes ikke, han er så god til at træde et skridt bagud og se tingene udefra (hvad dét angår. Det er han ellers rigtig god til på mange andre områder). Vi har haft mange snakke om, at han snerrer af mig helt uretmæssigt fx, og at det gør mig ked af det og nervøs. Og han kan godt se, at det ikke er rart for mig, men han mener også, han er et offer - for han kan ikke gøre for det, det sker før han kan nå at tænke. Og at det er frustrerende for ham, at han er nødt til at være perfekt for at folk kan acceptere ham. Han lægger stor vægt på, at hans mor og søster også "invaderede" ham på samme måde i hans barndom. Igen: han føler sig ikke forstået og rummet.

Igen: Jo, han kan. For hvis man nedsmelter over vand på gulvet på arbejdet, så sender de en hjem igen med besked om ikke at komme tilbage. Så der KAN han godt styre sig.

God pointe.

Jeg kan da bestemt også være smadret, træt eller ked af noget, der er sket i løbet af dagen. Og kan have bruge for en sludder eller en tudetur. Men jeg lader dog ikke aggressionerne få frit løb derhjemme, så han skal gå og få ondt i maven.

[Mibber]

Jeg er i øvrigt meget taknemmelig over, hvor mange, der tager sig tid til at gøre sig overvejelser for at hjælpe. Det er rørende.
Jeg får ikke lige svaret alle indlæg, men jeg læser alt og tager det til mig.

[Mibber]

Kan han være stresset? Den der form for udbrud synes jeg lugter lidt af stress. Hvis hans stresstærskel generelt er lav, så skal der sikkert ingenting til, før han føler sig stresset. Altså, måske er det derfor, at han har været sådan nærmest altid: Fordi han hele tiden oplever stresselementer i et eller andet aspekt af hverdagen.

Det var bare et gæt, og det ændrer jo ikke ved, at det lyder ufattelig hårdt for dig. Og det er ok at forlange, at han gør noget ved problemet. Er helt på linje med dem, der mener, at det her kræver professionel hjælp, for så indgroede mønstre kan være ufatteligt svære at bryde, og det vil med stor sandsynlighed kræve meget energi af ham.

Umiddelbart kunne en gulerod måske være (altså, foruden at redde jeres ægteskab), at han nok også selv får mere overskud af at ændre adfærd. For det må være lige så drænende for ham også, som det er for dig.

Og så skal du lige have en af dem her

Det kan bestemt godt være stress. Han er lidt en arbejdsnarkoman, som ikke er specielt vild med at slappe af for længe ad gangen.

[Grissebassen]

Jeg har selv været som din mand. Og selvom der kan ligge en diagnose bag som årsag til problemet, så tror jeg ikke nødvendigvis at en diagnosticering og behandling vil løse problemet. Den måde jeg udviklede mig videre fra samme problem, var at være alene i en lang periode. Helt alene. Uden hjælp til noget som helst, og uden nogen der kunne yde omsorg, når jeg blev frustreret over fx opvaskevand på gulvet. Når der ikke er nogen til at hjælpe, eller bebrejde for ikke at hjælpe, må man klare den selv. Og så bliver man i længden meget træt af at få sin dag ødelagt at småting, og lærer hurtigt at samle sig selv op og ikke lade småtingene ramme en.
Et voksent menneske skal kunne være i stand til at klare sig selv, og ikke lade sin verden ramle sammen pga af småting. Det er vel sikkert nok din opgave som hustru at støtte, men det er ikke din opgave at katastrofeforebygge. Det skal han selv kunne. Hvordan man lærer dette uden at blive kastet direkte ud idet på den hårde måde, ved jeg ikke. Jeg ville blot give mit besyv med fra et perspektiv fra en, der selv har været som din mand, og lige pointere, at professionel behandling af fx stress, depression, autisme, ikke nødvendigvis vil hjælpe på netop det problem.

[Krølle]

Jeg kan virkelig godt forstå det dræner dig. Der kan givetvis være noget om det, de andre skriver om Aspergers og det var klart en overvejelse, jeg selv ville tage med, hvis jeg skulle håndtere det der, men derudover, så er nogle mennesker jo også bare mere pessimistiske, nærtagende og glasset-er-halvtomt-agtige uden at det handler om andet, end personlighed og karaktertræk. Jeg kender selv et par stykker, og altså, det er dejlige mennesker der indeholder en masse godt, men der er så også bare det der aspekt med at ting, også dem som jeg personligt ville betegne som bagateller, banaliteter eller overhovedet ikke ville ænse, bliver pisket op og fylder en masse, fordi sådan er tilgangen bare. Den tilgang er nok ikke særlig hensigtsmæssig, medmindre man enten har den samme, eller er typen der ikke lader sig smitte af negativitet og dårlig stemning, tror jeg.

Jeg ville ikke kunne holde det der ud, jeg ville, som du, føle mig drænet, men jeg ville derudover også føle, at jeg ganske enkelt spildte mit liv og min energi på ting der blev gjort komplicerede, på trods af det, i min verden, var fuldstændigt unødvendigt. Jeg har bare ikke nok potentielle timers liv til, at jeg magter at gøre et issue ud af, at der ikke er flere rene strømper i skuffen eller om det nu er regnvejr i morgen og den slags, og vil andre gøre den slags til problemer, må de simpelthen hygge sig med det alene, for den der surhedsstemning kan jeg ikke holde ud, jeg kan ikke finde ud af at lade den prelle af og den gør mig SÅ træt.

Jeg tror, sådan noget er en ret fundamental del af vores personlighed, og jeg tror desværre ikke det er noget, man lige kan ændre på, i dit sted tror jeg derfor du med størst chance for succes, kan tage udgangspunkt i, om du kan leve med det.

Du har så evigt ret...
Jeg kan godt føle mig lidt dum. Det er jo ikke noget nyt. Jeg burde have indset, hvor stort et issue det ville blive, inden jeg giftede mig med manden. Tror bare, jeg følte, at jeg ville være i stand til at se gennem fingre med det...

Hellere "gift med" end "har børn med". Just saying.

[Krølle]

Jeg tænkte også kort asperger. Har haft en nabo der havde noget i den stil og ting der ikke lige fungerede som han ville, kunne ødelægge hele hans dag og gøre ham enormt vred og frustreret.

Det lyder vildt drænende at leve med (for jer begge!) og jeg ville i hvert fald ikke så meget som overveje barn/børn, før han havde lært at håndtere det bedre.

Det har du helt helt i.

Jeg overvejer at sætte ham stolen for døren i fht. at lære at håndtere sin hverdag lidt mere hensigtsmæssigt. Men jeg synes, det er utroligt svært at få sagt til ham, at jeg (helt alvorligt) mener, han har brug for professionel hjælp til at lære det. han kan tydeligvis ikke på egen hånd eller med min hjælp. Hvad siger man? Han føler sig jo bare angrebet og, igen, ikke rummet.

Det vil også være utrolig svært at få sagt, helt sikkert, men der er nok ingen vej udenom
Du kan ikke blive ved at byde dig selv det og du ved at du ikke vil byde børn det.
Som du siger, så er han jo en fantastisk mand, der nok bare skal have noget hjælp.

Seriøst?

[kidkomb]

Seriøst?

Ja, altså hun siger jo, at han ellers er en rigtig dejlig mand, gør hun ikke?
Nu bliver jeg pludselig usikker...
Men hvis hun siger det, så tager jeg altså hendes ord for gode varer. Det er trods alt hende, der lever med ham.

[Krølle]

Seriøst?

Ja, altså hun siger jo, at han ellers er en rigtig dejlig mand, gør hun ikke?
Nu bliver jeg pludselig usikker...
Men hvis hun siger det, så tager jeg altså hendes ord for gode varer. Det er trods alt hende, der lever med ham.

Jeg blev reelt i tvivl, om du var sarkastisk

Det er nok mest fordi, jeg får røde knopper af lige præcis den formulering. Jeg har hørt det lovlig mange gange i situationer, hvor manden har været helt ekseptionel urimelig, og konen - alt imens hun rydder op i hans lort og samtidig i overført betydning undskylder rodet - bebrejder sig selv, at hun dog ikke er bedre til at HJÆLPE ham.

Med mindre der er taget en ordentlig og hudløst ærlig snak, har det i de tilfælde, jeg har været vidne til, vist sig umuligt at komme igennem og er endt i skilsmisse - måske endda til alles bedste. Ved at understøtte en dybt urimelig adfærd bliver man de facto en form for (følelsesmæssig) medmisbruger på linje med ægtefællen til en alkoholiker, hvilket mildest talt er uhensigtsmæssigt for alle parter.

[kidkomb]

Jamen, du har helt ret og nu du siger det, så har jeg da også ofte tænkt det samme.
Jeg har åbenbart fået et indtryk af at TS er en af dem, som ikke er så blind overfor situationen, som en del er.

Så jeg kan godt forstå dit spørgsmål

[Mulan]

Ud over alle de kloge ting andre har sagt, så sidder jeg lidt tilbage og tænker.. Hvad får du ud af dette her? Altså, der er nogle gange en årsag til at vi forbliver i noget, der er rigtig usundt og uhensigtsmæssigt. Du enabler ham ved at være så støttende. Er der en gevinst i det, hvis du sådan rigtig tænker over det? Nogle kan have brug for at føle at partneren ikke kan klare sig uden dem, at de bliver mere værd, eller FÅR værd ved at 'få lov' til at være så støttende. Det kan være ganske fornuftigt at se på, hvorfor man bliver og ikke hvorfor man ikke er skredet for længst - altså ud over at du også holder af ham. Giver det mening?

[Moxy-lady]

Jeg er med Hunkat på denne her. Din mand terroriserer dig, uanset viljen bag. Bare det at du går og forsøger at afhjælpe hverdagens små (bittesmå!) ting og sager. At du går og har ondt i maven og afventer det næste breakdown, hvor du så skal hjælpe og støtte og rumme, og, hvis du ikke gør det så bliver du bebrejdet.

Det er et usundt forhold og det er psykisk vold. Jeg er i princippet ligeglad med hvorfor han gør det, men jeg er til gengæld sikker på at det kan fikses hvis han er klar til det og vil tage ansvar for at få behandling.

Men det kan ikke fortsætte, det skal du simpelthen ikke finde dig i. Hilsen en der stadig vågner op med ondt i maven og en følelse af utryghed og en fornemmelse af at der snart sker noget slemt, hvis jeg har haft en livagtig drøm om min eks.