TurtleSpeed skrev:Jeg husker heller ikke alle detaljer @decibell . Men især med X1 husker jeg følelsen af at blive reduceret til ingenting. Hvor trist jeg var. Hvor ondt det gjorde helt ind i sjælen. At jeg ikke spiste. At jeg ikke sov. At jeg ingenting. Kunne ingenting. Han reducerede mig til at være ingenting. Jeg endte med at veje ca 50kg. Og jeg er 1.74 høj. OG jeg var evigt bleg. Blev indlaegt og skulle opereres. Var indlagt i en uge og han besøgede mig kun 1 gang. Han var ligeglad med hvordan jeg havde det. Ligeglad med mig. Men han skulle eje mig.
Så det har jeg selvfølgelig lært. Ikke at tillade nogen gøre det mod mig igen.
Ham ønsker jeg intet godt for. Ikke noget ondt. Bare ikke noget godt.
Ja, i hullet med ham.
Det er oftest sådanne følelser, der huskes. Og desværre leves efter efterfølgende. Men jeg synes, det er så godt, at du også har fået noget ud af det, som kan bruges konstruktivt. Gudskelov at vi ikke kun lærer at have mistillid til folk, men også lærer vores grænser, så det bedre kan undgås en anden gang.
Jeg har lært mig selv at tænke, at for hver gang der sker noget godt pga. en lektie, jeg lærte på den hårde og dårlige måde, så udligner det på en måde lidt af det dårlige, der skete. For hvis jeg ikke havde lært det dårlige, ville jeg heller ikke have fået det gode senere. Selv af noget dårligt kan der komme noget godt ud af det. Det lyder nok lidt pladderfilosofisk, men det har hjulpet mig at tænke sådan.
Jeg har mange andre dårlige erfaringer. En brækkede min næse, mens en var mig utro med min bedste veninde og engang til en fest kaldte mig for en skraldespand (som en meget dårlig joke, men alligevel var det jo sårende). Og jeg har opfostret min datter fuldstændig alene i alle årene, fordi faderen fandt en anden, da jeg var 5 måneder henne. Så jeg har haft min del af dumme oplevelser. Men jeg har på mirakuløs vis fundet en måde, så det ikke tog min menneskelighed og glæde over livet fra mig.
En del af det skyldes helt sikkert førnævnte dårlige hukommelse, for det er nemmere at komme videre, når man har glemt meget af det. Men jeg har også forsøgt at se på, hvorfor de dog kunne finde på at være, som de var, og er kommet frem til, at de ikke selv kunne gøre for det. Enten var de født sådan, eller også blev de sådan pga. opvækst og dårlige erfaringer. Uanset hvad, så var det vigtigste for mig at tænke, at det ikke var MIN skyld, at de var hhv. voldelige, utro eller svigtede. Det var en fejl hos dem, ikke hos mig. Jeg var desværre bare uheldig at rende ind i dem.
Med sådanne tanker har det for mig været nemmere at tilgive og komme videre. Selvfølgelig tilgiver man ikke bare sådan på fem minutter, men jeg har jo også haft 46 år til at lære det og komme til, hvor jeg er nu.