Har du haft en partner, du slet ikke passede sammen med?

[123million]

Min første seriøse kæreste og jeg var bare enormt forskellige. Han en sød fyr, men meget gennemsnitlig og kedelig i mine øjne (det synes jeg nu) - jeg er sikker på, at han er helt perfekt for en kvinde, der er anderledes end mig.

Han var meget tilfreds med en 8-16 hverdag, et parcelhus i provinsen og et glas rødvin til aftensmaden. Jeg vil gerne bo i et økofællesskab på landet og være projektansat. Jeg tror egentlig godt, at vi på dette punkt kunne være nået til enighed, men følelsesmæssigt var vi bare et sindssygt dårligt match. Hans følelser var sådan meget stabile hele tiden - sådan midt i det hele hele tiden. Det gjorde at jeg overreagerede følelsesmæssigt i begge retninger for simpelthen at få en reaktion ud af ham. Det var enormt usundt for os begge. Jeg var slet ikke den slags kæreste, som jeg ønskede at være, når jeg var sammen med ham. Men jeg kunne simpelthen ikke holde ud, at han aldrig reagerede følelsesmæssigt i den ene eller den anden retning. Alt var bare "okay"

[Tanten]

Yup. Sådan en har jeg haft.

Vi passede ikke sammen på nogen som helst måder - udover at vi begge følte os marginaliseret og kørt ud på et sidespor af samfundet, og vi fandt nok sammen i dén desperation. Og alle advarselslamper lyste på max fra første møde. Han var svært omsorgssvigtet i barndommen, stofmisbruger, kriminel og psykisk syg, og mens vi var sammen, fik han også konstateret en dødelig fysisk sygdom, der hang sammen med hans fortid. Han var psykotisk on and off, sygeligt jaloux, seksuelt perverteret og ekstremt voldelig. Jeg var i dyb sorg over, at mine børns far havde forladt mig, i svær krise og dyb depression - og kunne ikke sige fra eller mærke mine egne grænser. Det var a match made in Hell og skulle aldrig have været fundet sted - og det fik svære konsekvenser for både mig og mine børn fremadrettet.

Han døde under dramatiske omstændigheder, mens vi var kærester, og det er nu 13 år siden - men jeg arbejder egentlig stadig på at rydde op efter følgerne af vores 18 mdr. lange forhold.

Jeg hader ham ikke - slet ikke. Han var en stakkel, der ikke kunne have udviklet sig anderledes, end han gjorde, med den baggrund, han havde. Jeg havde også selv et ansvar for at fjerne mig fra ham, da det - meget hurtigt - gik op for mig, at han fungerede så ekstremt dårligt, som han gjorde. Mødet med ham og mange af hans venner har dog bevidstgjort mig om, hvordan samfundet behandler dem, der er blevet til overs - herunder hvor dårligt, de håndteres i f.eks. sygehussystemet pga. deres problematiske adfærd.

Jeg overlevede, og det har lært mig meget, så intet er vel spildt.

Jeg er stolt over, at jeg ikke siden har haft en voldelig kæreste der har nedgjort mig personligt, og at jeg dermed har brudt et destruktivt mønster. Jeg har siden gjort det forbi med to kærester, der ellers er gode mennesker, men som i længden på enkelte men afgørende punkter ikke passede sammen med mig, så jeg har lært at vælge til og fra og gøre det på en ordentlig måde.

[LadyFox]

Jeg har haft et par stykker.

Som 16 årig blev jeg kærester med en gut der fungerede ret dårligt socialt, og var rimelig sær. Og selvom jeg var upassende, så var det ikke i nærheden af ham. Han var sådan ekstremt egoistisk, virkelig ekstremt, og få gange også voldelig. Han var uerfaren seksuelt og samtidig en med gu' ved hvor mange fetisher. Jeg gider godt at eksperimenter, også med grænseoverskridende ting, men ikke kun sådan noget og ikke mest, og han var ude af stand til almindelig sex. Senere viste det sig så at hun var transeksuel. Og selvom jeg på ingen måde har noget imod transeksuelle, så er det bare ikke noget jeg har lyst til at have i mit forhold. Jeg gav det en chance, men det fungerede ikke for mig i længden.

Min sidste eks var som menneske fuldstændig apatisk, helt åndsvagt afhængig af mig, lystløgner, sådan der ville sige undskyld hvis jeg kom og fortalte at jeg havde været utro. Han var så også helt uden evne til at konsekvensberegne, empati ejede han ikke. Han havde så også en diagnose. Og har aldrig været fysisk imod mig, har aldrig sagt mig i mod, eller hævet stemmen af mig, jeg tror aldrig han har været sur på mig. Men aldrig har jeg været så ødelagt da jeg slog op med mig, og fandt ud af hvor meget lort jeg skulle igennem for at komme ud af det rod i hans liv han åbenbart ikke havde følt for at fortælle mig om.

[HappyPaww]

Ja, den klassiske pæn pige og bad boy historie...

Hvorfor vi fandt sammen? Han var lækker, spændende og en jeg troede jeg kunne "redde". Det kunne jeg så ikke og efter 5 år gik det også helt galt..

Men har stadig et ømt punkt for ham, så derfor har vi ikke haft kontakt i over 5 år nu.

[Wunder8]

Jeg har aldrig været i forhold med en voldelig eller manipulerende type, så min historie er ikke så dramatisk. Men jeg har været i forhold, hvor vores ensartethed paradoksalt nok også var det, der udgjorde dødsstødet til vores relation som en parforholdskonstellation.

Min eks og jeg var sammen i fem år og havde et på mange måder godt og velfungerende forhold. Vi elskede hinanden og havde et enormt stærkt bånd. Da vi mødte hinanden, blev vi meget forelskede og jeg tror, at vi begge blev lidt overvældede af, hvor meget vi havde tilfælles – det var sådan en lidt soulmate-agtig oplevelse, hvor vi havde fantastisk kemi lige fra start og det føltes som om, vi havde kendt hinanden altid.

Det er jo også et godt udgangspunkt, men problemet for os var nok – retrospekt - at vi hurtigt kom til at tage vores forhold for givet. Det første stykke tid var det hele smooth sailing, og vi kunne ikke få hænderne ned over, hvor fedt vi havde det sammen. Jeg kan huske, at jeg kunne få helt ondt af de af mine veninder, der måske aldrig selv ville opleve den her fantastiske kemi, som jeg havde med min kæreste. Det var virkeligt på dét niveau. Problemet er, at det kan man ikke bygge et forhold på, og hvor min eks og jeg havde en masse gode ting i vores fundament, så var der også nogle ret vigtige byggesten, der gik tabt undervejs, fordi det slet ikke var en del af vores bevidsthed, at et forhold kræver arbejde, og at man ikke bare kan grine sig igennem det hele, og så løser tingene sig selv.

I takt med, at tiden gik og vores livssituationer ændrede sig fra studerende til fuldtidsarbejdende voksne, så blev det bare tydeligt, at vi på nogle områder var fundamentalt forskellige. Jeg er en meget handlekraftig, proaktiv person, min eks var mere afventende, reaktiv og ubeslutsom. Jeg er en selvstændig og løsningsorienteret pragmatiker - min eks var følsom, meget modtagelig over for andre menneskers luner og ofte grænsende til det neurotiske. Jeg kan godt lide at stå tidligt op og få noget ud af dagen - min eks kunne godt lide at sove længe og gå rundt i boxershorts hele dagen. Jeg kan godt lide at holde mig i form og synes det er lækkert, når andre gør det samme – min eks syntes, det var selvoptaget og kikset at træne som fyr. Jeg er en struktureret planlægger - min eks var alt andet, så jeg endte med at være den, der bestemte alting – og så videre.

Det var i virkeligheden nogle ret grundlæggende forskelle i vores personligheder, men vi overhørte dem meget længe, fordi alt det gode vi havde sammen fikserede os i en form for dobbelt tunnelsyn, der slet ikke levnede mulighed for, at vi måske ikke skulle være kærester. Når vi prøvede at diskutere vores forhold og hvad der ikke fungerede, så kom vi aldrig til bunds, for hvis jeg gav udtryk for mere ultimative udfald såsom, at jeg ikke kunne fortsætte hvis ikke X og Y, så blev min eks forarget over, hvordan jeg overhovedet kunne tænke sådan. Altså at jeg overhovedet kunne nævne muligheden for, at vi ikke skulle være sammen for evigt.

Det skulle vi så ikke, for vi endte med at slå op, og det var uden tvivl det rigtige. Men det var hårdt. I dag kan jeg uden at blinke sige, at de fem år vi havde, er nogle af de vigtigste i mit liv. Vores forhold gav mig en masse dejlige oplevelser, samhørighed og kærlighed, som jeg er meget taknemmelig for i dag. Da jeg mødte min eks, var jeg i gang med et følelsesmæssigt lidt turbulent forløb, og han var uden tvivl én af årsagerne til, at det lykkedes mig at hele og blive glad, tryg og rolig i min egen tilværelse igen. Jeg holder stadig meget af ham og ønsker ham kun det bedste.

[Pityt]

Den første jeg boede sammen med, skulle aldrig have været et seriøst forhold. Vi mødtes da jeg var 22 og boede sammen i 4 år og det var aldrig den store kærlighed, snarere noget bekvemmelighed.
Jeg vidste stort set fra starten, at han var forelsket i sin bedste vens kæreste,- han og vennen spillede i band sammen, så vi tilbragte alle 4 meget tid sammen bl.a. på turneer...og det var SÅ tydeligt, at den her kvinde var langt mere interessant end mig.
(Min eks og vennens kæreste er i øvrigt gift og har børn i dag, så forelskelsen eksisterede ikke kun i min hjerne )
Når jeg tænker tilbage på de år, bliver jeg sgu lidt ked af, at jeg fandt mig i hans ligegyldighed over for mig

[.s.]

Da jeg var 16 var jeg meget kort kærester med en rigtig sød fyr, som var et par år ældre end mig. Da jeg første gang skulle besøge ham og fandt ud af, hele familien var religiøse og bad bordbøn ved aftensmaden gik det op for mig, at vi var bare for forskellige. Jeg er selv ikke troende, så det var meget grænseoverskridende for mig at skulle bede til gud over min spaghetti. Han var ellers en rigtig sød og god fyr!

Så havde jeg en, der ikke var min kæreste, men som jeg så en periode. Jeg var udelukkende sammen med ham, fordi han var en pæn fyr. Han er det dårligste menneske, jeg i mit liv har kendt. Så halleluja for at vi aldrig nåede at blive kærester.

[Anilara]

Jep.
Han var alt, alt for privat, alt for stille, ville ikke være ude blandt andre med mig...
Nåh ja, og så fandt jeg ud af han var sociopat, der holdt 90% af sit liv skjult for mig, løj om alt han kunne, var kold i røven over at bryde min tillid, var mig utro med 5-6 stykker og havde en anden kæreste samtidig med mig...

Jeg fandt sammen med ham, fordi han havde et musikalsk talent, han var spændende, han udviste stor interesse i mig til at begynde med, han havde en vis charme og jeg troede på han ville ændre sig til at være mere åben. Og så havde jeg ingen anelse om hans skyggesider.

[Annione]

Min eks-mand og jeg passede vist aldrig sammen. Vi var begge populære i hver vores kreds, han var sjov og lækker, jeg var festlig og imødekommende.
Han var utrolig eftertragtet og jeg tror ikke det sådan rigtig var gået op for ham, at han ville være mindre eftertragtet, efter vi var blevet gift. Han begyndte at gå meget i byen og kom hjem, når det var blevet lyst, med lamme forklaringer på, hvordan han havde sovet i bilen, fordi han var fuld. Og han fik en hemmelig telefon, som jeg opdagede ved at tilfælde. Samt en hemmlig elskerinde.
Jeg blev bare tyk og sur. Da jeg så endelig skred, og igen blev tynd og glad - da gad han mig pludselig godt

Jeg var godtnok en skåret krukke i mange år efter ham.

[Moxy-lady]

Ja, det samme som flere andre. Han var i bund og grund en stakkel, men det ændrer ikke på at han skadede mig rigtig meget. Han var aggressiv, jeg hader det. Han trivedes med drama - jeg hader drama og bliver ked af det og usikker. Han havde behov for bekræftelse ude og er vist mere end en gang "faldet" lige ind i en pige der lige lå der uden tøj på. Han var lystløgner og manipulerende - jeg hader manipulation og løgn. Han var DF'er (en af de rabiate typer) og ejede ikke empati. Jeg stemmer SF og hvis jeg ser en der har skåret sig, så bløder jeg. Han var sort/hvid, jeg forsøger altid at se sager fra flere vinkler, og langt det meste af tiden har jeg i det mindste forståelse for andres synspunkter. Jeg er en stueplante - han gik på jagt og fiskede. Elsker at bruge tid udenfor - især hvis han kunne tænde et bål. Alting var aldrig hans skyld og jeg var tilbøjelig til at tage skyld på mig, bare for at undgå konflikter. Han var afhængig af hash og drak også for meget - jeg gør ingen af delene (særlig tit) Derudover så er jeg bogligt stærk og meget læselysten, han var det modsatte. Kommer fra en stærk og støttende familie - han flyttede på hjem som 8 årig.

Jeg tror på mange måder at hele min personlighed gjorde hans værre. Jeg har en vis stolthed som han aldrig fik gjort kål på og derudover så fik min overlegenhed bogligt og retorisk ham til at føle mindreværd. Dette blev tydeliggjort når han nedgjorde min læsning, mit studie og mine argumenter. Det er svært at have en saglig diskussion når ethvert argument bliver mødt med fuldstændig irrationalitet og et forsøg på at nedgøre mig, personligt - eller min familie. Et virkeligt eksempel på en diskussion er f.eks. når han begyndte at nedgøre at jeg læste børnebøger (Harry Potter) og at jeg ikke kendte noget til den virkelige verden. Når jeg forsøgte at forklare ham at han ikke kunne bygge sin holdning til bøgerne på den første film - som ganske rigtigt var en børnefilm så blev det til at det kunne da godt være at jeg læste, men kunne jeg klare mig i en skov? Hva, hva HVA? Jeg ville jo være helt hjælpeløs når jeg ikke engang kunne tænde et bål i en ødemark. Og jeg var jo også vokset op i en beskyttet verden. Jeg kendte intet til virkeligheden! Det er satme svært at diskutere noget som helst.

[Fru Sunshine]

Jeg passede forresten heller ikke sammen med min eksmand, som er far til mine børn, men det var en stille proces at nå frem til.
Efter 9 år blev vi skilt fredeligt. Alt dramaet fra den kant kom først, da han flyttede sammen med hende, der senere kom til at gå under betegnelsen "havheksen", fordi han var for vattet til at sætte sine børn før hende.

[Flower]

Jeg har haft flere kærester, hvor vi passede sammen på nogle områder, men bestemt ikke på andre. Min seneste eks og jeg havde uddannelse og job til fælles, og vi var også begge glade for hunde. Når det så kom til livsstil og motion, var vi så forskellige, som vi kunne være: Han var en sofakartoffel, der foretrak at leve af præfabrikerede madvarer og junkfood. Han kunne tilbringe dage og uger foran tv og computerskærm, og til sociale sammenkomster præsterede han at opretholde en intens og langvarig øjenkontakt med sin mobiltelefon, så jeg ofte ærgrede mig over, at jeg inviterede ham.
Det blev for belastende i længden, og han var meget overrasket, da jeg slog op. Sidst jeg mødte ham, havde han taget ca. 15 kg på, og han så så sjusket ud, at jeg dårlig nok kunne genkende ham. Han bragte selv sin vægtøgning på banen og sagde, at det nok var fordi jeg ikke var i hans liv længere, for jeg "var jo den, der sørgede for, at han holdte sig aktiv"

[hotlips]

Ja sådan en poloshirt og solbrille fyr der var revisor og var ved at uddanne sig til flyveleder. Han var dræbende kedelig,neurotisk ordensmenneske der insisterede på der var en plan for hvad vi skulle når vi skulle ses og foretrak bade både før og efter sex, sådan lige med det samme bagefter.

I modsatte ende var der en der politisk havde sympati for anarki, og var modstander af det organiserede samfund men han havde sært nok intet imod at få adskillige statsuddelte legater på flere hundrede tusinde fordi han var det store instruktør talent i sin årgang.
Han havde en fed lejlighed han havde fået af forældrene men indretningen var noget i retning af bjerge af lper og man skulle skubbe nogle stakke til side for at kunne være i sengen som jeg ikke er sikker på han vidste skulle skiftes så vi sov næsten aldrig sammen.

Jeg har haft mange kærester og semikærester med jobs og boliger der har været lidt usædvanlige men de 2 står for mig som ekstreme på hver deres uheldige måde.