Debatten

Nogle af jer, der har deltaget i eller læst mine andre debatter, ved nok, at jeg har et tæt, på grænsen til usundt, forhold til min mor, og at hendes holdninger betyder rigtig meget for mig.

Det er sådan, at hun og min far helt fra starten af mit forhold til min kæreste (vi har været sammen i 1 1/2 år) ikke har syntes, at jeg skulle være kærester med ham. Han er meget introvert og ikke sådan helt vildt social, men jeg har det godt med ham.

Vi snakker ikke om det længere, mine forældre og jeg, fordi det simpelthen gør så ondt på mig, at de ikke kan lide ham, men jeg ved jo godt, hvordan de har det. Fx når vi er på besøg, og han ikke siger så meget, så mener min mor, at det er fordi han ikke er interesseret i dem. Jeg kan ligefrem høre hendes stemme inde i hovedet snakke om, hvordan han ikke spurgte ind til noget eller lignende. Mine kæreste ved ikke noget om deres holdning, men jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal bede ham forsøge at vise lidt mere interesse eller hvordan jeg skal gribe det an. Jeg kunne da sagtens ønske, at han var sådan en, der lige charmerede mine forældre og var skide social, men det er han bare ikke. Når vi er hjemme hos mine forældre, særligt hvis hele familien er tilstede (altså mine søskende, deres kærester og børn) får min kæreste nogle gange behov for at trække sig og være lidt sig selv, fordi der er så mange mennesker, og min familie er ret... ja, vi fylder meget, vi har meget temperament på godt og ondt.

Jeg er bare bange for at jeg lige pludselig skal briste fordi jeg ikke kan bære det. Jeg får en knugen om hjertet hver gang jeg tænker på det.
Jeg har ikke lyst til at dele med ham, at min familie ikke synes, at jeg skal være kærester med ham, for det tror jeg ikke, der kommer noget godt ud af. Så vil han blot føle sig endnu mere utilpas hjemme hos dem. Men kan jeg få ham til at åbne mere op for dem? Tager det bare tid eller?

Er der andre, der har prøvet det samme som mig? Hvad gjorde I i situationen? Hvordan håndterede I at jeres forældre havde det sådan? Har I nogle gode råd?

Jeg har et godt råd: Sig dog fra!
Gu' skal de da ej være sådan, når du har en kæreste du elsker og holder af.
Jeg kunne forstå, hvis han råbte og skabte sig eller på anden måde var "fyldende" uhøflig.
Nu må de altså tage at slappe af. Punktum.

Det har jeg gjort - og derfor snakker vi ikke om det længere.

Men jeg kan jo ikke tvinge dem til at kunne lide ham. Det fylder meget hos mig, at de ikke kan det.

Korrekt, det kan du ikke tvinge dem til.
Du kan i det hele taget ikke tvinge dem til noget som helst.
Men du kan godt bede dem om at gøre en indsats.
Helt ærligt, går der noget af dem ved at han ikke er højtråbende eller en selskabspapegøje?
Hvad er det de synes de kan tillade sig at kræve?

Og i øvrigt, så tror jeg måske at du skal stille dig selv spørgsmålet:
VED jeg at min mor snakker sådan om ham, når vi er gået?
VED jeg at de føler sådan stadig, når vi nu ikke snakker om det?
Kan det tænkes at de gør en indsats og accepterer det nu, men fordi du er såret, så tror du stadig situationen er den samme?

Nej, jeg synes ikke at du skal prøve at få ham til at vise mere interesse. Altså, som jeg ser det så er det dine forældre der er problemet ikke ham, jeg synes ikke det skal være hans job at leve op til dine forældres billede af en god svigersøn. Som jeg forstår det så har din kæreste ikke gjort andet end at være introvert og deprimeret, og det er vel okay, og ikke et tegn på at han er et dårligt menneske, men nærmere faktisk ret normalt. Måske dine forældre ikke synes han er åben nok, men i virkeligheden er det jo dem der ikke er særlig åbne, og rummelige, og åbenbart har svært ved at acceptere forskellighed.
Jeg ved godt du siger din kæreste ikke ved at dine forældre ikke brydersig om ham, men mon ikke at han godt kan fornemme at der er et eller andet? Det kan man jo tit og ofte godt, selvom der ikke er sat ord på det - i så fald er det jo en ond cirkel. For det er ikke nemmere at åbne op på den fede måde, hvis man kan fornemme man ikke er inde i varmen. Men som sagt synes jeg bare ikke det er ham der er problemet i den relation, og udfra hvad du selv har fortalt om din egen historie med din mor vil jeg sætte tvivl omkring at han overhovedet ville kunne gøre noget der var godt nok i dine forældres øjne, hvis han så end prøvede alt hvad han kunne. Han kan og skal jo ikke bare ændre sig i sådan en grad at han passer ind i dine forældres billed. Det er jo ikke derfor DU er sammen med ham.

Jeg tror at hvis der skal tages et initiativ til at forbedre situationen skal de kommer fra din familie - så skal det være fordi de begynder at kunne magte at rumme din kæreste som den person han er, for de kvaliteter og udfordringer han allerede har.

Jeg synes det er pissesynd at din familie ikke gør sig mere umage for at forstå og acceptere din kæreste. Både for din og for hans skyld. Når du har forklaret at han er indadvendt og har brug for at skabe et rum om sig selv han kan finde fred i under det sociale bombardement, så burde de kunne rumme det og lade være med bevidst at fortolke det modsat. Helt grundlæggende burde de overhovedet ikke være misbilligende overfor din partner, så længe han behandler dig godt. Men det tror jeg alle er enige om

På den anden side, så kan jeg også godt relatere til problemet. Jeg er selv typen som føler, at andre er ligeglade med hvem jeg er, hvis de ikke spørger direkte til mig. Hvordan jeg har det, hvad jeg laver, hvad er der sket med bla bla, som vi snakkede om sidst, etc. Jeg gør selv meget ud af at vise interesse for andre, både fordi jeg er nysgerrig af natur, fordi jeg ved at det virker stærkt og fordi jeg gerne vil have at andre ved at jeg husker dem. Det er der en stor, grundlæggende anerkendelse af et andet menneske i, synes jeg. Og så er det høfligt. Jeg minder ellers en del om ham, som du beskriver ham der. Jeg har også brug for at trække mig tilbage når jeg er sammen med min kærestes familie. Ikke fordi jeg er introvert, men fordi jeg kan være virkeligt støjfølsom og de er en stor, larmende, grinende, diskuterende, dramatisk familie - meget dejlig, og akkurat som min egen familie er det, men også virkeligt udmattende engang imellem. Jeg flygter som regel fra spisebordet når middagen er færdig, fordi jeg ikke kan holde diskussionerne og måden de udfolder sig på, ud, hvor man snakker i munden på hinanden og indover hinanden uden altid at høre hvad de andre siger. Men så forsøger jeg i stedet at udnytte de muligheder der er for at tale med dem på tomandshånd.

Min evne til at vise interesse for andre er i øvrigt tillært . jeg var meget usikker og indadvendt da jeg var yngre og havde rigtig svært ved at finde ud af, hvordan jeg gjorde mig gældende i et rum. At vise interesse for andre ved at spørge til noget der vedrører dem er en så nem og dejlig måde at komme i positiv kontakt med andre på, så jeg er glad for at jeg fandt ud af det. Det har virkelig haft en positiv virkning på at udradere min generthed og usikkerhed.

Men det er underligt, med sådan noget. Jeg ved at der er en meget forskellig kultur om præcis det med at spørge til andre. Nogen vil altid afvente at man selv fortæller og vil derfor meget sjældent selv spørge, fx fordi de finder det anmassende grænsende til snagende. På sådanne mennesker ville jeg helt sikkert virke langt mere indadvent, kedelig og wallflower-agtig end jeg er. Og i mellemtiden ville jeg sidde og føle at de ikke kunne lide mig eller syntes jeg var dybt uinteressant, fordi de ikke gad spørge mig om noget som helst. Andre har det som din familie og jeg selv, og synes, at det udtrykker interesse eller mangel på samme om man spørger eller ikke spørger. Tilhører man sidste gruppe vil man nok altid tage det ilde op når andre ikke spørger, også selvom man ved, at de fungerer anderledes end en selv. Jeg kan fx ikke forstå, at andre kan kigge på mig og ikke kunne komme i tanker om en eneste ting de har lyst til at vide.

Jeg vil foreslå at du snakker med din kæreste om, at han kan komme meget langt med at vise mere interesse end han gør. Ikke fordi han er forkert som han er, men fordi det hjælper tingene på vej. Det kræver i virkeligheden nok ikke specielt meget, især ikke hvis din familie er villige til at komme ham i møde på det - et enkelt spørgsmål eller to og så vil situationen sikkert være anderledes. Hvis han ikke ved hvad han skal spørge om, kan I planlægge noget hjemmefra. "123Million fortalte, at du oplevede X forleden - hvordan går det med det nu?" fx. Det vil hjælpe din familie og det vil måske også hjælpe din kæreste, at den sociale spilleregel, der er vigtig i din familie, bliver tydeliggjort for ham.

Jeg synes det jeg har skrevet er vildt rodet, men jeg har også en nederen hovedpine. Jeg håber det giver mening, ellers skal jeg nok prøve at uddybe. Og så synes jeg du skal vide, at jeg synes du virker rigtig sød

Det lyder sgu' ret respektløst - hvis ikke direkte barnligt - at din familie fortæller dig, hvem de synes du skal være kærester eller ikke være kærester med.

Hvis han gør dig lykkelig og behandler dig ordentligt, har de da bare at være glade på dine vegne!

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan samværet med dine forældre præcis udspiller sig, inden jeg forholder mig til problematikken.
Hvordan opfører henholdsvis din kæreste og dine forældre sig?

Grundlæggende mener jeg, at dine forældre skal respektere dit valg af kæreste og prøve at møde ham, hvor han er og ikke digte hensigter ind i hans opførsel, som de ikke har belæg for; samtidig kan jeg baseret på egne erfaringer med meget indadvendte mennesker også godt forestille mig scenarier, hvor jeg ville have forståelse for, at dine forældre i et eller andet omfang bliver utilpas i din kæreste selskab.
Derfor er jeg nødt til at vide mere om, hvad der konkret foregår.

Der er flere ting i dette.

Din familien skal behandle din kæreste ordentligt. Gør de det? Snakker de pænt til ham, inviterer ham, opfører sig anstændigt?
Det SKAL de. Og du skal sige fra, hvis de ikke gør det.

Men... Jeg kan huske engang jeg skulle starte på noget uddannelse, og min mor syntes det var hul i hovedet. Det gik mig også super meget på, og så sagde hun: Zombie, en del af at være voksen er at tage ansvar for sig selv og sit liv, og ikke hige efter forældrenes anerkendelse som man gjorde som barn.
Hun støttede mig fint og godt, og skjulte sin lettelse da jeg droppede ud.
Og jeg lærte på dén måde, at løsrive mig.

Dine forældre må føle det, de føler. De burde nok ikke have fortalt dig deres følelser, men nu ved jeg ikke hvilken kontekst det er kommet frem i. Så det kan måske være en kontekst som gør det okay, at de valgte at dele deres holdning til ham.

Som jeg vist skrev i den anden tråd, ville jeg blive vred hvis de ikke udviser passende respekt og inklusion af din kæreste - men det mener jeg sådan set også er dét, nogen af jer har krav på.

Og hvis din familie opfører sig ordentligt, og støtter dig som menneske trods deres følelser omkring whatever, så skal du som voksen og selvstændig kvinde øve dig på, at løsrive dig.
Det er ikke nemt overhovedet, men det er en vigtig del af livet. Det signalerer, at du tager det fulde ansvar for dit liv, og ikke lægger noget af det over på mor og far.

Når vi er sammen behandler de ham ordenligt. De taler pænt til ham osv.

Men fx så havde jeg en aftale med min kæreste i torsdags, som han så aflyser fordi han er træt og udmattet. I stedet ses vi fredag og har bare en fantastisk dag, hvilket jeg glad fortæller min mor. I går aftes snakker hende og jeg så sammen, hvor hun problematiserer, at han aflyste i torsdags, og at hun er bekymret over, at han ikke har energi til at være sammen med mig. Jeg derimod vil hellere bare have, at han aflyser, når han har det skidt (medmindre han har brug for at jeg er der) så jeg kan lave noget andet, som jeg synes er sjovt. Jeg endte med at have en skidehyggelig aften med en af mine venner i stedet. Men min mor synes, det er et kæmpe problem.

Da jeg så siger: "Mor, jeg ved, at du siger det, du siger, fordi du er bekymret. Men jeg elsker ham og det her er mit valg,"
og så kommer hun med kommentarer alá "Jamen så ligger du jo som du har redt," og "Jeg har vel lov til at mene, at det er mærkeligt..."

Og så begynder jeg jo at tvivle på mit forhold: jamen ér det mærkeligt, at han har brug for at være alene nogle gange? Da det skete i torsdags havde jeg det jo fint - og jeg var fuld af glæde og lykke fredag, da jeg var sammen med ham.

Jeg havde sagt til min mor, at hun da har opdraget mig til at acceptere folk ikke er som en selv, og hun selv burde følge det.

Men jeg havde også sagt det til kæresten, men også sagt han ikke skal ændre sig en my, men at dine forældre synes han er lidt stille, og hvor tossede og skøre de er. Måske vil han forsøge at gøre noget anderledes, måske ikke, men synes han bør vide det.

Jeg forsøger at dele mindre med min mor. Fx så havde jeg i denne situation bare fortalt at jeg skulle ud til kæresten, men så ringede hun om aftenen, hvor jeg så bare var hjemme hos veninden i stedet. Så vidste hun jo ligesom, at det var aflyst...

Og jeg føler umiddelbart at jeg er ok med at han aflyser - men jeg er sådan generelt et ret rummeligt menneske, og min mor bliver nervøs for, om jeg er for rummelig og lader ham slippe afsted med at aflyse. Jeg tænker jo bare, at der jo heller ikke kommer noget godt ud af at blive sur, hvis han allerede har en dårlig dag? Det er rigtig sjældent at jeg bliver vred på ham, fordi jeg tænker, at det kommer der ikke noget godt ud af at blive nogensinde.

Det virker på mig, som om du rigtig-rigtig gerne vil have andre til at betragte din kæreste med dine øjne. Det, tror jeg, kunne være en god ting for dig at arbejde med.

Jeg ville selv have meget svært ved at leve sammen med et så introvert menneske, der relativt ofte havde dårlige dage og hele tiden skulle mærke efter, om han/hun kunne rumme mit selskab. Derfor går jeg, set fra mit eget perspektiv, heller ikke med på de logiske præmisser, du opstiller for jeres samvær, uanset hvordan du formidler dem. Til gengæld stoler jeg på din dømmekraft og også på, at du rent faktisk havde det ok med, at han rykkede jeres aftale, og at I havde en dejlig dag sammen i fredags.

Kan du se forskellen på de to ting? Det er hverken mig eller din mor, der skal kunne trives med dit liv eller leve sammen med din kæreste, så du behøver ikke at arbejde på at få os til at se logikken i jeres måde at planlægge hverdagen på. Jeg kan godt forstå, at det ofte bliver dit projekt, når din mor ikke kan skille dine og hendes egne præferencer og grænser fra hinanden, men måske ville hun skrue lidt ned for sine meninger, hvis hun kunne mærke, at du ikke bruger alle de kræfter på dem.

Måske du skulle sige til din mor at hun skulle prøve at tilpasse sig efter ham, istedet for han skal tilpasse sig efter hvordan hun syntes han skal være. Det er jo ikke dig der tvivler på ham, eller har et problem med hvordan han er, det er hende, men det er ikke hende der skal leve sammen med ham.
Og med hensyn til når i er mange sammen, måske de skulle forsøge at give ham lidt plads, hvis man er lidt tilbageholden, så kan det være ekstra svært både at kunne og få lyst til at bryde ind eller bare byde ind med noget i en stor fælles samtale.

Jeg syntes det virker som om du lader din mor påvirke dig alt for meget i forhold til dit kærlighedsliv. Det er dig der skal leve med det, ikke hende i er to forskellige personer, og det lyder som om hun overfører hendes krav til en partner, til din kæreste.

Jeg er pænt rystet over, at dine forældre tillader sig at sige, hvad de synes om din kæreste. Det er dit valg, hvem du skal leve sammen med, og det skal de acceptere. Du har ikke bedt om deres mening om ham, og det er både upassende og uopdragent af dem at komme med den alligevel.

Det er ikke ham, du skal ændre på, men dem - eller rettere; du skal have ændret på dit forhold til dem.

Din mor har helt ret: du er alt, alt for rummelig - overfor hende!

For ja, det er usundt, grænsende til sygeligt, at du er så optaget af, hvad de mener, og de samtidig er så vant til det, at de ufortrødent siger deres mening uinviteret. Dét skal der laves om på, og der er kun én, der kan gøre det, nemlig dig.

Og jeg tror, du skal have professionel hjælp til det.

Indtil du får det, kan du gøre nogle ret enkle ting, der bryder din mors magt:

1) I kan mødes på neutral grund

2) I kan mødes uden din kæreste - hvad betyder det egentlig, om han bliver slæbt med hjem til dem, når de ikke gider ham alligevel?

3) Lad være med at dele noget som helst, der handler om problemer i parforholdet, bekymringer eller forskelligheder med din mor - hun kan ikke administrere det

4) Du kan sige fra, stille og roligt men tydeligt, når hun uopfordret kommer med sin mening eller bekymringer: "Ja, det er jeg klar over, at du synes mor, men jeg er ikke enig, og det gør mig træt og ked af det, at vi to skal bruge vores tid sammen på at snakke om de ting, du ikke kan lide ved min måde at leve mit liv på" - og så videre i teksten. Respekterer hun det ikke, så er det på med "Mor, jeg synes, vi skal ses en anden dag. Det lyder til, at at du ikke kan respektere, at jeg ikke vil høre på kritik af min kæreste eller unødig og overdreven bekymring for vores relation, så vi stopper bare her".

Det virker som om, du bliver ved og ved med at konstatere, at din mor overskrider dine grænser, og at du ikke selv kan mærke og markere dem - men du lader det bare ske uden at tage det nødvendige ansvar for at stoppe det.