Debatten

Hej derude

Jeg er helt ny på det her forum, så jeg ved ikke, om det er det rigtige sted at dele det her, og jeg kender intet til folk her. Men nu prøver jeg. Undskyld, at det er så langt.

Jeg er en kvinde i 20erne, der for 1,5 år siden blev udsat for en overfaldsvoldtægt. På det tidspunkt havde jeg en kæreste, som jeg stadig er sammen med og desuden bor med. Tiden efter har været hård for os begge, og vi er nu et sted, hvor vi skændes ofte, ikke har nogen intimitet/nærhed, ikke kan tale om problemer, og jeg kan ikke genkende nogen af os. Vores skænderier har medført, at vi begge er meget sårede, og jeg føler mistillid og svigt i vores forhold. Jeg er i tvivl, om det skal være os, men jeg elsker ham højt. Han vil blive sammen, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han elsker mig.

Siden overfaldet har jeg modtaget meget støtte fra pårørende og gået til psykolog, så jeg er omstændighederne taget i betragtning ved at komme oven på langsomt. Han har ingen hjælp fået eller snakket med mig om det. Han har nu fortalt mig, at han tænker på voldtægten hver eneste dag, er meget vred på gerningsmanden, og at voldtægten er en stor årsag til, at han har trukket sig fra mig. Han er bange for at overskride mine grænser fysisk og psykisk, hvilket er ærgerligt, da jeg virkelig har brug for at have ham tæt på og føler stor tryghed med ham - eller det gjorde jeg. Men det er så stort, at han endelig har sagt, hvor meget det påvirker ham hver dag.

Han er begyndt at drikke for meget (ikke i hjemmet, men i byen), hvad han kalder "eskapisme". Han har humørsvingninger og kan ikke håndtere, når jeg er ked af det eller stiller krav i vores forhold. Når han ikke arbejder, foretrækker han at ligge i sengen med sin computer og være alene. Han er dybest set ikke glad, siger han, og han har lavt selvværd og tro på sig selv. Han kan simpelthen ikke se, hvor dejlig han er.

Uanset om det skal være mig og ham eller ej, ønsker jeg virkelig, at han får den rette hjælp. Han er sårbar, har en vis form for ocd/depression pga. en opvækst med psykisk syge forældre, og derudover lukker han sine følelser inde, så jeg tror simpelthen ikke, at jeg kan hjælpe ham alene.
Jeg ved, at det bedste er, at han finder en psykolog eller en anden at snakke de her ting om. Han har altid nægtet at gøre det, men måske er der en åbning, da han siger, han vil gøre alt for, at jeg bliver med ham. Men et psykologforløb kræver jo, at man selv er åben for at modtage hjælp - det kan jeg selv skrive under på - og jeg er bange for, at han ikke kan det, hvis han bare gør det, for at jeg skal blive tilfreds.

Jeg har længe været ulykkelig i det her parforhold, følt mig overset og ikke ordentligt respekteret og elsket, og det ved/anderkender min kæreste. Jeg savner ham, også når vi er sammen. Ved vores sidste skænderi sagde han nogle meget grimme ting, bl.a. om min vægt og udseendet af min mave, for at "pisse" mig af. Det sårede mig så dybt, da jeg er ved at komme i form, men ellers er en normalvægtig pige. Han kaldte mig ting som kælling og lign., og det er jeg stadig såret over, og jeg er bange for, at jeg finder mig i for meget. Guderne skal vide, at jeg heller ikke har været eller er nem at være sammen med, har haft en depression, og jeg er arbejdsløs og er droppet ud af mit studie og kan ikke rigtig komme videre, selvom jeg prøver hver dag.

Jeg har delt mine bekymringer om mit parforhold med familie og tætte venner, og (næsten) alle mener, at jeg bør forlade ham og afskære al kontakt, især efter de grimme ting han sagde sidst. Det er et svært pres at håndtere. Jeg vil ikke stå alene med det, men resultatet af at være ærlig er, at nu hader alle min kæreste. Det er rædselsfuldt.

Faktum er bare, at jeg virkelig er bekymret for ham. Og jeg føler ikke, at det er min skyld, at han har det skidt med voldtægten, men på en eller anden måde føler jeg et ansvar. Eller, ansvar er ikke det rigtige ord, men det er som om, at det sår på sjælen, han bærer rundt på, også er mit sår. Det er svært at forklare.

Jeg er dybest set grædefærdig over det her. Jeg ved ikke, om vores problemer kun skyldes voldtægten, men jeg er så vred over, at en aften kan smadre så meget. Jeg føler mig magtesløs, og jeg vil ønske, at jeg kunne tage min kærestes hånd,og vi kunne flygte til en ny verden, hvor det her ikke eksisterer, og vi bare kunne være os.

Måske jeg bare burde droppe ham, komme videre og starte på ny. Arbejde på at blive glad igen alene. Men jeg hader tanken om at give op, jeg savner ham konstant, og jeg er bange for, at han ikke kan klare det hele uden mig. At han går ned. Jeg kan ikke være i status quo, så enten må jeg blive og bruge alle min kræfter på at redde det her forhold eller skride. Det føles som en kæmpe, afgørende beslutning, jeg slet ikke kan rumme.

Jeg har prøvet at finde information om, hvordan voldtægt påvirker parforhold, men det er svært at finde noget. Mit tilfælde handler jo ikke om, at jeg afskyr fysisk kontakt el. lign., som skulle være typisk voldtægtsofre, men at min kæreste sidder med et uforløst traume.

Ingen snakker om, hvordan man som par kommer videre. Men hey, generelt er det meget få, som taler om voldtægt. Mit spinkle håb er, at der er nogen her, der har erfaring inden for eller tanker om det her emne?

Det undrer mig ikke over at man som mand også bliver påvirker en hel masse af det, tænker det må give en masse med uselvstrækkelighed og selvbebrejdelser over at man ikke havde gjort et eller andet for at stoppe dem. Gætter på man får den slags tanker, selv om man slet ikke giver logisk mening at man havde gjort noget.

Samtidigt bliver det vel kun værre hvis han lukker i.

Og Dikus har nok ret i at der skal prof hjælp til. Og ja hvis han ikke vil det, så vil han nok være sådan som han er nu i rigtigt lang tid, og så må du jo vurdere om du vil det. Måske kan du give et ultimatum, gå til psykolog eller vi må slå op? Sådan sagt på en diplomatisk måde

Og ja, jeg vil tro alle jeres problemer skyldes voldtægten. Jeg kan sagtens sætte mig ind i at man kan have et fælles psykisk sår eller hvad man skal kalde det.

Det, jeg ved om emnet, er at udsættes den ene part for voldtægt, er det mere sandsynligt at forholdet går i stykker end at parret bliver sammen...

Det er for vildt, at din kæreste ikke har fået professionel hjælp.
Ift. om hans opførsel kun handler om dette, må du tænke over hvordan han var inden voldtægten. Forholdet har jo ikke flere år bag sig, så der er risiko for at han hele tiden har haft disse karaktertræk, men formåede at skjule eller nedtone dem.

En anden ting du bør overveje, er hardcore damage control. At uanset hvad hans opførsel skyldes og uanset om han indvilliger i professionel hjælp, så må du "cut your losses" fordi hans reaktion er så psykisk voldsom, så ubehagelig, og ting tager tid når man arbejder med ubehandlede traumer. Det er altså ikke fordi han efter første møde med en psykolog, stopper med denne opførsel og bliver mere konstruktiv omkring det hele.

Jeg synes, at man i et forhold skal støtte hinanden, men ikke for enhver pris. Din kærestes beskrivelse viser mig, at hans problemer er så omfattende, at det kan tage meget lang tid før så meget er gennemarbejdet, at man begynder at mærke forskel. Og at du skal lægge øre og hjerte til den psykisk voldsomme behandling af dig i f.eks. halve og hele år fra nu, dét er simpelthen for meget at forlange og kan (/vil, med overvejende sandsynlighed) tilføje dig endnu flere, rigtig dybe ar på sjælen. Det synes jeg hverken at du kan byde dig selv, eller menneskene som elsker dig.

Så for at opsummere: Din kæreste har brug for hjælp. Det kan tage meget lang tid, før han heler så meget, at det afspejles i hans opførsel. Jeg synes, at du dels skal kræve at han modtager professionel, specialiseret hjælp, dels sætter du en over for kæresten ikke-udtalt deadline. Om to måneder skal den værste af hans opførsel være forsvundet - uanset hvad. Ingen undtagelser eller undskyldninger eller bortforklaringer. Og selvom det er en høj og næsten umulig barre at sætte, så SKAL du gå, hvis den ikke nås inden for deadline, for ellers tilføjer du alt for mange ar til dem, du allerede har. Ar, du skal leve med og påvirkes mere eller mindre af, resten af livet.

Cut your losses. Ingen er mere vigtig i dit liv end dig selv.

Jeg synes kærestens argumenter holder. Jeg tror på han er bange for at overskride grænser. At så han kommer til at sætte endnu mere fokus er ikke tilsigtet. Han tænker på det skete hver dag. Det er ofte set at partnere og pårørende kan føle skyld. Han kunne ikke beskytte dig. Det gør ondt.
Du var offeret. Det kan alle se. Alle støtter dig og bakker dig op.
Det kan være svært at han skal indrømme han også har det svært. Han ved jo godt han ikke er det "rigtige" offer.

Den man elsker tugter man? Jeg har svært ved at acceptere at han behandler dig dårligt. Måske et forsøg på at se hvor langt han kan presse dig uden du går fra ham? Det må han simpelthen stoppe med. Når det bliver svært må I holde sammen, ikke skubbe hinanden væk.

Find tryghed og kærlighed ved hinanden. Start forfra. Evt lav små aftaler om hvad der skal ske. På din aften har du feks tre små intime ønsker han skal gøre. Jeg tror lidt planlægning kan hjælpe. Så skal ingen tage første skridt hvis det er svært.

Det kræver selvfølgelig at I begge vil det. Men det lyder sådan? Så kig hinanden i øjnene og aftal hvad der er ok og hvad der IKKE er ok. Hvad gør man også hvis det bliver svært?

Jeg ved ikke om I kan tale om så meget når nu det allerede er svært. Men det lyder til I har fået åbnet lidt op. Så hold fast. Åbn op for hinanden. Brug hinanden.

Alt ovenstående selvfølgelig kun hvis du vil ham. Og han vil dig. Ellers så er det ligemeget.

Jeg har en veninde der også havde noget at arbejde med. Hun fik en diagnose. Kæresten kunne ikke erkende hendes proces. Han ville hele tiden være centrum. Jeg håbede sådan hun ville gå fra ham. Nu er hun gået. Det er godt. Det jeg vil sige er, hvis han er så forandret at han ikke er den du elskede så erkend det og tag skridtet videre. Det kan du lige så godt gøre først som sidst, for ligegyldigt hvornår bliver det hårdt.

Jeg synes dog det er meget positivt han er åbnet op. Og jeg set hand reaktion som en slags beskyttelse. Misforstået ja, men ikke fordi han vil dig skidt.

Wow… Jeg er helt forbavset og overrasket over, at jeg har fået fem så seriøse, modne, forstående og velformulerede svar. Mange tak til jer alle sammen. I har alle rigtig gode pointer og forslag, som jeg har taget til overvejelse og stadig reflekterer over endnu. Min tro på hvad det der internet er godt for, skal jeg da lige tage op til revurdering.

Dikus, ja, den der følelse af, at det her ikke skal ødelægge/fratage alt i ens liv er spot on. Vælger jeg at give slip, skal jeg se det som mit eget valg og ikke et direkte resultat af voldtægten. I fht. venner/familie står det klart for mig nu, at hvis jeg tager ansvar for mig selv og holder ryggen ret, så er der ingen grund til, at de er bekymrede. Jeg tror virkelig på, at jeg ville have det på samme måde som dem – jeg har selv været veninde i en lignende situation engang – så uanset hvad skal jeg stå ved min beslutning og vise tålmodighed over for dem, hvis de føler ubehag ved mit valg.

Hvad jeg ikke beskriver i mit indlæg er, at jeg allerede har stillet et ultimatum a la ”psykolog eller jeg må gå”. Jeg er nu flyttet midlertidigt ud af vores lejlighed for at få luft og rum til at tænke, hvilket han selvfølgelig ikke synes er fedt, men fuldt ud respekterer. Så må han gribe eller tabe bolden.

Zombie, jeg kan godt lide dit forslag om en ikke-udtalt deadline. Ting er selvfølgelig ikke så firkantede med os mennesker, at alt kan sættes op i en kronologisk rækkefølge, men det er fornuftigt ikke at blive for længe, hvilket er så pokkers nemt, og lade flere destruktive oplevelser komme min vej. Det er svært at skilles, uanset om det bliver nu eller senere.

BlueBunny, rigtig smart idé med at lave små aftaler, som f.eks. små intime ønsker. Jeg har tænkt over noget lignende og har nu præsenteret idéen over for ham. Det gør han gerne.

Jeg har svært ved at vurdere, hvor meget af opførslen er med voldtægt at gøre eller noget helt andet, da ja, jeg havde kendt manden i relativ kort tid før voldtægten. Det gør mig selvfølgelig nervøs. Men jeg har siden mit indlæg gået og summet mere over den samtale, jeg havde med ham. Han åbnede faktisk meget op, kunne ikke holde fingrene væk fra mig (på den gode måde), fortalte mig præcis hvad han ser af fantastiske ting i mig, og han reagerede lyttende og åbent, hvilket jeg har savnet, når jeg har prøvet at tale seriøst med ham. Jeg følte, jeg kunne genkende den mand, jeg faldt for. Om det var en engangsoplevelse, som kun kommer, når lortet brænder, kan jeg desværre ikke helt forudse…

Jeg vil som sagt tænke videre, men uanset hvad vil jeg ikke finde mig i et grimt ord mere, så megen fysisk afvisning og flere uforløste, ødelæggende skænderier. Det er livet for kort til. Så længe dialogen er konstruktiv, er der lys, men ellers må jeg smide dødvægten. Ingen undskyldninger. Det er jeg nu endnu mere indstillet på end før.

Puha, det blev en ordentlig smøre. Endnu engang af hjertet tak for at I tog jer tid til at give svar på en så fantastisk måde. Det har gjort en stor forskel.

En strøtanke - en grund der taler for at blive med din fyr - og her tænker jeg rent koldt og logisk - det er, at han kender til voldtægtshistorien og har levet gennem dem med dig.

Mens en ny fyr vil have meget svært ved at sætte sig ind i problemstillingen, hvis han er som folk her i landet som oftest er.

De fleste danskere har så nemt at liv, at det er mange der bliver helt perplekse når de støder ind i mennesker der har oplevet rigtigt grimme ting. En del reagerer helt mærkeligt og uhensigtsmæssigt, fordi de slet ikke ved hvordan man håndterer det, f.eks. omkring en der er blevet voldtaget.

F.eks. vil jeg tro du reagerer en del anderledes end et gennemsnitsmenneske på nogen ting, hvis du f.eks. ser en film hvor der så pludseligt er en voldtægt i, og der er det rart, at man har nogen omkring en der forstår ens reaktion, og måske også kan se den komme, frem for at man har folk der f.eks. bare siger "det er jo bare film" eller måske bliver overdrevet pylrede og oversnakker det osv.

Du kan godt finde en anden fyr der ikke er deprimeret osv. men det kan godt gå hen og blive særdeles vanskeligt at finde en fyr, som du føler har en god forståelse af hvad den voldtægt betyder for dig.

Du ved sikkert allerede hvad jeg snakker om - jeg synes er en slags kløft mellem folk der har været igennem hardcore ting, og folk der ikke har, og at det kan være svært at række over den.