Ata skrev:Er din mand på antidepressiv medicin eller har han været det? Det kan nemlig godt påvirke sexlysten. Og det kan depression også i sig selv, men der vil det normale nok være, at lysten kommer tilbage igen. Men det normale er jo altid et gennemsnit og der findes altid nogen, som reagerer anderledes.
Derudover kan jeg ikke lade være med at tænke, at du har valgt at leve sammen med en mand, der er 15 år ældre end dig. Så chancen for, at sexlivet blomstrer fra nu af er måske ikke tårnhøj. Det tænker jeg, at du også er nødt til at forholde dig realistisk til. Jeg har en mand, som nærmer sig 50 og hans potens og lyst fejler intet. Men så har han ondt i hofterne og så er han træt, fordi han sover dårligt, så er han stresset over arbejdet osv. Med mig er det okay, for jeg er også tit for træt. Jeg ville nok synes, det var svært, hvis jeg havde en 10 år yngre mand, som ville have sex tre gange om ugen. Pointen er, at man jo også skal matche på det punkt, og hvis et aktivt sexliv er vigtigt for dig, er risikoen for at der kommer problemer nok større, når du er sammen med en mand, som er så meget ældre.
Jeg tror i øvrigt ikke på, at din mand ikke synes, der er et problem. Men han synes sandsynligvis, at det er ubehageligt og pinefuldt at forholde sig til det, og derfor er det nemmere at lade være med at snakke om det eller beskæftige sig med det. Især da når han har fået den melding fra lægen, som han har.
Han er ikke længere på antidepressiv. Det stoppede for 8-9 år siden. Derimod er han tørlagt alkoholiker. Hans lyst dalede, da han stoppede med at drikke.
Jeg er ganske klar over konsekvensen af aldersforskellen. Men i min optik bør det jo gå begge veje. Han har valgt en yngre kæreste.
I starten matchede vi 100% på sexlivet.
Jeg forventer ikke sex hver dag, uge eller måned. Men vi er derude nu, hvor jeg ikke længere tør tage initiativ til intimitet da jeg ikke tror jeg holder til flere afvisninger..,
paint skrev:Hvis man nu ser bort fra direkte sygdom, som årsag, så kan dén slags problemer være uhyre komplekse
. Ofte er det ikke én ting, der er galt, men en samvirken af ting, der påvirker hinanden – lidt som når man skubber til første dominobrik, i en række – det udløser en kædereaktion. Manglende lyst til sex, kan så være én af dem.
Vi kender alle Maslows pyramide, hvor det éne lag opad skaber det næste. Sætter man sex, som det øverste trin, så er forudsætningen for at kunne komme dertil, at de andre trin skal være tilfredsstillende eller opfyldt. Er de ikke det hænger man fast længere nede i hierarkiet – hækkeklipning, slåning af græsplæne, og andre huslige ting.
Skal jeg nævne ting, som jeg selv er stødt på i mit fag:
Manden har været syg – f.eks en depression – han kommer sig, men hans kone/hustru tager for meget hensyn til ham, så det ikke sker igen. I dét tilfælde, vil hun hænge fast i en rolle med hende som sygeplejerske, og manden er underbevidst 'patienten'. I dén situation ryger 'mandigheden' for manden (han føler mindreværd) → kvinden opfattes (af ham) ikke længere som en sexpartner, men som noget 'mor-agtigt'. Og så er begæret væk.
Er kvinden meget kontrollerende, og vil styre det meste i hjemmet (laver lange to-do-lister' til ham etc., reduceres manden til en rolle som en slags barn → kvinden bliver en slags 'mor' → no sex
Kort sagt, så er dynamikken i parforholdet ændret fra 'mand <–> kvinde' til noget andet, og det erotiske 'spændingsfelt' mellem dem, er væk
Alt dette skal klarlægges og hives frem i dagens lys. Dette tager tid, og koster blod, sved og tårer.
Det store spørgsmål til sidst er så om forholdet, for bestandigt har ændret karakter, i en grad så det ikke kan genetableres.
I dét tilfælde, vil en psykolog eller parterapeut nok konkludere til sidst, at det nok er bedst, at I går derfra – hver for sig (desværre)
Sidstnævnte kan nogle gange være 'sidste skud i bøssen', i det erkendelsen af, at det er slut, kan få det forholdet til at 'blusse' op igen. Desværre viser det sig ofte, at være en såkaldt 'Super nova'-effekt = mægtig opblussen, for så endegyldigt at slukkes.
Vi har snakket om en parterapeut eller sexolog. Men vi snakker om tingene og så går der lige nogle dage og så er vi tilbage i hverdagen igen.
For 1 års tid siden, var vi på forlænget weekend (en valentinsgave fra mig) og det gav lidt ekstra kys og kram og jeg nød det i fulde drag. Da vi kom hjem igen, var alt ved det gamle og tante-trutterne var tilbage.
Ata skrev:paint skrev:Hvis man nu ser bort fra direkte sygdom, som årsag, så kan dén slags problemer være uhyre komplekse
. Ofte er det ikke én ting, der er galt, men en samvirken af ting, der påvirker hinanden – lidt som når man skubber til første dominobrik, i en række – det udløser en kædereaktion. Manglende lyst til sex, kan så være én af dem.
Vi kender alle Maslows pyramide, hvor det éne lag opad skaber det næste. Sætter man sex, som det øverste trin, så er forudsætningen for at kunne komme dertil, at de andre trin skal være tilfredsstillende eller opfyldt. Er de ikke det hænger man fast længere nede i hierarkiet – hækkeklipning, slåning af græsplæne, og andre huslige ting.
Skal jeg nævne ting, som jeg selv er stødt på i mit fag:
Manden har været syg – f.eks en depression – han kommer sig, men hans kone/hustru tager for meget hensyn til ham, så det ikke sker igen. I dét tilfælde, vil hun hænge fast i en rolle med hende som sygeplejerske, og manden er underbevidst 'patienten'. I dén situation ryger 'mandigheden' for manden (han føler mindreværd) → kvinden opfattes (af ham) ikke længere som en sexpartner, men som noget 'mor-agtigt'. Og så er begæret væk.
Er kvinden meget kontrollerende, og vil styre det meste i hjemmet (laver lange to-do-lister' til ham etc., reduceres manden til en rolle som en slags barn → kvinden bliver en slags 'mor' → no sex
Kort sagt, så er dynamikken i parforholdet ændret fra 'mand <–> kvinde' til noget andet, og det erotiske 'spændingsfelt' mellem dem, er væk
Alt dette skal klarlægges og hives frem i dagens lys. Dette tager tid, og koster blod, sved og tårer.
Det store spørgsmål til sidst er så om forholdet, for bestandigt har ændret karakter, i en grad så det ikke kan genetableres.
I dét tilfælde, vil en psykolog eller parterapeut nok konkludere til sidst, at det nok er bedst, at I går derfra – hver for sig (desværre)
Sidstnævnte kan nogle gange være 'sidste skud i bøssen', i det erkendelsen af, at det er slut, kan få det forholdet til at 'blusse' op igen. Desværre viser det sig ofte, at være en såkaldt 'Super nova'-effekt = mægtig opblussen, for så endegyldigt at slukkes.
Ja, plus at selve det mønster, hvor den ene har mere lyst og derfor presser den anden, kan bidrage til, at den anden slet ikke har lyst eller ikke kan mærke, om han/hun har lyst. Jeg ved da, at det der virker bedst, hvis min lyst er lav, det er at manden lader mig være. Hvis han begynder at tale om det, pushe, gøre det til et problem, så får jeg klart mindre lyst. Selvom jeg udmærket kan forstå, hvorfor han agerer sådan...
Så selvom vi snart runder 2 år uden sex, så mener du det bedste jeg kan gøre er at lade ham være?
catnip skrev:For mig, er det egentlig ret simpelt. Uanset hvad problemet er, og hvad de underlægger årsager til det er, så går forhold som oftest i stykker fordi en eller begge parter ikke tager deres del af ansvaret for problemet. Enten fordi de ikke kan eller ikke vil.
Så jeg tænker at du er nødt til at gøre op med dig selv om du elsker din mand højt nok til at du vil kæmpe forholdet. Hvis svaret er ja, så er du også nødt til at tage konskevensen, sætte ham stolen for døren, og sige at du elsker ham, men at du ikke kan eller vil leve sådan her længere. Kræve at han aktivt, sammen med dig, tager ansvar for situationen, fordi at du gerne vil fortsætte livet sammen med ham. Gøre det klart for ham at det skal ændringer til, at han skal handle. Det kan være at han har brug for at tale med professionelle og det er naturligvis fint hvis du hjælper med at facilitere dette, men han skal selv, før eller siden, vise initiativ.
Jeg har meget svært ved at give slip/give op. Jeg har den underligste tanke om, at der er en løsning på alt; det er bare et spørgsmål om tid. Derfor har jeg svært ved at acceptere at vores fremtid ikke længere skal være fælles, selvom det nok er det bedste.
