Æble skrev:Hvordan gik snakken?
Jeg fortalte, at jeg anerkendte at han spørg til min dag og daglige gøremål, han gør et forsøg, at det gør mig glad, men at jeg mangler han tager initiativ til at mødes. At jeg gentagende gange har skullet gøre dette, men at jeg også har brug for at føle begær og en indsats hos ham. Dette forstod han, han var godt klar over, at han har været for dårlig, men at han samtidig har været rigtig glad over at jeg har været så meget på banen. Hans forklaring var, at han havde tænkt mit arbejde krævede mere planlægning end hans, derfor ville han lade det være op til mig at styre vores møder. Til dét svarede jeg, at selvom jeg har en anden arbejdskalender, så skader det uanset ikke at den anden inviterer til et møde og man så tager den derfra. Han forstod ikke, at jeg manglede at føle mig speciel og begær, da han selvfølgelig ikke ville mødes og have så megen kontakt hvis ikke han fandt mig interessant. Jeg prøvede at uddybe, at selvom det kan virke indlysende, så er det altid rart at få at vide eller mærke, enten ved ord eller initiativ til at ville mødes. Jeg savnede også, at han ville spørge mere ind til mig, på et dybere plan og ikke bare til hvad jeg har lavet i løbet af dagen. Dette virkede han også meget uforstående over. Jeg tror ikke han tænker over det, og han mener selv, at han kender mig godt siger han. Jeg italesatte, at jeg ikke synes vi har meget intimitet, og at jeg ikke selv har inviteret til det, men dette har skyldtes at jeg jo har følt mig usikker på ham. Han lovede mig, at han ville spørge mig ud næste gang. Der er gået 1 uge siden vi sås sidst, men han har ikke lagt op til et nyt møde...
