Sådan ser kvinder mænd - enig?

[klumphen]

Den er jeg helt med på. Min kæreste er helt enormt genert og nørdet og vi ejer begge et par gamle spilkonsoller, inklusiv en AMIGA 500 der virker.

Årh!

[Thomas31]

Nej, jeg tror faktisk ikke kvinder lyver. De fatter det bare ikke. Følelser tager over, logikken går ud... De påstår - og tror vel selv - at de ønsker fine glansbilledeforhold med tilsvarende mand og hus og have, men i virkeligheden vil det kede dem ihjel. De gider ikke monogami, de vil have farlig sex med besværlige mænd og en hel masse drama. Mange kvinder er nogle virkelige tøjter. Og det er en stor ros.

Som ganske ung led jeg lidt af samme opfattelse. At kvinder kun ville have sådan nogen Mickey Rourke, fra 9½ Uge og slet ikke sådan nogen søde nogen som mig, der altid var der for dem. Men efterhånden gik det op for mig at når jeg gik fra fiasko til fiasko, så var det jo nok ikke fordi hele verdens befolkning af kvinder var idiotiske, men muligvis fordi idioten var mig selv.

For så langt som jeg nu kan udtale mig på kvinders vegne, så vil de fleste kvinder faktisk rigtig gerne have gode, flinke og rare mænd. Men god, flink og rar er bare ikke nok. Det er mindstekravet. Det er nødvendigt, for overhovedet at blive betragtet. Men for at blive valgt, skal der mere til. Og der kan nogle af de ting handlekraftige og risikovillige mænd gør, godt opfattes brovtende og selvhævdende, på de spagfærdige mænd, der mener at når de nu er søde og gode, så bør kvinderne da vælge dem. Men det gør ret få kvinder. Ikke på det grundlag alene. Der skal som regel lidt mod til. Villighed til at tage initiativ, til at turde blive afvist, til at vise kvinden at man VIL hende og vil sætte noget - sætte sig selv - ind på det. Men jeg fattede det ikke som ung og syntes de der kvinder var latterlige, fordi jeg jo var så rar og alligevel smed de trusserne for ham bøflen, der bare mosede på, men ikke for søde mig.

Men sandheden var, at jeg var pisse uærlig over for dem. Og de kvinder jeg kendte, var ikke dumme. De var ikke forkerte. JEG var forkert. Jeg lod som om jeg var deres loyale ven, mens jeg bare ventede på at de skulle indse HVOR god jeg var, men jeg var ikke en skid god. Jeg spillede rollen som ven og drømte drømmen som elsker og de gennemskuede mig uden undtagelse, fordi det er verdens ældste og ringeste scoretrick. Man når længere med "gode patter - skal vi kneppe?", fordi der da i det mindste findes kvinder, der påskønner grovkornet ligefremhed, mens INGEN påskønner falskhed og slesk opførsel.

Og jo mere jeg læser af dig, desto mere genkender jeg de tankemønstre jeg havde, da jeg var ung og frustreret over de kællinger, der ikke valgte mig. Men selvfølgelig gjorde de ikke det. Det begyndte først, da jeg begyndte at behandle dem med respekt og holdt op med at lade som om jeg kun ville være deres ven og fik rygrad nok til at stå ved at mine intentioner var ganske rededligt at knalde dem.

Ok, lad os lege med tanken, at jeg intet fatter, og at du med stort klarsyn kan give et mere retvisende billede. I så fald burde du kunne rapportere om massevis af langvarige harmoniske tilfredstillende monogame forhold. Kan du det? Jeg tvivler. De fleste forhold holder ikke. Selv de der bliver gift ender med skilsmisse. Og blandt de få, der både bliver gift og ikke skilt er der utvivlsomt en del utroskab eller lignende, eller man nøjes og indretter sig.

Jeg ser en stor konflikt mellem succesraten for denne type forhold, og den iver, hvormed de idealiseres. Især for kvinder, der både virker til at dyrke idealet mest ihærdigt, men samtidig også er først til at droppe forhold igen. Fordi, tror jeg, at de keder sig grusomt, omend de finder andre forklaringer for at holde idealet i live.

Men jeg forstår ikke rigtig pointen med dit indlæg. Jeg er fuldstændig enig i det meste men relevansen her? Det virker mest motiveret af at skrive noget populært. Min påstand var, at kvinder ønsker monogami men ikke kan leve med det.

[Thomas31]

Nu er man vel som kvinde (og mand) selv ansvarlig for, hvorvidt man gider sidde i et forhold med et menneske man keder sig sammen med.
Gider man ikke, så smut og find noget andet og bedre. Føler man trang til, at rette op på forholdet fordi man kan se, at der er et potentiale i forholdet, ja så kæmp for det.
Er græsset grønnere på den anden side, kunne det skyldes, at det blev vandet, passet og plejet og det mener jeg helt klart, at man skal være to om.

Selvfølgelig er man selv ansvarlig. Hvem skulle ellers være det? Det kan næppe nogen være uenig i. Men det står da ikke i modsætning til at diskutere kulturelle normer og værdier. Tværtimod. Det er kun pga en ændret virkelighed ift skilsmisser, at det overhovedet er muligt at træffe det valg.

[Thomas31]

Ok, lad os lege med tanken, at jeg intet fatter, og at du med stort klarsyn kan give et mere retvisende billede. I så fald burde du kunne rapportere om massevis af langvarige harmoniske tilfredstillende monogame forhold. Kan du det? Jeg tvivler. De fleste forhold holder ikke. Selv de der bliver gift ender med skilsmisse. Og blandt de få, der både bliver gift og ikke skilt er der utvivlsomt en del utroskab eller lignende, eller man nøjes og indretter sig.

Jeg ser en stor konflikt mellem succesraten for denne type forhold, og den iver, hvormed de idealiseres. Især for kvinder, der både virker til at dyrke idealet mest ihærdigt, men samtidig også er først til at droppe forhold igen. Fordi, tror jeg, at de keder sig grusomt, omend de finder andre forklaringer for at holde idealet i live.

Men jeg forstår ikke rigtig pointen med dit indlæg. Jeg er fuldstændig enig i det meste men relevansen her? Det virker mest motiveret af at skrive noget populært. Min påstand var, at kvinder ønsker monogami men ikke kan leve med det.

Det er jo ikke noget nyt, at de færreste mennesker kan leve op til de idealer de sætter op for sig selv. Jeg ønsker også at være en evigt afbalanceret og velovervejet og uangribelig fornuftig far til mine børn, men jeg kan ikke leve op til det. Det er et menneskeligt, ikke feminint vilkår.

Men ja, en del kvinder keder sig sikkert usigeligt i deres forhold. Fordi en del mænd er pænt kedelige. Det er en del kvinder også.

Jeg er ikke gammel nok til at have massevis af langvarige forhold, men jeg har da adskillige og er også i et nu. Ikke at det beviser noget - jeg klager nemlig ikke over mit liv i almindelighed eller kvinders modvilje mod at involvere sig i det i særdeleshed. Jeg har bare læst en del af hvad du skriver og finder det mærkværdigt indebrændt. Så måske tager jeg fejl; måske fortolker jeg på for tyndt et grundlag, men det virker stadig på mig som om du så frygtelig gerne vil have kvinders beundrende blikke og inciterende invitationer til utugt, men ikke får det i den grad du ønsker dig og du derfor har set dig bittert, hvæsende, opgivende fortørnet på kvinder generelt, med meget begrænset reflektion over hvorvidt du måske selv bærer en betragtelig del af skylden for at de vender røven til på en helt anden måde end bukket forover og kurrende "make me!"

Ja det er nok det

[icelady]

Gad vide, om denne tråd vil give mening i en ordentligt brandert?

[Purple Haze]

Gad vide, om denne tråd vil give mening i en ordentligt brandert?

Det tror jeg helt sikkert

[Fru Sunshine]

Frem med vodkaen.

[Slettet bruger]

TEÅDSTARTER må for pokker da kunne forklare det billede snart.. argh!

Jeg er lige i gang med at fråde i en dåse Lipton Strawberry, men jeg vender tilbage ASAP!