Parforhold og skizofreni

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
PinkLady
Indlæg: 10
Tilmeldt: 15. feb 2016, 09:01
Kort karma: 3
Geografisk sted: Skanderborg
Likede indlæg: 11

Re: Parforhold og skizofreni

Indlægaf PinkLady » 26. apr 2016, 14:03

Rigtig godt emne at tage op, generelt går jeg ind for åben snak omkring alle former for psykisk sygdom og det det medfører, og få brudt tabu og fordomme.

Jeg kæmper selv med en depression og angst (føler dog ikke angsten påvirker min hverdag som sådan). Er næsten lige blevet single, og må indrømme at for mig har det været en lettelse bare at kunne få lov til at være mig selv. Synes det er sindssygt svært at være i et forhold, at skulle være noget for et andet menneske, når jeg knap nok kan være noget for mig selv. Og går ofte med tankerne om, om jeg overhovedet egner mig til at skulle være i et forhold. For hvis jeg skal være helt ærlig, så dræner det mig fuldstændig... Eller også har jeg bar mødt de forkerte fyre.

Men det giver mange tanker, om hvilket liv jeg skal leve og hvad jeg har at tilbyde andre. Jeg er ret ærlig omkring det, og dem jeg har kontakt med er som regel forstående når de hører om det... Sagen er bare, at oftest forstår de det så ikke når man er i et forhold og de også ser de dårlige dage.

Personligt tror jeg selv at jeg ikke kunne være sammen med en med psykisk sygdom (ved godt jeg nok er dobbeltmoralsk), men som jeg selv har det ville jeg simpelthen ikke kunne rumme det og være bange for at drukne i sådan et forhold. Men det er jo også meget forskelligt hvor man er i sin sygdom, og hvordan man håndterer det.
0
I'd rather be a freak than a fake...
Brugeravatar
Tanten
Indlæg: 1922
Tilmeldt: 14. aug 2015, 12:03
Kort karma: 457
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 9621

Re: Parforhold og skizofreni

Indlægaf Tanten » 26. apr 2016, 14:06

LadyFox skrev:
Smiling_Goat skrev:Jeg har også teknisk set skizofreni. Jeg er ikke på nogen form for medicin og er slet ikke i kontakt med behandlingssystemet, men det gjorde stadig dating svært i begyndelsen. Jeg var nødt til at tage "snakken" et sted imellem "komplet fremmed" og "næsten kæreste," for nævnte jeg det for tidligt, ville de måske ikke tro på, hvor symptomfri jeg var, da de ikke kendte mig nok, og nævnte jeg det for sent, ville de måske føle sig ført bag lyset.

Jeg har skulle tage "snakken" med tre forskellige, og de har alle taget det helt cool. Så i virkeligheden er problemet måske slet ikke så stort, men det føles virkelig ubehageligt at skulle lægge kortene på bordet på den måde. Skizofreni er en utroligt stigmatiseret sygdom, så jeg har følt, at jeg har skulle kæmpe imod Hollywood hver gang. Og jeg har da også skulle banke det ind i hovedet på et par stykker, at skizofreni intet har at gøre med personlighedsspaltninger.

Mit forhold til min kæreste bærer heller ikke præg af psykisk sygdom. Jeg har brug for at trække mig tilbage nogle gange, jovist, men det behøver man ikke være syg for at have brug for. Jeg ved dog, at han fint vil kunne håndtere det, hvis jeg af en eller anden grund fik symptomer igen. Han er meget opmærksom på mit stressniveau osv. og vil meget gerne lære om min sygdom, og det er nok egentligt dét, der er nødvendigt for at kunne være sammen med én med psykisk sygdom. En oprigtig interesse i, ikke bare den man dater, men også deres bagage (inkl. sygdom.) Sygdommen må aldrig blive tabu, tror jeg.


Jeg oplever også at det kan være svært at snakke med potentielle kærester om, både pga. de ting du nævner, men også fordi jeg har oplevet
en del gange at folk simpelthen ikke tror på mig når jeg fortæller jeg er syg, fordi jeg jo virker helt normal. Og det synes jeg faktisk er rigtig ubehageligt.


Ja, for man bliver jo sådan set underkendt på sit kendskab til sig selv. Jeg kender godt den der med, at de først benægter, der skulle være noget galt, dernæst siger de godt kan håndtere det og så til sidst ikke kan - hvorfor ikke lytte og lære fra starten?
0
Brugeravatar
Tanten
Indlæg: 1922
Tilmeldt: 14. aug 2015, 12:03
Kort karma: 457
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 9621

Re: Parforhold og skizofreni

Indlægaf Tanten » 26. apr 2016, 14:09

PinkLady skrev:Rigtig godt emne at tage op, generelt går jeg ind for åben snak omkring alle former for psykisk sygdom og det det medfører, og få brudt tabu og fordomme.

Jeg kæmper selv med en depression og angst (føler dog ikke angsten påvirker min hverdag som sådan). Er næsten lige blevet single, og må indrømme at for mig har det været en lettelse bare at kunne få lov til at være mig selv. Synes det er sindssygt svært at være i et forhold, at skulle være noget for et andet menneske, når jeg knap nok kan være noget for mig selv. Og går ofte med tankerne om, om jeg overhovedet egner mig til at skulle være i et forhold. For hvis jeg skal være helt ærlig, så dræner det mig fuldstændig... Eller også har jeg bar mødt de forkerte fyre.

Men det giver mange tanker, om hvilket liv jeg skal leve og hvad jeg har at tilbyde andre. Jeg er ret ærlig omkring det, og dem jeg har kontakt med er som regel forstående når de hører om det... Sagen er bare, at oftest forstår de det så ikke når man er i et forhold og de også ser de dårlige dage.

Personligt tror jeg selv at jeg ikke kunne være sammen med en med psykisk sygdom (ved godt jeg nok er dobbeltmoralsk), men som jeg selv har det ville jeg simpelthen ikke kunne rumme det og være bange for at drukne i sådan et forhold. Men det er jo også meget forskelligt hvor man er i sin sygdom, og hvordan man håndterer det.


Jeg tror faktisk, det er meget vigtigt at være tro overfor sig selv og stå ved, hvis man ikke magter det - hellere det, end at folk ikke lytter og bilder sig ind, at de godt kan håndtere det, og det så viser sig inde i forholdet, at de ikke kan.

Jeg tror dog, det hænger sammen med, hvor man er i sin proces. Man kan jo sige, at min kæreste og jeg har været i en stabil periode siden ca. 2003. Det er helt klart anderledes, hvis man stadig kæmper med sygdommens akutte faser og skal værne meget om sig selv - han kunne ikke være i et forhold, da han havde det værst, og jeg ikke ikke finde ud af at finde gode, sunde partnere, da jeg havde det sværest.
0
Brugeravatar
PinkLady
Indlæg: 10
Tilmeldt: 15. feb 2016, 09:01
Kort karma: 3
Geografisk sted: Skanderborg
Likede indlæg: 11

Re: Parforhold og skizofreni

Indlægaf PinkLady » 26. apr 2016, 14:16

Tanten skrev:
PinkLady skrev:Rigtig godt emne at tage op, generelt går jeg ind for åben snak omkring alle former for psykisk sygdom og det det medfører, og få brudt tabu og fordomme.

Jeg kæmper selv med en depression og angst (føler dog ikke angsten påvirker min hverdag som sådan). Er næsten lige blevet single, og må indrømme at for mig har det været en lettelse bare at kunne få lov til at være mig selv. Synes det er sindssygt svært at være i et forhold, at skulle være noget for et andet menneske, når jeg knap nok kan være noget for mig selv. Og går ofte med tankerne om, om jeg overhovedet egner mig til at skulle være i et forhold. For hvis jeg skal være helt ærlig, så dræner det mig fuldstændig... Eller også har jeg bar mødt de forkerte fyre.

Men det giver mange tanker, om hvilket liv jeg skal leve og hvad jeg har at tilbyde andre. Jeg er ret ærlig omkring det, og dem jeg har kontakt med er som regel forstående når de hører om det... Sagen er bare, at oftest forstår de det så ikke når man er i et forhold og de også ser de dårlige dage.

Personligt tror jeg selv at jeg ikke kunne være sammen med en med psykisk sygdom (ved godt jeg nok er dobbeltmoralsk), men som jeg selv har det ville jeg simpelthen ikke kunne rumme det og være bange for at drukne i sådan et forhold. Men det er jo også meget forskelligt hvor man er i sin sygdom, og hvordan man håndterer det.


Jeg tror faktisk, det er meget vigtigt at være tro overfor sig selv og stå ved, hvis man ikke magter det - hellere det, end at folk ikke lytter og bilder sig ind, at de godt kan håndtere det, og det så viser sig inde i forholdet, at de ikke kan.

Jeg tror dog, det hænger sammen med, hvor man er i sin proces. Man kan jo sige, at min kæreste og jeg har været i en stabil periode siden ca. 2003. Det er helt klart anderledes, hvis man stadig kæmper med sygdommens akutte faser og skal værne meget om sig selv - han kunne ikke være i et forhold, da han havde det værst, og jeg ikke ikke finde ud af at finde gode, sunde partnere, da jeg havde det sværest.



Præcis, jeg ved godt folk gerne vil være så forstående, men det er bare noget andet når man så har en dagligdag sammen. Så vil jeg langt hellere at de siger fra inden, kunne jeg sagtens acceptere. Men er sgu som at få et slag i hovedet når man efterfølgende ser eks kærestens datingprofil hvor det står "søger en med energi og overskud"... Er i øvrigt set mere end en gang :(

Tror også det er nærmest umuligt at få noget til at fungere, i de faser hvor man bare har det skidt. Men er man stabil og velbahandlet, er der også mere overskud. Og tror også det er rigtig godt hvis man, som dig og din kæreste, har kendt hinanden forinden. Så kan der heller ikke komme de helt store overraskelser :)
1
I'd rather be a freak than a fake...
Brugeravatar
Pixie88
Indlæg: 580
Tilmeldt: 26. aug 2015, 10:39
Kort karma: 132
Geografisk sted: Nordpolen
Likede indlæg: 1254

Re: Parforhold og skizofreni

Indlægaf Pixie88 » 26. apr 2016, 14:36

Tante, min kæreste er heldigvis blevet mere oplyst om psykiske sygdomme, men i starten var det svært.
Han er i dag enormt støttende, og vi har sammen besluttet at dyrke motion jævnligt og spise sundt, fordi det er godt for min psyke. Så han hjælper hvor han kan.
Jeg har valgt ikke at være i medicinsk behandling, men istedet forsøge at lade min krop helbrede sig selv, så meget det nu er muligt. Har være på abilify (som Claus) og deprakine. Begge har nogle ret voldsomme bivirkninger og risici, som jeg slet ikke er villig til at løbe. Deprakine får mig også til at tage på, fordi jeg konstant har en fornemmelse af sult og halsbrand, så jeg spiste hele tiden.
Det første år tog jeg næsten 20 kg på.
Jeg var på medicin da min far døde, og det gjorde det svært at bearbejde det, fordi jeg fik en høj dosis stemningsstabiliserende. Vil ikke have medicin der gør, at jeg ikke længere kan mærke mig selv.
Stoppede kort tid efter, og det var først dér jeg ordentligt kunne bearbejde tingene.

Jeg går og overvejer om jeg skal tage initiativ til at tale med hans familie om bipolar. Det er jo ikke fordi de ikke ville være forstående, de er generelt meget støttende og har fra dag 1 betragtet mig som nær familie.
Det er bare svært at finde det rigtige tidspunkt, de skal jo også have lysten til at tale om det.
2
I'm headin' out to South Park, gonna see if I can't unwind. Timmy, Timmy, Timmy, Timmy, Timmy, Timmy, livin' a lie TIMMY!
Brugeravatar
Tanten
Indlæg: 1922
Tilmeldt: 14. aug 2015, 12:03
Kort karma: 457
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 9621

Re: Parforhold og skizofreni

Indlægaf Tanten » 26. apr 2016, 14:42

Det skal lige tilføjes, at min kæreste og jeg (endnu) ikke bor sammen, hvilket til dels har noget at gøre med hans behov for rum og ro omkring sig. Vi vil få brug for flere værelser end jeg måske ville gøre med en anden partner, og det giver nogle udfordringer mht. at finde den rette bolig til den rette pris. Det er dog vigtigt, at vi ikke går på kompromis med dette, da et forsøg på at proppe ham ind på for lidt plads kan give bagslag. Personligt kan jeg bo i en skotøjsæske, men det er bare mig.
0
Brugeravatar
2SHY
Indlæg: 15605
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:22
Kort karma: 1640
Geografisk sted: Aalborg
Likede indlæg: 20970

Re: Parforhold og skizofreni

Indlægaf 2SHY » 26. apr 2016, 20:39

Jeg er single og har bipolar lidelse type 1, blev diagnosticeret i 2007 men har haft tiltagende alvorligere/invaliderende depressioner siden 2001 med nogle års mellemrum. Jeg valgte at stoppe et forhold jeg var i i 2003, primært fordi jeg følte vi var vokset fra hinanden og vi var mere roommates end kærester og så fordi han havde et større seksuelt behov end mig. Når jeg tænker tilbage på det, så var det ikke specielt smart, for selvom vi måske ikke var et forhold der skulle fortsætte, så havde det været bedre at vente til jeg var rask igen og kunne afslutte det mere velovervejet.

Jeg har siden haft 2 forhold - det første gennem 3 måneders tid med en fyr, der læste psykologi og derfor havde indsigt i sygdommen (at han så var mere syg i hovedet på andre måder end mig, er så en helt anden historie), og det efterfølgende gennem 9-10 måneder med en ganske sød fyr, som bare havde et enormt behov for at vi hele tiden skulle være sammen og slet ikke kunne forstå at jeg havde brug for alene tid, så jeg kunne lade op til at deltage aktivt på et krævende fuldtidsstudie (incl være i praktik) og at kunne være der for ham.

Det der med at fortælle om min sygdom er altid sådan noget der er lidt tricky. Jeg vil ikke holde det hemmeligt, for hvorfor skulle jeg? Det er ikke min fejl at jeg har det sådan, jeg skammer mig ikke som sådan over at jeg har en sindslidelse, men jeg har det svært med hvordan mange ser og opfatter sindslidende. Derfor går der gerne noget tid med lige at fornemme om jeg sidder overfor en rummelig eller mindre rummelig person og kan fortælle om det. Som partner synes jeg det er vigtigt, at man kender hinandens større eller mindre skavanker. Jeg har meldt åbent ud overfor de kærester jeg har haft og dem jeg har været på date med og når jeg ellers har haft mulighed for at forklare hvordan det hænger sammen. At jeg er syg, når jeg har mine episoder, har jeg dem ikke, så er jeg rask, jeg er i medicinsk behandling og følger den slavisk og jeg har indrettet mit liv på en måde, så jeg minimerer risikoen for tilbagefald.

Det er desværre ikke alle der er lige rummelige. Mange har på en pæn måde takket nej til at fortsætte at skrive med mig (jeg har primært netdatet), nogle er blevet mopsede og har ment jeg burde skrive det i min profiltekst så man var "advaret". Men der er en, jeg aldrig kommer til at glemme, og det var en der skrev direkte til mig at jeg "burde hoppe ud fra Limfjordsbroen, for så er der en mindre af din slags".

Jeg bliver ikke ked af den slags, for det er fair nok at man ikke har lyst til at date mig pga min sygdom. Men jeg bliver meget forundret over at kan kan være så lidt rummelig og ubehagelig, at man direkte opfordrer en sindslidende til at tage sit liv.

Jeg kan ikke se hvorfor jeg skulle have et skilt om halsen eller skrive på en datingprofil, at jeg har en sindslidelse og da slet ikke når jeg i praksis er rask størstedelen af tiden. Til gengæld har jeg af og til brugt det som et screeningsredskab, når der er blevet skrevet tilpas meget sammen. Bakker han ud, når jeg fortæller at jeg har en bipolar lidelse, jamen så var det bare ikke ham jeg skulle være sammen med. Jeg har brug for en kæreste, der er så rummelig at han kan acceptere at jeg KAN blive syg og hvad det indebærer, men også at han ikke hele tiden glor på mig og spekulerer over om jeg mon er lidt for glad eller lidt for ked af det.

Om jeg selv kunne have en kæreste med en sindslidelse? Nej. Absolut nej. Det er ikke fordi jeg rynker på næsen af andre sindslidende, men jeg vil alt for hurtigt komme til at identificere mig med de træk jeg genkender fra mig selv og tidligere oplevelser og jeg vil have svært ved at rumme hans sygdom uanset hvilken det måtte være. Jeg tror det vil kræve alt for meget energi af mig og som med så mange andre ting, så glemmer jeg mig selv, mine behov og at passe på mig selv, og før jeg har set mig om er jeg også syg. Så af hensyn til mig selv: Ingen kæreste med sindslidelse til mig
3
Intet dør langsommere og mere smertefuldt end en drøm

Don't wait for a light to appear at the end of the tunnel, stride down there and light the bloody thing yourself

The secrets are gone when you look away
Sleep well: They'll whisper your fate
Brugeravatar
LadyFox
Indlæg: 19589
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 2437
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 46021

Re: Parforhold og skizofreni

Indlægaf LadyFox » 27. apr 2016, 06:49

2SHY skrev:Jeg er single og har bipolar lidelse type 1, blev diagnosticeret i 2007 men har haft tiltagende alvorligere/invaliderende depressioner siden 2001 med nogle års mellemrum. Jeg valgte at stoppe et forhold jeg var i i 2003, primært fordi jeg følte vi var vokset fra hinanden og vi var mere roommates end kærester og så fordi han havde et større seksuelt behov end mig. Når jeg tænker tilbage på det, så var det ikke specielt smart, for selvom vi måske ikke var et forhold der skulle fortsætte, så havde det været bedre at vente til jeg var rask igen og kunne afslutte det mere velovervejet.

Jeg har siden haft 2 forhold - det første gennem 3 måneders tid med en fyr, der læste psykologi og derfor havde indsigt i sygdommen (at han så var mere syg i hovedet på andre måder end mig, er så en helt anden historie), og det efterfølgende gennem 9-10 måneder med en ganske sød fyr, som bare havde et enormt behov for at vi hele tiden skulle være sammen og slet ikke kunne forstå at jeg havde brug for alene tid, så jeg kunne lade op til at deltage aktivt på et krævende fuldtidsstudie (incl være i praktik) og at kunne være der for ham.

Det der med at fortælle om min sygdom er altid sådan noget der er lidt tricky. Jeg vil ikke holde det hemmeligt, for hvorfor skulle jeg? Det er ikke min fejl at jeg har det sådan, jeg skammer mig ikke som sådan over at jeg har en sindslidelse, men jeg har det svært med hvordan mange ser og opfatter sindslidende. Derfor går der gerne noget tid med lige at fornemme om jeg sidder overfor en rummelig eller mindre rummelig person og kan fortælle om det. Som partner synes jeg det er vigtigt, at man kender hinandens større eller mindre skavanker. Jeg har meldt åbent ud overfor de kærester jeg har haft og dem jeg har været på date med og når jeg ellers har haft mulighed for at forklare hvordan det hænger sammen. At jeg er syg, når jeg har mine episoder, har jeg dem ikke, så er jeg rask, jeg er i medicinsk behandling og følger den slavisk og jeg har indrettet mit liv på en måde, så jeg minimerer risikoen for tilbagefald.

Det er desværre ikke alle der er lige rummelige. Mange har på en pæn måde takket nej til at fortsætte at skrive med mig (jeg har primært netdatet), nogle er blevet mopsede og har ment jeg burde skrive det i min profiltekst så man var "advaret". Men der er en, jeg aldrig kommer til at glemme, og det var en der skrev direkte til mig at jeg "burde hoppe ud fra Limfjordsbroen, for så er der en mindre af din slags".

Jeg bliver ikke ked af den slags, for det er fair nok at man ikke har lyst til at date mig pga min sygdom. Men jeg bliver meget forundret over at kan kan være så lidt rummelig og ubehagelig, at man direkte opfordrer en sindslidende til at tage sit liv.

Jeg kan ikke se hvorfor jeg skulle have et skilt om halsen eller skrive på en datingprofil, at jeg har en sindslidelse og da slet ikke når jeg i praksis er rask størstedelen af tiden. Til gengæld har jeg af og til brugt det som et screeningsredskab, når der er blevet skrevet tilpas meget sammen. Bakker han ud, når jeg fortæller at jeg har en bipolar lidelse, jamen så var det bare ikke ham jeg skulle være sammen med. Jeg har brug for en kæreste, der er så rummelig at han kan acceptere at jeg KAN blive syg og hvad det indebærer, men også at han ikke hele tiden glor på mig og spekulerer over om jeg mon er lidt for glad eller lidt for ked af det.

Om jeg selv kunne have en kæreste med en sindslidelse? Nej. Absolut nej. Det er ikke fordi jeg rynker på næsen af andre sindslidende, men jeg vil alt for hurtigt komme til at identificere mig med de træk jeg genkender fra mig selv og tidligere oplevelser og jeg vil have svært ved at rumme hans sygdom uanset hvilken det måtte være. Jeg tror det vil kræve alt for meget energi af mig og som med så mange andre ting, så glemmer jeg mig selv, mine behov og at passe på mig selv, og før jeg har set mig om er jeg også syg. Så af hensyn til mig selv: Ingen kæreste med sindslidelse til mig

Hold da helt op. Tænk at folk kan være sig selv bekendt - det er godt nok nogle ubehagelige ting at skrive til fremmede mennesker, sårbare eller ej.

Og selvfølgelig behøver man da ikke skrive den slags i sin profiltekst :stoned: Det er da mega privat. Man behøver jo ligesom heller ikke at skrive hvis man er i RKI, har en lille tissemand, er sengevæder eller andet man måske ikke lige synes rager alle og enhver. I det virkelige liv er det jo heller ikke fordi man giver hånden og nævner alle de ting der muligvis kunne være et problem til gud og hver mand. :nerve:
4
...
Brugeravatar
Tanten
Indlæg: 1922
Tilmeldt: 14. aug 2015, 12:03
Kort karma: 457
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 9621

Re: Parforhold og skizofreni

Indlægaf Tanten » 27. apr 2016, 10:48

2SHY skrev:
Det er desværre ikke alle der er lige rummelige. Mange har på en pæn måde takket nej til at fortsætte at skrive med mig (jeg har primært netdatet), nogle er blevet mopsede og har ment jeg burde skrive det i min profiltekst så man var "advaret". Men der er en, jeg aldrig kommer til at glemme, og det var en der skrev direkte til mig at jeg "burde hoppe ud fra Limfjordsbroen, for så er der en mindre af din slags".


Sådan nogle udtalelser får mig seriøst til at betvivle, hvem der er normal her :ad!: Altså, vi har en diagnose, som vi forsøger at tage ansvar for i stedet for at bruge den som en undskyldning - hvad Fanden er hans undskyldning for at opføre sig som et røvhul? Hvis han er normal, er jeg glad for, jeg er lidt gak :banan:
3
Brugeravatar
2SHY
Indlæg: 15605
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:22
Kort karma: 1640
Geografisk sted: Aalborg
Likede indlæg: 20970

Re: Parforhold og skizofreni

Indlægaf 2SHY » 27. apr 2016, 10:58

Tanten skrev:
2SHY skrev:
Det er desværre ikke alle der er lige rummelige. Mange har på en pæn måde takket nej til at fortsætte at skrive med mig (jeg har primært netdatet), nogle er blevet mopsede og har ment jeg burde skrive det i min profiltekst så man var "advaret". Men der er en, jeg aldrig kommer til at glemme, og det var en der skrev direkte til mig at jeg "burde hoppe ud fra Limfjordsbroen, for så er der en mindre af din slags".


Sådan nogle udtalelser får mig seriøst til at betvivle, hvem der er normal her :ad!: Altså, vi har en diagnose, som vi forsøger at tage ansvar for i stedet for at bruge den som en undskyldning - hvad Fanden er hans undskyldning for at opføre sig som et røvhul? Hvis han er normal, er jeg glad for, jeg er lidt gak :banan:

Jeg indrømmer at jeg tog mig selv i at tænke at han i så fald var velkommen til at hoppe med. For så var der en mindre af HANS slags :genert:
6
Intet dør langsommere og mere smertefuldt end en drøm

Don't wait for a light to appear at the end of the tunnel, stride down there and light the bloody thing yourself

The secrets are gone when you look away
Sleep well: They'll whisper your fate
Brugeravatar
Tanten
Indlæg: 1922
Tilmeldt: 14. aug 2015, 12:03
Kort karma: 457
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 9621

Re: Parforhold og skizofreni

Indlægaf Tanten » 30. apr 2016, 20:01

Jeg kan se, at der er par stykker, der har skrevet indlæg, der er slettet igen.

Jeg er ked af, at jeg ikke nåede at svare på dem - for jeg nåede at læse det første, og det gjorde et meget dybt indtryk på mig.

Det ser ud til, at det er et meget følsomt emne med kærlighed og psykisk sygdom, og folk skal naturligvis ikke blotte sig på en måde, de får det træls med bagefter.

Alle i denne tråd er i samme båd.

:ae: og :kram: til jer alle.
2

Tilbage til "Forhold og sex"