Debatten

Affødt af en snak med en flok veninder spørger jeg nu herinde.
"Hvad" kunne I date? Ville det være ok med en mand, der mangler et ben? Klumpfod? En døv eller blind? En med en form for ansigtsmisdannelse? Dværg? Osv osv Vi snakker om "fejl" som ikke har betydning for forstanden.

Jeg synes selv, at jeg med årene er blevet meget mere ligeglad med den slags ting. Ting, som tidligere ville have haft betydning er nu uden betydning. Måske man efterhånden opdager at kvaliteter ligger i meget andet end om partneren har 2 arme.
Omvendt har jeg ikke været i situationen, så det er kun hypotetisk, at jeg tror jeg ved, at det er ligemeget

Det vil altid komme an på det konkrete menneske.
Jeg kan slet ikke udtale mig generelt om sådan noget, ligesom jeg heller ikke melder ud, at jeg dater alle med to arme og evnen til at gå selv.

Som Cirkus skriver; det kommer meget an på det enkelte menneske. Det eneste jeg på forhånd afviser er mænd med alkoholproblemer, mænd med et forbrug af euforiserende stoffer, mænd med en grotesk kriminel baggrund. (Mord, voldtægt osv.) Og stærkt racistiske mænd og mænd med et eneldigt mennskesyn.

Et manglende ben/en klumpfod ville være noget så sekundært, hvis resten af ham bare var helt fantastisk.

Men erhm, en dværg; nej. Det kunne jeg ikke.

Min kæreste mangler noget af en finger, og ærlig talt tror jeg det et så langt jeg kan strække mig med manglende/deforme kropsdele. Desværre. Jeg ville da ønske at jeg ikke var så overfladisk med sådan noget, men det et jeg. Blind/døv tror jeg heller ikke ville fungere for mig. Jeg forstille mig det er ret begrænsende.

En dværg, muligvis.

Hvis jeg først var forelsket ville jeg ikke afvise nogle af ovenstående, jeg tvivler bare på at det ville ske.
Ar og brændsår tror jeg tilgengæld ikke ville være et problem for mig overhovedet.

Altså jeg tænker at vi tager som forudsætning, at det er et sympatisk menneske man som udgangspunkt godt kunne forelske sig i. Ellers er det irrelevant hvilke skavanker de måtte have.

Jeg tror desværre også jeg ville have svært ved en dværg. Selvom jeg synes, jeg burde være ligeglad.

Jeg har selv oplevet at en virkelig sød og charmerende mand sagtens kunne holde min opmærksomhed selvom han manglede 1 finger og var et par cm lavere end mig (noget jeg ellers ikke bryder mig om).
Da han så skadede sit ene ben så det ikke længere kunne bøje + mistede en finger mere sååå kunne jeg godt mærke det blev lidt meget.
Og da han mistede 3. finger mistede jeg al interesse, men det hang også sammen med at jeg syntes det begyndte at blive lidt sært at han beholdt et job der var skyld i alle de skader. Så tænker man altså ikke ret langsigtet mht sig selv. Og det var nok mere dét der var turn-off, end det var konkret de manglende fingre.

Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at følge den der hypotetiske tankegang.

Hvis jeg nu mødte en dværg, ville det jo ikke være implicit, at jeg skulle forholde mig til personen som en potentiel date. Det ville først blive aktuelt, hvis jeg rent faktisk blev tiltrukket af vedkommende og dermed fik lyst til at gå i den retning.
Men jeg har så heller aldrig følt, at jeg burde kunne forelske mig i den og den. Det forholder jeg mig først til, når det sker, og var det sket med et menneske med akondroplasi, ville jeg ikke nægte mig selv at lære vedkommende bedre at kende af den grund.

Noget helt andet er så, at der undervejs, ligesom med alle andre mennesker, ville kunne komme noget frem om sygdommens betydning for personens hverdag, som ville være så svært foreneligt med mit liv, at det ville sætte en stopper for en fælles fremtid.

DetSorteCirkus: Så læser jeg faktisk, at du godt kunne. At det ikke ville være "fejlen" der var afgørende. Jeg tror feks ikke, at jeg nogensinde ville komme dertil, hvor jeg blev seksuelt interesseret i en dværg uanset hvor rar og sympatisk vedkommende ville være.

MissDitte skrev:DetSorteCirkus: Så læser jeg faktisk, at du godt kunne. At det ikke ville være "fejlen" der var afgørende. Jeg tror feks ikke, at jeg nogensinde ville komme dertil, hvor jeg blev seksuelt interesseret i en dværg uanset hvor rar og sympatisk vedkommende ville være.

Det aner jeg heller ikke, om jeg kan, og det interesserer mig heller ikke; for altså, står jeg en dag i situationen og er forelsket i en dværg, vil svaret jo under alle omstændigheder være et "ja", men sandsynligvis er det noget, jeg aldrig finder ud af.

Igen, jeg går ikke rundt i livet med en forventning om, at jeg bør eller kan blive forelsket i et menneske, der er rart og sympatisk.
Jeg bliver ekstremt sjældent interesseret i nogen på det plan, selvom jeg generelt er positivt indstillet overfor mine medmennesker.

Jeg har aldrig stået i situationen, men mødte jeg en sød fyr, der var blind/døv, sad i kørestol, havde misdannelser i ansigtet/voldsomme ar eller havde andre meget synlige handicaps tror jeg, jeg ville lukke så meget ned følelsesmæssigt at jeg aldrig ville finde ud af om han var potientiel kærestemateriale.

Jeg kender en fyr, der har "fiskehud", og det fylder for meget til, at jeg ville kunne se ham som potentiel date/kæreste (om han uden det ville have været interessant, ved jeg ikke).

Der er rigtig mange ting, jeg ville gå uden om på en datingsider, men rigtig mange af de ting har tidligere ikke betydet så meget, når jeg har mødt konkrete mænd. Derfor vil jeg sige både-og. Jeg kunne ikke se mig selv med en mand i kørestol, men jeg udlukker ikke, at livet kunne overraske mig.

Som udgangspunkt, Nej til alle de nævnte. Men som rapfisk siger, så kan livet overraske een.

og slet ikke en dværg, det kunne jeg bare ikke EOD. En mand skal for mig være højere og det kan en lille mand ikke lave om på.

Jeg ved jeg lyder overfladisk og måske er jeg det, jeg ved det ikke.

Jeg har en smoking hot kollega, der fra fødslen mangler den ene arm. Hende ville jeg sagtens kunne date, men hun er både gift og har børn, og jeg bliver nok ikke populær hvis jeg forsøger noget der

Døve, blinde, stumme altså dem med "usynlige handicap" tror jeg heller ikke vil være problematisk, andet end at jeg ikke kan tegnsprog, og dermed bliver initial kontakt svær. Og med den blinde bliver det nok et problem, at jeg elsker at rejse og dele de oplevelser med en partner, og det ved jeg ikke helt om den blinde kan?

Jeg tror egentlig jeg har større problemer med ting som rygning eller tatoveringer, end med handicap

Måske er jeg også bare overfladisk, men nej. Hvis en mand var utiltrækkende for mig ville jeg ikke overveje om han var kærestemateriale. Jeg matchede for nyligt med en på tinder, som jeg så skrev lidt frem og tilbage med før han sagde "Hvad synes du egentlig om kørestolen?" Øh, hvad? Det viste sig så at man på et enkelt af hans billeder lige kunne ane et kørestolshjul, hvilket jeg på ingen måde havde spottet.
Jeg er betænkelig ved at gå ind i et forhold med en mand der er meget fysisk eller psykisk begrænset, hvis jeg da ikke allerede er småvild med ham. Jeg er ret analytisk anlagt og opvejer fordele og ulemper, så hvis jeg ikke har nogle følelser i klemme - og det har jeg sjældent - bliver mænd med "fejl" sorteret fra. Hvis jeg nu faldt pladask for en mand og jeg stadig kunne tænde på ham på trods af whatever der nu var, så ville det ikke være noget problem, men jeg kan sgu ikke forestille mig det.