Debatten

@aima du sætter lidt hovedet på sømmet i forhold til det jeg prøvede at sige, eller du udtrykker dig bare bedre end mig. At blive udsat for mansplaining har jo netop ikke specifikt noget at gøre med at være uuddannet eller tilhøre et specielt segment. Det drejer sig udelukkende om køn, og nogle gange tror jeg slet ikke vi opdager havd der sker fordi "vi er vant til det".

Jeg arbejder på en arbejdsplads, hvor langt de fleste går i uniform eller andet arbejdstøj. Kvinder som går i almindeligt tøj er Per definition sekretærer. Jeg går i mit eget tøj, men jeg er ikke sekretær ( lige som andre mænd og kvinder på min arbejdsplads)..faktisk ret langt fra. Men jeg oplever alligevel at blive kaldt sekretær og blive belært (af mænd...af mænd) om banaliteter som har siddet på min rygrad længe.

Og nogen vil nok mene at mansplaining er et fænomen som hører til i en specifik socialklasse. Jeg tror det finder sted i de fleste socialklasser, men nok mest specifikt (og øretæveindbydende) i de øverste socialklasser, fordi der er tale om mænd, som er vant til at deres stemmer er tungen på vægtskolen.

Men tak @aima for lige at pinne ud, havd jeg egentlig ville med mit indlæg.

Ja det har jeg. Det var på en date, hvor han begyndte at fortælle mig omkring hjernen. Efter jeg havde fortalt om min uddannelse. Og han fortsatte selv efter jeg hjalp ham med ordet for amygdala.

Det er sket men det er ikke noget jeg har været ude for tit.

Jeg kan huske jeg engang var i byen med en veninde og der kommer så et par fyre hen til vores bord,den ene begynder så tydeligvis med den der "Jaja Lille pige med store blå øjne,nu skal du bare høre hvor klog jeg er " attitude at plapre om Thorsen/trads sagen der kørte dengang.

Han begyndte at tale om det helt ude af kontekst,det var tilsyneladende bare lige noget han ville fortælle om bare for at vise hvor pisseklog han var,jeg formoder det var tanken at score mig når jeg blev blændet af beundring.

Min mor var sekretær for Thorsens første advokat i sagen,der smed ham ud som klient fordi han var en fusker så jeg kendte godt sagen og fulgte med selvom de jo har tavshedspligt vidste jeg mange ting der blev sorteret fra eller misforstået i pressen og jeg jordede ham.det var ikke særlig pænt og jeg er egentlig lidt flov over det idag,der var jo ikke noget ondt i ham,men jeg kan nu stadig sagtens huske hvor tydeligt det var han troede jeg var fuldstændig blæst før han havde talt et ord med mig,og jeg kan også godt huske hvor hamrende øretæveindbydende jeg følte det.

Ellers har det vist aldrig været sådan specifikke ting jeg har været ude for,men det er sket en del gange at jeg har oplevet folk pr automatik mener jeg er en tomhjernet dulle,og jeg har sågar været ude for nogen er kommet og har sagt de er positivt overrasket fordi jeg ikke er det..at det er totalt fornærmende at de overhovedet har tænkt sådan om mig uden grund falder dem åbenbart ikke ind for det er altid noget folk siger som om jeg bør blive glad.

Ofte, desværre. Jeg virker åbenbart ikke så kvik

Sidst var i fredags, hvor jeg løb ind i en gammel bekendt. I løbet af samtalen fortalte jeg ham om et projekt, vi har på mit arbejde, hvorefter jeg fik at vide, at "det er jo ikke sådan, det hænger sammen", efterfulgt af en masse fordomme krydret med ting, han muligvis har læst i avisen.

Jeg huskede ret hurtigt, hvorfor jeg har ham blokeret fra mine facebookopdateringer

Rapfisk skrev:Ofte, desværre. Jeg virker åbenbart ikke så kvik

Sidst var i fredags, hvor jeg løb ind i en gammel bekendt. I løbet af samtalen fortalte jeg ham om et projekt, vi har på mit arbejde, hvorefter jeg fik at vide, at "det er jo ikke sådan, det hænger sammen", efterfulgt af en masse fordomme krydret med ting, han muligvis har læst i avisen.

Jeg huskede ret hurtigt, hvorfor jeg har ham blokeret fra mine facebookopdateringer

Tænk, jeg tror faktisk, at de fleste af de mænd, der føler behov for at gribe til mansplaining, gør det, fordi de føler sig intimiderede af en kvindes indsigt og viden, ikke af hendes uvidenhed.

Sidst jeg var udsat for sådan en, var faktisk da jeg skulle købe bil.
Jeg havde kastet min kærlighed på Nissan Micra Acenta, men for fanden og sgu, hvor var den sælger godt nok træls.
Hele vejen igennem med "lille dame"-tonen på.

Til sidst havde han pisset mig så grundigt af, at jeg kørte til Hjørring og købte en Skoda CitiGo.

Mulan skrev:Ja det har jeg. Det var på en date, hvor han begyndte at fortælle mig omkring hjernen. Efter jeg havde fortalt om min uddannelse. Og han fortsatte selv efter jeg hjalp ham med ordet for amygdala.

Det er også min opfattelse af den gængse mansplainer. Ham, der ikke selv ved en skid, og bliver mopsy over, at andre gør.
Den anden variant, som Lulu beskriver, ham, der godt ved en masse, men er bange for, at kvinderne omkring ham ikke gør og derfor belærer og minder dem om indlysende ting, kender jeg ikke rigtig til, men jeg ved fra min mor, der er gammel sygeplejerske, at det er noget, en del ældre, mandlige læger lider af.

DetSorteCirkus skrev:

Mulan skrev:Ja det har jeg. Det var på en date, hvor han begyndte at fortælle mig omkring hjernen. Efter jeg havde fortalt om min uddannelse. Og han fortsatte selv efter jeg hjalp ham med ordet for amygdala.

Det er også min opfattelse af den gængse mansplainer. Ham, der ikke selv ved en skid, og bliver mopsy over, at andre gør.
Den anden variant, som Lulu beskriver, ham, der godt ved en masse, men er bange for, at kvinderne omkring ham ikke gør og derfor belærer og minder dem om indlysende ting, kender jeg ikke rigtig til, men jeg ved fra min mor, der er gammel sygeplejerske, at det er noget, en del ældre, mandlige læger lider af.

Njaa...det er nu stadig ikke helt det jeg mener. Jeg tænker ikke det er mænd som er bekymrede for at kvinderne (og så formodentlig også andre) ikke har kompetencerne i orden og derfor belærer dem. Der vil det jo typisk være et spørgsmål om at et team skal kunne præstere optimalt, altså en faglig bekymring. Og lige den mansplainer har jeg heller ikke mødt.

Jeg synes egentlig artiklen jeg linkede til beskrev et rigtig godt tilfælde. Det drejer sig ikke om en mand som er bekymret for det faglige niveau og derfor belærer medarbejdere. Det er en mand som er fuldstændig ligeglad med andres faglige niveau, og som har et behov for at overrule kvinder med deres bedrevidenhed. Det er på ingen måde et udtryk for "faglig bekymring" det er udelukkende "der er så meget kvinder ikke forstår", men det gør jeg for jeg er mand...og så kan det da godt være du har en PhD...men jeg har læst en artikel.

Og jeg har garanteret stadig ikke formuleret mig klart og tydeligt

lulu-p skrev:

DetSorteCirkus skrev:

Mulan skrev:Ja det har jeg. Det var på en date, hvor han begyndte at fortælle mig omkring hjernen. Efter jeg havde fortalt om min uddannelse. Og han fortsatte selv efter jeg hjalp ham med ordet for amygdala.

Det er også min opfattelse af den gængse mansplainer. Ham, der ikke selv ved en skid, og bliver mopsy over, at andre gør.
Den anden variant, som Lulu beskriver, ham, der godt ved en masse, men er bange for, at kvinderne omkring ham ikke gør og derfor belærer og minder dem om indlysende ting, kender jeg ikke rigtig til, men jeg ved fra min mor, der er gammel sygeplejerske, at det er noget, en del ældre, mandlige læger lider af.

Njaa...det er nu stadig ikke helt det jeg mener. Jeg tænker ikke det er mænd som er bekymrede for at kvinderne (og så formodentlig også andre) ikke har kompetencerne i orden og derfor belærer dem. Der vil det jo typisk være et spørgsmål om at et team skal kunne præstere optimalt, altså en faglig bekymring. Og lige den mansplainer har jeg heller ikke mødt.

Jeg synes egentlig artiklen jeg linkede til beskrev et rigtig godt tilfælde. Det drejer sig ikke om en mand som er bekymret for det faglige niveau og derfor belærer medarbejdere. Det er en mand som er fuldstændig ligeglad med andres faglige niveau, og som har et behov for at overrule kvinder med deres bedrevidenhed. Det er på ingen måde et udtryk for "faglig bekymring" det er udelukkende "der er så meget kvinder ikke forstår", men det gør jeg for jeg er mand...og så kan det da godt være du har en PhD...men jeg har læst en artikel.

Og jeg har garanteret stadig ikke formuleret mig klart og tydeligt

"Bekymret" var ment ironisk. Disse mænd har typisk ingen grund til at være bekymrede; alligevel belærer de fx. deres kvindelige kolleger om almindeligheder.
Det er præcis det, artiklen beskriver, synes jeg.

Eller også misforstod jeg dig, fordi du skrev noget med, at du typisk oplevede det hos mænd med høj status.
Dem oplever jeg ikke i samme grad belære andre om noget, de kun har læst en artikel om, som mænd andre steder i samfundet, da de som regel om ikke andet godt er klar over, hvad det vil sige at have viden om noget, og at det ikke er at have læst en artikel, men du kan selvfølgelig sagtens have gjort dig andre erfaringer i stil med min mors.

DetSorteCirkus skrev:

lulu-p skrev:

DetSorteCirkus skrev:

Mulan skrev:Eller også misforstod jeg dig, fordi du skrev noget med, at du typisk oplevede det hos mænd med høj status.
Dem oplever jeg ikke i samme grad belære andre om noget, de kun har læst en artikel om, som mænd andre steder i samfundet, da de som regel om ikke andet godt er klar over, hvad det vil sige at have viden om noget, og at det ikke er at have læst en artikel, men du kan selvfølgelig sagtens have gjort dig andre erfaringer i stil med min mors.

Nej jeg har ikke gjort mig erfaringer i stil med din mors. Jeg er så heller ikke sygeplejerske. Men jeg kan forestille mig at det du beskriver let kan finde sted når folk indenfor samme fag, men med forskellig vidensniveau, skal samarbejde.

Jeg har kun oplevet mansplaining få gange (eller jeg har oplevet det sådan..andre vil måske kalde det noget andet). Og der har det netop været en oplevelse af at min faglighed ikke blev respekteret...af en mand hvis faglighed ligger et andet sted. Og det er netop frygtelig intimiderende når det er højtbegavede mennesker, som selv sætter en ære i faglighed (sin egen vel at mærke) som udøver det.

Men jeg har kun oplevet det få gange. Eller som jeg startede med at skrive..jeg tror kun jeg har oplevet det få gange.

lulu-p skrev:

DetSorteCirkus skrev:

lulu-p skrev:

DetSorteCirkus skrev:

Mulan skrev:Eller også misforstod jeg dig, fordi du skrev noget med, at du typisk oplevede det hos mænd med høj status.
Dem oplever jeg ikke i samme grad belære andre om noget, de kun har læst en artikel om, som mænd andre steder i samfundet, da de som regel om ikke andet godt er klar over, hvad det vil sige at have viden om noget, og at det ikke er at have læst en artikel, men du kan selvfølgelig sagtens have gjort dig andre erfaringer i stil med min mors.

Nej jeg har ikke gjort mig erfaringer i stil med din mors. Jeg er så heller ikke sygeplejerske. Men jeg kan forestille mig at det du beskriver let kan finde sted når folk indenfor samme fag, men med forskellig vidensniveau, skal samarbejde.

Jeg har kun oplevet mansplaining få gange (eller jeg har oplevet det sådan..andre vil måske kalde det noget andet). Og der har det netop været en oplevelse af at min faglighed ikke blev respekteret...af en mand hvis faglighed ligger et andet sted. Og det er netop frygtelig intimiderende når det er højtbegavede mennesker, som selv sætter en ære i faglighed (sin egen vel at mærke) som udøver det.

Men jeg har kun oplevet det få gange. Eller som jeg startede med at skrive..jeg tror kun jeg har oplevet det få gange.

Det var præcis det, flere af min mors kolleger oplevede.
Det havde ikke noget med vidensniveau at gøre, men om et hierarki, der foregik inde i de pågældende mænds hoveder.
At en læge deler ud af sin viden, hvor det er relevant, er kun velkomment, og de andre ansatte søger ofte og gerne på eget initiativ lægernes særlige ekspertise, men der er samtidig arbejdsområder på et hospital, som lægerne ikke er uddannede til eller har erfaring med, og hvis man(d) der stadig belærer sine kvindelige kolleger, fordi de netop er kvinder, er det mansplaining

DetSorteCirkus skrev:

lulu-p skrev:

DetSorteCirkus skrev:

lulu-p skrev:

DetSorteCirkus skrev:

Mulan skrev:Eller også misforstod jeg dig, fordi du skrev noget med, at du typisk oplevede det hos mænd med høj status.
Dem oplever jeg ikke i samme grad belære andre om noget, de kun har læst en artikel om, som mænd andre steder i samfundet, da de som regel om ikke andet godt er klar over, hvad det vil sige at have viden om noget, og at det ikke er at have læst en artikel, men du kan selvfølgelig sagtens have gjort dig andre erfaringer i stil med min mors.

Nej jeg har ikke gjort mig erfaringer i stil med din mors. Jeg er så heller ikke sygeplejerske. Men jeg kan forestille mig at det du beskriver let kan finde sted når folk indenfor samme fag, men med forskellig vidensniveau, skal samarbejde.

Jeg har kun oplevet mansplaining få gange (eller jeg har oplevet det sådan..andre vil måske kalde det noget andet). Og der har det netop været en oplevelse af at min faglighed ikke blev respekteret...af en mand hvis faglighed ligger et andet sted. Og det er netop frygtelig intimiderende når det er højtbegavede mennesker, som selv sætter en ære i faglighed (sin egen vel at mærke) som udøver det.

Men jeg har kun oplevet det få gange. Eller som jeg startede med at skrive..jeg tror kun jeg har oplevet det få gange.

Det var præcis det, flere af min mors kolleger oplevede.
Det havde ikke noget med vidensniveau at gøre, men om et hierarki, der foregik inde i de pågældende mænds hoveder.
At en læge deler ud af sin viden, hvor det er relevant, er kun velkomment, og de andre ansatte søger ofte og gerne på eget initiativ lægernes særlige ekspertise, men der er samtidig arbejdsområder på et hospital, som lægerne ikke er uddannede til eller har erfaring med, og hvis man(d) der stadig belærer sine kvindelige kolleger, fordi de netop er kvinder, er det mansplaining

Det er bare svært at skelne, synes jeg, for lægen kan jo også have den der hierarkiske tilgang, pga. uddannelsesniveau eller alder. Muligvis opfører han sig præcist ligeså arrogant overfor en mandlig sygeplejerske. (Og det ved jeg godt, du allerede ved, Cirkus. Det var bare for at supplere).

Jeg laver sommetider noget konsulentarbejde for en lille produktionsvirksomhed, jeg er tilknyttet. For en måneds tid siden havde jeg fået til opgave at stå for tilrettelæggelsen af en lille reklamefilm til brug på sociale medier. Papiret var blankt, så det var mig der skulle opfinde alt, lige fra primær vinkling til de små, virksomme detaljer. Ret fedt, jeg er vild med den slags opgaver og, sagt i al beskedenhed, ret god til det.

Jeg møder op til idé- og forventningsmøde hos kunden og har en kameramand med så han lige kan se de lokationer, han senere skal filme, og så han ved, hvilket udstyr, han skal have med.
Vi starter med at drikke en kop kaffe og småsludre, jeg spørger interesseret ind til virksomheden og måden den køres på, også for at danne mig et indtryk af, hvilken retning indehaveren tidligere er gået i sine overvejelser om markedsføring. Efter et kvarters hyggesnak kigger kunden på min kameramand og spørger "Nå, *fornavn på kameramand* - Hvad har du af idéer til mig?"
Han havde simpelthen ikke fanget, at det var MIN (kvindelige) hjerne, der skulle opfinde og tilrettelægge hans lille film. Jeg ved ikke helt, om han troede, jeg bare var med for at tage noter eller drikke kaffe, og måske skulle vi have forklaret vores henholdsvise funktioner, da vi sagde goddag, men arbejdsfordelingen kom vist lidt bag på ham.

Han var jo ikke ude i at 'mansplaine', heldigvis, men i et eller andet omfang fejlvurderede han mig, om det skyldes mit køn ved jeg jo ikke, men jeg tror det.

Han åbner i øvrigt filial i en ny by til oktober, og har i den forbindelse bestilt en film yderligere hos os, så han syntes heldigvis uanset, min dame-hjerne gjorde det fint nok.

Aima skrev:Det er bare svært at skelne, synes jeg, for lægen kan jo også have den der hierarkiske tilgang, pga. uddannelsesniveau eller alder. Muligvis opfører han sig præcist ligeså arrogant overfor en mandlig sygeplejerske. (Og det ved jeg godt, du allerede ved, Cirkus. Det var bare for at supplere).

Jeg laver sommetider noget konsulentarbejde for en lille produktionsvirksomhed, jeg er tilknyttet. For en måneds tid siden havde jeg fået til opgave at stå for tilrettelæggelsen af en lille reklamefilm til brug på sociale medier. Papiret var blankt, så det var mig der skulle opfinde alt, lige fra primær vinkling til de små, virksomme detaljer. Ret fedt, jeg er vild med den slags opgaver og, sagt i al beskedenhed, ret god til det.

Jeg møder op til idé- og forventningsmøde hos kunden og har en kameramand med så han lige kan se de lokationer, han senere skal filme, og så han ved, hvilket udstyr, han skal have med.
Vi starter med at drikke en kop kaffe og småsludre, jeg spørger interesseret ind til virksomheden og måden den køres på, også for at danne mig et indtryk af, hvilken retning indehaveren tidligere er gået i sine overvejelser om markedsføring. Efter et kvarters hyggesnak kigger kunden på min kameramand og spørger "Nå, *fornavn på kameramand* - Hvad har du af idéer til mig?"
Han havde simpelthen ikke fanget, at det var MIN (kvindelige) hjerne, der skulle opfinde og tilrettelægge hans lille film. Jeg ved ikke helt, om han troede, jeg bare var med for at tage noter eller drikke kaffe, og måske skulle vi have forklaret vores henholdsvise funktioner, da vi sagde goddag, men arbejdsfordelingen kom vist lidt bag på ham.

Han var jo ikke ude i at 'mansplaine', heldigvis, men i et eller andet omfang fejlvurderede han mig, om det skyldes mit køn ved jeg jo ikke, men jeg tror det.

Han åbner i øvrigt filial i en ny by til oktober, og har i den forbindelse bestilt en film yderligere hos os, så han syntes heldigvis uanset, min dame-hjerne gjorde det fint nok.

Helt bestemt er det svært at skelne. Det var også derfor, jeg tog forbehold med "hvis"

Ej, det lyder helt forrrykt, det du oplevede. Faktisk så grelt at jeg fristes til at tro, bare for at sætte jeres kunde i et lidt bedre lys, at han spurgte kameramanden til, hvad han kunne bidrage med indenfor sit fagområde, men hvis det føltes som beskrevet, har det næppe været det, han mente.

Jeg har instrueret en del teater og derfor haft det sidste ord i de situationer, og når vi har haft teknikere, kostumefolk og andre, der ikke er med ved alle prøverne, inde til møde, er det også sket, at skuespillerne har spurgt dem direkte om et bidrag og ikke via mig. Det har jeg aldrig opfattet som en underkendelse af min rolle og position på produktionen, men mere som respekt for forskellig faglighed (der er jo en grund til, at man ikke klarer alt selv på en produktion), men hvis spørgsmålet var gået på det generelle koncept, hvilket er mit bord, havde jeg givetvis følt på samme måde, som du gjorde.

DetSorteCirkus skrev:

Aima skrev:Det er bare svært at skelne, synes jeg, for lægen kan jo også have den der hierarkiske tilgang, pga. uddannelsesniveau eller alder. Muligvis opfører han sig præcist ligeså arrogant overfor en mandlig sygeplejerske. (Og det ved jeg godt, du allerede ved, Cirkus. Det var bare for at supplere).

Jeg laver sommetider noget konsulentarbejde for en lille produktionsvirksomhed, jeg er tilknyttet. For en måneds tid siden havde jeg fået til opgave at stå for tilrettelæggelsen af en lille reklamefilm til brug på sociale medier. Papiret var blankt, så det var mig der skulle opfinde alt, lige fra primær vinkling til de små, virksomme detaljer. Ret fedt, jeg er vild med den slags opgaver og, sagt i al beskedenhed, ret god til det.

Jeg møder op til idé- og forventningsmøde hos kunden og har en kameramand med så han lige kan se de lokationer, han senere skal filme, og så han ved, hvilket udstyr, han skal have med.
Vi starter med at drikke en kop kaffe og småsludre, jeg spørger interesseret ind til virksomheden og måden den køres på, også for at danne mig et indtryk af, hvilken retning indehaveren tidligere er gået i sine overvejelser om markedsføring. Efter et kvarters hyggesnak kigger kunden på min kameramand og spørger "Nå, *fornavn på kameramand* - Hvad har du af idéer til mig?"
Han havde simpelthen ikke fanget, at det var MIN (kvindelige) hjerne, der skulle opfinde og tilrettelægge hans lille film. Jeg ved ikke helt, om han troede, jeg bare var med for at tage noter eller drikke kaffe, og måske skulle vi have forklaret vores henholdsvise funktioner, da vi sagde goddag, men arbejdsfordelingen kom vist lidt bag på ham.

Han var jo ikke ude i at 'mansplaine', heldigvis, men i et eller andet omfang fejlvurderede han mig, om det skyldes mit køn ved jeg jo ikke, men jeg tror det.

Han åbner i øvrigt filial i en ny by til oktober, og har i den forbindelse bestilt en film yderligere hos os, så han syntes heldigvis uanset, min dame-hjerne gjorde det fint nok.

Helt bestemt er det svært at skelne. Det var også derfor, jeg tog forbehold med "hvis"

Ej, det lyder helt forrrykt, det du oplevede. Faktisk så grelt at jeg fristes til at tro, bare for at sætte jeres kunde i et lidt bedre lys, at han spurgte kameramanden til, hvad han kunne bidrage med indenfor sit fagområde, men hvis det føltes som beskrevet, har det næppe været det, han mente.

Jeg har instrueret en del teater og derfor haft det sidste ord i de situationer, og når vi har haft teknikere, kostumefolk og andre, der ikke er med ved alle prøverne, inde til møde, er det også sket, at skuespillerne har spurgt dem direkte om et bidrag og ikke via mig. Det har jeg aldrig opfattet som en underkendelse af min rolle og position på produktionen, men mere som respekt for forskellig faglighed (der er jo en grund til, at man ikke klarer alt selv på en produktion), men hvis spørgsmålet var gået på det generelle koncept, hvilket er mit bord, havde jeg givetvis følt på samme måde, som du gjorde.

Det var ikke kameramandens tekniske viden, han spurgte ind til, han gik udfra, det var kameramanden, han skulle snakke markedsføring med. Kameramanden responderede i stil med "Haha! Jeg har skam ingen idéer, jeg skal bare holde udstyr og sørge for lyd og lys. Det er Mia der har tjek på det vigtige" og så pegede jeg på mit hoved og sagde "It's all in here" og så lo vi allesammen lidt af misforståelsen, for det er det nemmeste, når noget har potentiale for at blive lidt akavet.

Skumfidusen skrev:

Aima skrev:Det er bare svært at skelne, synes jeg, for lægen kan jo også have den der hierarkiske tilgang, pga. uddannelsesniveau eller alder. Muligvis opfører han sig præcist ligeså arrogant overfor en mandlig sygeplejerske. (Og det ved jeg godt, du allerede ved, Cirkus. Det var bare for at supplere).

Jeg laver sommetider noget konsulentarbejde for en lille produktionsvirksomhed, jeg er tilknyttet. For en måneds tid siden havde jeg fået til opgave at stå for tilrettelæggelsen af en lille reklamefilm til brug på sociale medier. Papiret var blankt, så det var mig der skulle opfinde alt, lige fra primær vinkling til de små, virksomme detaljer. Ret fedt, jeg er vild med den slags opgaver og, sagt i al beskedenhed, ret god til det.

Jeg møder op til idé- og forventningsmøde hos kunden og har en kameramand med så han lige kan se de lokationer, han senere skal filme, og så han ved, hvilket udstyr, han skal have med.
Vi starter med at drikke en kop kaffe og småsludre, jeg spørger interesseret ind til virksomheden og måden den køres på, også for at danne mig et indtryk af, hvilken retning indehaveren tidligere er gået i sine overvejelser om markedsføring. Efter et kvarters hyggesnak kigger kunden på min kameramand og spørger "Nå, *fornavn på kameramand* - Hvad har du af idéer til mig?"
Han havde simpelthen ikke fanget, at det var MIN (kvindelige) hjerne, der skulle opfinde og tilrettelægge hans lille film. Jeg ved ikke helt, om han troede, jeg bare var med for at tage noter eller drikke kaffe, og måske skulle vi have forklaret vores henholdsvise funktioner, da vi sagde goddag, men arbejdsfordelingen kom vist lidt bag på ham.

Han var jo ikke ude i at 'mansplaine', heldigvis, men i et eller andet omfang fejlvurderede han mig, om det skyldes mit køn ved jeg jo ikke, men jeg tror det.

Han åbner i øvrigt filial i en ny by til oktober, og har i den forbindelse bestilt en film yderligere hos os, så han syntes heldigvis uanset, min dame-hjerne gjorde det fint nok.

Jeg afviser ikke at begrebet mansplaining findes, men lige her kan din alder godt have spillet ind. Ud fra billeder ser du i hvert fald meget ung ud og så virker det måske tvivlsomt om du nu er med som den med ansvaret. Han kan jo ikke se at du driver din egen virksomhed og har prøvet det før og tænker måske bare at du da godt nok er ganske opvakt, men nok ikke kan være den ansvarlige. Jeg har i hvert fald selv oplevet at jeg bliver taget mere alvorligt nu end da jeg var 25 selv om jeg ofte siger mange af de samme ting.

Og måske mente han bare at dit lille, kønne hovede bare var med til pynt; jeg ved det ikke, men jeg har det bare bedst med at lede efter den forklaring der stiller andre i det bedste lys, hvis jeg altså kan.

Jeg ligner jo ikke en teenager, trods alt, men jeg tror, du kan have ret i, at jeg uanset mit køn, nok bare ikke udstråler seriøsitet og modenhed som det første. Havde mit hår været mindre langt, mindre lyst og havde jeg påført mig en seriøs brille, droppet den mørkeblå neglelak og valgt en blazer og et par formelle sko fremfor det, jeg havde på, havde det givetvis været mere oplagt at tro, at det kunne være mig der kom med teoretisk viden og brains, som det kunne være min kollega. På den anden side synes jeg jo heller ikke det er helt fair, for min kollega ser for det første også relativt ung ud, og for det andet var han heller ikke tilnærmelsesvist formelt klædt. Han havde man-bun, altså.

Så jeg ved snart ikke, hvad jeg helst ville ændre i måden, mennesker (herunder i visse tilfælde også mig selv) ubevidst opfatter andre mennesker på. Jeg synes det er ærgerligt at blive nedvurderet på sit køn, men jeg synes også det er ærgerligt at blive nedvurderet på alt muligt andet. Jeg har forståelse for, at man ikke kan møde op med flagrende hår og stramme jeans, hvis man er dommer i højesteret og det accepterer jeg, fordi det er uanset fortegn og blot et udslag af nogle traditionsbundne, sociale normer. Men i mit arbejde, som ikke burde være underlagt den slags, vil jeg bare gerne have samme vilkår som mine mandekollegaer har, og når min conversesko/læderjakke/man-bun-kollega kan være dét og stadig blive anset som den, der kommer med indsigt og viden, vil jeg også kunne præsentere mig sådan og have samme forhåndscredit fra folk der ikke kender mig. Alternativt vil jeg have mere i løn, fordi jeg skal bruge den ekstra tid og energi på at overveje mig selv og mine signaler, samt gøre mig lidt ekstra umage for også at lyde skarp.

Men altså, kunden var en fin fyr, jeg blev ikke sur på ham eller noget, for han er jo nok slet ikke bevidst om egne mekanismer og har ingen dårlige intentioner, jeg ville da bare ønske, at det ikke var sådan.


(Og undskyld, i øvrigt, hvis jeg har bevæget mig for langt fra 'mansplaining'-oplægget, jeg syntes bare selv, det havde lidt relevans for emnet).