Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Anufe
Indlæg: 18
Tilmeldt: 27. sep 2015, 05:49
Kort karma: 6
Likede indlæg: 21

Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Indlægaf Anufe » 23. maj 2016, 18:58

Forestil dig en lille boks på 5x5 cm hvor alle siderne er lukket, inde boksen er en gul kugle, der konstant flyver fra side til side. Den får aldrig ro og går i stå, nogle gange taber den tempoet og andre gange er tempoet overlydshastighed.
Boksen er mit hoved og kuglen er mine tanker, altid de samme tanker, og fuck hvor er jeg træt af det.

Sidste sommer opdagede jeg, at min kæreste havde skrevet sammen med kvinden fra et fælles vennepar. De havde skrevet sammen af seksuel karakter og det havde stået på i ca. ½ år. Hvis det lyder bekendt, så kan det være fordi, jeg oprettede en tråd om det på Jubii. Den gang fik jeg nogle velplaceret spark og trøstende ord, og jeg håber I vil være lige så gavmilde med mig denne gang.
Hans utroskab betød, at jeg tog den beslutning, at jeg ville flytte for mig selv. Vi havde været sammen i mange år, og jeg havde aldrig boet alene. Som sagt så gjort - i april overtog jeg en lejlighed, som er mit lille drømmeparadis.
Jeg troede, måske forventede, at jeg gennem flytningen ville blive mere afklaret med situationen. Men det skete ikke, jeg ved stadig ikke hvilket ben jeg skal stå på. Om jeg skal blive i forholdet og blive ved med at kæmpe, eller om jeg skal lukke det kapitel af mit liv og komme videre.
Bolden i mit hovedet kører i ring. Jeg tror, det bedste vil være at gå fra ham, for tilliden er væk, drømmene om fremtiden er væk og lysten til at være fysisk med ham er væk.
Men det er så let at sidde i sin sofa og beslutte sig for, at forholdet er dødt og intet af værdig kan reddes. Noget helt andet er at handle på det. Og hvem siger det er den rigtige beslutning.
- Det her er de tanker, der mere eller mindre konstant fylder mit hoved. Alle gode råd er mere end velkommen, også hvis det bare er et klap på skulderen og forvisning om, at jeg ikke er den eneste der har været mere eller mindre handlingslammet.
1
Brugeravatar
Æble
Indlæg: 6650
Tilmeldt: 5. jan 2016, 18:26
Kort karma: 865
Likede indlæg: 18832

Re: Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Indlægaf Æble » 23. maj 2016, 19:08

Anufe skrev:Forestil dig en lille boks på 5x5 cm hvor alle siderne er lukket, inde boksen er en gul kugle, der konstant flyver fra side til side. Den får aldrig ro og går i stå, nogle gange taber den tempoet og andre gange er tempoet overlydshastighed.
Boksen er mit hoved og kuglen er mine tanker, altid de samme tanker, og fuck hvor er jeg træt af det.

Sidste sommer opdagede jeg, at min kæreste havde skrevet sammen med kvinden fra et fælles vennepar. De havde skrevet sammen af seksuel karakter og det havde stået på i ca. ½ år. Hvis det lyder bekendt, så kan det være fordi, jeg oprettede en tråd om det på Jubii. Den gang fik jeg nogle velplaceret spark og trøstende ord, og jeg håber I vil være lige så gavmilde med mig denne gang.
Hans utroskab betød, at jeg tog den beslutning, at jeg ville flytte for mig selv. Vi havde været sammen i mange år, og jeg havde aldrig boet alene. Som sagt så gjort - i april overtog jeg en lejlighed, som er mit lille drømmeparadis.
Jeg troede, måske forventede, at jeg gennem flytningen ville blive mere afklaret med situationen. Men det skete ikke, jeg ved stadig ikke hvilket ben jeg skal stå på. Om jeg skal blive i forholdet og blive ved med at kæmpe, eller om jeg skal lukke det kapitel af mit liv og komme videre.
Bolden i mit hovedet kører i ring. Jeg tror, det bedste vil være at gå fra ham, for tilliden er væk, drømmene om fremtiden er væk og lysten til at være fysisk med ham er væk.
Men det er så let at sidde i sin sofa og beslutte sig for, at forholdet er dødt og intet af værdig kan reddes. Noget helt andet er at handle på det. Og hvem siger det er den rigtige beslutning.
- Det her er de tanker, der mere eller mindre konstant fylder mit hoved. Alle gode råd er mere end velkommen, også hvis det bare er et klap på skulderen og forvisning om, at jeg ikke er den eneste der har været mere eller mindre handlingslammet.


Du skal ikke kæmpe mere. Der er ikke noget tilbage at kæmpe for.
10
Brugeravatar
Panton
Indlæg: 4496
Tilmeldt: 15. aug 2015, 06:50
Kort karma: 941
Likede indlæg: 4728

Re: Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Indlægaf Panton » 23. maj 2016, 19:22

Han har svigtet din tillid enormt, drømmen er væk og du gider ham ikke fysisk.

Væk med ham og find dig en du ikke kan leve uden istedet for, det andet vil knække dig mentalt.
6
You Think you’re in shape, until you try boxing// Tough times don't last, tough people do

Winners never quit
Quitters never win
Brugeravatar
Madam Pomfrey
Indlæg: 8894
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 1514
Likede indlæg: 25487

Re: Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Indlægaf Madam Pomfrey » 24. maj 2016, 05:34

Hvad ville du sige til en veninde i din situation? Opfordre hende til at blive, kæmpe, give køb på sig selv? NÆPPE!!!
Du har allerede skabt en ny platform i dit liv, din egen lejlighed, - skær den sidste tråd af rebet over, og gå ud og jagt lykken andet steds.

Du fortjener at være glad, lykkelig, forelsket, FRI! kom ud og lev livet, - måske er der også bump på den vej, det er der på de fleste, men det er en ny vej, en spændene vej, med massere af muligheder og gode oplevelser.
2
"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."
Sjo
Indlæg: 484
Tilmeldt: 23. mar 2016, 09:19
Kort karma: 71
Likede indlæg: 1101

Re: Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Indlægaf Sjo » 24. maj 2016, 07:39

Men det er så let at sidde i sin sofa og beslutte sig for, at forholdet er dødt og intet af værdig kan reddes. Noget helt andet er at handle på det. Og hvem siger det er den rigtige beslutning.


Altså, jeg synes egentlig, at det er fair nok at stoppe med at kæmpe. Der er ingen der siger, at det er den rigtige beslutning, selv om det lader til, at det rent faktisk ER den rigtige beslutning. Jeg ville tage konsekvensen og bryde forholdet. Jeg synes ikke, at der er nogen grund til at have det dårligt i et forhold, hvis man kan have det bedre alene - eller have det dårligt alene...
1
Vor herre til fucking pipirøvhest altså!
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Indlægaf LaScrooge » 24. maj 2016, 10:21

Hvad har I haft sammen siden du flyttede? Hvordan har jeres forhold været?

Hvad frygter du ved at forlade ham?
1
And we both know: I will be delicious
Brugeravatar
Lux
Indlæg: 35
Tilmeldt: 23. feb 2016, 20:09
Kort karma: 1
Likede indlæg: 87

Re: Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Indlægaf Lux » 24. maj 2016, 10:43

Jeg kender alt til det at være handlingslammet. Derfor ville det også være lidt unfair, hvis jeg sagde "få nu bare afsluttet det forhold", for det er tydeligt, at et eller andet afholder dig fra at gøre netop det. Jeg tænker dog meget på, hvad det præcis er, du kæmper for. Er det en falsk form for tryghed? For du finder jo ingen tryghed i det forhold, som du er i nu. Er det fordi, din kæreste virkelig har gjort en indsats for at bevare jeres forhold, og du føler, at du skylder ham at komme dig over episoden? Eller er det måske noget helt tredje, som er på spil?

Du kalder din lejlighed for dit lille drømmeparadis. Jeg kaldte min for mit fristed. Du kan ikke se en fremtid med din kæreste. Jeg kunne se en med min - men den gjorde mig ked af det. Du siger, at det er let at sidde i sin sofa og beslutte sig for, at man ikke har lyst til at være en del af forholdet. Jeg siger, at den sofa og den afstand netop giver dig mulighed for at mærke efter i dig selv. For intet er let, og du vil sikkert fortryde dit valg et par gange endnu, selv efter du har truffet det. Men der er altså intet forkert i at holde op med at kæmpe for noget, der ikke gør dig glad :kys:
3
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 5109
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 1219
Likede indlæg: 20819

Re: Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Indlægaf Zombie » 24. maj 2016, 13:05

Det er en fremherskende myte blandt nogle kvinder, at kærligheden skal være sådan noget, man kæmper for.

Det passer ikke.

Kærlighed er noget, man kæmper sammen med sin partner FOR. Kærlighed er noget, man kæmper for parforholdet I.

Du skriver ikke så udførligt, så det er svært for mig at sige noget konkret om. Men der er umiddelbart intet i det, du fortæller, som viser mig at I er sammen om denne her kamp. At I er et team.

Jeg ved da godt, tingene ikke altid er nemme eller Disney-lyserøde. Der skal være plads til at vakle, og engang imellem er man også lidt en røv. Men at skulle kæmpe for det grundvilkår for forholdet, som kærligheden bør være - der bør man virkelig lave et benhårdt reality check. Hvorfor er jeg i det her? Hvad er mine udsigter? Hvad er planen, og hvad bidrager den anden med?
Og der er tilfælde, hvor det ikke giver mening. Der er rigtig mange tilfælde, hvor folk forsøger at bruge en hjertestarter på et forhold, der allerede er stendødt. "Hey, hvad nu hvis jeg bruger en anden hjertestarter" - nej. Forstå det nu.
6
aka Forbies

:gammel:
Kisser
Indlæg: 1048
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 232
Likede indlæg: 2700

Re: Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Indlægaf Kisser » 24. maj 2016, 17:55

Du har - så vidt jeg kan se - ikke nævnt nogen grunde til at blive. Det får mig til at tænke, at den primære - og måske eneste - grund til at du bliver er, at det er nemmere at bevare status quo end at gøre noget andet. Også selvom du faktisk allerede HAR ændret rigtig meget på din situation. Jeg tror, at du skal beslutte dig for at det er på tide at gå.
2
Anufe
Indlæg: 18
Tilmeldt: 27. sep 2015, 05:49
Kort karma: 6
Likede indlæg: 21

Re: Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Indlægaf Anufe » 24. maj 2016, 19:41

Det bliver et multisvar, har ikke fundet ud af multi quote endnu, men det kommer nok en dag.

At hovedet ikke kan rumme det hjertet allerede ved: Det kunne det sagtens være noget om. Og så bliver jeg alligevel rigtig meget i tvivl, for tvivlen er der stadig, og der er dage, hvor alt i mig har lyst til at kæmpe for forholdet og vores fremtid sammen. Og så er der de andre dage, de dage hvor jeg har lyst til at råbe pik og skride så snart, jeg har rengjort toilettet med hans tandbørste. Ikke at jeg kunne finde på det, altså det med tandbørsten.
Sjo siger noget der sætter tankerne i gang, for hvorfor have det dårligt sammen, når jeg kan have det dårlig alene, men stadig have fremtidsdrømmene. Lige nu er der slukket for fremtidsdrømmene, hvorfor er jeg i tvivl om. Men det bunder nok i den måde han har tacklet utroskabet og den efterfølgende tid. Da jeg flyttede, var mit store håb, at han ville fortælle, at han ville overnatte i tagrenden, fordi han ikke kan leve uden mig. Det var så ikke just den reaktion jeg fik. Han fortalte, at han mente det kunne blive svært at ses i hverdagen, da han arbejder sene dage. Det er jo en prioritering, jeg er for hulen ikke flyttet 80 km væk, men 15 minutter i bil. Den slog hårdt og jeg endte med at tvivle endnu mere på, om han vil mig og vores forhold eller om det er ren og skær tryghed der holder os sammen. For den er vel dobbelt, jeg kan ikke sætte ord på hvad der holder mig i forholdet, andet end at jeg elsker ham og en del tryghed. Men det er ikke det hele, der er mere end det, jeg kan bare ikke sætte ord på.
Vores forhold har været præget af op- og nedture, fx synes jeg han ikke helt forstod/forstår hvor sårende hans handling har været. Det blev meget tydeligt, da han i juleferien sagde, at han ville kontakte sin tidligere ven X (hvis kone han havde skrevet med). Det var ikke for at undskylde, men fordi det kunne være hyggeligt at ses igen til hyggeaften, som parret tidligere har holdt en del af. Det var sådan ca. den dårligste ide jeg længe har hørt, og jeg tolkede det som om, at jeg var "værdløs" - fordi han ikke spurgte, om det ville være i orden med mig.
Og det er vel meget generelt, jeg har svært ved at stole på ham, og forventer måske han kan tankelæse, men manden er ikke lallende debil, og jeg forventer derfor, at når han har lavet sådan et nummer, så kan han også regne ud at kontakt med hende eller stort set alt af hunkøn med en puls kan opfattes forkert fra min side.

Hmpf ja. Nårh, men jeg er rigtig glad for alle jeres svar. Det giver mig nogle nye indput som er tiltrængt. Veninderne giver mig jo ret i at han er en nar, men det skal de gøre.
0
Garbitch
Indlæg: 18
Tilmeldt: 13. maj 2016, 15:24
Kort karma: 2
Likede indlæg: 9

Re: Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Indlægaf Garbitch » 24. maj 2016, 20:51

Jeg kunne skrive et kilometer langt svar, men det bliver ikke lige nu. Alligevel er det vigtigt for mig lige at sende dig en tanke, for det lyder hårdt det du er i.
Først vil jeg gerne spørge om han angrer og er villig til at tale om det der er sket. Hvor længe, hvorfor, hvor omfattende, var der billeder osv. Er han så villig til at lytte på hvad disse svigt får dig til at føle? Forstår han når du siger at det er jordens dårligste ide at mødes med hende? Og hvad det gør ved dig at han overhovedet kan foreslå det?
Hvordan var jeres forhold inden affæren? Var det stabilt og trygt, eller var det drama med op og nedture?
Har du prøvet at miste nogen eller blive svigtet af nogen der stod dig meget nært i løbet af livet? Er du bange for at miste og blive svigtet?
Jeg tror du skal grave rigtig dybt for at få styr på de her følelser og så tror jeg lige så stille der kommer en afklaring. Det er kun dig selv der kan finde svaret.
Jeg har stået i en lignende situation og det er frygteligt og man vil gerne have det godt nu og hjælpes nu, men det kan kun du. Babysteps. Gør noget der er godt for dig. Motion, bioture, mærk efter hvad du kan lide/ ikke kan lide. Lad ham være i en periode og hvis han skriver han gerne vil mødes så mærk efter om DU har lyst. Det er dig det her handler om. Din film.
0
Brugeravatar
vibbsen
Indlæg: 4137
Tilmeldt: 17. sep 2015, 17:26
Kort karma: 1136
Likede indlæg: 16358

Re: Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Indlægaf vibbsen » 24. maj 2016, 21:07

Det ville være rart hvis man bare kunne spørge nogen fremmede "Hvornår bør jeg ikke kæmpe længere"....Men så længe DIT hoved og DIT hjerte ikke selv er komme til konklusionen, så tror jeg du skal afholde dig fra at ændre ved jeres nuværende status.

Jeg er en stor fan af at man mærker efter hvad der føles rigtigt i ens egen mave. Og så handler på det. Det er ikke noget man bare lige sætter sig ned og gør. Store beslutninger er ofte lang tid om at "sætte sig" rigtigt. Men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at på et eller andet tidspunkt, så finder du styrken til gøre det nødvendige.

Hvad jeg selv ville have gjort (Jeg var lige en tur på DD og se den oprindelige tråd) og hvad JEG mener om det hele...Det vælger jeg at holde for mig selv. Ikke fordi det er en hemmelighed. Men fordi jeg faktisk fornemmer at du måske har mere brug for at få at vide at det er OK at tage sig den nødvendige tid til at drage din egen konklusion, end det er at vide hvad jeg synes.
6
Tak.Glimmer på. Op på kaminhylden

Citat Hella Joof
Brugeravatar
Sophies-mor
Indlæg: 9488
Tilmeldt: 16. okt 2015, 12:30
Kort karma: 787
Likede indlæg: 7809

Re: Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Indlægaf Sophies-mor » 24. maj 2016, 21:09

Havde du ikke allerede overtaget lejligheden??
:gruble:

Jeg ville prøve at arbejde på, bevidst, at glemme ham.
Han lyder som en mega-nar - som du selv siger, jeg sætter bare mega foran ...


Og det er vel meget generelt, jeg har svært ved at stole på ham, og forventer måske han kan tankelæse, men manden er ikke lallende debil, og jeg forventer derfor, at når han har lavet sådan et nummer, så kan han også regne ud at kontakt med hende eller stort set alt af hunkøn med en puls kan opfattes forkert fra min side.

Du KAN ikke stole på ham.
He is so not into you.

Jo, vi er enige så langt, at manden ikke er tankelæser.
Har du overvejet at sige til ham:
"Hør her Karl Smart, enten vil du mig - eller ikke. Hvis du vil mig, så har jeg følgende forventninger/ krav. (og her tænker jeg FINT at du kan tillade dig at have krav)"
Og så lister du dem op.
"Hvis ikke du kan leve med dem, vil du mig ikke nok.
See you!"

I øvrigt, han lyder som en eks jeg havde. Samme attitude overfor mig ved opdaget utroskab og ligegyldighed generelt over for mig. Plus, at alt der havde et kvindeligt hul skulle jagtes. Og blev det!
0
Hæklerier på hjernen :cool:
Garbitch
Indlæg: 18
Tilmeldt: 13. maj 2016, 15:24
Kort karma: 2
Likede indlæg: 9

Re: Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Indlægaf Garbitch » 25. maj 2016, 08:44

Jeg er helt enig i, at ingen beslutninger skal tages så længe ens hovede fungerer på den måde TS beskriver. Dig kan man af mange grunde, være så dårlig til at mærke sig selv, at det er her man skal starte og det er en lang proces. Mit råd er stadig at mærke efter hvad der gør dig glad og så fylde dit liv med det. Sig til dig selv at det er ok du ikke kan tage en beslutning lige nu og bare vær i det og øv dig i at mærke efter!!! Sig til og fra, mærk dine grænser, sig fra når nogle overskrider dem.
0
Anufe
Indlæg: 18
Tilmeldt: 27. sep 2015, 05:49
Kort karma: 6
Likede indlæg: 21

Re: Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Indlægaf Anufe » 25. maj 2016, 17:37

Lemonella skrev:Du skal i hvert fald tænke lidt mere positivt på dine egne vegne. :)
Jeg lagde mærke til, at du citerede lidt af det sjo havde skrevet. Du "læste" kun det negative om, at have det dårligt alene. Hun skrev jo også, at du kunne have det bedre alene og den tanke skal du holde fast i.


Ah, jeg fik vist formuleret mig meget dårligt det. Jeg læste ikke sætningen negativt, men mere i retningen af, at hvis jeg sidder og er ulykkelig som single, så er der sådan ca. kun en der kan handle på det. På en eller anden måde finder jeg det mere acceptabelt at være single og savne en "mand", end det er at være i et forhold og savne en "mand". Og det er måske også der den ligger begravet, det her med aktivt at tage ansvar for egen lykke.

Nårh, men jeg har taget kontakt til mit forsikringsselskab, da de tilbyder tilskud til psykologhjælp ved skilsmisse. Vi har bare aldrig været gift, men samlevende i 13 år, så forsikringen er i gang med at finde ud af, om jeg kan gøre brug af deres tilskud. En ting er sikkert, jeg gider ikke gå 9 måneder mere og tvivle, det er livet for kort til.
3

Tilbage til "Forhold og sex"