Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Kisser
Indlæg: 1045
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 232
Likede indlæg: 2682

Re: Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Indlægaf Kisser » 25. maj 2016, 19:12

Men hvad siger han egentlig til det hele? Mærker han, at du trækker dig og siger han noget om, hvad han tænker om jeres fremtid?
0
Anufe
Indlæg: 18
Tilmeldt: 27. sep 2015, 05:49
Kort karma: 6
Likede indlæg: 21

Re: Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Indlægaf Anufe » 25. maj 2016, 20:01

Han er en knudemand, og tager ikke selv initiativ til at spørger hvad jeg føler og tænker. Han ved jeg er i tvivl om forholdet, det har jeg gjort ham klar flere gange. Han har fx spurgt om vi ikke skulle starte med "projekt barn". Det var min helt store drøm, før alt det her skete. Børn er ikke en mulighed for mig, når forholdet er som det er. Hvis jeg tillægger han grimme bagtanker, så kan sådan en udmelding være for at 'holde på mig'ish eller fordi han virkelig ikke forstå særligt meget.
1
Brugeravatar
DetSorteCirkus
Indlæg: 21945
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:07
Kort karma: 2513
Likede indlæg: 59497

Re: Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Indlægaf DetSorteCirkus » 25. maj 2016, 21:06

Din kæreste virker ikke særlig kompetent til jeres forhold og ejheller videre interesseret i at blive det, hvilket seriøst undrer mig, når jeg tager i betragtning, at det er ham, der er skyld i jeres krise.
At han kan finde på at foreslå en graviditet i en situation, hvor du er flyttet for dig selv og tydeligvis har det elendigt, kan jeg kun komme på negative årsager til. Egoisme. Uansvarlighed. Meget dårlige sociale færdigheder. Umodenhed.
Oveni det skal så lægges, at han har været dig utro...

Det må primært være vanen, der får dig til at blive, tænker jeg, kombineret med en udefinerbar frygt for en fremtid alene.
Jeg tænker også, at du på forhånd har haft en kraftig formodning om hvilke svar, du ville få i din tråd, og at det fortæller noget vigtigt om, hvor træt du er af det hele, og hvad du gerne har ville bekræftes i.
2
Garbitch
Indlæg: 18
Tilmeldt: 13. maj 2016, 15:24
Kort karma: 2
Likede indlæg: 9

Re: Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Indlægaf Garbitch » 26. maj 2016, 06:08

13 år er dælme også lang tid. Forstår godt det er svært at tage en beslutning. Håber du får psykologtimerne.
0
Brugeravatar
Thestral
Indlæg: 2772
Tilmeldt: 11. aug 2015, 07:15
Kort karma: 432
Likede indlæg: 3055

Re: Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Indlægaf Thestral » 26. maj 2016, 06:25

Anufe skrev:Han er en knudemand, og tager ikke selv initiativ til at spørger hvad jeg føler og tænker. Han ved jeg er i tvivl om forholdet, det har jeg gjort ham klar flere gange. Han har fx spurgt om vi ikke skulle starte med "projekt barn". Det var min helt store drøm, før alt det her skete. Børn er ikke en mulighed for mig, når forholdet er som det er. Hvis jeg tillægger han grimme bagtanker, så kan sådan en udmelding være for at 'holde på mig'ish eller fordi han virkelig ikke forstå særligt meget.
Åh nej ikke det. Børn er dejlige men de forplumrer en "skilsmisse" så forfærdeligt og de kan ikke redde et skrantende forhold på nogen måde. Hold fast i at der ikke skal børn ind i billedet som tingene er nu. Det vil kun gør det hele værre når hverdagen melder sig igen efter de første rosenrøde graviditets dage.
4
Jeg har nået den alder,
hvor jeg ved, hvad der er værd at vide
og på en god dag kan jeg også huske noget af det..
Brugeravatar
Q-beben
Indlæg: 1216
Tilmeldt: 23. dec 2015, 11:23
Kort karma: 267
Likede indlæg: 4284

Re: Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Indlægaf Q-beben » 26. maj 2016, 06:35

Anufe skrev:Han har fx spurgt om vi ikke skulle starte med "projekt barn". Det var min helt store drøm, før alt det her skete. Børn er ikke en mulighed for mig, når forholdet er som det er.


Hvor er det bare godt at læse, når du skriver, at børn ikke er en mulighed, når forholdet er, som det er... :gogo:

Der er så mange, der prøver at få børn for at lappe på et forhold. Hvor er det dog trist, når børn bliver sat i verden med en mission, som de i de fleste tilfælde ikke kan lykkedes med. Det er så forkert...

Mht. forholdet generelt... ingen skal være i et forhold, hvor man bliver så ked af det og ikke føler sig elsket/respekteret. Du har været udsat for noget ganske grusomt noget af ham - det er helt naturligt, at du er rystet... Pas godt på dig selv, forkæl dig selv og brug os herinde på den måde, du har brug for...
0
Brugeravatar
vibbsen
Indlæg: 4137
Tilmeldt: 17. sep 2015, 17:26
Kort karma: 1136
Likede indlæg: 16358

Re: Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Indlægaf vibbsen » 26. maj 2016, 12:55

Anufe skrev:Han er en knudemand, og tager ikke selv initiativ til at spørger hvad jeg føler og tænker. Han ved jeg er i tvivl om forholdet, det har jeg gjort ham klar flere gange. Han har fx spurgt om vi ikke skulle starte med "projekt barn". Det var min helt store drøm, før alt det her skete. Børn er ikke en mulighed for mig, når forholdet er som det er. Hvis jeg tillægger han grimme bagtanker, så kan sådan en udmelding være for at 'holde på mig'ish eller fordi han virkelig ikke forstå særligt meget.


Der er ikke noget i vejen med at være en knudemand. Det stiller bare lidt større krav til at vi som kvinder kan finde ud af at sige tingene uden at blive spurgt. Jeg har en knudemand, og vi har været sammen i 17 år. Så knudemand som koncept er ikke et problem.

Derimod så er mænd som forsøger at søsætte "projekter" som de ved vi rigtig gerne vil, når lokummet er brændt på, et kæmpe problem. For det er fatsvage mænd generelt.... Din mand har tydeligvis ikke forstået at HVOR MEGET han rent faktisk er sendt i hundehuset.....At jeres forhold hænger i en tynd tråd. Det viser det at han begynder at snakke om "projekt barn" når du er flyttet og bor for dig selv. Det alene synes jeg siger en hel del om hvor han er henne i alt det her.....

Lad mig komme med en historie fra gamle dage....Dengang da jeg var forlovet. Det var min daværende kærestes ide at vi skulle forloves. Han spurgte mig juleaften. Meget romantisk og hvad ved jeg. Vi gik ud og fik os et sæt ringe. Med sten. Og datoer. Og indgravering og hele pivtøjet. Der var ikke et øje tørt. Hele familien var naturligvis mægtig begejstrede. Det var jeg også. Stemningen blev imidlertid en anelse mere afdæmpet da min svigerinde - blot 2 dage efter at vi havde forlovet os - spørger "Hvornår skal I så giftes". Hvortil min forlovede meddelte at "Gift. Det var noget man tog for ikke at blive det. Den vej havde han været ned ad og det skulle han ikke igen"...Det svar overraskede såvel selskabet som mig en hel del. Jeg havde nemlig netop sagt til ham at blev vi forlovet, så var det fordi vi skulle giftes indenfor en overskuelig fremtid....
Da jeg 3 måneder senere tog mit gode tøj og skred var hans ord "Jamen vi er jo forlovede. Du kan da ikke bare bryde en forlovelse."...Det mente jeg nu godt jeg kunne. Herregud. Han ville jo alligevel ikke giftes. 2 dage senere fik jeg et tilbud om at vi kunne blive gift. Nårsomhelst det passede mig. Og på hvilken som helst måde. Jeg kunne bare sige til. Men det løb var ligesom kørt. Det er sgu for sent at kaste brønden til når barnet er druknet....

I jeres tilfælde er din kæreste sågar villig til at smide en ekstra faktor ind i spille i form af et barn. Noget som - det vil de fleste nok give mig ret i - er en rimelig stor belastning for selv ret velfungerende parforhold. "Vores parforhold er lidt shaky og min kæreste har valgt at flytte til sit eget sted..Måske det var en god ide at få et barn" Det giver ingen mening. Ligeså lidt mening som det gav da min kæreste tilbød at vi kunne blive gift efter at jeg havde forladt ham. Forskellen på det "tilbud" jeg fik og det "tilbud" du får er at jeg - hvis jeg havde sagt ja - kunne have fået en skilsmisse hvis det nu slet ikke gik. Det kan man ikke med et barn.....
5
Tak.Glimmer på. Op på kaminhylden

Citat Hella Joof
Sjo
Indlæg: 484
Tilmeldt: 23. mar 2016, 09:19
Kort karma: 71
Likede indlæg: 1101

Re: Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Indlægaf Sjo » 26. maj 2016, 12:57

Anufe skrev:
Lemonella skrev:Du skal i hvert fald tænke lidt mere positivt på dine egne vegne. :)
Jeg lagde mærke til, at du citerede lidt af det sjo havde skrevet. Du "læste" kun det negative om, at have det dårligt alene. Hun skrev jo også, at du kunne have det bedre alene og den tanke skal du holde fast i.


Ah, jeg fik vist formuleret mig meget dårligt det. Jeg læste ikke sætningen negativt, men mere i retningen af, at hvis jeg sidder og er ulykkelig som single, så er der sådan ca. kun en der kan handle på det. På en eller anden måde finder jeg det mere acceptabelt at være single og savne en "mand", end det er at være i et forhold og savne en "mand". Og det er måske også der den ligger begravet, det her med aktivt at tage ansvar for egen lykke.


Og det er læst lige præcis som jeg mente det. :kram:
0
Vor herre til fucking pipirøvhest altså!
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 5109
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 1219
Likede indlæg: 20816

Re: Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Indlægaf Zombie » 26. maj 2016, 14:31

Der er en ting, der stinker hos din kæreste, og det er ikke at han er knudemand...

Knudemanderi betyder, at han har svært ved følelser - ikke at han bliver hjernedød ansvarsløs.

Det er ansvarsløst at han fucker rundt i det med en anden kvinde, og så genoptager kontakten til hende /det par hun er en del af, uden at snakke med dig først. Uden at sikre sig, at det ikke smider hele forholdet i grøften.

Det er voldsomt, nærmest ubeskriveligt ansvarsløst at smide projekt barn i spil, mens ens kæreste er flyttet for sig selv og der er masser af indikatorer på, at forholdet ikke kører.
Eksempelvis sådan noget som, hvordan barnet skal undfanges, når den ene part undviger intimitet?

Jeg sidder tilbage med en overvejelse om, hvorvidt din mand er lidt... tumpet. Med lav intelligens. Men det tror jeg nu ikke... og det er lidt skræmmende. For så er han jo bare sådan en "happy go lucky" type, der ikke kan tage ansvar for sig selv og ikke kan tage ansvar for andre/et barn.

Det, i sig selv, synes jeg faktisk er ret nederen. Just saying.
5
aka Forbies

:gammel:
IrmaPigen
Indlæg: 7782
Tilmeldt: 17. apr 2016, 06:38
Kort karma: 971
Likede indlæg: 12427

Re: Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Indlægaf IrmaPigen » 26. maj 2016, 16:59

Så du sætter din drøm om børn til side pga. en utro nar.

Jamen det lyder da virkelig også som en smart prioritering.
0
Anufe
Indlæg: 18
Tilmeldt: 27. sep 2015, 05:49
Kort karma: 6
Likede indlæg: 21

Re: Død eller ej, hvor længe bør/skal/kan/vil man kæmpe

Indlægaf Anufe » 26. maj 2016, 20:11

Børn er dejlige, men der er allerede for mange børn der er et resultat af et dårligt parforhold, den statistik vil jeg ikke være en del af. Hvad han forventer der ville ske hvis vi fik børn ved jeg ikke. Da han foreslog det, troede jeg det var en joke.
Og ja, jeg sætter drømmen om børn til side for et 13 år langt forhold, der i mange år var lykkeligt og alt jeg kunne ønske.
Spørgsmålet om hvad der skal til for at tilliden kommer tilbage er svært. Hvis den skal tilbage, så skal han vise 100 % at det er mig han vil, og der skal være sammenhæng mellem ord og handling. Det er måske svært at komme dertil, for hver gang der tikker en SMS ind, så kommer tvivlen. Selv ved de mindste ting kommer tvivlen, for jeg troede jeg kendte ham. Jeg troede, han aldrig kunne være sådan et fjols.

Måske det også skrammet mig, at jeg dårligt kan huske hvordan det var at være single. Det er så længe siden og jeg var 19 da jeg mødte ham.

Tak for historien Vibbsen, den sætter også tanker i gang.
0

Tilbage til "Forhold og sex"