Forelsket i en anden

[Jegvilgerneheddenogetnyt]

Blev du gravid efter du var blevet forelsket i en anden, hvor følelserne blev gengældt?

[Jegvilgerneheddenogetnyt]

Men det afgørende spørgsmål er vel - hvordan glemmer jeg ham? Hvordan kan jeg blive tilfreds i mit forhold?

Besøg ham den anden og se om dine følelser virkelig er så intense som du føler, eller om han er et sted dine tanker flygter hen når dit nuværende parforhold går skævt.

[aerlighed]

Hvor er jeg rørt over, at I vil hjælpe mig med så gode svar. Jeg svarer samlet, da mange ting går igen, men jeg har læst og sætter pris på hvert eneste svar, jeg har fået.

Jeg blev gravid i juli, mødte ham den anden i august og fandt så ud af, at jeg var gravid efter vi havde mødtes nogle gange. Vi fortsatte med at ses i starten af min graviditet. Han vidste det selvfølgelig.

Jeg har taget det til mig, at I skriver, jeg skal arbejde på at finde styrke i mig selv. Har ikke nogen venner, fordi jeg som sådan ikke har haft behovet, inden jeg blev gravid. Min mand og jeg har fælles bekendte, men de er "hans" oprindeligt. Jeg har aldrig rigtigt haft venner, kan ikke finde ud af det. Føler ikke jeg kan være mig selv, og det bliver hurtigt påtaget og anstrengt for mig. Føler ikke jeg har matchet med nogen? Kan man lære at blive venner med folk?

Desuden har jeg jo haft min mand - vi har altid været hinandens bedste venner, og vi har altid brugt enorme mængder tid sammen. Det er jo egentlig også lidt dét, der gør det svært. Han er en sød person, sjov og vi hygger os. Han er en rigtig god og kærlig far. Det ville være et nemt valg, hvis han var en elendig mand, men det er han ikke. Det er bare ikke ham, jeg savner og tænker på.

Det lyder frygteligt, når jeg skriver det ned. Men det var jo også en af grundene til at jeg ikke fik en abort. Jeg ville ikke miste ham, og det ville jeg have gjort. I dag er jeg naturligvis lykkelig for valget, fordi jeg elsker mit barn højere end noget andet.

Min mand mærker det ikke, er jeg ret sikker på. Jovist, vi diskuterer og skændes lidt, men det har vi altid gjort. Jeg kan til tider godt synes, at han ikke tager sit ansvar som mand og far seriøst nok, og at han ikke viser mig nok omsorg og forståelse, hvis barnet fx har været vågen en hel nat. Men i det store hele, så har vi det godt , og det synes han også. Han ønsker bare, vi kan have det godt sammen som familie. Og vi har det som sagt godt, kysser og krammer og griner. Jeg har bare en stor tung hemmelighed, som vælter ind over mig hver eneste dag.

Han ER virkelig så fantastisk ham den anden. Inden jeg opdagede min graviditet, var jeg klar på at flytte land og hen til ham. Jeg har endda fortalt ham, at jeg elsker ham, og ja, det gør jeg. Kan man elske to?

[aerlighed]

Er det fuldstændigt åndssvagt at leve videre med håbet om, at jeg en dag kan være sammen med ham den anden?

[Akehurst2]

Er det fuldstændigt åndssvagt at leve videre med håbet om, at jeg en dag kan være sammen med ham den anden?

Ja, hvis du vil have et håb om at blive lykkelig med din mand er det.

Hvis du hele tiden har et håb om noget andet, så vil det spærre for at du kan blive tilfreds med det, du har.

[Zombie]

Det virker ærlig talt, som om du ser ham den anden i et totalt urealistisk lys.

Manden siger, at han ikke gider en kvinde med barn. Wtf? Der er ikke tale om "en kvinde med barn", der er tale om dig. Det er jo ikke bare en eller anden tilfældig, han fravælger, og allerede i dénne formulering synes jeg, at det lugter langt væk af, at han bare slet ikke ser på jeres relation som du gør, uanset hvad han har sagt eller giver udtryk for nu.

Samtidig forholder du dig ikke rigtig til virkeligheden. Virkeligheden med en mand i et andet land, væk fra al netværk. Endnu mere end nu, vil du være total afhængig af et andet menneske. Endda et menneske, du ikke er halvt så tryg ved eller har forhistorie med, som din kæreste. En konstant frygt for, at han afslutter det, og du står med håret i postkassen... Det vil være din hverdag, hvis du da ikke er så naiv, at du bare traller rundt, uden at overveje hvor risky opførsel det egentlig er.

Og samtidig har han jo tydeliggjort, at han ikke har interesse i andres børn. Hvor deltagende og kærlig tror du, han bliver? Når han også har travlt med det liv, han allerede har i sit eget land? Hvad tror du, der vil ske med dig og dit barn, så? Hvad bliver JERES muligheder lige?


Ovenstående leder mig til at tro, at ham den anden filejs bare er lidt en drømmefigur, du har opbygget i dit eget hoved. Det er så dejlig nemt at drømme sig væk til en anden virkelighed, hvor tingene er nemmere og enklere.
Men realistisk? Næppe.

Men det er også klart... Du var udsat for et svigt. Og ligesom du blev tvunget til at være single, da du ikke havde lyst, blev du tvunget tilbage i forholdet, da du egentlig hellere ville noget andet. Jeg forstår godt, at du ikke har lyst til at satse 100% med ALLE følelser, håb, drømme om fremtiden osv. med din kæreste, for du har da manglende tillid til det her projekt.
Og det bliver jo selvforstærkende, når du render og fantaserer om en anden.


Best case scenario får du med tiden det, du har med din kæreste nu, med ham den anden. Men det finder jeg totalt urealistisk ift. hans udmeldinger, den geografiske situation osv.

Jeg synes, det er på tide at du får hovedet ud af skyerne og vurderer situationen som den REELT er. I stedet for et tænkt drømmescenarie versus virkeligheden.

[HappyPaww]

Er det fuldstændigt åndssvagt at leve videre med håbet om, at jeg en dag kan være sammen med ham den anden?

Det er naivt IMO... Nu har I jo faktisk ikke prøvet at være kærester i andet end et par uger - hvem ved, om du ikke bare er forelsket i en "drøm", fordi det er blivet lidt for praktisk med din mand derhjemme?

Du må i hvert fald ikke gå fra din mand udelukkende for at være sammen med den anden, for så bliver du sandsynligvis slemt skuffet. Du nævner jo også selv, hvorfor det nok ikke er så realistisk (kulturforskelle osv.). Dermed ikke sagt, at du formentlig bør gå fra din mand - for det bør du nok - men det skal ikke være i håbet om, at blive lykkeligt forelsket i den anden.

[catnip]

Jeg tror det er meget nemt at projicere alle de drømme man har om det perfekte forhold over på en specifik person, når man føler sig svigtet/alene/ulykkelig osv. Jeg tror også det er meget nemt at blive blæst omkuld af karismatiske mennesker og føle "kemi som aldrig før" når man når man selv er sårbar. Det er rigtig nemt kun at se det gode i andre, når man ikke er tilfreds med det man har.

Jeg tænker at de fleste af os har været der? Jeg har i hvert fald.

Jeg tror bare det er vigtigt at overveje om "nissen flytter med" hvis man skifter sin partner ud. Det kræver noget selvransagelse at finde ud af hvorfor man er endt hvor man er, og om man har fået bearbejdet alle de følelser der er fulgt med. Jeg tror risikoen er stor for at ende samme sted, hvis man ikke er i balance med sig selv - om det så er i forbindelse med at udskifte partner, job, bolig osv.

Jeg synes sjældent der er rigtigt at blive for "børnenes skyld", men jeg synes at det lyder til at det her er lidt mere end det. Du lyder ikke særlig afklaret i forhold til din mand, og jeg tænker at din besættelse af ham den anden forstyrrer din tankeproces omkring dit nuværende forhold. Det er meget muligt at du i bund og grund er bange for at være alene, men så tænker jeg at det er så meget vigtigere, at hvis du kommer frem til at du virkelig ikke trives med din mand, så skal du afslutte forholdet for at være dig selv - ikke for at være sammen med en anden. For så vil nissen helt sikkert flytte med...

[Rapfisk]

Er det fuldstændigt åndssvagt at leve videre med håbet om, at jeg en dag kan være sammen med ham den anden?

Ja, det synes jeg. Og for at svare på spørgsmålet fra indlægget før, så ja: Man kan sagtens elske to på samme tid.

Der er løbet meget vand i åen siden dengang du mødte den anden. Her tænker jeg særligt på din datter. Du var villig til at rejse til hans land dengang, men nu har hun jo et liv og en far her, så er manden villig til at flytte hertil? Er han villig til rollen som papfar? Kan du se ham som en god papfar?

Som en anden så klogt skrev om, så skal du ikke blive for din datters skyld og vise hende en version af kærligheden, du ikke ønsker, hun skal tage til sig (børn gør som regel som deres forældre gør, ikke som de siger). Omvendt skal du heller ikke gå i den anden grøft og give hende et liv med en mand (din nye kæreste), der blot tåler hendes tilstedeværelse og egentlig ikke har lyst til at have hende i sin familie. Hvis han ikke vil jer begge to med hud og hår, er han ikke længere den rigtige for dig. Det havde han måske været i et andet liv, hvor du havde valgt anderledes i forhold til graviditeten, men det gjorde du (heldigvis) ikke.

Jeg ved ikke, om du skal blive sammen med din kæreste, men jeg synes, det lyder som om, der er noget at bygge på. Selvfølgelig er jeres forhold ikke som det til den anden, for de er vidt forskellige mænd. Spørgsmålet er, om det i sig selv er et forhold, du har lyst til at blive i.

Hvis nu denne anden mand ikke var der, hvordan ville du så se på dit forhold til din kæreste? Ville det være godt? Ville det være til at redde?

Et andet tankeeksperiment: Hvis du går fra din kæreste nu, møder du en ny om fem år. Du kender ham ikke endnu, men det er én, du kan forelske dig i. Han er som folk er flest, med gode og dårlige sider. Han vil gerne dig og din datter. Ville du så blive hos din kæreste, eller ville du satse og gå?

[ajnaM]

Jeg tror, det er meget normalt at drømme sig lidt hen til nogle gamle affærer, når man er i et forhold, der måske ikke er verdens mest lidenskabelige. Måske kan det også hænge sammen med mor-rollen? Jeg har i hvert fald i perioder, hvor det hele går op i bleer, hente-bringe og dårlig søvn, tænkt lidt på 'the ones that got away'... hvordan livet havde været, hvis jeg havde satset på en af de andre, der var inde i billedet.

Jeg vil så sige, at med årene har de andre flirts, jeg havde gang i for 10 år siden, også fået kærester og børn. Og pludselig ser deres liv ikke så anderledes ud. Faktisk er jeg ret sikker på, jeg ville have faldet i præcis de samme riller, jeg har været i med min kæreste, hvis det havde været en anden mand - fordi livet med små børn på mange måder er et lidt stenet hamsterhjul. Dejligt, men et hamsterhjul.


Nå, pointen er, at du måske også bruger ham den anden til at forestille dig et andet liv og med dig i en anden rolle i forholdet. En rolle, hvor du ikke havde børn, og hvor din kæreste ikke havde været dig utro.
Og jeg tror, du gør dig det bedst i at glemme ham den anden og arbejde på det forhold og den virkelighed, du er i.

[aerlighed]

Er det fuldstændigt åndssvagt at leve videre med håbet om, at jeg en dag kan være sammen med ham den anden?

Ja, det synes jeg. Og for at svare på spørgsmålet fra indlægget før, så ja: Man kan sagtens elske to på samme tid.

Der er løbet meget vand i åen siden dengang du mødte den anden. Her tænker jeg særligt på din datter. Du var villig til at rejse til hans land dengang, men nu har hun jo et liv og en far her, så er manden villig til at flytte hertil? Er han villig til rollen som papfar? Kan du se ham som en god papfar?

Som en anden så klogt skrev om, så skal du ikke blive for din datters skyld og vise hende en version af kærligheden, du ikke ønsker, hun skal tage til sig (børn gør som regel som deres forældre gør, ikke som de siger). Omvendt skal du heller ikke gå i den anden grøft og give hende et liv med en mand (din nye kæreste), der blot tåler hendes tilstedeværelse og egentlig ikke har lyst til at have hende i sin familie. Hvis han ikke vil jer begge to med hud og hår, er han ikke længere den rigtige for dig. Det havde han måske været i et andet liv, hvor du havde valgt anderledes i forhold til graviditeten, men det gjorde du (heldigvis) ikke.

Jeg ved ikke, om du skal blive sammen med din kæreste, men jeg synes, det lyder som om, der er noget at bygge på. Selvfølgelig er jeres forhold ikke som det til den anden, for de er vidt forskellige mænd. Spørgsmålet er, om det i sig selv er et forhold, du har lyst til at blive i.

Hvis nu denne anden mand ikke var der, hvordan ville du så se på dit forhold til din kæreste? Ville det være godt? Ville det være til at redde?

Et andet tankeeksperiment: Hvis du går fra din kæreste nu, møder du en ny om fem år. Du kender ham ikke endnu, men det er én, du kan forelske dig i. Han er som folk er flest, med gode og dårlige sider. Han vil gerne dig og din datter. Ville du så blive hos din kæreste, eller ville du satse og gå?

Hvis han ikke var der, så var jeg blevet i mit forhold. Jeg ville ikke turde miste det, som jeg trods alt har. Jeg er ikke interesseret i andre, kun ham nummer 2.. Jeg kigger ikke på andre lækre mænd og drømmer mig væk. Det er jeg helt ligeglad med. Men når jeg er sammen med min kæreste, så tænker jeg ofte på, at det ville have været perfekt, hvis det var ham den anden.. suk, ja jeg er nederen.

Kan man godt være ulykkeligt forelsket for evigt? Eller stopper det altid? Jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg kan nå det punkt. Og nu er der trods alt gået halvandet år.

[aerlighed]

Det er ikke fordi jeg gør ham dem anden til et lyserødt glansbillede. Jeg kender ham rigtigt godt, og han har også vist mig sine svage sider.. han er på mange måder ikke min type, men alligevel så er han alt det rigtige.

Jeg må nok bare indse, at det er umuligt. Det ender ikke lykkeligt for mig, og det bliver jeg nødt til at acceptere før eller siden for det her slider mig op. Jeg tænker på ham konstant, og det kan jo ikke blive ved..

Jeg tror, jeg vil prøve at få det bedre med mig selv. Tabe mig lidt, komme i form, nyde mit barn. Og så forhåbentlig kan jeg i det mindste få lidt ro i mig selv. Måske det kan gøre, jeg tør kaste mig ud i et venskab igen.. hvis jeg da kan finde ud af det.

Jeg ved, det mest fornuftige ville være at satse på min familie og kæreste og gå all in på det, fordi det er jo et okay liv jeg har.. I har ret. Det er bare svært for mig at acceptere.

Jeg er bare så vild med ham den anden, og jeg har så sindsygt svært ved at se bort fra det. Det fylder hver centimeter i min krop. Suk.

[catnip]

Hvor godt kender du egentlig ham den anden?

Du skriver at han er fra et andet land og du har besøgt ham, men hvor meget tid har I brugt sammen? Fysisk?

[Rapfisk]

Jeg ved ikke, om man kan være ulykkeligt forelsket hele livet. Det er vel en teoretisk mulighed. Man kan i hvert fald godt være bitter hele livet, og det tror jeg, du skal passe på, at du ikke bliver. Ingen får det hele, og du har faktisk truffet nogle valg i livet, som har givet dig nogle ret gode ting, bl.a. din datter og en kæreste, du for det meste er glad for.

[aerlighed]

Hvor godt kender du egentlig ham den anden?

Du skriver at han er fra et andet land og du har besøgt ham, men hvor meget tid har I brugt sammen? Fysisk?

Tja. Det er lidt svært at svare på. Vi startede ud med at skrive og ringe sammen i 3 måneder. Med konstant kontakt og lange samtaler. Så mødtes vi og var sammen 5 dage i streg i DK. Og så har jeg vel besøgt ham 5-6 gange af 2-3 dages varighed. Han bor i et naboland. Så gik det i stykker, og vi har mødtes 4 gange siden. Så jeg kender ham godt, men ikke på samme måde som hvis vi boede tættere.

Jeg ved ikke, om man kan være ulykkeligt forelsket hele livet. Det er vel en teoretisk mulighed. Man kan i hvert fald godt være bitter hele livet, og det tror jeg, du skal passe på, at du ikke bliver. Ingen får det hele, og du har faktisk truffet nogle valg i livet, som har givet dig nogle ret gode ting, bl.a. din datter og en kæreste, du for det meste er glad for.

Det her havde jeg brug for at høre. Du har ret, jeg kunne godt se mig selv blive bitter. Jeg må holde fast i, at mine valg har bragt mig meget godt og ikke kun tristhed og ulykkelig kærlighed. Og uansetom der er en mand eller ej, så har jeg mit barn. Og dén kærlighed er trods alt den vigtigste. God pointe, det vil jeg tage med mig videre.