Emotional labour

[Æble]

Det handler om standarder. Den der har den højeste standard for noget er den der får det gjort. Så er det måske ofte sådan at det er kvinden der har de højeste standarder for de følelsesmæssige ting. Og dermed føler at hun trækker det største læs. Man kan sammenligne det med rengøring. Hvis den ene synes der skal vaskes gulv hver uge og den anden mener at hver måned er fint, så er det klart at den med den højeste standard kommer til at vaske gulv oftere og måske endda føle at den anden ikke gør noget. Mens den anden der vasker gulv hver måned eller hveranden føler at de gør mindst 50% af arbejdet.

[billiebean]

Jeg kan genkende det både fra tidligere forhold, og fra hvad jeg observerer hos andre. Hvad jeg også har bemærket er en modvilje mod at indrømme at det er sådan, hvilket jeg da også kender fra mig selv. Det er et eller andet sted super pinligt, at man går og leger mor for sin kæreste, og nogle gange opdager man måske ikke engang at det er sådan. Det har jeg også selv oplevet.

Enig!

Men jeg tror også, at kvinder har forskellige opfattelser af, hvornår man går over i mor-rollen og hvad ligelig fordeling af arbejdsbyden i forholdet er, og at det kan farve billedet..

Jeg synes fx ikke, at jeg skal være 100% ansvarlig for noget som helst i hjemmet - i hvert fald ikke uden at han er 100% ansvarlig for noget andet, som er lige så tids- og energikrævende. Der er der måske andre kvinder som ikke ser problemet i, at hun fx er ansvarlig for det indendørs mens manden er ansvarlig for det udendørs og oplever det som en fair fordeling - her ville jeg stejle da husligt arbejde fylder voldsomt meget mere end udendørs (med mindre man er landmand, ikke..).

Min ret militante 50/50-fordeling resulterer altså i noget mere kommunikation og flere forventninger end nogle andre arbejdsfordelinger. Og det kan jo så også gøre at emotional labour-områderne afdækkes langt hurtigere og klarere i vores relation.

Og samtidig har jeg så også lært, at det ikke handler om, at min kæreste skal "komme på banen" men at jeg - hvis jeg insisterer på 50/50-fordelingen - må acceptere at justere mine standarder. Og at jeg også må lade være med at have dårlig samvittighed over at insistere på denne fordeling. Det er hel fair at deles mere eller mindre ligeligt om opgaver i parforholdet, når vi begge er i stand til at udføre opgaverne - og i øvrigt arbejder lige lang tid i vores almindelige arbejde.

[Zombie]

Jeg hjalp engang min far, da han havde lidt knas med sin kæreste. Vi snakkede ikke om detaljerne, for sådan et forhold har vi (heldigvis) ikke, men han fik noget at tænke over, da jeg sagde til ham: "Tænk, hvis du lagde samme omtanke og bevidsthed i dit forhold, som du gør i dit arbejde. Så ville det måske være ret svært for jer at have problemer."

Jeg ser ikke, at andre mennesker som sådan er konfliktsky eller ikke er i stand til at gøre de her ting. De fleste mennesker, der er i stand til at skabe og vedligeholde relationer, kan det jo i en eller anden grad.

Men jeg oplever i nogle mennesker en udpræget konfliktDOVENHED. At man simpelthen ikke GIDER lægge det arbejde eller tage initiativ til arbejdet, hvis man kan være fri.

Hvis disse mennesker så kunne affinde sig med, at partnerens trivsel og forholdets tilstand selvfølgelig påvirkes af evt. manglende engagement, jamen så kunne man jo snakke om, at de ligger som de reder (selvom det er træls, at de slæber partneren med ind i det). Men ofte bliver de selv ramt af det på forskellig vis, uden nødvendigvis at have blik for, at deres konfliktdovenhed faktisk er roden til problemerne.
Et eksempel kan være manden, der ikke får sex nok, fordi hans kone ikke trives og han ikke formår at komme hende nok i møde rent følelsesmæssigt. Hans fokus er på det manglende sexliv - han ser slet ikke, at han selv skaber sit eget problem.


Og for at vende tilbage til snakken med min far. Man kan da godt snakke om, at den ene part i forholdet har mere "brug for" den slags følelsesmæssig arbejde og imødekommenhed end sin partner. Men det handler jo også om, at forholdet skal køre og køre godt. Normalt går jeg meget ind for kompromiser, men jeg har svært ved at se, at forholdet kan være velfungerende, hvis den ene part altid skal være i "want" efter følelsesmæssig imødekommenhed fra sin partner.
Og for at blive i arbejds-analogien, ville man jo ikke på en arbejdsplads hvor samarbejde og teamwork er i centrum, "efterlade" en kollega i mistrivsel på den måde.
Jeg trækker her en del paralleller til mit eget arbejde med mennesker, hvor medarbejdernes trivsel på arbejdspladsen, også rent psykisk, er meget vigtigt for, at vi kan udføre vores arbejde godt (nok). Da vi som mennesker bringes i spil som et pædagogisk redskab, fordi vi arbejder meget med relationsudvikling m.v. med vores borgere.

Hvis målsætningen for ens forhold er, at begge parter skal trives. Er det vel ikke anderledes end en målsætning på arbejdet, om at sælge X antal apparater. Det er enten opfyldt eller ikke.
- Så skal vi ud i, at man decideret mistrives hvis man er nødt til at pleje sit eget forhold, hvis det skal være en faktor at den ene part bare ikke rigtig gider det.


Som en slutnote vil jeg bare tilføje, at jeg giver jer ret i, at det nok ikke er en mandeting - i hvert fald ikke i vores samfund. Jeg tror, jeg har mere blik for det hos mænd, fordi jeg indgår i romantiske relationer til mænd og har mange drengevenner. Så jeg anerkender, at jeg nok har været for hurtig på aftrækkeren hér og lige har glemt, at jeg kun har blik for et mindre udsnit. Så jeg bør læne mig mere op af jeres erfaringer også, og når mange af jer skriver at I ikke oplever det som en udpræget mandeting, må jeg tage det til efterretning. Tak for nye perspektiver.

[Ado]

Jeg er sgu nok lidt for bondsk til det der med fine engelske udtryk og termer for parforholdsproblemer. Jeg plotter det bare ind under: Træls, doven, uretfærdig, dobbeltmoralsk og idiot.
Eller også er jeg bare for dum til at kunne forstrå teksten. Men jeg forstår bare ikke, hvorfor man opfinder begreber for problemer/udfordringer, som i bund og grund ikke skyldes andet end personligheden - og dermed ikke kønnet.

[Zombie]

Den der "så må hun skride" tankegang er jeg i disse diskussioner ikke meget fan af. For hvornår er det en løsning og hvornår ikke? Vproblematisere ken til ofre for fysisk eller psykisk vold, at de bare skal skride, og så er det der, diskussionen ender. Det gør vi ikke, fordi vi anerkender de underliggende strukturer, som kan gøre det rigtig svært bare at skride, selvom det selvfølgelig er den helt rigtige løsning i de fleste tilfælde.

Her er ikke tale om noget så alvorligt. Men der ER tale om strukturer, man ikke altid er bevidst om. Hvis det, at man ønsker at snakke om åbenlyse mistrivsel i forholdet, problematiseres (som det faktisk også delvist foregår her i tråden - det formuleres i al fald som et individuelt behov), kan det henover tid - også på tværs af forhold - blive en selvfølgelighed som danner rammen for en samfundsmæssig struktur, hvor det er dén person, der vil snakke om problemerne, som beskrives som problematisk, og ikke problemernes opståen, som jo i vid udstrækning ofte er et fælles anliggende.

Kernen i kronikken, som jeg læser det, er ikke at skulle være den, der siger fra når utilfreds. Men at være den, der ALTID tager ansvar for at snakke om tingene, når nogen i forholdet åbenlyst ikke trives. Også når den anden part går og er sur altid, afviser sex, eller på anden vis undslår sig dele af samlivet. Også i form af vedligeholdelse af intimitet og fortrolighed m.m.

Således er problemet det omvendte af det, du beskriver. Det er ikke, at den ene part mistrives og ikke siger det. Det er ej heller det, at mistrivslen formuleres. Det er, at det ALTID (eller i vid udstrækning) påfalder den ene part at instigere disse snakke uanset hvem der mistrives eller hvilken udfordring, forholdet med al tydelighed står over for. Eller blot basal vedligeholdelse.


Vi kan godt undlade at diskutere køn. Jeg ved ikke om jeg er enig i, at der er strukturer der tilfalder kvinder mere end mænd eller omvendt, men at snakke om, hvem der har lyst til hvad, synes jeg er lidt skævt. Denne kronik er jo ret tydelig i sit budskab om, at der er nogle kvinder, som IKKE er tilfredse og også trætte af, at bære al ansvaret alene i forhold, hvor ansvaret burde være fælles.
Hvis det er noget generelt de oplever, er "skrid" en ret kortsigtet løsning. Og denne kronik søger jo netop af afdække problemet, for at skabe mere bevidsthed og derigennem, måske, bidrage til en diskursændring.

[LaScrooge]

Jeg kan genkende en del af det. Mest det med ikke at tage sig af de udfordringer, der er i livet, men lade dem tynge, være ked af det og frustreret, men ikke ændre på dem. Det skaber en belastning på partneren, der skal lægge øre til, der skal trøste, der eventuelt skal forsøge at hjælpe (uden at det kommer nogen vegne). Det rammer bredt, både som eksempel at have dårlig samvittighed over ikke at se sin nevø ofte nok, selvom han bor i opgangen (min eks) til at være bekymret over sit helbred, men ikke gå til lægen og ikke ændre sin livsstil (min anden eks).

Jeg kender det både fra veninder og kærester. Jeg tror ikke det er særlig kønsbestemt (noget af det, der står i artiklen er nok lidt), men mere et spørgsmål om at være låst fast, handlingslammet, ikke kunne se muligheder eller ikke at kunne overskue de muligheder der er og endelig: ikke at kunne acceptere det, hvis man ikke kan overskue eller har overskud til de muligheder der er og derfor alligevel lader det hele fylde på en meget negativ måde. Hvis man så bare kunne acceptere, at man ikke kan være sit bedste jeg, men at man har en ambition om at kunne det og man derfor tager fat fra en ende af og rydder op i de ting, der forhindrer en i at være det pt. Så kan man være i fred med, at man pt ikke slår til efter egne standarder og dermed skabe mere overskud til at nå derhen hvor man bedre kan det. Eller man kan ændre sine standarder, for måske er de urealistiske.

[Precaseptica]

Det er da et interessant indlæg. Men jeg vil nu mene, at mange mænd også bærer 'emotional labour'. Det er nok mest kvinder, men jeg tror de fleste forhold har én af parterne til at opveje den andens behov for at have en livline.

Personligt prøver jeg så vidt muligt at gennemskue når jeg i kraft af min opførsel har andre til at bære byrder for mig. Specielt i mit forhold er jeg meget opmærksom på hvornår jeg gør et eller andet, siger et eller andet eller responderer på noget hun gør eller siger, som får til følge, at hun skal være ekstra opmærksom for min skyld.

Nogen gange har man behov for at opleve støtten i, at kunne falde og vide at man bliver grebet. Andre gange må man så stå klar til at gribe sin partner. Forhåbentligt er der en del give-and-take i det, for ellers vil man nok opleve at forholdet skævvrides på bekostning af den part der udviser mest overskud.